Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Tekla Griebel Wandall (1866 - 1940)
Griebel Wandall, Tekla

1866-1940, komponist.

*26.2.1866 i Randers, †28.6.1940 i Buddinge, Gladsakse sg.

Forældre: musiker Theodor Johan Heinrich Griebel (1829-1900) og lærer Camilla Joachimine Andresen (1829-91).

~3.5.1902 (b.v.) med teolog, forfatter Hans Frederik Wandall, *10. 9.1849 på Brahesborg, Gamtofte sg., †18.7.1917 i Kbh., s. af gartner Vilhelm August W. og Frederikke Henriette Nathalia Kyharn.

Børn: Svend (1904).

Som sin holstenske fader måtte TGW ernære sig som musikunderviser, skønt hendes største interesse var komposition. Efter at være blevet undervist hjemme blev hun som 15-årig optaget på Tegneskolen for Kvinder, hvor hun i løbet af de næste fem år uddannede sig som figurtegner, men snart vendte hun sig helt mod sin musikinteresse. Fra hun var omkring syv år, havde faderen givet hende lidt klaverundervisning og spillet kammermusik med hende, og senere modtog hun sangundervisning af operasanger ◊J.L. Nyrop. 19 år gammel hørte hun italieneren A. Boitos opera Mefistofeles, en oplevelse, der blev skelsættende og gav hende lyst til selv at komponere operaer. I første omgang satte hun i 1886 musik til Don Juan de Marana, en tekst fra 1830’erne af den franske forfatter P. Mérimée. Faderen hjalp med klaverudtoget. Mange år senere opførtes operaen 1931 i Fredensborg i en koncertudgave og høstede her kritikerroser for sin vellyd og dramatik.

Allerede som 16-årig havde TGW klaverelever, og siden forberedte hun sig selv til Musikkonservatoriets optagelsesprøve, som hun bestod med så godt et resultat, at hun havde friplads i årene 1889-91. Hun var meget flittig og opnåede høje karakterer i fagene sang, klaver, komposition og teori. Hun fik prøveopført flere kompositioner i studietiden, hvor hun studerede komposition hos ◊Jørgen Malling, mens ◊Orla Rosenhoff, der ifølge hende selv var periodens mest tidssvarende og inspirerende lærer, underviste hende i musikteori. Senere fortsatte hun sine musikstudier på privat basis, bl.a. tog hun sangundervisning hos operasangeren ◊Algot Lange, som hun var håbløst forelsket i. Hun opgav siden både ham og sangen, men inspireret af hans undervisning udgav hun dog Musikteori for Sangere, 1905. Efter konservatorietiden blev det vanskeligere for hende at finde tid til at komponere. Moderen døde, og TGW overtog ansvaret for husførelsen i barndomshjemmet. For også at tjene penge måtte hun have mange klaverelever, et arbejde, hun tog meget seriøst. Et vidnesbyrd er hendes klaverskole Musikalsk Børnehave, 1898, som kom i flere oplag.

Blandt TGWs elever var sangeren ◊Peter Cornelius, som hun også akkompagnerede. Sammen optrådte de til selskaber hos Eugenie Alberti, indtil 1898 gift med politikeren ◊P.A. Alberti, siden med Cornelius, og her fik TGW kontakt til ◊Henrik Hennings, der dengang var direktør ved Kgl. Hofmusikforlag, det senere Nordisk Musikforlag. Han støttede hende, bl.a. ved i 1893 at udgive fem af hendes sanghefter. Hennings bestilte desuden en opera hos hende til ◊Einar Christiansens tekst Skjøn Karen, der bygger på en svensk folkevise. Harmonikken i operaen følger den dramatiske handling og veksler mellem enkel dur-mol-harmonik i de passager, hvor folkevisetemaet dukker op, og en langt mere spændingsfyldt, senromantisk harmonik til bl.a. ariepartier. Operaen blev komponeret og trykt som klaverudtog 1894, instrumenteret af faderen, og opført første gang i Breslau 1895. Trods en meget rosende omtale i Politiken, der fremhævede TGWs talent, den yndefulde udnyttelse af folkevisemotivet og det ulastelige tekniske niveau, blev operaen dog først opført på Det Kgl. Teater i 1899. Forinden havde hun selv bearbejdet orkestersatsen under et studieophold i 1896 i Dresden hos konservatorielæreren F. Draeseke, et ophold, der var finansieret af veninden og komponisten Nicoline Leth. TGW optrådte med succes i forskellige kvindesammenhænge. Første gang var under Kvindernes Udstilling i 1895, hvor hun komponerede balletmusik i rokokostil, I Rosentiden, trykt samme år i en klaverudgave. Ved Kvindernes Fredsmøde i 1899 opførtes hendes kantate Fred til tekst af Bjørnstjerne Bjørnson. Den sidste af hendes i alt fire kantater for kvindestemmer dirigerede hun selv i 1920 ved genforeningsfesten for sønderjyske kvinder; her var det kvindesagsforkæmperen og forfatteren ◊•Gyrithe Lemche, der stod for teksten.

TGW giftede sig 1902 med den 16 år ældre teolog Frederik W. Efter ti år som kateket var han blevet fritænker og radikal og havde derfor forladt Folkekirken. Han tjente lidt penge som digter og oversætter, men umiddelbart inden brylluppet mistede han det undervisningsjob, som skulle have været familiens egentlige eksistensgrundlag. Derfor fortsatte hun sin undervisning, forestod husholdningen ved siden af og prøvede indimellem at stjæle sig tid til musikken. Umiddelbart inden sønnen Svends fødsel i 1904 fuldendte hun et første udkast til operaen Hrane på grundlag af ◊Adam Oehlenschlägers Kong Hroars Skjalde. Operaen afsluttedes først i 1925, hvorpå den sendtes til Det Kgl. Teater. Kapelmester ◊Georg Høeberg tog vel imod den, men formåede ikke at overbevise teatrets ledelse om, at den burde opføres. Efter fødslen fik TGW en stofskiftesygdom, der bevirkede, at hun ikke magtede at have sønnen i hjemmet i hans første leveår, senere var hun meget plaget af gigt. 1902-04 sendte hun flere kompositioner til sin forlægger, som afviste dem med den begrundelse, at de ikke var salgbare. Her i århundredets første år skrev hun også en symfonisk komposition, der var tænkt som ledsagemusik til Henrik Ibsens skuespil Naar vi døde vaagner, 1899. Trods anbefalinger fra flere komponister, bl.a. Grieg, og forskellige henvendelser til Det Kgl.Teater er værket aldrig blevet opført. 1910 flyttede familien til Fredensborg. TGW fortsatte som hovedforsørger og arrangerede årlige koncerter og musikhistoriske foredrag med sine klaverelever, heriblandt •Ellen Gilberg. TGW optrådte selv med egne kompositioner, mens hendes mand læste op. Et lyspunkt i de sene år blev den meget varme og venskabelige kontakt til den velhavende Alice Shaw, der var en af hendes elever og i et vist omfang også blev hendes mæcen. Shaw finansierede i 1928 udgivelsen af fire hefter med hendes kompositioner, og i de følgende år optrådte TGW med egne værker til koncerter i Shaws hjem.

Bortset fra enkelte værker, hvor TGW bevidst anvendte bestemte kompositionsteknikker og stilarter som klassikken i balletten I Rosentiden og impressionismen i klaverstykket Nat fra Klaverkompositioner I, 1928, komponerede hun livet igennem i et nærmest senromantisk tonesprog. Hendes styrke og forkærlighed var den dramatiske musik. Størstedelen af hendes musik er vokalmusik, og ikke blot operaerne, men også hendes første sange viser en trang til at understrege teksten ekspressivt-dramatisk, hvor også akkompagnementet karakteriserer de hyppigt vekslende stemninger, både med hensyn til tempo, dynamik, vekslende figurer og farverig harmonik. Et godt eksempel på dette er Fem Sange fra ca. 1893. I manuskriptet til hendes personlige harmonilære Tonernes Mikrokosmos har hun selv fortalt om sin musikopfattelse, der bygger på den esoteriske lære, hvor alle sanser manifesterer sig tredelt, fx svarer en bestemt farve og en bestemt følelse til en bestemt tone i en treklang, defineret ud fra en naturskala.

TGWs 103 kompositioner afspejler en komponist med store ambitioner og færdigheder. Hun opnåede imidlertid ikke den anerkendelse, der kunne have hjulpet hende frem i et musikmiljø, hvor hun kunne have udviklet sig, muligvis i en mere tidssvarende retning. Måske bundede hendes skæbne primært i en kombination af beskedenhed og fattigdom. Dilemmaet i TGWs kærlighedsliv beskrev hun selv i romanen Rigmor Vording, 1915. Som tredjeperson i hele to trekantsdramaer finder bogens hovedperson, en kvindelig kunstner, aldrig sin rette plads hverken i forhold til kærligheden eller kunsten.

Svend Wandall: To kunstnerskæbner, 1987. Ingeborg Buhl: Mosaik, 1960. KIM-nyt 17/1989, 18/1989. Dannebrog 27.8.1895.

Elisabeth Dahlerup

 
Professioner
Komponister · Pianister
 
Organisationer
 
Emneord
Lærebøger · Undervisning · Musik · Udlandsophold · Opera · Sange
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Århus Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon