Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Catharine Frydendahl (1760 - 1831)
Frydendahl, Catharine Elisabeth

1760-1831, operasanger.

*30.11.1760 i Kbh., †30.11.1831 smst.

Forældre: garver, handskemager Hans Jacob Møller (ca. 1721-80) og Kirstine Matthiesen (ca. 1727-1801).

~27.8.1789 med hofviolon Jørgen Berthelsen, *1757 i Kbh., †7.2.1797 smst., s. af garder Bertel Hansen og Inger Marie Michelsdatter.

~19.8.1797 med skuespiller ◊Jørgen Peter F., *18.10.1766 i Kbh., †20.2.1836 smst., s. af lærredshandler Hans Peter F. og Kirstine Mortensdatter.

Børn: Hans Jørgen (1790), Frederik Wilhelm (1791), Hans Wilhelm (1798), Augusta Caroline Henriette (1799).

Da den danske sangerinde ◊•Caroline Walter i 1780 debuterede på Gustav 3.s opera i Stockholm, noterede man sig der, at hun fik succes, selvom hun ikke havde CFs “store og sieldne Stemme”. De to var konkurrenter, og forholdet mellem dem hvilede som en skygge over CFs ungdom. Via sin elsker general ◊H.H. von Eickstedt, der stod i spidsen for Det Kgl. Teaters ledelse, fik hun gennem forskellige intriger udmanøvreret Walter fra den danske scene. Men CF var et usædvanligt vokaltalent, der nemt kunne have gjort karriere uden ufine midler. Sammen med tenoren ◊Michael Rosing havde hun stor andel i, at det i 1700-tallets sidste årtier var muligt at opføre den store opera, opera seria, på Det Kgl. Teater med danske sangere. “Hun havde af Naturen en af de skønneste Sangstemmer jeg har hørt,” huskede digteren ◊Adam Oehlenschläger, og selv den unge kritiker ◊Knud Lyne Rahbek, der var modstander af den store opera, savnede hendes stemme, da han var på studieophold i udlandet. Hun var aktiv sanger i 46 år, det meste af tiden i første række.

CF kom fra jævne kår. Som 16-årig kom hun på Det Kgl. Teaters syngeskole, hvor italieneren ◊Michel Angelo Potenza var lærer. Desværre forhindrede de mange intriger omkring hendes person, at hun fik en tilstrækkelig skoling. General Eickstedt gennemtrumfede, at hun fra 1780 fik den ikke-sangkyndige violinist, professor Johannes Darbes i stedet for Potenza. Hendes sopran “var ikke uddannet nok ved Kunst”, mente Oehlenschläger. Da hun 1793 studerede i Dresden hos komponisten ◊Johann Gottlieb Naumann, var man der behørigt imponeret af hendes mægtige stemmemidler, men hun skrev i et bevaret brev, at hun stadig manglede yderligere skoling. Hun debuterede som 17-årig i 1777 i syngespillet Skovbyggeren. I 1780’erne sang hun bl.a. Eurydike i Naumanns Orfeus og Eurydike og Rezia i ◊F.L.Ae. Kunzens Holger Danske. Sidstnævnte blev i 1995 udsendt på cd, hvor man kan studere, hvorledes komponisten har tilrettelagt det virtuose parti, så det har passet for hendes stemme. I recitativerne satses der på lidenskabelig retorisk patos, mens arierne er lagt an på en lysende højde med langt udholdte toner, løb og koloraturer. Både Naumann og Kunzen havde god forstand på sang, og de må have støttet CF under indstuderingen af de krævende roller. Hun kunne med lethed trænge igennem både kor og orkester, uden at stemmen mistede sin vellyd, og når hun kom i affekt, forvandlede hendes sang sig til lutter ild og følelse. Teaterhistorikeren ◊Thomas Overskou fortæller, hvordan komponisten ◊J.A.P. Schulz, der virkede som kapelmester, var så betaget af hende i en bestemt rolle, at han ved en forestilling “uvilkaarlig raabte til sin Sidemand i Orkestret: ‘Göttlich, Gott straf’ mich!’.”

Desværre udviklede CF de værste primadonnaunoder. Forsømmelighed, opsætsighed og uforskammede breve til direktionen hørte til dagens orden. 1797 døde hendes første mand, hofviolon Jørgen Berthelsen, og samme år giftede hun sig med den store skuespiller Jørgen Peter F. I 1800 blev ægteparret en kort tid indsat i Blåtårn som straf for lydighedsnægtelse, men siden synes CFs karriere at have fungeret uden større uregelmæssigheder. Også det populære syngespil nød godt af hendes talenter, der indbefattede “en deilig Talestemme” om end med rester af tysk accent. Hun spillede Anna i Schulz’ Høstgildet, Charlotte i ◊C.E.F. Weyses Sovedrikken, skomagerkonen i Kunzens Dragedukken og mange flere. I 1807 sang hun Donna Anna ved den danske førsteopførelse af Don Juan og gjorde et mægtigt indtryk. Hun var dog ingen stor skuespiller, og efterhånden fik CF, der udviklede “en lille undersætsig Figur”, svært ved at illudere som forførende ungmø. Forfatteren ◊Lucie Elise Hertz erindrer hende i Weyses Faruk: “Men hvad der ikke tog sig videre godt ud, var da den sorte Hexekvind skal forvandles til den dejlige Blomsterpige – og den gamle tykke Madam Frydendal kaster den sorte Dragt og ved sin Skønhed strax skal besejre Faruk. Hun kunne vel dengang endnu synge godt, men se yndig, ung og indtagende ud eller som en ung uskyldig Pige – var hun rigtignok voxet fra for længe siden.” Året var 1812, da CF var 52 år. Fra da af optrådte hun mindre hyppigt, men holdt ud på teatret til 1821, hvor hun sluttede af som Marcellina i Figaros Bryllup.

CF var blandt de første danske operasangere, der havde selvstændige koncerter. Hun fortsatte en tid med disse, efter at hun havde forladt Det Kgl. Teater og sang sidste gang som 63-årig ved en koncert i Trinitatis Kirke. Da verdenssangerinden Angelica Catalani nogle år efter gæstede Kbh., konstaterede kritikken, at hendes stemme ikke “havde den Sølverklang, der i sin Tid tonede fra Mad. Frydendahls Læber”.

Mal. af Jens Juel i privateje, tegn. af samme i Stat. Mus. for Kunst.

Thomas Overskou: Den danske Skueplads, 1854-76.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Sten Høgel

 
Professioner
Sangere
 
Organisationer
Det Kgl. Teater
 
Emneord
Sang · Opera
 
Tidsperioder
1700-tallet · 1800-tallet
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon