Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Dagmar Orlamundt (1863 - 1939)
Orlamundt, Dagmar Lydia

1863-1939, skuespiller.

*7.7.1863 i Odense, †10.1.1939 i Kbh.

Forældre: gartner Hendrik Christian Hansen (1817-1903) og Anne Cathrine Rasmussen (1822-95).

~21.9.1882 med skuespiller ◊Hans Christian Andreas O., *6.4.1837 i Ålborg, †1.7.1912 i Egebæksvang sg., s. af teaterdirektør Carl Vilhelm O. og skuespiller Petrine Larsen. Ægteskabet opløst 1887.

Børn: Fritz (1882).

DO debuterede allerede som 14-årig i 1877 på Odense Teater, og i årene 1879-83 spillede hun hos ◊Th. Cortes og ◊August Rasmussen. Der var tale om turnerende selskaber, og den unge pige fik til gavns lært en provinsskuespillers arbejdsvilkår. Ud over at indstudere nye roller og stå på scenen måtte truppens damer også tage sig af syning og reparation af kostumer. Dette skete så om natten med sytøjet i hånden og rolleheftet ved siden af. Der var ikke megen tid til videre uddannelse. DOs dagligdag ændrede sig en hel del, da hun i 1882 giftede sig med den 26 år ældre provinsskuespiller og storcharmør Hans O. Året efter brylluppet tog ægtefællerne til Kbh., hvor de var med til at indvi Dagmarteatret i 1883. DO stod på scenen som en ung ungarsk husar i F. von Suppés operette Let Cavalleri.

I 1890’erne var DO ansat ved Casino og spillede bl.a. med i Casinoturnéerne 1893-94, hvor man med stor succes opførte B. Thomas’ farce Charleys Tante. I 1900 kom hun til Folketeatret. Her spillede hun bl.a. mod den store norske skuespiller Johanne Dybwad ved dennes gæsteoptræden 1910 i C. Fitchs Den Stærkeste, og hun vandt stor beundring for sin gengivelse af storbyens raffinerede hetære Claire, hustruens overbevisende modsætning. Men DO var en fremragende fremstiller af alle kvindetyper, således forsvarede hun med stor inderlighed den ugifte moder i ◊•Emma Gads Barnets Ret, der opførtes 1911. Det var derfor et stort tab for Folketeatret, da hun i 1915 vendte tilbage til Dagmarteatret. Her gik hun over i det ældre rollefag og udførte det med den samme elegance og overbevisning, som havde præget hele hendes virke. Hun kunne i 1927 fejre sit 50-års skuespillerjubilæum og trak sig tilbage i 1932. I forbindelse med hendes jubilæum skrev tidsskriftet Teatret, at hun var en pryd for teatret, og at hun i lighed med både ◊•Josephine Eckardt og ◊•Betty Hennings havde skabt en række fængslende kvindeskikkelser.

DO havde livet igennem en ærbødighed for kunsten, hun virkede altid sand og naturlig, hvad enten hun var overklassefrue, enlig moder eller skøge. Hun spændte vidt. Stjernenykker lå hende fjernt, og selvom hun ofte brillerede på scenen, var hun privat tilbageholdende, nærmest sky, og opnåede således aldrig den ydre popularitet, som hendes talent og kvindelige fortrin ellers ville have berettiget hende til.

Foto i KB, Teatermus.

Gunnar Sandfeld: Thalia i provinsen 1870-1920, 1968. Viggo Lindstrøm: Teatererindringer og Oplevelser, 1925. Robert Neiiendam: Folketeatrets Historie 1857-1908, 1919. Karl Schmidt: Meddelelser om Skuespil og Teaterforhold i Odense, 1896. Teatret 27/1927.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Viben Bech

 
Professioner
Skuespillere
 
Organisationer
Casino · Folketeatret · Dagmarteatret
 
Emneord
Teater · Turnéteater
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1870'erne · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne
 
Regioner
Fyns Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon