Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Augusta Fenger (1844 - 1931)
Fenger, Augusta

1844-1931, lærer.

*21.3.1844 i Brejning sg., †25.10.1931 i Kbh.

Forældre: proprietær Hans Frederik F. (1818-1901) og Frederikke Mathilde Fjelstrup (1816-94).

Bofælle ca. 1886-94: lærer Marie Caroline Henriette Topsøe, *6.2.1847 i Skælskør, †8.6.1894 Kbh., d. af by- og herredsfoged Søren Christian T. og Sigrid Kirstine Gudrun Thorgrimson.

Bofælle ca. 1908-31: lærer Thea Louise Augusta Manicus-Hansen, *19.8.1872 i Kbh., †22.9.1959 i Hørsholm sg., d. af grosserer, bogholder Julius Isak Hansen og Julie Henriette Manicus.

AF var nummer tre i en søskendeflok på 12 i et kærligt hjem, hvor børnene fik lov at udfolde sig, og familiesammenholdet var stærkt. Hun legede mest med sine brødre og fulgte sin fader i hælene overalt på gården. Med tiden tog hun del i driften og lagde her grunden til sin interesse for botanik og zoologi. Men noget egentligt arbejde udførte hun ikke, så da faderen foreslog hende at rejse til Kbh. og læse til lærerinde, fulgte hun hans råd, der formentlig også var økonomisk begrundet. Hun var da fyldt 33 år og følte ingen speciel trang hverken til uddannelse eller til lærergerning. Men beslutningen blev vendepunktet i hendes liv.

Efter to års undervisning tog AF i 1878 lærerindeeksamen på N. Zahles Skole og blev ansat på skolen. Allerede i 1880 kom hun ind ved Kbh.s kommunale skolevæsen, hvor såvel lønnen som den personlige frihed var større. Her oplevede hun, først på Gasværksvejens, senere på Ryesgades Skole, livet i byens slumkvarterer. Rystet over i vintermånederne at sidde med en flok sultne børn, der var for trætte til at interessere sig for noget som helst, skrev hun et indlæg i Nationaltidende, der blev begyndelsen til, hvad hun i løbet af få år fik sat i system som Friskolebørns Bespisning. Foreningen var den første af sin art, men den åbnede borgerskabets og senere også kongehusets øjne for datidens mange nødlidende børn og medførte oprettelsen af andre filantropiske tiltag, specielt med sigte på hjælp til mødre og børn. Skolevæsenet i hovedstaden var på det tidspunkt inde i en rivende udvikling på grund af det stærkt voksende indbyggertal, og efter 1881 opførtes alle nye friskoler, som de kommunale skoler for ubemidledes børn dengang kaldtes, med lokaler til skolebespisning.

AFs ansættelse i det offentlige skolevæsen varede til 1904, da hun forlod det til fordel for en stilling i H. Adlers Fællesskole, hvor hun havde haft timer fra skolens start i 1893. Og her fandt hun hos en progressiv skoleleder og i en kreds af meget forskellige, men entusiastiske kolleger sin største arbejdsglæde som lærer i zoologi og religion. Hun skrev lærebøger i begge fag, særlig må Sundhedslære til Skolebrug, 1886, fremhæves. Bogen blev til i samarbejde med hendes kollega og bofælle Marie Topsøe, og den kom i 14 oplag frem til 1930. Den blev undervejs revideret sammen med Thea Manicus-Hansen, den kollega, der efter Topsøes død i 1894 stod AF nærmest og senere kom til at dele hjem med hende i over 20 år. AF udgav også L. Stremmes Skrivesystem, der længe blev meget benyttet, og underviste selv i skrivning på Femmers Kvindeseminarium. Skønt hun fra begyndelsen af sit arbejdsliv havde virket for forandringer i byens store, gammeldags skolevæsen, nød hun respekt hos skoledirektionen, der i 1894 indstillede hende som nummer et til stillingen som Danmarks første kvindelige skoleinspektør. Magistraten foretrak imidlertid den seks år yngre •Henriette Petersen. Senere sagde AF nej til et tilbud om forstanderposten ved det nyoprettede forskoleseminarium ved Femmers Kvindeseminarium, men var i over 20 år censor ved forskolelærerindeeksamen.

At hun ikke blev skoleinspektør, var hendes livs skuffelse, men trods det skrev den gamle AF i sine posthumt udgivne Erindringer, 1932, at hun på sin beskedne plads havde været et lykkeligt menneske, bedre egnet til at blive sat i gang end til at sætte andre i gang. Og dog satte netop hun mange og meget i gang. I 1891 var hun medstifter af den forening, der fik størst betydning for ligestillingen af mandlige og kvindelige lærere, Kbh.s Kommunelærerindeforening. Hun var medlem af den første bestyrelse, fungerede en periode i 1894 som dens formand og fik gennem den sæde i det udvalg, der gennem en årrække forberedte nye læseplaner for Kbh.s kommuneskoler. Fra 1894 deltog hun i forberedelsen af Kvindernes Udstilling, hun var en af drivkræfterne bag lærerindernes byggeforening og oprettelsen af Herberg for Hjemløse Kvinder i Læssøesgade. Hun var medstifter af Louiseforeningen og i en lang årrække foreningens sekretær. Som lærer for en af kongehusets døtre fik hun adgang til kongefamilien, og gennem den kom hun ind i det arbejde, som hun viede mange kræfter de sidste 30 år af sit liv. Dansk Røde Kors, dengang Det røde Kors, var et lidt hensygnende foretagende, men gennem oprettelse af dameafdelinger kom der liv i foreningens arbejde, og det blev AF, der tog sig af store dele af organiseringen. Fra omkring århundredskiftet redigerede hun sammen med bl.a. forfatteren •Massi Bruhn Grankogler, et julehefte med især danske bidrag af en vis kvalitet. Ind imellem de mange arbejdsopgaver måtte hun give efter for sin rejselyst, hun var bl.a. i USA tre gange. I 1924 modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld.

AF virkede som lærer, til hun var 85. De mange filantropiske gøremål og den meget benyttede pen slap hun først ved døden to år senere. Hun var en af en flok begavede, arbejdssomme og initiativrige, men nøjsomme kommunelærerinder, der åbnede nye veje i undervisningen, ikke mindst af piger, og satte sig blivende spor i det omgivende samfund.

Mal. og tegn. af Johanne Krebs i privateje. Foto i KB.

Adda Hilden: Lærerindeuddannelse, 1993.

Adda Hilden

 
Professioner
Lærere · Filantroper
 
Organisationer
Gasværkvejens Skole · Ryesgades Skole · Københavns Kommunale Skolevæsen · Friskolebørns Bespisning · H. Adlers Fællesskole (se Sortedam Gymnasium. H. Adlers Fællesskole) · Femmers Kvindeseminarium (se Beyers Bohrs og Femmers eksamensforberedende kursus) · Beyers Bohrs og Femmers eksamensforberedende kursus (se Femmers Kvindeseminarium) · Københavns Kommunelærerindeforening · Herberg for Hjemløse Kvinder (se Kvindehjemmet i Læssøesgade) · Louiseforeningen · Dansk Røde Kors
 
Emneord
Seminarier · Folkeskolen · Børneforsorg · Filantropi · Lærebøger · Læseplaner · Fagforeningspolitik · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Ringkøbing Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon