Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Jane Balsgaard (1939 - )
Balsgaard, Jane

*1939, tekstilkunstner, billedhugger.

*6.7.1939 i Kbh.

Forældre: elektriker Knud Allan B. (1914-64) og Ninna Margrete Lund (*1915).

~10.10.1957 med overskatteinspektør Friedrich Wilhelm Tech, *26.6.1933 i Saarbrücken, Tyskland, s. af Friedrich T. Ægteskabet opløst 1966.

~30.12.1989 med grafisk designer Kim Meyer Andersen, *9.10.1945 i Kbh., s. af maler Johannes Emil M. A. og Grete Philip-Hansen.

Børn: Roman (1958), Milan (1959), Ursula (1962), Laust (1970), Johannes (1982).

JB oplevede en barndom præget af mange flytninger og nye begyndelser. Hendes fader var lidt af en eventyrer, der gerne tog hele familien med på farten. Fra hun var seks, til hun var 13 år, boede JB i Gävle, Sverige, hvor morfaderen havde et bageri. Derfra flyttede hun til Husum ved Kbh., fyldt med idéer om at ville være sømand. Det lykkedes hende at skaffe en hyre, men planerne blev væltet af faderen, der mente, at de var lige vidtløftige nok og i stedet foreslog en læreplads som klinikassistent. Grunden til en livslang sejler- og rejseglæde var dog lagt, ligesom hun omkring denne alder begyndte at male. Efter en periode som ekspeditrice i Sverige søgte JB undervisning på Meisterschule i Flensborg 1960-64. Mødet med malerne R. Stetten og H. Jaeger gav hende her grundlaget for en udtryksform mellem det plane og det rumlige, som 1965-66 førte hende videre til forstander ◊Niels Bøgh Andersen på højskolen Jaruplund i Sydslesvig. Snart efter blev hun lærer samme sted og dermed del af et krævende og kreativt miljø. Fra Jaruplund gik turen til Fyn, hvor JB etablerede sit første selvstændige værksted.

Frem til slutningen af 1960’erne foretrak JB at arbejde med grafik og maleri. Det tekstile vandt først indpas i hendes kunst, da hun omkring 1970 fik inspirationen fra Tekstilbiennalen i Lausanne, der på dette tidspunkt udstillede store monumentale og grove vævninger, udført af tekstilkunstnere fra de gamle østbloklande. Det var også i disse år, at JB arbejdede tæt sammen med tekstilkunstneren •Annette Holdensen, der blev den fremmeste danske fortolker af den østeuropæiske bølge, med alt hvad den indebar af eksperimenter og materialeblandinger. Selvom JB havde to små børn, valgte hun alligevel at søge ind på Kunstakademiet, hvor hun 1972-78 fulgte markante og eksperimenterende kunstnere som ◊Arthur Køpcke, ◊Svend Wiig Hansen, ◊Sven Dalsgaard og ◊Gunnar Aagaard Andersen. Samtidig tjente hun penge ved at undervise på Børnehaveseminariet i Teglgårdsstræde. Det var en livsform med fart over feltet og krav om at kunne organisere, tage imod og udtrykke sig. Denne kombination er stadig grundlaget for JBs hverdag, der ofte starter klokken fire om morgenen, hvor der er ro i huset til at tegne og skrive.

I 1971 fik JB antaget sit første arbejde på Kunstnernes Efterårsudstilling. Det var en fri tekstil skulptur i uvasket, uspunden uld, formet over et jernskelet. De samme frie eksperimenter i bløde fibre og naturfunderede materialer gik igen på hendes første separatudstilling, der fandt sted på Kunstindustrimuseet i 1973. 1975-76 udstillede hun igen på Kunstnernes Efterårsudstilling og 1973-75 på Charlottenborgs Forårsudstilling. Kort derefter blev hun optaget af arbejdet med grene og pileforekomster, der i kombination med håndgjort papir gjorde det muligt at skabe rumlige og lette skulpturer. Nogle udført som enkeltværker, andre som dele af en installation. Arbejdet med papiret ledte frem til medlemskab af International Association of Papermakers and Artists, hvor JB markerede sig som en særegen kunstner inden for feltet. Samtidig med den stadige kunstneriske udvikling og fortsatte uddannelse var hun aktiv udstiller på et væld af gruppe- og separatudstillinger, og 1981-89 var hun medlem af kunstnersammenslutningen Pro. I 1980 stiftede hun sammenslutningen Transit sammen med Pia Honoré Hansen og Maria Nicolaisen, som hun kendte fra årene på Kunstakademiet. Gruppen er siden udvidet med Alfio Bonanno, Vibeke Glarbo, Steen Høyer og Britt Smelvær. Transit blev det frie kunstneriske forum, JB altid havde søgt. Her har rummet stået i centrum for stadige eksperimenter, og hendes værker har i denne sammenhæng kunnet komme op i stort format.

Også fagligt har JB engageret sig, bl.a. som formand for Billedkunstnernes Forbund 1993-94, 1997-98 og igen fra 1999. Desuden har hun været medlem af bestyrelsen for Charlottenborg 1975-81, af repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1982-89 samt af Akademiet 1989-95. Hun har modtaget en lang række danske og udenlandske legater og hædersbevisninger, bl.a. Den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelses Legat 1976, Knud Højgaards Fond 1985, Ellen og Knud Dalhoff Larsens Legat 1990 samt en lang række arbejdslegater fra Statens Kunstfond. I 1999 blev hun tildelt Anne Marie Télmanyis Legat.

JBs arbejde har haft stor betydning for mange unge kunstnere, der hos hende har kunnet følge afprøvningen og udviklingen af idébaserede kunstformer som minimalisme og koncept- og installationskunst, bl.a i Kulturministeriets udstillingsbygning i Overgaden, som hun var med til at etablere i midten af 1980’erne. Som en af de mest konsekvente inden for installationsfeltet i Danmark har JB gennem sin stramme brug af materialer og rum formået at skabe enkeltværker, der står som milepæle i udviklingen af en ny skulpturopfattelse. båret af sanselighed.

Marianne Barbusse (red.): Danske kunstnersammenslutninger, 1996. Annette Graae (red.): Tekstilkunst i Danmark 1960-87, 1987.

Lisbeth Tolstrup

 
Professioner
Billedhuggere
 
Organisationer
Charlottenborg · Billedkunstnernes Forbund · Transit
 
Emneord
Tekstilkunst · Skulptur · Udenlandske uddannelser
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon