Aase Olesen (1934 - 2013)
Olesen, Aase

*1934, minister.

*24.9.1934 i Horsens.

Forældre: litograf Eigill Larsen (1909-87) og Erna Nielsen (1911-91).

~7.4.1954 (b.v.) med arkitekt Tormod O., *8.10.1930 i Kolding, s. af salgsinspektør Thorvald Heinrich O. og Ragnhild Lydia Larsen.

Børn: Mads (1959), Mette (1962).

AO blev født i Horsens og voksede op i et hjem, hvor faderen var en aktiv venstreorienteret fagforeningsmand og moderen hjemmegående. Som 11-årig flyttede hun og familien, der også omfattede en yngre broder, til Amager. AO tog realeksamen i 1952 og blev i 1956 færdig som lærer fra Emdrupborg Statsseminarium, hvorefter hun blev ansat i Hørsholm kommune. Da hun i 1958 fik sit første barn, valgte hun at blive hjemmearbejdende husmoder, og de følgende 12 år prioriterede hun hjem og børn. Fra 1970 var hun medindehaver af og medarbejder på ægtefællen arkitekt Tormod O.s tegnestue.

AO meldte sig ind i Det Radikale Venstre (RV) i 1967, men havde allerede fra studietiden haft sympati for partiet, især på grund af dets holdning til forsvaret. Fra 1970 var hun formand for den lokale vælgerforening, og hun blev medlem af Helsinge byråd 1974. Hun ville gerne i teknisk udvalg, men havnede i socialudvalget, efter hendes egen opfattelse fordi hun var kvinde. Hun havde ellers udtalt, at den bedste måde at genere mandssamfundet på var at gå ind i politik. I 1974 indtrådte hun i Folketinget som suppleant. Hun blev valgt i 1975 og engagerede sig i skatte-, erhvervs- og boligpolitik. Ved valget i 1977, hvor det gik partiet meget dårligt, opnåede hun ikke genvalg. Hun fik et comeback i 1979 og blev herefter partiets socialpolitiske ordfører i en årrække. Hun viste sig som en skrap og arbejdsom politiker, der ikke var bange for lidt modstand. Samtidig blev hun kendt som et festligt menneske, der holder af at skrive lejlighedssange. Hun var modstander af EF og aktiv nej-siger både i 1972 og 1986.

AO støttede, at RV i 1988 gik i regering med Venstre og Det Konservative Folkeparti. Ved samme lejlighed fik partiet sine første kvindelige ministre, da hun selv blev udnævnt til socialminister, og •Lone Dybkjær blev miljøminister. Som socialminister tog AO initiativ til en aktivering af unge ledige, hun støttede frivilligt socialt arbejde og blev respekteret for sit arbejde med Socialministeriets udviklingsmidler. Hun var fanatisk anti-ryger og forsøgte at lovgive mod rygning på offentlige steder. Det blev dog kun til et cirkulære, som imidlertid fik stor betydning for rygepolitikken på offentlige virksomheder og arbejdspladser. Ved valget i 1990 blev AO ikke genvalgt, og hun gled også ud af regeringen, men da der i 1991 nedsattes en socialkommission, gjorde statsminister ◊Poul Schlüter AO til formand. Kommissionen skulle fordomsfrit kigge velfærdssamfundet efter i sømmene, herunder analysere overførselsindkomsterne og komme med forslag til, hvordan det sociale system kunne forenkles, og pengene udnyttes bedst muligt. For AO var det en oplagt opgave. Hun havde tidligere forsøgt at tage fat på nogle af tabuerne og havde givet udtryk for, at hun gerne ville være med til at bremse den meningsløse vækst i overførselsindkomster, og at der skulle stilles krav til modtagere af sociale ydelser. Kommissionen barslede i løbet af 1992 og 1993 med 20 oplæg og rapporter om forskellige delområder.

Foto i KB, Folketinget.

Hanne Rasmussen