Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Johanne Fenger (1880 - 1943)
Fenger, Johanne Marie Christine Hauch

1880-1943, afdelingssygeplejerske.

*23.4.1880 på Bilring, Brejning sg., †26.12.1943 i Nykøbing S.

Forældre: proprietær Johan August F. (1847-1907) og Marie Elisabeth Hauch (1853-97).

Som mange proprietærdøtre blev JF uddannet inden for husvæsen, og 1900-08 var hun husbestyrerinde for kammerherre Adam Estrup på Djursland og for forpagteren på Hollufgård ved Odense. Flere af familien Fengers 15 børn og deres ægtefæller engagerede sig i en frivillig eller professionel indsats for samfundets svage, og i 1908 slog JF ind på samme bane. Hun tog sygeplejerskeuddannelse på Odense Sygehus og på en klinik i Kbh., hvorefter hun i 1911 blev ansat på sindssygehospitalet ved Middelfart. Samme år ændredes loven efter flere skandaler på anstalterne, så plejen fremover primært skulle varetages af uddannede sygeplejersker. JF blev kastet ud i det som leder af en mandsafdeling, i dobbeltild mellem plejere og patienter, men var opgaven voksen. Med en frodig, munter personlighed forstod hun at sætte sig i respekt, og patienterne, hvoraf mange i årevis ikke havde set en kvinde, kom til at elske hende.

Da Amtshospitalet, senere Statshospitalet i Nykøbing S. (SNS) åbnede i 1915, blev JF afdelingssygeplejerske her. Hun virkede på en kvindeafdeling og underviste i den helt specielle gren af faget, som sindssygeplejen er. Hendes instruktion var inciterende, men med årene kunne hendes myndige væsen sommetider virke stødende. Over for patienterne derimod var hun altid meget forstående, og hun fulgte dem, når de var udskrevet. JF var begejstret for hospitalets nye, avancerede koncept med arbejdsterapi i gartneri og værksteder og besøgte en anstalt i Westphalen, Tyskland, for at studere resultaterne. Hun betragtede sindssygeplejen som et kald og krævede det samme af sine kolleger, men det forhindrede hende ikke i at forlange rimelige arbejdsvilkår for dem. 1930-35 var hun formand for Foreningen af Sygeplejersker paa Statens Sindssygehospitaler, stiftet i 1917 af oversygeplejerske på SNS •Agnes Bugge. Med stor energi lykkedes det JF gennem foreningen at gøre myndighederne opmærksom på områdets særlige forhold og opnå mange forbedringer. Hun var i det hele taget organisatorisk engageret i disse år. 1928-36 var hun medlem af repræsentantskabet for Dansk Sygeplejeråd (DSR), 1930-34 sad hun i DRSs bestyrelse, og hun var suppleant i arbejdskomitéen for Sygeplejerskers Samarbejde i Norden 1931-35.

I 1935 tog JF sin afsked på grund af vaklende helbred, men med sin sociale indstilling engagerede hun sig nu i lokalsamfundet. Hun var allerede i 1916 valgt til menighedsrådet, i 1936 blev hun medlem af børneværnet, i 1937 formand for den nystiftede Nykøbing S. Husholdningsforening, poster, hun beholdt indtil sin pludselige død i 1943.

Foto i KB.

S.N.S. gennem 50 år, 1965.

Barbara Zalewski

 
Professioner
Sygeplejersker · Fagforeningsformænd
 
Organisationer
Middelfart Sindssygehospital · Amtshospitalet · Foreningen af Sygeplejersker paa Statens Sindssygehospitaler · Dansk Sygeplejeråd · Nykøbing S. Husholdningsforening
 
Emneord
Hospitaler · Sygepleje · Sindssyge · Sindssygehospitaler · Fagforeningspolitik · Fagforeninger
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne
 
Regioner
Ringkøbing Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon