Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Mette Gyde-Pedersen (1898 - 1962)
Gyde-Pedersen, Mette Kirstine

1898-1962, overbibliotekar.

*18.6.1898 i Esbjerg, †26.1.1962 i Holbæk.

Forældre: gårdejer Peder G. P. (1862-1960) og Edel Gregersen (1857-1922).

MGP kom fra et grundtvigsk bondemiljø, som hun altid bevarede forbindelsen til, ligesom hun var tæt knyttet til søsteren Dorthea G.-P. Efter studentereksamen fra Esbjerg Gymnasium 1917, filosofikum fra Kbh.s Universitet året efter og et ophold på Askov Højskole 1919 blev hun bibliotekarelev i Esbjerg. I 1921 tog hun eksamen fra Statens Biblioteksskole og arbejdede derefter på bibliotekerne i Esbjerg, Silkeborg og Frbg. Sommeren 1928 var hun på studieophold i England. I 1930 blev MGP ansat ved Holbæk Centralbibliotek, hvor hun arbejdede så længe, hun levede, fra 1938 som overbibliotekar. Hendes forhandlings- og samarbejdsevner kombineret med hendes klare holdninger til biblioteksvæsenets faglige niveau, bevirkede, at Holbæk amt blev et forbillede med hensyn til opbygning af sognebiblioteker og bogforsyning fra centralbiblioteket. I den forbindelse organiserede hun et fælles ungdomsbibliotek, senere børne- og ungdomsbibliotek, som var noget helt specielt.

Men MGP har især har sat sine spor inden for det såkaldt opsøgende biblioteksarbejde. Ligesom hun fra starten var optaget af at skabe de bedste vilkår for biblioteksbenytterne på landet, lå det hende på sinde at skaffe mennesker, der ikke selv kunne komme på biblioteket, adgang til bøgerne. Hun fik organiseret biblioteksbetjening af hospitaler, sindssygehuse og sanatorier i området. I 1942 var hun med til at oprette Centralbiblioteket for Tuberkulosepatienter, og hun sad i bestyrelsen for forskellige faglige udvalg. Som lærer ved Statens Biblioteksskole 1939-46 leverede MGP en særdeles inspirerende undervisning i bibliotekernes sociale og kulturelle opgaver, og hun var medarbejder ved 2. udg. af Lærebog i Biblioteksteknik og dansk Biblioteksvæsen, 1945, og ved Folkebibliotekernes sociale Særopgaver, 1948. Til dette opsøgende arbejde hørte også samarbejdet med kasernen i Holbæk, og 1947-49 havde hun orlov for at opbygge og lede biblioteksbetjeningen af den danske brigade i Tyskland, der blev forbillede for den senere biblioteksbetjening af kaserner under forsvarets velfærdstjeneste. Som initiativrig chef og kollega huskes hun for sin seje energi, menneskelighed og personlige charme. MGP døde i 1962, kort efter at Holbæk Centralbibliotek omsider kunne tage tidssvarende lokaler i brug.

 

Bogens Verden, 1962, s. 100-102.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Ellen Vestergaard

 
Professioner
Bibliotekarer · Overbibliotekarer
 
Organisationer
Holbæk Centralbibliotek · Centralbiblioteket for Tuberkulosepatienter · Statens Biblioteksskole
 
Emneord
Børnebiblioteker · Biblioteker · Undervisning · Lærebøger
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne
 
Regioner
Ribe Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon