KVINFOs Ekspertdatabase
 
spacer spacer spacer spacer spacer
spacer spacer
Om Ekspertdatabasen
Alfabetisk navneliste
Enkelt søg
Avanceret søg
Søgevejledning
Login for eksperter
Tips til eksperter
Tekniske anbefalinger
 
spacer
Tilbage til søgeresultat »

Hanne Lise Thomsen

Opdateret: 27/09/18
Titel
Billedkunstner
Arbejde
Paludan Müllersvej 8, 2. th.
1815 C København
Mobil: +45 41 42 85 40

hannelisethomsen.com
Privat
Mobil: +45 41 42 85 40


Født: 1951
Kompetencer
 bullet   maleri
 bullet   billedkunst
 bullet   fotografi
 bullet   installationer
 bullet   kunst
 bullet   billboard og dias
 bullet   kuratering
Uddannelse
 bullet   Cand Phil.Skolen for mediekunst, 1983-85
 bullet   Det Kongelige Danske Kunstkakademi København 1973-77
Ansættelser
Hanne Lise Thomsen er billedkunstner
Tillidsposter og medlemskaber
 bullet   medlem af Kunstnersamfundet og BKF
Udmærkelser
 bullet   -- Indtast tekst --
 bullet   -- Indtast tekst --
 bullet   Nordisk Kulturfond 2015 Det Danske Institut i Athen 2013 Akademiraadets Rejsefond 2012
 bullet   Det Danske institut i Rom 2011 Præmiering fra Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det offentlige rum 2009 Det Danske Institut i Damaskus 2009
 bullet   Ole Haslunds Kunstnerfond Rejselegat 2012
 bullet   Aage og Yelva Nimbs Fonds hæderslegat, 2012
 bullet   Ole Haslunds hædersgave, 2008
 bullet   Statens Kunstfond Rejselegat, 2010, 2009, 2005, 2004, 2003, 2001
 bullet   Statens Kunstfonde, Arbejdslegat, 2014, 2002, 1999
 bullet   Anne Marie Telmanyi født Carl Nielsen fond, 2000
 bullet   Ragnvald og Ida Blix Fond, 1997
 bullet   Nationalbankens Jubilæumsfond, 1984
Produktion
 bullet   Statens Kunstfonds projektudvalg 2017, 2016, 2014, 2012, 2011, 2010
 bullet   -- Indtast tekst --
 bullet   Udkommer i efteråret på Forlaget Vandkunsten med monografien HANNE LISE THOMSEN PUBLIC ART 2002 - 2016 TEKSTER AF Mette Sandbye Institutleder, professor OG Ditte Vilstrup Holm er mag.art. i kunsthistorie og kunstkritiker ved kunsten.nu.
 bullet   2016 Passage, Visuel montage København
 bullet   Publikationen Inside Out Istedgade Udgivet med støtte fra Statens Kunstfond
 bullet   2015 Inside Out Istedgade, Videoinstallation København Udsmykningsopgave for Statens Kunstfond
Hanne Lise Thomsen har senest bl.a. produceret en stedsspecifik video- og lydinstallation med brug af digitale platforme på Møntmestervej i Nordvest, 21-22 september 2012, se: http://insideout2400.dk
 bullet   Billboard Festival Casablanca, april, 2015. Stort billboard projekt med deltagelse af 63 billedkunstnere fra Marokko og Skandinavien. Pressemeddelelse følger senere Inside Out Istedgade 2015 Udsmykningsopgave iværksat af Statens Kunstfond og Københavns Kommune. Vises i August, 2015
 bullet   billboardprojektet "We are from here - Ehna men hon", et palæstinensisk-dansk samarbejdsprojekt, Ramallah, Vestbredden februar-marts, 2012, se: http://voicesfromramallah.org/
 bullet   billboardprojekterne "WOMEN2003.DK", Copenhagen/Malmø, 2003, "Hjemløse ønsker alle en rigtig glædelig jul", diasprojection, Nordhavn Station, 2003, "URBAN RIDE", Nørreport Station, Spor 3-4, i samarbejde med Per Kragh Müller, 2002
 bullet   "Et hjørne af et kongerige", projection på Københavns Metrostationer, i samarbejde med Per Kragh Müller, 2008, Open Air Projection for Dansk Flygtningehjælp, København, Århus, Ålborg, Odense, Kolding, 2006, The Homeless of New York City Wish You All a Happy Holiday, Videoprojection, New York City, 2005, Women for peace, Projection, Nordhavn Station København, 2005
 bullet   GRUPPEUDSTILLINGER og projekter i det offentlige rum, bl.a. "Inside out", del af Open Call projektet, iværksat af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige rum, 2009 og "Night on Rasmusgatan", Volume 2, Videoprojection, Malmø, Sverige, 2007
 bullet   "Hiroshima Nagasaki 6-9", Commenda di San Giovanni di Pre, Genova Italien, 2005, "Frederiksberg på plakaten", København, 2004, "Mit bestimmung", Fotografisk Installation, DGB Berlin-Brandenburg, 2004
 bullet   fotografiske installationer bl.a. "Transition", det tidligere Daells Varehus, København, 2002, "Enrichetta Bandierini", Galleri Leonari V-Idea, Genova, Italien, 2002
 bullet   kurateret "The Neverending Story", Billboardprojekt København, 2001
 bullet   Mikael Wivel, kunsthistoriker, dr.phil., har skrevet om Hanne Lise Thomsen og hendes kunst
Sprog
 bullet   Urban diversitet Ditte Vilstrup Holm er mag.art. i kunsthistorie og kunstkritiker ved kunsten.nu. Hun er pt. ved at færdiggøre sin ph.d.-afhandling om organiseringen af deltagelse for kunst i det offentlige rum. Hanne Lise Thomsens værker er præget af to passioner. Den ene retter sig mod byens stemningsfyldte rum. Den anden rejser sig til kamp mod undertrykkelse. Den ene er æstetisk, den anden politisk, men de er samtidig viklet intimt ind i hinanden. For de hænger sammen. Byens rum er ikke bare skabt af arkitekturens strukturer, men også af politiske forhandlinger. At blive synlig i byens rum handler om at tage plads inden for dette rum og medvirke til at skabe dette rum. Samtidig er byens rum mere og andet end en politisk kampplads. Det er også en særegen æstetisk erfaring at bevæge sig rundt i byrummet: kontrasterne imellem størrelsesforhold og materialer, lysets indfald og menneskers bevægelser; den måde byrummet forandrer sig, når man drejer rundt om et hjørne; hvordan det lukker sig omkring en gyde eller åbner sig ud af en akse. Hanne Lise Thomsens arbejde er utvetydigt politisk. Det understøtter kvinders rettigheder, flygtninges rettigheder og hjemløses rettigheder – rettigheder som kan italesættes ved at modvirke deres ofte forsimplede og repressive repræsentation i offentlighedens rum. Men hendes arbejde skaber ikke bare plads til mere komplekse fortællinger. Hun iscenesætter også byens atmosfærer, så de bliver prægnante for os andre. Hun folder det politiske ind i det æstetiske, og det æstetiske ind i det politiske. Når jeg bladrer igennem denne bogs sider, bliver jeg næsten slået omkuld af den æstetiske kraft, som Hanne Lise Thomsens værker skaber i byens rum. Sådan har det også været i de heldige tilfælde, hvor jeg har oplevet hendes midlertidige interventioner ’live’ så at sige. Jeg ser kontrasterne mellem rum og værk, men værkerne bringer også kontrasterne i byens egne rum til live. Jeg ser byens rum i et andet lys igennem Hanne Lise Thomsens iscenesættelse: mødet mellem forskellige kulturer og måder at bruge byen på, arkitekturens konstruktion af rum, og den måde hvorpå folk approprierer byen til deres egne formål. Kunst i det offentlige rum er egentligt en tradition med skulpturelle rødder; fra rytterstatuen til den stedsspecifikke abstrakte skulptur. Hanne Lise Thomsen trækker i stedet på den interventionistiske urbane kunst, der udviklede sig i 1980’erne med rødder i både politiske protestbevægelser og kunstneriske eksperimenter med nye medier. Kunstneren Suzanne Lacy kaldte den ’new genre public art’, mens kuratoren Nina Felshin talte om en kulturel aktivistisk praksis. Kendetegnende for denne form for offentlig kunst er, at den erobrer det offentlige rum for at italesætte politiske problemstillinger. Et velkendt eksempel er Barbara Krugers brug af billboards til at eksponere den kvindelige identitets kommercielle iscenesættelse. Et andet er Gran Furys AIDS-aktivistiske tvist på en Benetton-reklame med budskabet ’Kissing Doesn’t Kill’. En række af Hanne Lise Thomsens kunstprojekter lægger sig i direkte forlængelse af denne interventionistiske tradition. I december 2005 fotograferede hun hjemløse i New York og projicerede billederne op på Broadways vægge under titlen: The Homeless of New York City Wish You All a Happy Holiday. I 2016 skabte hun i samarbejde med syriske flygtninge installationen Passage under Dronning Louises Bro på Nørrebro. Den kunstneriske montage af billeder og fortællinger fra deres liv formede en tidsspecifik mod-fortælling til mediernes samtidige italesættelse af sværme af flygtninge. Hun fremhævede det individuelle menneske bag de stereotype fordomme. Den britiske by-teoretiker Doreen Massey taler om, at byens rum er kendetegnet ved, at vi er ’kastet sammen’ – hun kalder det for ’throwntogetherness’. I byens rum føres vi sammen med alle mulige andre mennesker, og hver og en af os har vores egen specifikke historie om, hvorfor vi landede lige her. Masseys udsagn er politisk og handler om, at vi skal kæmpe for byen som et sted, hvor mangfoldighed og diversitet er tilladt. Byens rum skal ikke bare være for én slags brug eller for én slags mennesker. De skal kunne rumme mere og flere. Hanne Lise Thompsons arbejde understøtter denne diversitet. Hun trækker den frem fra byens gemmer og iscenesætter den i sine værker. Hun lader de skjulte stemmer få orde og giver visuel plads til de liv, vi ellers ikke ser. I Inside Out-projekterne (på Abel Cathrines Gade & Victoriagade i 2009, på Møntmestervej i 2012 og på Istedgade i 2015) tog de lokale beboere plads i byens rum. De vendte metaforisk deres liv inde i lejlighederne ud mod gaden og lod sig syne i det offentlige rum. Hanne Lise Thomsen og hendes samarbejdspartnere komponerede beboernes private fotografier og professionelle fotografier til en billedfortælling om hverdagsliv, drømme og aspirationer. Inside Out Istedgade skabte et symbolsk møde mellem folk, som på hver deres måde havde gjort Istedgade til deres hjem. Der var familier, som havde boet i Istedgade i flere generationer, og nogle som lige var flyttet dertil. Der var forfatteren fra provinsen, som var kommet ind med 4-toget for at finde sit hjem i Istedgades poetiske slum. Der var den irakiske flygtning, der gjorde Istedgade til sin base, og den pakistanske rejsearrangør, som tog hertil for at starte sin forretning. Diversitet er ikke bare noget, Hanne Lise Thomsen iscenesætter, men også noget hun skaber i kraft af sin kunstneriske lederstil. Hun sætter typisk de overordnede kunstneriske rammer, men er ellers åben for, at andre kan tage plads i projekterne og påvirke dem, og på den måde gøre projekterne til deres egne. Det var tilfældet i hendes to store kuratoriske projekter om kvindelig repræsentation skabt i henholdsvis København og Malmø (Women2003) og i Casablanca (Billboard Festival Casablanca 2015). For Women2003 startede hun med at invitere en håndfuld kollegaer, men projektets idé spredte sig hurtigt igennem et netværk af kunstnere, og endte med at inkludere 100 bidrag. Suzanne Lacy har foreslået en model for den udvidede kunstneriske praksis, der involverer mange andre menneskers deltagelse. Hun siger, at værkets oprindelse og overordnede ansvar ligger hos kunstneren, men deles over tid med en varierende gruppe af professionelle samarbejdspartnere, lokale deltager og – ikke mindst – det publikum, der oplever de færdige værker. For mig er Hanne Lise Thomsens arbejde kendetegnet ved en sådan generøs samskabende praksis, hvor hun påtager sig det overordnede ansvar for, at den kunstneriske proces ledes frem til et vellykket værk. For Hanne Lise handler det ikke om, at hun selv skal tage plads i byens rum. Det handler om at fremme muligheden for, at alle kan tage plads og få plads i byens rum. Det handler om at give plads til dem, som ellers ikke bliver set og til måder at være på, som ofte ikke får plads. Hendes værker bringer diversitet ind i byens rum og hjælper til med at iscenesætte denne diversitet i en æstetisk potent form, som giver liv til byens rum. Hanne Lise Thomsens midlertidige interventioner iscenesætter nye fortællinger om de liv, der leves i byens rum, mens hun samtidig lader byens atmosfærer komme til syne og få æstetisk gennemslagskraft.
 bullet   Det nære i det fjerne Hanne Lise Thomsens anvendelse af fotografiet Mette Sandbye Institutleder, professor Der klæber til fotografiet en forestilling om det som sandt; som et direkte vindue til verden, som et objektivt billede. Der er for så vidt noget om snakken. Siden offentlighedens måbende begejstring over den franske opfinder Louis Daguerres lancering af det, han kaldte ”Daguerreotypiet” i 1839, har vi jo været fascineret af fotografiet, fordi dets motiv opleves ”virkeligt” på en helt anden måde, end for eksempel en tegning eller et maleri af samme motiv ville opleves. Denne forestilling har ikke desto mindre samtidig hæmmet vores forståelse af, hvad det egentlig er, fotografiet kan og gør. For fotografiet gør meget mere end blot at agere dokumenterende ”vindue mod verden”. I en kunstnerisk sammenhæng møder vi oftest fotografiet som et indrammet billede på en museums- eller gallerivæg – i sort-hvid eller i farver. Sådan arbejder Hanne Lise Thomsen ikke. Men hendes vidtfacetterede og i en dansk kunstnerisk sammenhæng ret enestående anvendelse af det fotografiske medium – som billboards, plakater og lysprojektioner i det offentlige rum – sætter os på sporet af, hvad dette ”meget mere” er i fotografiet. Faktisk var Daguerre (1787-1850) amatørtryllekunstner, amatørvidenskabsmand, scenetæppemaler og lysmester, og så havde han i 1822 åbnet sit Diorama; et forlystelsessted hvor malede baggrunde illumineret af forskellige lyseffekter tryllebandt tilskuerne og hensatte dem til en anden verden end deres parisiske hverdagsliv. Det var det, der var baggrunden for hans lidenskab for fotografiet, mere end det var interessen for dets dokumenterende objektivitet. For Daguerre var verden ikke et statisk sted, men en konstant foranderlig, overraskende størrelse, hvilket han søgte at vise med Dioramaets fantastiske lyseffekter. En af fotohistoriens tidlige, helt store folkelige succeser var stereoskopfotografiet, hvor to fotos taget en ganske lille smule forskudt betragtes gennem en særlig brille, og billedet derved opleves tredimensionelt, magisk nærværende. Denne fotografiske billedteknologi havde sin storhedstid i perioden 1860 til 1890. Den tyske kulturfilosof Walter Benjamin (1892-1940), som i flere tekster har skrevet nuanceret om, hvad det egentlig er fotografiet kan, skriver om sin barndoms oplevelse af stereoskopfotografiet i teksten ”Kejserpanorama” fra bogen Barndom i Berlin omkring år 1900. I teksten hæfter Benjamin sig ved barnets oplevelse af en magisk frembringen af det fjerne i det nære. Han formulerer det som en erkendelse af historiens ubevidste, upåagtede sider, som netop kan opdages og fastholdes af det åbne, barnlige sind. Igennem stereoskopet kigger Benjamin på fotografier af “byernes spejlklare vinduer”. Vinduerne er tavse, indtil den stereoskopiske teknologibrille bringer fotografierne til live. Det opmærksomme sind vil da kunne fralokke både vinduerne og fotografierne historier. Den længsel, stereoskopfotografierne fremkalder i den lille Walter, fører i den voksne Benjamins beskrivelse til, dels at man flytter focus og ser på en anden og ny måde, dels at den egentlig fører ”hjem”, som han skriver. For det fjerne er først interessant og betydende, når det bringes sammen med det nære. Det opmærksomme sind kan fralokke fotografiet historier farvet gennem den specifikke erfaring, som også “billederne fra min storbybarndom måske [er] i stand til at gribe senere historiske erfaringer i mit indre”, som han skriver et andet sted i Barndom i Berlin omkring år 1900. Denne stereoskopfotografiets magiske evne til at bringe det fjerne og det nære sammen og få os til at reflektere over sammenhængen, som han beskriver i Kejserpanorama-teksten, er essentiel fotografisk. Man kan tilføje, at ordet fotografi simpelthen betyder lysskrift. Fotografiet som medie er en måde at betragte historien på, som implicerer en ”stereoskopisk” sammenføjning – eller sammenskrivning - af fortiden og nutiden som magisk og længselsfremkaldende billede, der i heldige tilfælde befordrer en historisk erkendelse, for at bruge en typisk ”benjaminsk” terminologi. I det hele taget er Benjamins historiefilosofi gennemsyret af en idé om, at vi må foretage nogle sommetider chokagtige standsninger i nutiden, som vi så forsøger at reflektere over gennem det fortidige – men altid med nutiden som optik. Fotografiet kan netop hjælpe os med det, hvis man – som Benjamin gør det – betragter det som et dialektisk billede. I 1800-tallet dukkede en lang række nye synsteknologier som fotografi, stereoskop, diorama og kaleidoskop op, som alle isolerer synet som den sans, der skaber kontakten til virkeligheden og rummer et element af en magisk levendegørelse af det fjerne i det nære. En nyere teknologi som Virtual Reality ligger i forlængelse af disse tidlige opfindelser. Men hvor folk på Daguerres tid aldrig før havde oplevet et fotografi, så er vi jo noget nær stopfodret med dem i dag, i det offentlig rums reklamestrøm, på tv og på mobiltelefonen, som mange af os checker hundredvis af gange i døgnet. Hanne Lise Thomsens mangeårige, konsekvente, undersøgende og ikke desto mindre meget sammenhængende anvendelse af fotografiet går op imod denne visuelle kultur på speed, som man kan fristes til at benævne nutiden. Hun griber snarere tilbage og reaktualiserer det syn på og den anvendelse af det fotografiske medium, som Daguerres opfindelse og Benjamins tænkning om den lagde ud med i mediets tidlige år. Og at hun så konsekvent arbejder med fotografi i det offentlige rum, gør hendes værk temmelig enestående i en dansk sammenhæng. Skal man finde beslægtede kunstnere, må man til en amerikansk kontekst med navne som Krzysztof Wodiczko og Shimon Attie, der begge i mange år og med stor konsekvens har projiceret eksempelvis portrætter af hjemløse og arkivbilleder af hverdagslivet blandt berlinske jøder umiddelbart før Holocaust op på facader i det offentlige rum. Hanne Lise Thomsen anvender både fotografier, hun selv tager, billeder taget af andre fotografer og private familiefotografier, med al den længsel, kærlighed og melankoli, der netop klæber til familiefotografiet. * Under Dronning Louises Bro på Nørrebro løber en gang- og cykeltunnel af grå beton, som de fleste suser igennem i hast. Projektet Passage bestod af en 165 meter lang sort-hvid fotomontage på papir opklæbet i tunnelen gennem august måned 2016. Motionsløbere og cyklister måtte standse op og fordybe sig i fotografier taget af eller lånt af herboende syriske flygtninge. Den lange billedfrise vekslede mellem portrætter af individer, nutidige hverdagsscener som gule post-it-sedler for at lære dansk eller et måltid med traditionelle retter, og så gamle familiebilleder fra Syrien. Tre søstre i fineste kjoleskrud, en smuk og lykkelig kvinde på stranden i blomstret kjole, madlavning i køkkenet, et gammelt klassebillede med børn, hvis fremtid sandsynligvis ikke blev, som de drømte om netop den dag, fotografiet blev taget. På den tilhørende webside udfoldes tolv individuelle, navngivne flygtninges historie. Her fortæller Rahab om, hvordan hendes far lejede et kamera, som i hendes barndom var for dyrt at eje, og hvordan hun igennem hele livet har båret familiefotografiet med sig som noget dyrebart. I det hele taget løber der et metareflekterende spor om fotografiets betydning for erindring, identitet og erkendelse gennem projektet. Juan tager billeder i asylcentret for at bryde isolationen og kedsomheden, Husam er blevet freelancefotograf. De fleste er veluddannede, det er gået dem ganske godt, og de vil gerne give noget tilbage til Danmark, fortælle deres historier, vise deres fotografier. Midt i byens turbulente færdselsrum åbnede projektet et medmenneskeligt, etisk båret rum for eftertanke. Hvis man en mørk aften i september 2015 gik igennem Istedgade og ned langs Gasværksvejens Skoles lange facade, kunne man pludselig støde på en op til 15 meter høj fotografisk projektion med fotografier optaget indenfor i lejlighederne hos et varieret udvalg af beboere i Istedgade. Ikke motiver fra eksotiske, fjerne egne, men dog motiver af ting, vi ikke ellers ser men ikke desto mindre kan genkende fra vores eget liv, det levede liv bag murene. Sanselige detaljer som lyset gennem et gennemsigtigt gardin set indefra eller en næsten vissen blomst, interieurer fulde af detaljer som familiefotos og nips, nærbilleder af kroppe: siddende, sovende, kærtegnende, kyssende. Motiver der bringer noget, der normalt er gemt væk fra byens mylder, ud til gadens færdende, der umuligt kan overse dem, og motiver der samtidig leder en ”hjem”, som Benjamin ville udtrykke det, fordi de betragtes og filtreres gennem egen levet erfaring og erindring. At fotografierne var lysprojektioner forstærkede deres magiske spøgelseskarakter, den gigantiske størrelse gjorde nærværet overvældende og sugede blikket til sig. Det samme gælder for de øvrige Inside-Out-projekter, som Hanne Lise Thomsen kalder dem. I Abel Cathrinesgade og Viktoriagade i 2009 og i Inside-Out 2400 i 2012 på ni 15 meter høje beboelsesgavle på Møntmestervej i København, hvor 50 beboere var gået med til at ”vende vrangen ud” og vise sig selv og deres hjem frem i gigantiske fotoprojektioner, fra babyen der knapt kan gå men har rejst sig op ad en seng til den ældre kvinde, der kærligt kysser sin undulat. De projekter, hvor Hanne Lise Thomsen i højere grad agerer kurator for andre fotografers arbejder frem for den bærende kunstner, er gennemsyret af den samme indstilling til og anvendelse af fotografiets særlige muligheder for fortælling og erkendelse. Billboardene i Women2003 i det offentlige rum i og omkring København og Malmø var som oftest ikke placeret på iøjnefaldende steder på centrale og spektakulære pladser men snarere på upåfaldende gennemgangsområder, togperroner, parkeringspladser, indfaldsveje og den slags ikke-steder. I 2015 sammensatte hun et tilsvarende projekt i Casablancas bymidte i Marokko, hvor de nøje udvalgte lokationer fik omgivelser og billboards til at tale sammen på overraskende måder. I begge projekter kunne man på disse tavler møde forskellige former for portrætter og skildringer af hverdagsligt kvindeliv. Fra iscenesatte og sommetider stærkt symbolske billeder til snapshotagtige, spontane familiefotos. I Hanne Lise Thomsens eget bidrag til Women2003 viste hun en stor forstørrelse af et privat familiefoto af sin gamle italienske barnepige Enrichetta Bandierini, der som 16-årig kom ud og arbejde på fabrik i Genova. Familiesnapshottet viser en smilende kvinde med badehætte i vandet ved, hvad der ligner en dansk sommerhusstrand. Den private erindring og den større socialhistorie mødes i dette fotografi, som er i sort-hvid, som de fleste af de fotografier, Hanne Lise Thomsen arbejder med. Det sorte-hvides stærkt reducerede farveskala er et greb, der i højere grad end farvefotografiet fremmaner fotografiets magi som en flertydig repræsentation af noget, frem for den blotte virkelighed, som vi møder med øjet. Skønt Enrichetta Bandierini ser sorgløs ud på fotografiet, repræsenterer hun en uheroisk kvindetype, som vi sjældent ser fremstillet, og slet ikke på et reklamebillboard i det offentlige rum. De portrætterede i Hanne Lise Thomsens projekter er alle sådanne uheroiske typer: hjemløse i New York, syriske flygtninge, asylbørn, beboere i boligområder, som oftest betegnes som udsatte eller tilhørende socialklasse fem, gadesælgere i Damaskus, kvinder der portrætterer sig selv i det offentlige rum i muslimske kulturer, hvor den slags sjældent – om overhovedet - forekommer. Et fotografi er et møde mellem fotograf, fotograferet og betragter og dets betydningstilblivelse opstår et sted mellem denne trekant. Hanne Lise Thomsen viser det levede hverdagsliv på mange forskellige måder; gennem interieurer, lydoptagelser med folk, små upåagtede hverdagslivsdetaljer. Men mest genkommende er det fotografiske portræt, hvor fornemmelsen af et møde er allerstærkest. Hvor vi ser på et andet menneske. Ansigt til ansigt. Mødet med den anden i Hanne Lise Thomsens fotografier foregår i langsomt tempo. Pionerer som Daguerre og senere Benjamin betragtede fotografiet som et medium udspændt mellem magi og realisme, mellem affektfremkaldelse og historisk indsigt, og begge havde blik for fotografiets enorme potentiale for at skabe møder mellem folk, der på én gang får os til at drømme og blitzagtigt vågne op til refleksionen, som Benjamin formulerer det. I dag lever vi i en digital billedkultur, hvor vi dagligt bombarderes af en mængde fotografier, som vi næppe når reelt at se, mærke og reflektere over. Netop derfor er det betydningsfuldt ikke blot at spørge ind til, hvad det egentlig er det fotografiske medium kan, men også at udnytte den helt særlige artikulation af fortidspåkaldelse i nutiden, fravær og nærvær, det personligt erfarede og erindrede koblet til en konkret, politisk og også historisk virkelighed derude, hos udsatte grupper, i sociale lag eller steder i verden, som vi normalt ikke konfronteres med. I Hanne Lise Thomsens mangeårige arbejde med fotografier i det offentlige rum inviterer hun os med stor præcision ind i dette særlige fotografiske mulighedsfelt.
Emneord
 bullet   Fotografi
 bullet   Installationer
 bullet   Kunst
 bullet   Kvinder
 bullet   Udstillinger
Professioner
 bullet   Billedkunstnere
 bullet   Fotografer
 bullet   Malere
Organisationer
Region
 bullet   København
 bullet   Region Hovedstaden



Printer ikonspacerPrintervenlig udgave

spacer
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk