Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

France Ellegaard (1912 - 1999)
Ellegaard, France

*1912-99, pianist.

*10.10.1912 i Paris, †17.4.1999 i Esbo, Finland.

Forældre: cykelrytter ◊Thorvald Kristian Kristensen E. (1877-1954) og Karen Kirstine Nicolaysen (1880-1958) .

~19.3.1949 med maler Birger Jarl Carlstedt, *12.7.1907 i Helsingfors, †3.10.1975 smst., s. af direktør Johan Wilhelm C. og direktør Amanda Josefina Lindström.

Som datter af den verdensberømte cykelrytter Thorvald E. voksede FE op i Paris under og efter Første Verdenskrig. Faderens karriere varede i mere end 25 år, fra han vandt sit første verdensmesterskab i 1901. Familien tog fast bopæl i den franske hovedstad i 1912, fordi byen var et praktisk centrum for hans mange rejser. Siden blev familien boende, for at FE kunne gennemføre sin musikalske uddannelse i verdensbyen. Allerede da hun var fem år, optrådte hun ved velgørenhedskoncerter, og kun ni år gammel indledte hun sin uddannelse på Pariserkonservatoriet efter at have fået en aldersdispensation. Hendes konservatoriestudier, der varede til 1932, omfattede ikke bare klaver, men også teori, komposition, musikhistorie og slagtøj, og hun viste et så overordentligt talent på alle områder, at hun i løbet af konservatorietiden indkasserede 12 førstepriser. Som en tyvstart debuterede hun som knapt 14-årig i Kbh. med et fornemt resultat. To år efter kom hendes parisiske debut, hvor hun afsluttede sin klaveruddannelse ved at spille N. Rimskij-Korsakovs klaverkoncert med l’Orchestre des Concerts Lamoureux dirigeret af A.Wolff.

Sine musikteoretiske studier færdiggjorde FE fire år senere, og herefter indledte hun et omfattende turnéliv, som gjorde hende berømt over hele Europa. Hun blev straks beskrevet som en åbenbaring med alle de egenskaber, en pianist kan ønske sig. En fransk anmelder gav udtryk for, at hun havde ynde, en fuld og rig tone, udtalt følelse for nuancer og endelig en fuldkommen teknik. Den impressionistiske musik stod hende nær, og hendes meget roste Chopinspil kan føres i en lige linie tilbage til komponisten selv: spanieren S. Riéra, der var hendes klaverlærer på konservatoriet, var elev af G.A. Mathias, der selv havde været en af F. Chopins elever. Men også FEs tolkning af fx J.S. Bach, D. Scarlatti, Mozart og Beethoven føltes stilrigtig. Da hun var opdraget i fransk tradition, var der sider af tysk musik, hun ikke var blevet præsenteret for under studierne, og det var dirigenten ◊Fritz Busch, der bevægede hende til at tage Brahms’ 2. klaverkoncert på programmet i Stockholm i 1939. Senere i sin karriere spillede hun med succes flere af ◊Carl Nielsens klaverstykker i udlandet, bl.a. Tema med Variationer og Chaconne. FE blev med årene meget bevidst om sit repertoire, og ud over den musik, publikum elskede på forhånd, spillede hun også mindre kendte værker som fx sonater af de spanske 1700-tals komponister N. Casanovas og A. Soler.

FEs moder, der gennem hele datterens opvækst nøje havde styret hendes øvning og øvrige uddannelse, fortsatte med at være chaperone for hende på alle turnéerne, der førte hende til Skandinavien, Finland, de baltiske lande og størstedelen af det øvrige Europa. Først efter at FE var fyldt 30 år, begyndte hun at organisere sin karriere selv. Familien boede i Danmark ved Anden Verdenskrigs udbrud, og FE forsøgte at fortsætte sit koncertliv trods krigen. Da hun i 1943 fik en måneds udrejsetilladelse til Sverige, valgte hun at blive der, og hun boede i Stockholm under resten af krigen. Hun var en flittig koncertgiver, og hendes kapacitet, også repertoiremæssigt, var utrolig. Hun havde mindst 12 klaverkoncerter præsent og præsterede at spille Chopins koncert i e-mol, Mozarts 18. i c- mol, Ravels venstrehåndskoncert, Schumanns og Griegs koncerter samt Brahms’ 2. klaverkoncert i løbet af en periode på 14 dage, samtidig med at hun også gav solokoncerter, hvor hun spillede Beethoven, Chopin, Ravel, Rimskij-Korsakov, A. Skrjabin og I. Stravinsky. Hun trivedes i Sverige og fik mange kontakter, bl.a. med den store ungarske pianist Annie Fischer, som hun gav flere duo-koncerter med.

FE var specielt glad for at spille i Finland. Hun optrådte der første gang i 1933, og det blev siden til mange koncertbesøg. Hun spillede ved flere velgørenhedskoncerter til fordel for Finland i forbindelse med Vinterkrigen 1939-40, og general G. Mannerheim overværede hendes koncert i Helsingfors i 1940 og opsøgte hende bagefter for at komplimentere hende. I 1948 traf hun sin kommende mand, der var en af Finlands første og førende nonfigurative malere. Året efter giftede de sig, og FE flyttede ind i sin mands store kunstnerbolig i Mattby noget uden for Helsingfors. De to kom til at danne et celebert par, der havde den franske tilknytning til fælles, og som inspirerede hinanden kunstnerisk. Fx er et af ægtefællens berømte malerier La Cathédrale engloutie skabt under indtryk af FEs udførelse af Debussys præludium af samme navn, og selv tog hun O. Messiaens Vingt regards sur l’enfant Jésus på repertoiret på sin mands opfordring.

FE fik flere hædersbevisninger, bl.a. den franske medalje Arts, Sciences et Lettres i 1933 og Tagea Brandts Rejselegat i 1936. I 1960’erne begyndte hendes koncertvirksomhed at ebbe ud. Hun fik det treårige finske statsstipendium i 1965 og underviste på Sibeliusakademiet 1969-75. På trods af FEs tekniske perfektion syntes hendes klaverspil at være udtryk for en indtagende spontanitet, og til den ynde og rytmiske klarhed, der fra starten var hendes kendemærke, kom efterhånden et nærmest troldsk temperament, hvormed hun skabte sublime tolkninger.

Tegn. fra 1941 af Otto Christensen på Fr.borgmus. Foto i KB.

Teksthefte til Three Great Danish Woman Pianists, 1996-97.

Privatarkiv i Amos Andersons Konstmuseum, Finland.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Inge Bruland

 
Professioner
Pianister
 
Organisationer
Sibeliusakademiet
 
Emneord
Musik · Udenlandske uddannelser · Udlandsophold · Undervisning
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne
 
Regioner
Frankrig
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon