Malik Hassan

Født i 1965 i Uganda ● Kom til Danmark i 1989 ● Arbejdet i hjemmeplejen siden 1992 ● Uddannet SOSU-assistent og færdig som sygeplejerske i 2007 ● Far til tre børn

• Ingen kender mit fødselsår
• Flygtede fra min far
• Troede Danmark var en del af Sverige
• Indre og ydre barrierer
• Danmark er mulighedernes land
• Alenefar
• Kom med mig på arbejde!
• Dansk humor
• 11.september er ikke mit ansvar
• Plejede min mor på hospitalet


Ingen kender mit fødselsår
Det har altid pint mig, at mine forældre ikke kunne huske præcis, hvornår jeg blev født. ”Du blev født det år, hvor det regnede helt vildt lige før Ramadanen,” huskede min mor. ”Du blev født samtidig med din fætter Jamal,” mente min far. Så blev de enige om, at det nok var i 1965. For Jamal var født på et hospital og havde papir på sit fødeår. Nu var det bare sådan, at min fætter Jamal gik to klasser over mig i skolen. Så jeg er nok født et par år senere. Der var også mange fødselsår at holde styr på. Min far havde tre koner og 21 børn. Vi boede i samme by tæt på hinanden, men i hver sit hus.

Min far ejede et transportfirma og var efter afrikanske forhold en velstående mand. Han havde et stort hjerte og holdt af alle sine børn, men kunne også være barsk og meget dominerende. Til tider var det for meget, som da min søster havde købt sig en lidt nedringet kjole til Eid-festen (afslutningen på den muslimske fastemåned, Ramadanen, red.). Min far tog en saks og klippede den i stykker. Det provokerede mig så meget, at jeg købte en anden kjole til min søster. Hun skulle ikke være den eneste, der ikke havde en ny kjole til festen. Min far blev rasende og gav mig et møgfald foran hele familien. ”Du skal aldrig nogensinde handle imod mig,” råbte han. Men da gæsterne var gået, kaldte han på mig og sagde: ”Det var rigtigt godt, det du gjorde. Og nu snakker vi aldrig mere om den sag.” Min far respekterede mig og valgte mig som sin efterfølger i firmaet.

Flygtede fra min far
Meget tidligt i min opvækst vidste jeg dog, at jeg ville studere. Jeg var fascineret af viden. Da jeg meddelte min far, at jeg ville læse videre efter min studentereksamen, sagde han blankt nej: ”Jeg kan hverken læse eller skrive, og jeg er den, der klarer sig bedst her i byen. Hvad skal du bruge en uddannelse til?” Dermed var sagen afgjort.

I de følgende to år arbejdede jeg i min fars firma. På et tidspunkt lykkedes det mig at overbevise ham om, at jeg i England ville kunne købe en billig lastbil til vores firma. Han gav mig lov til at rejse. Det var i 1989. Da jeg sagde farvel til min familie, vidste jeg godt, at jeg ikke kom tilbage igen. Jeg følte mig omklamret. Hele mit liv var planlagt af min far, også hvem jeg skulle giftes med. Jeg ville ikke låses fast i et liv, jeg ikke selv havde indflydelse på.

Troede Danmark var en del af Sverige
Efter et kort ophold i England tog jeg videre til København, hvor jeg skulle besøge nogle venner. Dengang vidste jeg ikke, at Danmark var et selvstændigt land, men troede, at det var en del af Sverige. Det hele gik meget hurtigt.
Efter tre måneder forelskede jeg mig i Christine: En engelsk-kenyansk kvinde, der arbejdede som pædagog på en international skole i København. Hun havde været gift med en dansker, men levede nu alene med sin lille datter i København. Vi flyttede sammen og giftede os kort tid efter i september 1990.
Jeg ringede og fortalte min far, at jeg ikke kom tilbage. ”Du kommer hjem med det næste fly, eller jeg kommer op og henter dig,” sagde han. Det nåede han ikke: Han døde kort tid efter.

Starten på mit nye liv var vanskelig. Det allerførste, jeg gjorde, var at gå på danskkursus hver dag og lære et sprog, der lød aldeles mærkeligt. Hvordan skulle jeg få det lært? Jobsituationen i begyndelsen af 90’erne var dårlig, og jeg kunne meget lidt dansk. Tidligt om morgenen cyklede jeg rundt til forskellige restauranter for at se, om jeg kunne få et arbejde. Efter fire måneder fik jeg et job i et pizzeria, hvor jeg arbejdede i nogle år, mens jeg gik på sprogskole.

Indre og ydre barrierer
Mit liv tog en helt ny retning i Danmark. Nyt sprog og anderledes livsformer. Meget tidligt i vores forhold sagde Christine: ”Du ved godt, at her i Danmark deles man om alt.” Det var ok for mig, selvom det gik på tværs af min fars belæringer om, at køkkenet hørte kvinden til, og der havde manden ikke noget at lave. Jeg var åben over for nye ting, og det faldt mig helt naturligt at give en hånd med derhjemme.

En ven foreslog mig at blive hjemmehjælper i Gentofte Kommune. Jeg kom til samtale og fik job i hjemmeplejen. I begyndelsen var det underligt for mig. Jeg kom jo fra en meget mandschauvinistisk kultur, hvor mænd aldrig kunne drømme om at skifte ble på deres børn. Mit arbejde bestod bl.a. i at vaske ældre menneskers mest intime steder. Og det var grænseoverskridende i begyndelsen.

Men det var ikke blot indre barrierer, jeg skulle overvinde. Også ydre barrierer skulle fjernes. De ældre var vant til at få besøg af danske hjemmehjælpere, og pludselig stod der en udlænding i døren. En ældre kvinde smækkede døren i, da hun så mig, mens hun råbte: ”Du kommer ikke inden for min dør.” Jeg stod i en vanskelig situation: Skulle jeg ringe til kontoret og bede dem sende en ’hvid’ hjemmehjælper, eller skulle jeg prøve igen? Da hun åbnede døren for anden gang og afviste mig, smilede jeg til hende og spurgte hvorfor? Et øjeblik stod hun og overvejede situationen: ”Lad det nu være, du har et dejligt smil. Kom indenfor!”

Det viste sig, at nogle dage forinden havde hun og hendes mand overrasket en gruppe unge indvandrerdrenge, der var i gang med at lave hærværk på et busstoppested. Da manden prøvede at tale de unge til fornuft, gik de amok og gennemtævede ham. Efter den oplevelse turde hun ikke lukke en indvandrer ind i sine stuer. Jeg lavede os en kop kaffe og fortalte hende om min baggrund. At jeg aldrig nogen sinde havde slået et andet menneske. Med tiden blev hun så glad for mig, at jeg nogle dage ikke måtte gøre rent. Hun ville hellere snakke.

Det var en givende oplevelse, og jeg ved, at hun fik et mere nuanceret billede af, hvordan en indvandrer også kunne være. Men de første måneder var en svær periode at komme igennem. At man kommer smilende og åben og så bliver afvist på en meget kontant måde. Efter et par barske oplevelser valgte jeg at ringe i forvejen og forberede de ældre borgere på, at der kom en hjemmehjælper med indvandrerbaggrund. Og det åbnede dørene. De fleste var rigtig søde. Giver man folk en chance, skal det nok gå. Den indstilling har fået tingene til at fungere for mig.

Danmark er mulighedernes land
Tingene begyndte at falde på plads på arbejdet. Men pludselig en dag blev jeg fyret uden begrundelse efter tre måneder. Dagen efter strejkede mine kollegaer og krævede en forklaring af ledelsen: ”Vi og de ældre er glade for Malik, hvorfor har I fyret ham?” Der var blevet ansat en ny sygeplejerske, og hun var utilfreds med, at der var udenlandske hjemmehjælpere. Konflikten endte med, at jeg blev genansat.

I dag er jeg glad for, at jeg blev. Jeg kunne sagtens have valgt et arbejde med højere indtægt og social status. Men jeg fik muligheden for at arbejde med mennesker og fandt ud af, at det var det, jeg brændte for. Hver dag glædede jeg mig til at komme på arbejde og se til de ældre borgere. Jeg vidste, at de sad og ventede på, at Malik kom. Ofte var der lavet kaffe. Det var simpelthen pragtfuldt, og så fik jeg oven i købet penge for det. Ligesom en professionel fodboldspiller, der får løn for at lege med en bold.

På et tidspunkt fik jeg lyst til at tage en uddannelse inden for faget, og i 1999 blev jeg færdiguddannet som social- og sundhedsassistent. Jeg fortsatte med at arbejde i Gentofte Kommune, hvor jeg stadig er fast aftenvagt, sideløbende med, at jeg læser på Herlev Sygeplejeskole. Jeg mangler kun et halvt år i at være færdiguddannet sygeplejerske. For mig er Danmark mulighedernes land. Jeg er glad for at være havnet i et land med så mange uddannelsestilbud. Hvorfor ikke udnytte dem? En dag kan jeg måske gøre gavn i Uganda, hvis jeg beslutter mig for at rejse tilbage.

Alenefar
Christine og jeg fik tre børn sammen. Med årene var der kommet fart på mit liv. Det påvirkede min familie, at jeg var så optaget af mit arbejde og min uddannelse. Vores ægteskab begyndte at gå skævt. Min kone følte ikke, at jeg havde tid til hende. Hverdagen blev sur, og skænderierne begyndte at melde sig. Vi traf den svære beslutning at flytte fra hinanden. Den direkte anledning var, at min ældste søn på 14 sagde, at han ikke kunne sove om natten, fordi far og mor sad og skændtes inde i stuen. Først da gik det op for os, hvor meget det påvirkede vores børn.

Christine og jeg har haft nogle dejlige år sammen, og det kan godt være, vi finder sammen igen. Foreløbig er vi kun separeret. Børnene bor på skift hos os. Min nye lejlighed er ikke så stor, men børnene trives i den. Jeg gør mit bedste for at give dem en normal dagligdag. Som hos enhver familie skal der laves morgenmad og smøres madpakker. Før var vi to om at dele arbejdet, nu er jeg alene om det. Børn i den alder hjælper jo ikke til. De sætter sig til bordet og venter på, at far serverer maden.

Som alenefar er jeg nok trådt mere i karakter over for børnene og insisterer på, at de hjælper til i køkkenet. Pligter og hygge udelukker jo ikke hinanden. Vi laver mad sammen, og vi har nogle faste rutiner, som børnene elsker - som fx at gå ned til Gentofte Sø og fodre ænder efter skoletid. Det er en god tid, vi har sammen. Jeg kan mærke, at de er glade for at have min fulde opmærksomhed. Når børnene sover, har jeg lidt tid til at læse og forberede mig til næste dag. Pengene er små, men vi klarer os. Man behøver ikke at have masser af penge for at være glad og tilfreds.

Kom med mig på arbejde!
Jeg har haft let ved at omstille mig til de danske normer. Af samme grund har jeg ofte nogle lange diskussioner med mine afrikanske venner. En del af dem er uden arbejde og lever af kontanthjælp. Omvendt har de heller ikke gjort noget for at blive integreret, som fx at få lært det danske sprog ordentligt. Når de hører, at jeg kun får 500 kr. mere udbetalt end dem, forstår de ikke, hvorfor jeg gider arbejde: Hvorfor ikke hellere gå på kommunen? En sådan indstilling provokerer mig: Prøv og hør venner. I kunne gøre jeres liv meget mere spændende, hvis I ikke tænkte så meget på de her 500 kr.

For mig som afrikaner er det fantastisk at komme ud og opleve danskerne. Jeg kommer hjem i folks stuer og får indblik i deres private liv. Man kommer bag facaden og får en helt anden forståelse for, hvordan andre mennesker tænker. En forståelse jeg sgu ikke vil gå glip af! Selvom jeg kun får 500 kr. mere ind på min lønkonto. Kom med mig på arbejde i stedet for! Flere har taget imod opfordringen, og i dag er der ansat fire medarbejdere med indvandrerbaggrund i kommunens hjemmepleje. De har fundet ud af, at det er bedre at arbejde end at sidde hjemme og vente på kontanthjælpen.

Dansk humor
Af og til ringer de andre til mig, hvis de har det svært på arbejdet. Ofte er det misforståelser, der fører til problemer. Fx ringede en og fortalte, at hans kollega fyrede en vittighed af om negre på arbejdet. Han følte sig trådt over tæerne og tog det personligt. Prøv at se det fra en anden vinkel, foreslog jeg. I virkeligheden kan det være, at dine kollegaer helt har glemt, at du er anderledes. Enhver kan se, at du er sort. Og når folk sidder og fyrer vittigheder af i dit selskab, er det fordi, de fuldt ud accepterer dig. Nå ja, det er også en måde at se det på. Humor og vittigheder er en del af den daglige arbejdskultur, og det må man som indvandrer lære at tackle. Men hvis vittighederne er på kanten, siger jeg fra. Så lyder det overrasket: ”Jamen Malik, du er da ikke neger.” 

11. september 2001 er ikke mit ansvar
11. september 2001 påvirkede danskernes holdninger til muslimer. Lige derefter blev jeg dagligt udfordret som muslim: ”Malik, hvad mener du om alt det der med muslimerne?” Hvad skulle jeg svare andet, end at jeg er et helt almindeligt menneske og har samme værdier som jer danskere. Jeg føler ikke, at jeg skal stå til regnskab for, hvad der skete i USA den dag. For det har jeg sgu ikke noget med at gøre.

At islam betyder meget for mig er en anden sag. Og den diskussion tager jeg gerne. Min far havde tre koner. Den ene var kristen, og de to andre var muslimer. Så i min familie fejrede vi både kristen jul og muslimsk eid. Det var heller ikke noget problem i mit ægteskab, at min ekskone var kristen. Det eneste krav jeg stillede var, at vi holdt vores kød adskilt i køleskabet, for jeg spiser ikke svinekød.

Vores børn får selv lov til at vælge deres tro, når de bliver store. Men min ældste søn på 14 år er allerede begyndt at stille spørgsmål: Kan man være dansker, samtidig med, at man er muslim? Selvfølgelig kan man det, svarede jeg. De værdier jeg er vokset op med som muslim i Uganda, afviger ikke fra danske værdier. Det er sådan, jeg forbinder det med hinanden.

Plejede min mor på hospitalet
At jeg ikke fik sagt farvel til min far, før han døde, var hårdt. Men da jeg senere besøgte min familie i Uganda, ventede der mig en besked fra min far: Min mor fortalte mig, at min far var stolt af, at jeg rejste. At jeg ikke blev hjemme og lod mig forsørge af ham, ligesom de andre geder i familien. Det bad han hende fortælle mig, før han døde. Min far havde også fortalt min mor, at hans egen far havde fundet ham en kone. Ifølge vores tradition kunne han ikke sige nej til hende. Det er kun kvinden, der kan afvise manden. Men kort efter lod han sig skille og rejste fra byen. Han ville selv vælge, hvem han skulle giftes med.

Det gav mig ro i sindet at få den hilsen. Og jeg er stadig en del af min familie i Uganda, men på afstand. Jeg hjælper dem, så godt jeg kan økonomisk. Og da min mor blev alvorligt syg sidste år af en hjernesvulst, tog jeg hende med til Bombay i Indien sammen med min søster. Behandlingen var både bedre og billigere der end i Uganda. Operationen blev udført af dygtige og erfarne læger. Mens hun var indlagt på hospitalet, vaskede og plejede jeg hende. Det er normalt, at pårørende selv plejer deres syge familiemedlemmer, mens de er indlagt. At en søn plejede sin mor vakte vild opstand både blandt de andre pårørende på stuen og hospitalspersonalet. Den første dag beordrede personalet mig ud af stuen, men jeg insisterede på at passe min mor. Også min mor strittede imod i begyndelsen, men blev forbavset over, at jeg kunne finde ud af det og accepterede min hjælp.

Operationen hjalp kun delvist. I dag har min mor stadig svært ved at tale, og hun kan stadig ikke gå selv. Men hun lever, og det kan hun takke operationen for. Jeg har lært mine søstre at pleje min mor. I Uganda passer børnene deres forældre, fordi det er en pligt. Men udviklingen går i samme retning som i Danmark. Alle mine søstre vil gerne ud at arbejde, så de kan få deres egen bolig og måske en bil. Min egen personlige bekymring for den udvikling går på, at der kommer en anden instans end familien og passer de gamle.

Jeg er snart færdig med min sygeplejeuddannelse og glæder mig til at arbejde på et hospital og lære noget mere. Måske på en medicinsk afdeling, hvor jeg virkelig kan få lov til at bruge de færdigheder, jeg har. Hospitalet er en større udfordring. Og der er masser af ting, jeg kan blive bedre til. Nu har jeg sat mig et nyt mål: At tage en masteruddannelse i offentlig sundhed (Master in Public Health, red.). Jeg føler mig lykkelig og privilegeret. Og så har jeg mødt en pige, en jordemoderstuderende. Endnu er det for tidligt at vide, om det bliver til noget. Vi tager et skridt ad gangen. Lige nu sidder jeg og venter på, at hun skal ringe.