Efter 70 afslag på en elevplads efter handelseksamen uddannede Khaled sig til pædagog. Nu bruger han sine egne erfaringer som opsøgende gadearbejder i København. Han er også fagpolitisk aktiv og sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Snakken omkring middagsbordet drejer sig ofte om politik hjemme hos Khaled og hans kone, der også er politisk aktiv.
Født 1975 i en flygtningelejr i Libanon ● Familiesammenført i Danmark i 1991 ● Handelseksamen i 1998 ● Uddannet pædagog i 2004 ● Gift med Majbrit
Reddede livet i en elevator Som barn blev min far med sin familie fordrevet fra Palæstina efter staten Israels oprettelse i 1948. De slog sig ned i Burj Al Barajneh, en palæstinensisk flygtningelejr i Beirut i Libanon, hvor min fars familie stadig bor. Min far giftede sig med en libanesisk kvinde, og sammen fik de fem børn. Den udmattende borgerkrig i Libanon (1975-1990, red.) mellem de mange politiske og religiøse grupper gjorde til tider livet farligt i lejren, og efter nogle år fik min mor nok. Hun fandt en lejlighed i et boligkvarter i Beirut, hvor vi boede indtil 1985.
En dag trængte shiamuslimske militsgrupper ind i vores opgang. De ledte efter palæstinensiske mænd. Det var en gengældelsesaktion for et palæstinensisk angreb, og i de dage blev der begået massakrer på palæstinensiske mænd over 14 år. Takket være vores vicevært, en armensk kvinde, reddede min bror og jeg livet. Hun gemte os i en elevator, kørte den ned i kælderen og slog elektriciteten fra. Så heldige var to af min brors venner ikke.De blev skudt på stedet i nabobygningen.
Efter forgæves at have søgt visum til USA besluttede min mor sig for endnu en gang at rykke teltpælene op. Vi flyttede til havnebyen Saida, ca. 30 km syd for Beirut, hvor jeg fortsatte med at gå i skole. Min barndom i Libanon var ikke dårlig, omstændighederne taget i betragtning: En mærkelig blanding af normalitet og krig. For det meste var jeg en glad dreng, der efter skoletid legede med mine kammerater på gaden, men de voldelige begivenheder omkring os smittede af på vores lege. Krig var vores yndlingsleg.
Min mor valgte Danmark I Libanon bliver palæstinensere systematisk diskrimineret. Selvom mange efterhånden er født i Libanon, kan de ikke opnå statsborgerskab, og de har ikke samme muligheder for uddannelse og job som libanesere. Et liv uden fremtidsudsigter fik min mor og tre af mine søskende til at rejse ud af Libanon i 1989. Oprindeligt havde de fået visa til Tyskland, men min mor insisterede på at søge politisk asyl i Danmark.
I Libanon arbejdede hun som pædagog i Anni Kananfanis børnehave (en dansk pædagog, der stiftede børnehaver i flygtningelejre i Libanon, red.). Gennem samtaler med Anni Kananfani havde min mor hørt om H.C. Andersen, dansk pædagogik og meget andet, og hun forestillede sig Danmark som et eventyrligt land. Min familie fik asyl, og to år senere blev min bror og jeg familiesammenført med dem i Danmark.
Min far blev tilbage i Libanon. Han var politisk modstander af, at palæstinensere flyttede ud af flygtningelejrene. Under hele min opvækst hørte jeg de voksne sige, at der kom en dag, hvor vi skulle tilbage til Palæstina. Derfor skulle statsløse palæstinensere bo samlet i lejrene, så verdenssamfundet ikke kunne løbe fra deres ansvar: At få løst det palæstinensiske problem. Men savnet af hustru og børn, fik min far til at gradbøje sine holdninger, og nogle år senere blev han genforenet med sin familie i Danmark.
Kendte ikke de sociale koder Som 16-årig begyndte jeg i en modtagelsesklasse på Sjælsø Skole i Birkerød. I klassen var der andre palæstinensere, og vi blev hurtigt gode venner. I Libanon var min skolegang jævnligt blevet afbrudt af konflikter og krig. Og jeg var heller ikke vild med lærernes pædagogiske metoder: Ved mindste forseelse fik man en lussing eller blev slået på hænder og fødder med en pegepind. Den lokale tømrer leverede pegepindene, og der var gang i forretningen.
I Danmark blev jeg mødt af forstående lærere, og den lektiehjælp jeg ikke kunne få af mine forældre, fik jeg i skolen. Men jeg blev ikke integreret i det danske fællesskab i løbet af de to år i modtagelsesklassen. Eneste fællesaktiviteter med de danske elever var gymnastik. I fritiden gik min bror og jeg til basketball i Birkerød. Spillerne kunne godt give mig et venligt klap på ryggen, hvis jeg udmærkede mig i en kamp. Men mødte jeg dem senere på hovedgaden, hilste de ikke på mig. Det tog mig lang tid at forstå den sociale dagsorden i Danmark: At fordi man spillede basketball sammen, betød det ikke, at man var venner. Det drejede sig ikke om racisme, men om nogle andre sociale spilleregler, som var helt modsatte dem, jeg var vokset op med. I Danmark skal du helst have gået i samme klasse eller kendt folk i en årrække for at blive lukket ind i en gruppe. I Libanon kan du blive venner på en dag.
Efterskolen var en fantastisk oplevelse Direkte racisme oplevede jeg først senere på en efterskole, da jeg tog folkeskolens afgangsprøve. En pige kommenterede mit 10-tal i mundtlig dansk med bemærkningen: ”Hvordan kan sådan en perker få 10, når jeg kun får 5!” Bortset fra den episode var mit ophold på efterskolen en fantastisk god oplevelse. Jeg ankom til skolen i skjorte og pæne bukser, et dress der i arabiske kredse gik for at være både moderne og frækt. Men her gik de smarte drenge i store hip hop-bukser og trøjer. Mit tøj var i den sammenhæng håbløst nørdet, men det ændrede jeg hurtigt på.
Det var først på efterskolen, at jeg for alvor mødte unge danskere og lærte det danske samfund at kende. De andre unge var åbne og imødekommende og snakkede med mig fra første dag. Mit dansk blev bedre, ikke mindst gennem de mange diskussioner, vi havde i timerne. Lærerne var dygtige og engagerede, og jeg fik indblik i mange sider af dansk kultur og samfund. At de fleste unge var hip hoppere tiltalte mig: Det lugtede lidt af oprør over for normaliteten. På efterskolen fik jeg også tid til at tænke over tilværelsen og min fremtid. Og jeg fik sat nogle mål: At få en uddannelse og flytte hjemmefra.
Splittet mellem arabisk og dansk Hos mine forældre var der for lidt plads og for meget støj. Min sagsbehandler sagde ja til, at jeg kunne flytte ind i en ungdomsbolig i Birkerød. Og min beslutning vakte ingen modstand hos mine forældre. Næste mål var en uddannelse. Jeg valgte at tage en højere handelseksamen (hhx) ud fra den forestilling, at jeg her kunne udnytte min flerkulturelle baggrund ved fx at skabe handelsrelationer mellem Danmark og Mellemøsten. Handelsskolen krævede, at jeg tog nogle ekstra fag på VUC, bl.a. tysk. I 1995 blev jeg så optaget på Lyngby Handelsskole.
De følgende tre år var både en spændende og vanskelig periode, hvor jeg var splittet mellem at leve i to kulturer. Jeg begyndte at leve et ungdomsliv med danske kærester, byture og alkohol, samtidig med at jeg var plaget af skyldfølelser over at overtræde de regler, jeg som muslim var opdraget med. I perioder valgte jeg at leve som en god muslim: Satte mig ikke ved siden af piger, droppede alkohol og festerne på skolen. I stedet for gik jeg i moskeen og studerede Koranen. Efter et halvt år blev det for kedeligt, og jeg begyndte igen at feste derudaf. Da det hele blev for meget, kastede jeg mig lidenskabeligt over sport. Fem dage om ugen dyrkede jeg basketball, fodbold eller boksning. I sporten fandt jeg et frirum, hvor jeg kunne skubbe alle tankerne om, hvor jeg hørte til, i baggrunden. Men det løste ikke mit dilemma.
Fra handel til pædagogik I mellemtiden tog jeg min handelsskoleeksamen og begyndte at søge en elevplads. Jeg nåede at sende 70 ansøgninger af sted, før jeg erkendte, at jeg ikke ville få en chance for at vise, hvad jeg duede til. Min tilværelse løb ligesom af sporet. Hvad skulle jeg stille op med mit liv? At studere videre orkede jeg ikke, så jeg måtte finde på noget andet. Kommunen foreslog mig en aktivering i en børnehave på kontanthjælp, men tanken om at arbejde med børn lå mig fjernt. Mit ønske var jo at arbejde inden for handelsbranchen. Men da jeg foretrak selv at tage beslutningerne i mit liv og tjene mine egne penge, sendte jeg nogle ansøgninger af sted til forskellige børne- og fritidsinstitutioner. Et fritidshjem i Birkerød indkaldte mig til en jobsamtale og ansatte mig som pædagogmedhjælper.
Springet ud i pædagogikken viste sig at være det helt rigtige for mig. Jeg opdagede, at jeg havde noget med mig, som jeg kunne give videre. Ikke mindst de tosprogede børn kunne bruge mig: Her var en voksen, der kunne svare på deres mange spørgsmål. Jeg blev tilknyttet en specialklasse for børn med autisme og damp. De børn følte jeg en særlig omsorg for. Måske fordi jeg som palæstinenser selv tilhørte den mest udsatte gruppe i Libanon, og derfor følte en særlig solidaritet med andre svage grupper. Mit arbejde gav mig ikke kun selvtillid, men også en indsigt i mig selv: At jeg var rigtig dygtig til at arbejde med børn og unge. Og så var det fedt at tjene sine egne penge.
Hvem kunne jeg gifte mig med? Efter tre år på fritidshjemmet var jeg helt afklaret: Jeg ville uddanne mig til pædagog. Jeg tog en pædagoguddannelse på Hillerød Pædagog Seminarium og blev færdig i 2004. Men der var andre ting, der ikke var faldet på plads i mit liv. I perioder havde jeg danske kærester, men med forbehold. Jeg var overbevist om, at jeg aldrig kunne blive gift med en dansk pige. Forskellene var for store i forhold til både religion og sprog. Hun ville have svært ved at falde til i min familie, og hvordan skulle vores børn opdrages? Af samme årsag involverede jeg mig aldrig fuldt ud. Blev forholdet for fast, gjorde jeg det forbi, eller gav hende en grund til at slå op.
Tænkte jeg på en arabisk pige, dukkede andre problemer op: Ville hun acceptere, at jeg gik i byen med mine venner og drak alkohol? Drejede vores ægteskab sig kun om at få børn, eller kunne vi have et sexliv og udvikle et fortroligt og intimt forhold? Det var en forvirrende periode, og jeg forsøgte at handle mig ud af situationen. En dag bad jeg min mor kontakte forældrene til en arabisk pige, jeg havde mødt til et bryllup. Tre uger senere modtog vi et høfligt afslag fra pigens forældre. Pigen var allerede forlovet, og jeg var lettet. Efter at have sat hele min familie i gang med at finde mig en hustru, vaskede jeg tavlen ren: Hvis jeg forelskede mig igen, skulle det være uden forbehold, uanset om hun var kristen, muslim eller buddhist.
Bryllup på dansk og arabisk På seminariet gik jeg ind i studenterpolitik, og ved en demonstration mødte jeg Majbrit, der læste til socialrådgiver og var ordførende i Danske Studerendes Fællesråd. Vi forelskede os i hinanden og besluttede os for at blive gift, men først skulle vi præsenteres for hinandens familier. Et år før den afsluttende eksamen valgte jeg at tage i praktik i Indien et halvt år. Umiddelbart før jeg rejste, præsenterede jeg min kommende hustru for mine forældre og sagde: ”Her er min forlovede, og I har et halvt år til at acceptere Majbrit”. Mine forældre forsøgte at undertrykke deres modstand mod, at jeg giftede mig med en dansk pige og ikke en pige med muslimsk baggrund.
Dagen efter min hjemkomst fra Indien blev vi muslimsk gift hos mine forældre. Min bror, der er imam, udførte bryllupsritualet. Majbrits forældre kom til brylluppet, og som ateister generede ritualet dem, selvom det ikke indebar, at Majbrit konverterede til islam. Noget, min familie forgæves havde prøvet at overtale hende til. Senere blev vi formelt gift på Københavns Rådhus.
Vores bryllup er et eksempel på, at man godt kan feste sammen på tværs af kulturer. Før kl. 20 blev der ikke serveret alkohol af hensyn til vores muslimske familie og gæster. Derefter kunne gæsterne selv vælge, om de ville feste videre eller gå hjem. Jeg tror vores bryllup hjalp de to familier til at forstå, at Majbrit og jeg lever et liv på vores egne præmisser.
Grænser for familieindblanding Om nogle få dage føder Majbrit vores første barn. I ventetiden har vi drøftet mange ting, bl.a. vores grænser for familieindblanding. Majbrit og jeg har taget en beslutning om, at vores børn træffer deres egne valg om religion eller ikke religion, når de er modne til det. Bliver det en dreng, skal han ikke omskæres – det er bare ikke til debat.
Under Ramadanen besøger vi ofte min familie, men julen fejres hos Majbrits familie. Vi er enige om, at vores børn skal lære arabisk, og Majbrit forsøger at lære sproget. At opbygge nye livsrammer på tværs af to kulturer er en proces, der tager tid. At jeg nyder alkohol, at min levevis på mange måder er dansk, betyder ikke, at jeg er assimileret. Min identitet trækker på flere kulturer, og jeg har bevidst valgt, hvad jeg tager imod, og hvad jeg siger fra overfor. I dag har jeg et tæt forhold til mine forældre, men der er visse ting, vi ikke taler om, som fx alkohol.
Valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation Efter min eksamen blev jeg politisk valgt som faglig sekretær i PLS (Pædagogstuderendes Landssammenslutning), hvor jeg arbejdede på fuld tid i to år. Den sociale omsorg er drivkraften i mit politiske arbejde: At bidrage til et bedre samfund. Ved kommunevalget i 2005 blev jeg valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Her sidder jeg i Børne- og Ungdomsudvalget, hvor jeg bl.a. arbejder imod besparelser på daginstitutionsområdet og for bedre vilkår for tosprogede børn og unge.
Jeg er lidt skeptisk i forhold til, hvor meget det rykker at arbejde partipolitisk. Men jeg har tre år foran mig, og så får vi se, om jeg ønsker at fortsætte. Fagpolitiske aktiviteter lægger større pres på det politiske system, og vejen til politiske ændringer er mere direkte end i partipolitik. Palæstinakonflikten og kampen for palæstinensernes rettigheder ligger mig stærkt på sinde, og jeg deltager i mange aktiviteter omkring det. Så snakken omkring middagsbordet derhjemme drejer sig ofte om politik. Ud over at arbejde som socialrådgiver i en kommune, er Majbrit også politisk aktiv i Enhedslisten. Bl.a. vikarierede hun i Folketinget for folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil under hendes orlov.
Opsøgende gadearbejder I dag arbejder jeg som opsøgende gadearbejder i København med unge mellem 10 og 18 år. De har forskellige problemer, fra hashmisbrug til kriminalitet. Jeg forsøger at nå ind til de unge og samarbejder med forældre og skoler om at finde løsninger på problemerne. Bl.a. prøver jeg at introducere de tosprogede unge til ungdomsklubberne, et godt alternativ til gadelivet.
I mit arbejde kan jeg bruge min baggrund, for jeg ved ud fra egne erfaringer, hvad det vil sige at være splittet mellem to kulturer. Jeg har aldrig fortrudt at jeg skiftede uddannelsesspor: At være pædagog er sejt, og mange af mine venner misunder mig, at jeg har valgt et stabilt job. Jeg har aldrig mødt negative reaktioner på mit valg af uddannelse.
Mine valg har haft omkostninger Jeg har måttet sige farvel til mange af mine tidligere venner pga. de valg, jeg har taget i mit liv. Mange af mine gamle palæstinensiske venner tager afstand fra min danske levevis, og at jeg har valgt at gifte mig med en dansk pige. Også fra familien har vi mødt forbehold. Min anderledes livsstil har også haft konsekvenser i forhold til mine forældre. Jeg ville gerne bo sammen med dem, når de engang bliver gamle. Det kan bare ikke lade sig gøre: Forskellene er for store. Til gengæld kan jeg så støtte mine forældre på en anden måde.
Selv har jeg et afslappet forhold til religion, men finder glæde i at læse i Koranen en aften, hvor jeg har tid. Majbrit og jeg har en løbende diskussion om, hvorvidt man både kan være muslim og socialist, men for mig hænger det sammen. Jeg tager afstand fra, at nogle muslimer kræver respekt over for vores religion, når de ikke selv tolererer andres levevis. Her efterlyser jeg større imødekommenhed i religiøse kredse. Frihed skal der værnes om: Frihed til at kunne udtale sig om hvad som helst, lighed mellem kvinder og mænd og frihed til at være forskellige.
Info
Klik på ikonet for at høre om, hvordan Khaled og hans danske kone skaber deres egne traditioner
* Afspilleren anvender Flash!
Citat
"Jeg betegner mig selv som dansk palæstinenser - i dén rækkefølge"
Khaled Mustapha, København
Khaled Mustapha, København
Citat
"Min far så gerne, at jeg giftede mig med min palæstinensiske kusine. Min mor ønskede, at jeg giftede mig med en libanesisk pige."
"Jeg spiser ikke svinekød, ikke af religiøse årsager, jeg kan bare ikke lide det"
"For mig er ligestilling og social tryghed vigtigt, og det vil jeg altid kæmpe for"
Kvindekilder
Dansk kvindebiografisk leksikon
Tidsskrifter 1885-1920
Årstalslister
Politisk valgret 100 år
Kvinder i statsråd
Kommunal valgret 100 år
Mentornetværk
Den usynlige succes
Nye mænd i Danmark
