Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Ellis Tardini (1915 - 1982)
Tardini, Elisabeth (Ellis)

1915-82, husholdningskonsulent.

*5.4.1915 i Kbh., †19.4.1982 i Gentofte sg.

Forældre: kontorchef Alexander Emil Carl T. (1865-1918) og sekretær Helga Meyling (1879-1944).

~10.8.1941 med repræsentant Jens Louis Kjærgård Madsen, *5.3.1915 i Gentofte sg., †15.5.1990 i Malmø, Sverige, s. af skibsingeniør Niels Georg M. og Olga Lovisa Jørgensen. Ægteskabet opløst 1943.

~4.4.1964 med overassistent Arne Nielsen, *3.3.1915 i Kbh., †15.5.1995 i Gentofte sg., s. af bagermester Christian N. og Petronille Hansen.

Børn: Bit (1942), Pia (1947), Ib (1948).

ETs moder var med til at oprette såvel Dansk Kvindesamfunds (DK) Gentofte-kreds som den konservative vælgerforening. ET tog både det kvinde- og partipolitiske engagement i arv og fik tillige en varieret karriere med afsæt i husholdningsfaget, som hun var en både fremragende og fremsynet formidler af. Hun tog eksamen fra Suhr’s Seminarium i 1935, og i 1937 blev hun ansat som husholdningskonsulent på Frbg. med ansvar for kommunens Gas-, Vand- og Elektroudstilling på Gammel Kongevej. Her kunne husmødrene få forevist den nyeste husholdningsteknologi, hvis de da ikke foretrak at få råd af konsulenten hjemme i deres eget køkken. Hun ledede demonstrationslokalet helt frem til 1966, kun afbrudt af Anden Verdenskrig, da rationeringerne satte en stopper for udbredelsen af hårde hvidevarer. I besættelsesårene gjorde hun sig bemærket på udstillinger om krigshusholdning, og i 1945 var hun stjerne i en landsdækkende turné om syltning uden sukker, arrangeret af Tørsleffs Husmoderservice, der samme år producerede den første husholdningsdemonstrationsfilm med ET som instruktør. Også hendes meget store kogebogsforfatterskab afspejler en fascination af det splinternye, fx udgav hun allerede i 1959 en bog om campingmad. Grill på mange måder, 2.udg. 1960, og Mad og mekanik, 1964, er andre typiske titler. Sin største succes fik hun som kok i Husmoderens TV-Magasin, det første deciderede kvindefjernsynsprogram, der blev lanceret i 1961 med ◊•Lis Møller som programvært. I 1964, da hun havde mere end 40 udsendelser bag sig, udgav hun opskrifterne fra fjernsynet i bogen Mad fra TV-køkkenet. Senere udgav hun en lang række special-kogebøger, bl.a. Supper & saucer, 1976, Juleretter, 1985, og Ris og pasta, 1986.

ET og Lis Møller havde mødt hinanden allerede i 1940’erne inden for Konservativ Ungdoms kvindearbejde, hvor de begge lagde grunden til en politisk karriere. I 1941 blev ET headhuntet af ◊•Lisbet Hindsgaul som den første rejsesekretær for Det Konservative Folkepartis Kvindeudvalg, men ETs arbejde med at oprette nye konservative kvindekredse rundt om i landet blev efter få måneder afbrudt af graviditet og ægteskab. Ægteskabet blev kortvarigt, i slutningen af 1940’erne var hun enlig moder til tre børn. Det dæmpede ikke hendes aktivitetsniveau, men var måske nok årsag til, at hendes samfundsengagement fra da fik en mere kvindesaglig retning. I 1952 gik hun selv i æteren og fortalte i Kvindernes Eftermiddagsprogram om, hvordan man kunne indrette sig som enlig forsørger. Karakteristisk for hendes moderne opdragelsesprincipper kom hendes ældste, tiårige datter også til orde i udsendelsen. To år før var ET blevet formand for moderens gamle DK-kreds i Gentofte, og i 1953 blev hun distriktsformand for Nordsjælland og dermed hovedstyrelsesmedlem. Interessen for de nye medier førte samme år til et samarbejde med forfatteren Kaj Nielsen, der havde skabt det såkaldte ekstemporalspil som debatform. ET introducerede teknikken ved en stribe møder og skabte nyt liv i diskussionerne om kvinden som forbruger, kønsarbejdsdelingen i hjemmet og enlige mødre. 1958-61 var hun næstformand i et ledelsesteam med ◊•Lis Groes, som hun havde arbejdet sammen med i Forbrugerrådet, hvor ET i mange år sad som de konservatives repræsentant. ET sluttede sin bredspektrede karriere som kommunalbestyrelsesmedlem i Gentofte 1970-81 og gjorde som formand for anlægsudvalget en stor indsats for udbygning af idrætsanlæg og legepladser.

Foto i KB.

Vor Tid 7.11.1968.

Jytte Larsen

 
Professioner
Konsulenter · Forfattere · Kommunalpolitikere
 
Organisationer
Dansk Kvindesamfund · Tørsleffs Husmoderservice · Det Konservative Folkepartis Kvindeudvalg · Det Konservative Folkeparti (se Højre) · Forbrugerrådet (se Danske Husmødres Forbrugerråd) · Frederiksberg Kommune
 
Emneord
Husholdning · Husholdningsteknologi · Kogebøger · Kvindepolitik · Politik · TV · Forbrugerpolitik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon