Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Lene Thiesen (1947 - )
Thiesen, Lene

*1947, teaterleder.

*22.1.1947 i Kbh.

Forældre: civilingeniør Palle Eskild T. (*1920) og børnehavelærer Inge Erna Margrethe Sylvest Pedersen (1924-85).

~23.6.1989 med teaterleder Trevor Vernon Davies, *23.12.1949 i Hamburg, Tyskland.

Adoptivbørn: Anna (1989).

Efter at LT i 1966 havde taget nysproglig studentereksamen fra Birkerød Statsskole, var hun au pair-pige i London og Paris, indtil hun i 1967 begyndte at læse fransk på Kbh.s Universitet. I 1970 var hun på et syv måneders studieophold i Frankrig, og året efter tog hun bifagseksamen i fransk. Hun var 1973-74 ansat som oversætter ved EF i Bruxelles, hvor hun oplevede den franske koreograf M. Béjarts fornyende danseteater. Et fransk statslegat gav hende i 1975 mulighed for et studieophold i Paris. Hun skrev speciale om den russisk-franske dramatiker A. Adamov og tog 1977 hovedfagseksamen i fransk og 1981 bifagseksamen i teatervidenskab. Hun fulgte den franske teaterkunstner Ariane Mnouchkines Théâtre du soleil fra den første forestilling i Paris, og det blev af allerstørste betydning for hendes senere teaterarbejde.

I 1980’erne lavede LT radioudsendelser til Danmarks Radio, bl.a. om teatret i Frankrig, og hun var instruktørassistent og informations- og pressemedarbejder på Det Kgl. Teater. Fra 1983 blev hun pressemedarbejder ved Fools 4-festivalen for Trevor Davies, lederen og grundlæggeren af Kbh.s Internationale Teater (KIT). Ved de internationale Fools-festivals præsenteredes happenings, eksperimentalteater og andre store udenlandske avantgardegæstespil i Danmark. Hun giftede sig siden med Davies, og de adopterede datteren Anna fra Guatemala. Det betød et vendepunkt i LTs liv, fordi hun nu ikke længere kunne arbejde i døgndrift på KIT, men måtte dele sit liv mellem familien og det krævende arbejde. Sammen med Davies lavede hun fra 1985 hver sommer de store festivals The British Are Coming, musikfestivalen Verdens trommer, øst-vest projektet Mir Caravane, dansefestivalen Dancin’ City og den afrikanske kulturfestival Images of Africa. Parret stod også for sommerdansestedet Spejlteltet i Fælledparken og en lang række af den nye form for cirkusforestillinger, bl.a. Cirque O, Zingaro og Archaos. LT fik i 1992 Alt for damernes årlige kvindepris, fordi hun med utrættelig energi og efter utallige rejser over det meste af verden har præsenteret sublim scenekunst for et stadig større og ofte helt nyt publikum. Arbejdet på KIT var ulønnet, og det var en evindelig kamp at få de tilskudsgivende myndigheder til at anerkende KIT, der var uden fast personale og uden kontoradresse. 1993-97 var LT alene om lederansvaret for KIT, og hun lavede da i samarbejde med Kanonhallen og Kulturby ‘96 en række gæstespil og seminarer under projektet Det Europæiske Teater. Hendes mangeårige pionerarbejde for at vise publikum den nyeste scenekunst fra hele verden, især den unge og eksperimenterende kunst, har været af uvurderlig stor betydning for det danske teater- og dansemiljø. Med baggrund i hendes arbejde med de tre store festivals Images of Africa i 1991, 1993 og 1996 blev hun i 1997 af Udenrigs- og Kulturministeriet opfordret til at lede og koordinere det danske bidrag til Shuttle 99, et kulturelt udvekslingsprojekt mellem Danmark og Sydafrika i perioden 1998-99.

 

The Open Page 3/1998. Alt for damerne 41/1992. Politiken 18.10.1998.

Alice Bryrup Heje

 
Professioner
Direktører · Akademikere
 
Organisationer
Danmarks Radio · Det Kgl. Teater · Københavns Internationale Teater · Det Europæiske Teater · Images of Africa
 
Emneord
Teater · Romansk filologi · Udlandsophold · Teatervidenskab · Internationalt arbejde · Festivaler
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon