Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Inge Funding (1894 - 1984)
Funding, Inge Louise Peschardt

1894-1984, sygeplejerske, forstander.

*25.10.1894 i Middelfart, †13.10.1984 i Hillerød.

Forældre: arkitekt Niels Christoffer Hansen (1863-1930) og Dagmar Sofie Peschardt (1871-1950).

Navneforandring til Funding 1927.

IF var den ældste af syv børn. Familien levede i nøjsomhed, men på trods heraf fik alle børn en uddannelse, fem blev akademikere. Der var et stærkt sammenhold i familien, og børnene blev opdraget til at være flittige og pligtopfyldende. IF blev student fra Vejle højere Almenskole 1913 og læste en kort periode statsvidenskab ved Kbh.s Universitet. I 1916 bestod hun filosofikum og samme år påbegyndte hun sygeplejerskeuddannelsen ved Bispebjerg Hospital. Efter at have taget eksamen i 1919 rejste hun til New York for at arbejde i hjemmesygeplejen og på hospital. Efter hjemkomsten arbejdede hun et halvt år på Sindssygehospitalet i Nykøbing S. og var 1923-30 instruktionssygeplejerske på Bispebjerg Hospital. I 1930 blev IF udnævnt til forstanderinde på Almindelig Hospital, en stilling, hun bestred, indtil hun ved ◊•Charlotte Muncks død i 1932 overtog forstanderindeposten på Bispebjerg Hospital. 1955 gik hun på pension.

Samtidig med at IF blev forstanderinde på Bispebjerg, stod sygeplejerskeuddannelsen over for statsautorisation, og hun arbejdede meget bevidst på at få uddannelsen til at leve op til et moderne samfunds krav. Hun vægtede både en faglig uddannelse og en personlig og menneskelig udvikling. Det var hendes opfattelse, at skolens ledelse var ansvarlig for det daglige miljø og omgangstonen, hvorimod udbyttet af undervisningen afhang af elevens egen indsats. Bispebjerg Hospitals læreplan var som så mange andre skolers på denne tid sygdoms- og organcentreret. IF var ud over sygeplejen meget interesseret i litteratur, teater og malerkunst. Denne interesse kom bl.a. til udtryk gennem hendes undervisning, hvor hun som en skuespiller holdt eleverne i sin hule hånd. Hun var desuden i besiddelse af gode lederegenskaber, hørte gerne andres mening og forlangte ikke, at man uden videre antog hendes.

Ved siden af sit arbejde som forstander var IF også fagligt engageret. 1934-39 var hun formand for Dansk Sygeplejeråds (DSR) Kbh.s-kreds, 1933-34 og 1943-48 medlem af DSRs bestyrelse og forretningsudvalg. 1941-43 sad hun desuden i undervisningsudvalget og 1948-55 i den danske Florence Nightingale komité. Hun var endvidere DSRs repræsentant i Retslægerådet. 1946-54 var hun medlem af Indenrigsministeriets udvalg vedrørende sygeplejerskemanglen og uddannelse af sygeplejersker og 1934-52 medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget for Dansk Røde Kors. Sammen med Frode Rydgaard redigerede hun 4.-7. udg. af Lærebog og Haandbog i Sygepleje, der udkom i perioden 1933-52. Efter sin fratræden som forstander udnævntes hun i 1955 til ridder af Dannebrogordenen. Sit lange otium i Asserbo brugte hun på litteratur og teater. De sidste år boede hun i kollektivet Skansedalen i Hillerød.

Foto i KB.

Tidsskrift for Sygeplejersker 15/1955.

Anne Mette Olesen

 
Professioner
Sygeplejersker · Forstandere
 
Organisationer
Almindelig Hospital · Bispebjerg Hospital · Dansk Sygeplejeråd · Den danske Florence Nightingale Komité · Retslægerådet · Dansk Røde Kors
 
Emneord
Sygepleje · Sygeplejeuddannelser · Lærebøger · Undervisning · Fagforeningspolitik · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne
 
Regioner
Fyns Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon