Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Lucile Grahn-Young (1819 - 1907)
Grahn-Young, Lucile Alexia

1819-1907, solodanser, balletmester.

*30.6.1819 i Kbh., †4.4.1907 i München, Tyskland.

Forældre: løjtnant, toldassistent John Jensen Grahn (ca. 1787-1859) og Mette Christine Knudstrup (ca. 1799-1883).

~4.6.1856 med hofoperasanger Friedrich Young, *13.12.1824 i Budapest, †11.2.1884 i Esslingen, Tyskland, s. af operasanger Benno Y. og Appolonia Young.

LGY voksede op under gode og trygge forhold i et stabilt borgerligt miljø. Hun var enebarn og derfor i ordets bedste betydning et meget forkælet barn, der havde sine kærlige forældres fulde opmærksomhed. Allerede i fireårsalderen begyndte moderen at undervise hende i at læse, skrive og regne samt i religion. Sin historiske viden og tidlige fascination af teatrets verden fik hun af faderen, der var en flittig teatergænger. Han tog hende med i Morskabstheatret på Vesterbro, hvor hun beundrede den dristige linedanserinde Josephine Winther og familien Prices fantasifulde pantomimer. Bagefter dansede hun hjemme, indtil moderen foruroliget rystede på hovedet og forlod stuen. Det var således LGYs egen danseglæde og faderens ambitioner, der bragte hende til balletten i det tidlige forår 1828, hvor hun blev optaget på Hofteatrets balletskole under ledelse af solodanser ◊Peter Larcher. Hun var smidig i kroppen, havde en enestående musikalsk sans og var alt i alt en lærenem elev. I 1828 stod hun som otteårig for første gang på scenen i en lille rolle, men først med Larchers ballet Danina eller Jocko, den brasilianske Abe, 1829, fik hun et større dansant parti som drengen Zabi. Allerede da vakte hun opsigt med sin naturlige ynde og stærke sceniske udstråling. Larchers undervisning kom dog ikke til at præge hende på nogen afgørende måde.

LGYs egentlige kunstneriske udvikling begyndte først at tage form, da ◊August Bournonville i 1830 blev dansedirektør på Det Kgl. Teater. Han optog hende straks som sin elev til solodansen og satte med øjeblikkelig virkning en stopper for hendes medvirken i diverse småroller. I op mod fire og et halvt år holdt Bournonville hende helt væk fra scenen. Hendes kræfter skulle bruges rigtigt og ikke sløses bort på ligegyldigheder. Der var tale om et ualmindeligt godt og velfungerende lærer-elev-forhold, hvor begge arbejdede frem mod samme høje mål: at skabe en solodanserinde, der var værdig til at blive Bournonvilles dansepartner. I 1834 tog han hende med på en studierejse til Paris, hvor de sammen oplevede den italienske danser Marie Taglioni i koreografen F. Taglionis ballet La Sylphide. Bournonville havde et ganske bestemt pædagogisk sigte med denne rejse: Han ønskede, at LGY skulle blive hans personlige Marie Taglioni og kunstnerisk tage ved lære af hendes udtryk. Da LGY livet igennem besad en ganske særlig evne til at iagttage og eftergøre, hvad hun så, opnåede Bournonville præcist, hvad han tilstræbte. Den æteriske, overjordiske og bly fremtoning blottet for enhver form for erotisk udstråling blev kendetegnende for LGYs dans. Også Marie Taglionis enestående teknik i forbindelse med tåspidsdansen forstod hun at aflure og benytte sig af. Efter rejsen til Paris fandt Bournonville tiden moden til at lade sin 15-årige elev debutere. Debuten fandt sted i en til lejligheden komponeret pas de deux, som Bournonville havde skabt til D.F.E. Aubers opera Den stumme i Portici. LGY vakte opsigt. Pressen omtalte hende som et overordentligt lovende talent, der fremstod yndefuld, let og smidig med en naturlig gratie, men også med en sjælden styrke og kraft ikke mindst i tåspidsdansen. I 1835 blev Bournonville udnævnt til balletmester, og LGY dansede samme år hovedpartierne i en række af hans balletter. Det drejede sig om Hannchen i Tyrolerne, Margaretha i Faust og Astrid i Waldemar. På balletmesterens indstændige opfordring blev hun ansat som danserinde ved Det Kgl. Teater i 1836.

Sin hidtil største og mest markante rolle oplevede LGY ved premieren 1836 på Bournonvilles i dag verdensberømte værk Sylfiden. Titelrollen blev skabt specielt med henblik på hende, og ifølge Bournonvilles eget udsagn ville balletten aldrig have set dagens lys uden hendes talent. Men allerede da hvilede der en sort og faretruende sky over balletmesterens og LGYs hidtil så udbytterige forhold. I løbet af sommeren havde hun forlovet sig med ◊Carl Otto Frederik von der Schulenburg, en berygtet letlevende greve og premierløjtnant i husarregimentet. Bournonville blev rasende. Han så sit skaberværk truet af et alt for tidligt ægteskab med en upålidelig svirebroder og forlangte øjeblikkeligt forlovelsen hævet. Samtidig var han selv blevet erotisk betaget af hende og brød sig ikke om at blive afvist. Da LGY, der besad en imponerende råstyrke og stædighed sin unge alder til trods, nægtede at følge Bournonvilles ordre, ophørte han som modtræk med at give hende danseundervisning. En indædt kamp tog sin begyndelse. I de efterfølgende år fik hun god brug for den selvfølelse, hendes trygge opvækst havde givet hende og for sin evne til at udtrykke sig skriftligt og mundtligt. I talrige skriftlige klagemål afslører hun en usædvanlig velformuleret pen, en klar og logisk argumentationsevne og et stort mod, når man tager i betragtning, at hun stillede sig op imod selveste balletmesteren og hele det patriarkalske system, som bakkede ham op. Da Bournonville nægtede at undervise hende, søgte hun resolut til udlandet for at komme videre i sin kunst. Efter et studieophold i Paris i 1837 vendte hun tilbage med fornyede kræfter. Under sit fravær var LGY i 1837 blevet udnævnt til solodanserinde. LGYs tekniske dygtighed, hendes sceniske udstråling, den plastiske skønhed og medfødte evne for dansen afslørede sig allerede ved debuten. Hendes svage punkt var imidlertid det mimisk-dramatiske talent, som endnu lå i dvale. Men efter opholdet i Paris kunne man konstatere en iøjnefaldende fremgang på området. Hun kom tilbage til Kbh. med en større frihed og lethed i sin holdning. Ved en teknisk beherskelse af vejrtrækningen formåede hun at udføre selv de mest anstrengende trin og spring tilsyneladende ganske ubesværet. Nok så vigtigt var det, at hun nu havde fundet sit helt eget forbillede i dansen. Marie Taglioni vedblev at være hendes absolutte ideal, men mødet med en anden betydelig romantisk danserinde, den østrigske Fanny Elssler og hendes spanske dans, blev skelsættende for LGY. Da hun på ny betrådte Det Kgl. Teaters scene, var det med en farlig erotisk udstråling og en inciterende nerve i sin dans, som var aldeles upassende for Bournonvilles sarte hensvævende sylfide. Fra da af var bruddet mellem Bournonville og LGY uopretteligt. I 1839 dansede hun for sidste gang på Det Kgl.Teaters scene i sin store succes El Jaleo de Xeres, med hvilken hun som noget ganske nyt havde ført den spanske dans til Danmark. Herefter rejste hun til Hamburg og derfra til Paris, hvor der ventede hende et treårigt engagement. I 1839 modtog hun sin officielle afsked fra Det Kgl. Teater. I 1840, mens hun var i Paris, hævede hun sin forlovelse med den unge greve.

Ikke mange danske danserinder kan gøre LGY rangen stridig, hvad international berømmelse angår. Ud over Paris optrådte hun bl.a. i London, Wien, Skt. Petersborg, Berlin og Rom. Her udviklede hun den mimisk-dramatiske side af dansen til sand perfektion. I München blev vejen banet for et helt nyt karriereforløb som koreograf, hvor hun, takket være sit talent for tilrettelæggelsen af masseoptrin, i 1855 blev bedt om at medvirke ved iscenesættelsen af Wagners opera Tannhäuser. 1858-61 fungerede hun i praksis som balletmester ved teatret i Leipzig. Hun trak sig tilbage som danserinde i 1859, men fortsatte 1869-75 som balletdirektrice og leder af balletskolen ved hofteatret i München.

LGY var en kvinde, der ikke accepterede, at hendes køn skulle begrænse hendes personlige og kunstneriske udfoldelse. Med sit enestående talent, sin selvstændighed og sit mod tegnede hun, både i sin samtid og i historisk perspektiv, en markant og mindeværdig kvindeskikkelse.

Mal. fra 1831 af Edvard Lehmann i Teatermus. Mal. fra ca. 1870 i Deutsches Theatermus., München. Foto i KB, Det Kgl. Teater, Teatermus., Deutsches Theatermus., München.

Elsebeth Aasted: Sylfide og heks, 1996. Den danske tilskuer, 1990. Robert Neiiendam: Lucile Grahn, 1963.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Elsebeth Aasted

 
Professioner
Dansere · Solodansere · Balletmestre · Koreografer
 
Organisationer
Det Kgl. Teater
 
Emneord
Dans · Ballet · Udlandsophold · Internationalt arbejde · Koreografi
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1850'erne · 1860'erne · 1870'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon