Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Augusta Paulli (1843 - 1922)
Paulli, Augusta Dorothea Henriette Christine

1843-1922, maler.

*24.8.1843 i Kbh., †27.2.1922 smst.

Forældre: kapelmester, komponist ◊Holger Simon P. (1810-91) og Nielsine Alberta Schow (1815-91).

AP kom i bogstavelig forstand fra et hjem med klaver, idet hendes fader var kapelmester på Det Kgl. Teater og komponist, bl.a. komponerede han musik til ◊August Bournonvilles balletter. Moderen havde også kunstneriske evner og malede blomsterbilleder. Blandt forældrenes mange venner var kunstnere som ◊H.C. Andersen, ◊Fr. Paludan-Müller, ◊Michael Wiehe og ◊Niels W. Gade. Hendes eneste søster Holga (g. Hendriksen) blev Danmarks første kvindelige xylograf. AP gik i en lille privatskole, Bjerrings Skole, hvor hun bl.a. lærte fransk af en indfødt lærerinde ved at beskrive motiverne på kobberstik. Hun havde aversion mod skolegang, men læste meget på egen hånd, fx folkeviser. En ungdomsveninde var skuespillerinden ◊•Betty Hennings.

AP blev uddannet hos landskabsmalerne ◊Heinrich Buntzen og ◊Vilhelm Kyhn. Sidstnævnte indleverede i 1874 tegninger af •Vilhelmine Bang, Ane Marie Hansen og AP til Kunstakademiet med ansøgning om optagelse. Men det blev afslået, angiveligt på grund af pladsmangel. Først 12 år senere åbnede Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder i 1888. På Kyhns opfordring oprettede AP sammen med Bang en tegne- og maleskole for kvinder i det fædrene hjem. Det betød, at hun nu kun havde sommertiden til rådighed til sit eget kunstneriske arbejde, som hun udstillede på Charlottenborgs Forårsudstilling med enkelte afbrydelser 1871-86. Derudover deltog hun i Kunstnerforeningen af 18. Novembers udstilling i 1882 og i Raadhusudstillingen i 1901. AP malede landskaber, blomster og haver, fx Blomstrende Hyld, udst.1881, I en Bondehave, 1881, og Et Kastanielysthus, udst. 1884. Hun malede også genrebilleder, fx Fra Draaby, ca. 1875, hvor hun tager arven op fra malere som ◊Julius Exner og ◊Fr. Vermehren. Ligesom dem var hun påvirket af kunsthistorikeren ◊N.L. Høyens krav om en fremstilling af det nationale særpræg, herunder det danske landskab og den jævne, danske bondebefolkning. Som ung tegnede hun forlæg til broderier for private kunder efter sine egne let stiliserede, spinkle og forfinede blomsterakvareller.

I 1888 var AP medunderskriver af en anmodning fra kvindelige kunstnere til Akademirådet om at ansætte ◊Viggo Johansen og ◊August Saabye som lærere i malerkunst og billedhuggerkunst på Kunstakademiets nyoprettede kvindeskole samt ◊•Johanne Krebs som skolens inspektrice. Saabye havde AP kendt fra barndommen, da han var hendes moders fætter og kom meget i familiens hjem. Maleren ◊Kristian Zarthmann var en nær ven, og sammen med ham, søsteren og svogeren, xylograf ◊F. Hendriksen, besøgte hun i 1909 Italien. Desuden rejste hun i Sverige, Tyskland og Frankrig. AP sad sammen med Bang model for Zahrtmann til maleriet Mælkeprøven, 1912-13. Som ældre boede hun hos sin søster og svoger, mens hun som konventualinde ventede på en bolig i et frøkenkloster.

Foto i KB.

Knud Hendriksen: Fra billedmagerens kalejdoskop, 1954.

Claudine Stensgaard Nielsen

 
Professioner
Malere · Skoleledere
 
Organisationer
Charlottenborg
 
Emneord
Billedkunst · Billedkunstskoler · Udlandsophold · Undervisning
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1870'erne · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon