Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Augusta Kjær Mørck (1898 - 1963)
Kjær Mørck, Augusta

1898-1963, væver.

*28.6.1898 i Hørsholm sg., †17.4.1963 smst.

Forældre: bagermester Peter Josef M. (1872-1936) og Louise Augusta K. (1868-1934).

AKM var en af de sjældne kvinder i dansk tekstilhistorie, der på én gang besad stilsans, kreative evner og forretningstalent. Hun blev fra 1930’erne en markant skikkelse i udviklingen af kvalitetsmæssige boligtekstiler, som hun designede til og fremstillede i Væveboden i Rungsted, der blev drevet sammen med væver •Annie Fisker. Som datter af en velstående bagermester i Hørsholm købte AKM sig i 1933 ind i Fiskers allerede etablerede vævestue i Rungsted. De drev i 30 år en virksomhed, der sammen med tre-fire andre vævestuer gang på gang repræsenterede dansk brugskunst på de store udenlandske industri- og kunsthåndværkudstillinger, hvorfra flere priser og medaljer blev hentet hjem.

AKM havde væveuddannelse, bl.a. fra Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder i 1921, men hun vævede ikke selv de tekstiler, som hun designede. En række dygtige vævere som •Paulli Andersen var ansat i Væveboden, der i lange perioder beskæftigede en snes vævere; en del blev uddannet på selve værkstedet af Paulli Andersen, der som andre af de ansatte designede og udviklede mønstre og stoffer. AKM formåede at skabe en virksomhed, der på grund af stort materialekendskab og teknisk fundering kunne omstille sig dels efter markedets behov, dels efter de vanskelige forhold under Anden Verdenskrig, hvor vareknaphed og stramme restriktioner kvalte mange mindre væveværksteder. Nye materialer måtte tages i brug, og Vævebodens aktivitet viste, at håndvævning trods store vanskeligheder kunne drives forretningsmæssigt på et forsvarligt kvalitetsplan. Gulvtæpper og møbelstoffer blev afsat til de progressive forretninger Illums Bolighus og Den Permanente, ligesom store bestillingsarbejder blev udført bl.a. til Kongeskibet og til offentlige bygninger.

AKM var en af de få håndvævere, der allerede i 1950’erne designede møbelstoffer til industrien, bl.a. til firmaet C. Olesen, og hun var således med til at udvikle stoffer til arkitekttegnede møbler og viste derved, at håndvævning kunne være med til at bedre kvaliteten af fabrikstekstiler. Fra 1946 var hun den første formand for foreningen Dansk Væverlaug, der kæmpede for at få anerkendt en egentlig håndværkeruddannelse for vævere. AKM var formand i seks år, og fra 1940 sad hun også i bestyrelsen for Den Permanente. Hendes fremtræden var altid nobel og stilsikker, og hun havde stor gennemslagskraft. Hendes engagement strakte også til en indsats i lokalpolitik som medlem af Hørsholm sogneråd for Det konservative Folkeparti 1950-58 og af ligningsrådet.

Foto i KB.

Cras 30/1982. Dansk Kunsthaandværk 5-6/1962. Nyt Tidsskrift for Kunstindustri, 1941.

Minna Kragelund

 
Professioner
Vævere · Kommunalpolitikere
 
Organisationer
Dansk Væverlaug · Den Permanente · Det Konservative Folkeparti (se Højre) · Væveboden
 
Emneord
Politik · Tekstiler · Vævning · Kunsthåndværk · Design
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne
 
Regioner
Frederiksborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon