Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Laura Joensen (1946 - )
Joensen, Laura

*1946, skuespiller.

*30.1.1946 i Tórshavn.

Forældre: maskinsmed John Poul J. (1914-74) og Ásla Pálsdóttir Hansen (*1922).

~18.3.1968 med maskinmester Mads Winther Hentze, *22.6.1941 i Sandur sg., s. af fisker Jallgrím H. og Karin Johannesen. Ægteskabet opløst 1982.

Bofælle fra 1982: landmand Páll Dalsgaard, *23.7.1942 i Skálavík sg., s. af landmand Christian D. og Solveig Winther.

“Er det for meget forlangt, at samfundet på en eller anden måde bidrager til at skaffe de mennesker, der slider med at skabe et nogenlunde nationalt teater, bedre arbejdsvilkår?” spurgte et prominent medlem af Tórshavns skuespillerforening, forfatteren ◊William Heinesen i en artikel i tidsskriftet Varðin. Det var i 1931, og nationalscenen var endnu ikke etableret. Men sagen har LJ gjort til sin samtidig med, at hun i praksis har brugt det meste af sit liv til at skabe teater. Hun er nummer tre i en søskendeflok på fem, født ind i en familie med usædvanlig stærke bånd mellem fætre og kusiner, onkler, tanter og bedsteforældre, som alle har dannet værn om hende i den udsatte position, som hendes valg af livsbane medførte. Som ganske ung blev hun suget ind i Tórshavns teaterverden, da hun i 1961 meldte sig til et dramakursus, ledet af Færøernes første uddannede skuespiller ◊Eyðun Johannessen. Året efter optrådte hun for første gang og var solgt til teatret. Foreløbig blev det dog kun til en bibeskæftigelse, idet teatret i Tórshavn Sjónleikarhúsið dengang, på én uddannet skuespiller nær, var et amatørteater. Hun tog uddannelse som handelsmedhjælper og var i perioden 1963-72 ansat på Landssjúkrahúsið (Færøernes Centralsygehus). I 1972 rejste hun til Kbh. og blev ansat på Rigshospitalet; samtidig gik hun på Forvaltningshøjskolen og fik i 1976 diplom som assistent i offentlig forvaltning.

1978-79 deltog LJ på et nimåneders kursus i dramaledelse på Herning Højskole og rejste umiddelbart efter hjem. I mellemtiden var den første professionelle teatergruppe Gríma blevet dannet på Færøerne. Hun blev tilknyttet gruppen samtidig med, at hun var ansat i Landssjúkrahúsiðs administration i en stilling, som hun efterhånden nedtrappede til fordel for teaterarbejdet. Ud over sit engagement som skuespiller og instruktør i Gríma har hun instrueret utallige opførelser i de mange amatørteaterforeninger rundt omkring på øerne, undervist i drama på aftenskole og haft adskillige tillidsposter i teaterorganisationerne i nordisk sammenhæng. I forbindelse med 100-års jubilæet for det møde i 1888, som anses for at være startskuddet til en egentlig national bevægelse, skrev hun sammen med •Malan Marnersdóttir enakteren Logi, logi eldur mín (Lad min ild flamme). Stykket bygger på Færøernes første kvindelige forfatter, fyrmesterkonen •Johanna Maria Skylv Hansens liv og værk, og sigtet var at belyse en kvindelig pioner på en udsat post. LJ, som selv spillede hovedrollen i dramaet, sørgede for, at det blev opført på de tyndtbefolkede steder, hvor fyrtårnene befinder sig.

LJ har også virket som oversætter af både skuespil, romaner og poesi, bl.a. uddrag af den finske forfatter Märta Tikkanens selvbiografiske digtsamling Århundradets kärlekssaga, 1978, som hun ligeledes dramatiserede og opførte sidst i 1980’erne under titlen Kærleikssøga aldarinnar. Den blev i 1998 udgivet som videobånd ledsaget af den trykte tekst. I en årrække havde hun regelmæssigt opgaver for den færøske radio med tilrettelæggelse af radiospil og andre udsendelser og som oplæser. Under optagelserne 1997-98 af filmen Barbara blev hun af instruktøren Nils Malmros betroet den vigtige og krævende opgave som statistcaster og -koordinator. Gennem mange år har hun været en aktiv deltager i den kulturpolitiske debat og en utrættelig fortaler for oprettelsen af et nationalteater. Dette mål blev delvis opnået i 1989, da Leikpallur Føroya, som hun senere blev bestyrelsesformand for, oprettedes. Som formand har hun kæmpet videre for, at institutionen fik økonomisk grundlag for at påtage sig de opgaver, som den ifølge sine vedtægter som nationalscene skal varetage.

Trods denne omfattende indsats for færøsk kulturliv har LJ formået at være en samlende kraft for sin store slægt, som nu også omfatter bofællen Páll Dalsgaards to børn af første ægteskab. Skønt opvokset i et bymiljø deltager hun aktivt i alle gøremål, som hører til driften af et landbrug i den lille bygd Skálavík på Sandoy; hun har endda fundet på at promovere færøske landsbrugsprodukter ved at optræde som kogekone og serverer ved sådanne lejligheder fortrinsvis retter tilberedt af råmaterialer hentet fra gården.

Malan Johannesen

 
Professioner
Skuespillere · Instruktører
 
Organisationer
Gríma · Leikpallur Føroya
 
Emneord
Færøerne · Teater · Amatørteater
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Færøerne
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon