Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Anna Jensen (1863 - 1939)
Jensen, Anna Mathilde Jacobine Marie

1863-1939, viceskoledirektør.

*22.3.1863 i Fredericia, †17.7.1939 i Kbh.

Forældre: overdyrlæge Jens Christian J. (1830-99) og Mine Dorothea Ladegaard (1843-65).

Da MJ var to år gammel, døde hendes moder. Faderen giftede sig igen året efter, og hun voksede op med en stedmoder. Familien var økonomisk i stand til at give MJ en skolegang ud over det sædvanlige, og som ung pige rejste hun fra Fredericia for at lære sprog på internationale skoler i Genève og Paris. Som 20-årig vendte hun hjem og blev ansat som huslærerinde på godset Biskopstorp på Fyn hos baron F.A.L.A. Reedtz-Thott. Her underviste hun i syv år, indtil hun rejste til Kbh. for at uddanne sig til lærerinde på Femmers Kvindeseminarium, hvorfra hun tog eksamen i 1894. MJ underviste først et år ved Frk. Hoff Hansens private realskole for piger i Helsingør, bl.a. i fransk og tysk, før hun 1898 søgte ind ved Kbh.s kommunale skolevæsen, hvor man endnu ikke havde undervisning i fremmedsprog. Efter at have arbejdet som timelærer i fire år blev hun i 1903 fastansat ved Jagtvejens Skole. I 1911 søgte hun stillingen som viceskoleinspektør ved Kapelvejens Skole, hvor hun arbejdede indtil 1917.

De mange sociale problemer, som skolerne kæmpede med i hverdagen, fik MJ til at involvere sig i lokalt hjælpearbejde på Nørrebro, hvor hun også boede. Hun var kredsbestyrer i Kbh.s Understøttelsesforening 1906-17 og sad i bestyrelsen for Kbh.s Kommunelærerindeforenings Kolonier, der fordelte feriepladser til bydelens børn. Under Første Verdenskrig forstærkedes nøden yderligere, og skolerne i de hårdest ramte kvarterer, bl.a. på Nørrebro, organiserede derfor skolebespisning og anden hjælp til nødstedte familier. Ud over sit sociale engagement var MJ desuden kvindesagligt og fagligt aktiv. Hun var medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) indtil 1916 og 1906-17 medlem af bestyrelsen for Kbh.s Kommunelærerindeforening (KKL), hvor hun 1915-17 var en respekteret formand. Endvidere var hun 1910-17 medlem af skolevæsenets stående udvalg af lærere og lærerinder. Omkring 1920 engagerede hun sig i fredsarbejde, og hun afløste ◊•Eline Hansen i ledelsen af Danske Kvinders Fredskæde, det senere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed.

Kvindeorganisationerne arbejdede i disse år for opvurdering af de kvindelige fag: husholdning og håndarbejde. I 1913 pressede DK på for at få Borgerrepræsentationen til at støtte og udvikle kurser i kjolesyning på fortsættelseskursus for unge piger. Det var en undervisning, der lå efter den lovpligtige skolegang, og som skulle styrke kvindernes rolle i familien. Samme år blev MJ udpeget af Borgerrepræsentationen til at foretage en studierejse med henblik på at undersøge sykurser i udlandet. Hendes udlandserfaringer gjorde hende velegnet til den usædvanlige opgave, og hun tog til Berlin, München, Karlsruhe, Bruxelles og London, hvor hun overværede undervisningen i både offentlige og private skoler. I en fyldig og meget positiv rapport analyserede og beskrev hun, hvad hun havde set. Samtidig formulerede hun et konkret forslag til, hvordan man kunne indrette lignende sykurser i Kbh., tilpasset de lokale forhold og ønsker. Det førte til, at sykurser i 1914 blev sat i gang med MJ som ansvarlig for den praktiske gennemførelse og ledelse.

Som følge af sine mange tillidshverv var MJ en velkendt skikkelse inden for skoleverdenen, da hun som den første kvinde i 1917 blev udnævnt til viceskoledirektør. Lærerinderne og DK havde længe presset på for at få en kvinde ind i skolevæsenets ledelse, og da det besluttedes at forøge antallet af viceskoledirektører fra to til tre, benyttede myndighederne lejligheden til at imødekomme kravet. Hermed skabte man en tradition for kvindelige viceskoledirektører, der først blev brudt i 1968 ved •Philippa Hanssens afgang. Ud af ret få ansøgere var MJ en klar favorit til posten i kraft af sine årelange og alsidige erfaringer. Hun var desuden kendt i skoledirektionen for sit “myndige Væsen og som en Administrator med betydelige Forhandlingsevner”. Viceskoledirektørerne havde ansvaret for det praktiske og pædagogiske tilsyn med hver sin tredjedel af skoledistrikterne, der var i fortsat vækst. Stillingen var ikke på forhånd defineret som et særligt kvindeligt tilsyn, men i kraft af sit køn fik MJ også som særligt hverv tilsyn med håndarbejdsundervisningen. Kbh. kom hermed på linie med skolerne i resten af landet, som i 1916 havde fået ◊•Johanne Blom som håndarbejdsinspektør. Som viceskoleinspektør havde MJ haft bolig på skolen, men efter udnævnelsen til viceskoledirektør måtte hun i begyndelsen arbejde hjemme i lejligheden på Åboulevarden. Først året efter blev der plads til et kontor på Rådhuset. Foruden at aflægge besøg på skolerne og inspicere undervisningen var MJ ledende i den pædagogiske udvikling af kommuneskolen i de faste udvalg, der var sammensat af repræsentanter fra inspektør- og lærerorganisationerne. I 1919 tog hun på studierejse for at undersøge, hvordan man praktisk og pædagogisk havde indrettet småbørnsundervisning og håndarbejde i Sverige. Til sin afgang i 1930 var hun virksom i arbejdet med revision af de ældste klassers læseplan. Hun blev efterfulgt i embedet af ◊•Nikoline Helms.

MJ var den første kvinde, der opnåede en toplederstilling i det kommunale skolehierarki. De vigtigste byggesten i karrieren skabte hun ved at placere sig centralt i de kvinde- og organisatoriske netværk, som hun havde etableret ved siden af sit daglige, hårde arbejde på skolen.

Foto i KB.

Københavns Kommuneskole 11/1917, 13/1930, 26/1939. Kvinden og Samfundet 5/1917.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Grete Signe Jensen

 
Professioner
Lærere · Viceskoleinspektører · Viceskoledirektører · Fagkonsulenter
 
Organisationer
Københavns Kommunale Skolevæsen · Kapelvejens Skole · Københavns Understøttelsesforening · Københavns Kommunelærerindeforenings Kolonier · Københavns Kommunelærerindeforening · Danske Kvinders Fredskæde (se Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed) · Københavns Kommune
 
Emneord
Forvaltning · Kommuner · Håndarbejde · Fagforeningspolitik · Udlandsophold · Fredssagen · Socialt arbejde · Uddannelsespolitik · Folkeskolen
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Vejle Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon