Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Elisabeth Grundtvig (1856 - 1945)
Grundtvig, Johanne Elisabeth

1856-1945, stenograf, kvindesagsforkæmper.

*1.12.1856 i Kbh., †10.2.1945 på Frbg.

Forældre: arkivar ◊Johan Diderik Nicolaj Blicher G. (1822-1907) og Oline Vilhelmine Christiane Stenersen (1828-93).

Bofælle 1887-1922: litteraturhistoriker ◊•Ida Mariette Helene Falbe-Hansen, *19.2.1849 i Odense, †23.9.1922 på Frbg., d. af prokurator Johan Jørgen Hansen og Mariette Caroline Emilie Ernestine Basse.

EG, der var barnebarn af ◊N.F.S. Grundtvig, blev uddannet som lærerinde fra N. Zahles Skole, hvor hun også aflagde institutbestyrerprøven i 1884. Hun kom dog aldrig til at arbejde som lærerinde. I 1883 var hun sammen med sin litterært interesserede moder blevet medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) på ◊•Severine Casses anbefaling. Her blev hun medlemsbladet Kvinden og Samfundets første og velskrivende redaktør fra 1885 til 1886, hvor hun overlod posten til ◊•Kirstine Frederiksen, og igen 1890-94. Hun blev desuden 1887- 89 redaktør af foreningens tematiske småskriftserie, de såkaldte “gule Hæfter”. Arbejdet på Kvinden og Samfundet foregik i første omgang sammen med Ida Falbe-Hansen, som hun levede sammen med fra 1887 og indtil Falbe-Hansens død i 1922. Som redaktør af Kvinden og Samfundets første årgang lagde EG tidsskiftet fast på en linie, der blandede artikler af socialt og æstetisk indhold. Særlig spørgsmålet om ægtefællers ulige forhold til loven, litterære bidrag og anmeldelser samt et internationalt og især skandinavisk perspektiv på kvindesagen tegnede bladets begyndelse. 1887-89 og 1891-92 var EG styrelsesmedlem i DK, derefter medlem af bestyrelsen for Kbh.s- kredsen, som hun 1895-97 var formand for.

Ved et lukket kvindemøde 1887 i DK holdt EG foredrag om Nutidens sædelige Lighedskrav. Dette foredrag, der tog stilling i Sædelighedsfejden, blev foranledning til en indre splittelse i kvindesagsforeningen. EG gik ind i et forsvar for, hvad der lå tæt ved samtidens officielle borgerlige og religiøse moral: førægteskabeligt cølibat og monogame ægteskaber. At begge dele blev undermineret af dobbeltmoral og faktisk seksuel praksis, gav hende afsæt for et angreb på mænd og de “Kulturkvinder”, som hun mente var erotiske undtagelser fra de fleste, mere passionsløse af sit køn. Hun plæderede for, at mænd burde overtage de mere “rene” kvinders kønsmoral, som hun anså for at ligge på et højere niveau end mænds. Foredraget, der blev trykt i Kvinden og Samfundet, blev anledning til et ironisk bombardement fra tidens ledende litteraturkritiker ◊Georg Brandes i Politiken. EG havde væsentligst argumenteret sin sag med udgangspunkt i den moderne, realistiske litteratur, som Brandes var bannerfører for. Den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson gik ind i debatten på EGs side. På foredragsturnéer på danske højskoler og i Norden gjorde han sig til det seksuelle lighedskravs korsridder. EG besvarede Brandes’ angreb ved at anlægge sag. Men da Brandes havde skrevet sine artikler under mærke, blev det Politikens ansvarshavende redaktør ◊Viggo Hørup, der blev idømt bøde efter en retssag, som rensede EG for Brandes’ beskyldninger for citatfusk og perfidi. Fejden bidrog til at give DK flere medlemmer, men bar samtidig ved til den interne opposition, der ikke mente, at kønslivet var et relevant tema for foreningen.

1883-90 var EG medlem af bestyrelsen for Kvindelig Læseforening (KL) under ◊•Ragnhild Goldschmidts populære formandskab. Hun hørte til de oppositionelle medlemmer, som gik til angreb på den senere formand ◊•Sophie Alberti under den flerårige og stærkt mediebevågede byggesagskonflikt i KL. Som medlem af et nedsat byggeudvalg gik hun imod Alberti, da denne 1897 forfægtede, at foreningen burde opføre egen bygning frem for som hidtil at bo i lejede lokaler. EG anklagede Alberti for enevoldstendenser, men trak som den øvrige opposition det korteste strå, idet Alberti i 1910 kunne indvie KLs senere prisbelønnede bygning med tilknyttet Damehotel i Gammel Mønt.

Gennem sit bekendtskab med rigsdagsmand og styrelsesmedlem i DK ◊Svend Høgsbro blev EG inspireret til at uddanne sig til rigsdagsstenograf. I 1889 aflagde hun stenografeksamen, 11 år efter at Kirstine Frederiksen som den første havde taget denne eksamen. 1890 blev hun ansat som Rigsdagens første kvindelige funktionær med støtte fra Folketingets formand ◊Sofus Høgsbro, men under stor modstand fra Landstingsformand ◊Otto Liebe. Som et kompromis blev EG i første omgang antaget som stenografskriver uden adgang til selve Folketingssalen. Dette forbud stod fortsat ved magt efter hendes udnævnelse til stenografassistent og ophørte omkring 1891. 1894 blev hun forfremmet til en korrektørstilling. I dette job mistede hun sin overordnedes tillid på grund af uvarslet fravær og forsømmeligt arbejde. En afskedigelse hang over hendes hoved, da hun 1897 søgte om at forlade sit job. EGs karriere i Rigsdagen førte ikke til en livsstilling, men med sin ansættelse banede hun vejen for andre. I 1890’erne indstillede hun sig på at sige den offentlige deltagelse i kvindesagen farvel, bl.a. under indtryk af private sorger og byrder. Hun var den pligtopfyldende familiedatter af type og flyttede nogle år fra Falbe-Hansen for at føre hus for sin lillebroder, fængselsinspektør ◊Stener G., da denne blev enkemand og alenefader i embedsboligen i Vestre Fængsel. Også Falbe-Hansens vaklende helbred fra 1890’erne beslaglagde hende stærkt, og hun passede den sengeliggende veninde i hendes sidste leveår.

I 1904 lancerede EG sammen med historikeren ◊•Anna Hude og den finskfødte Anna Berendsen Politisk Kvindeforening, siden omdøbt til Kbh.s Kvindevalgretsforening. Hun gjorde sig i øvrigt ikke særlig aktivt gældende i kvindevalgretskampens forreste geled. Som ung pige i 1874 var EG blevet indlagt på grund af et anfald af sindssyge. Hun synes at have genvundet sin psykiske balance, om end hun havde lange, tungsindige perioder. Samlivet med Falbe-Hansen blev hendes voksenlivs tætteste. De to nærede fælles litterære og kvindesaglige interesser og introducerede og oversatte bl.a. den svenske forfatter og senere Nobelpristager Selma Lagerlöfs værker til dansk, et arbejde, som EG fortsatte efter samleverens død i 1922. Til den nære venindekreds af kvindesagsaktive hørte desuden Nicoline Sperling, •Augusta Fenger, Hude og ikke mindst Kirstine Frederiksen.

Foto i KB, Kvindehistorisk Samling.

Elias Bredsdorff: Den store nordiske krig om seksualmoralen, 1973. Agnete Rasmussen: Dansk Kvindesamfund og sædelighedsfejden 1887, 1972. Gyrithe Lemche: Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar, 1939. Kvinden og Samfundet 20/1926.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Tinne Vammen

 
Professioner
Lærere · Redaktører · Stenografer · Kvindesagsforkæmpere
 
Organisationer
Folketinget · Landstinget · Politisk Kvindeforening (se Københavns Kvindevalgretsforening) · Dansk Kvindesamfund · Kvinden og Samfundet · Kvindelig Læseforening
 
Emneord
Sædelighedsfejden · Seksualmoral · Kvindepolitik · Stemmeret · Gamle kvindebevægelse · Forvaltning · Stat
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon