Chadi Abdul-Karim

Chadi Abdul-Karim ● Kunstnernavn C.A.K. Palæstinenser ● Født i 1978 i Libanon ● Efter 8 år i Tyskland flyttede Chadis familie i 1987 til Danmark ● Opvokset i Gjellerupparken ved Århus ● Begyndte at rappe som trettenårig ● Rapper, spiller teater, laver film, underviser og holder foredrag ● Har udgivet flere cd’er ● Fik Gjellerupprisen i 2005

• Perker, skrid hjem!
• Gjellerupparken
• Dårlig til mit modersmål
• Ansvar for familien som 13-årig
• Truet af politiet
• Provokerede at jeg var god til dansk
• Alzheimer – klinikken
• At plante et frø
• Teater og militærtjeneste
• Jeg vil gøre en forskel
• Gjellerup – vågn op!
• Jeg vil gøre verden bedre


Perker, skrid hjem!
Meget tidligt i mit liv fandt jeg ud af, at der findes både gode og onde mennesker. Som ni- årig flyttede min familie og jeg fra Tyskland til Danmark – til Starup, en lille by i Sønderjylland. Vi var de eneste udlændinge i hele Starup, og det var nyt for folk. Det skete, at vi vågnede op til ”Perker skrid hjem!”, malet på vores garagedør. Dengang forstod jeg ikke, at det var fordi, vi var udlændinge, at de ikke kunne lide én.

Med tiden mødte vi også en masse søde mennesker, og mine søskende og jeg fik gode venner. Efter 3 år i Starup blev vi smidt ud. Der skulle tjenes nogle penge på det hus, vi boede i.

Vores sagsbehandler rådede os til at flytte til Gjellerupparken i Århus. Vi fik at vide, at vi kunne blive mere integreret i det danske samfund, hvis vi boede sammen med nogle mennesker, der var ligesom os. Og så var der jo altid nogle, man kunne spørge på arabisk, hvad tingene hed på dansk. Kommunen flyttede os, fordi man mente, at det var den bedste måde at integrere folk på. Det var ikke noget min familie selv valgte. Jeg var ked af at forlade mine venner i Starup. Én af mine kammerater sagde til mig, at hvis han havde 1000 kr. ville han give dem til mig, så jeg kunne blive boende i huset. Han vidste jo ikke, at huset kostede en million.

Gjellerupparken
Det var et kulturchok at flytte til Gjellerupparken. Pludselig boede vi i en betonblok fyldt med udlændinge. En dag spurgte jeg en ældre dreng om et eller andet. Og han svarede mig på et elendigt dansk. Han er nok lige flyttet til Danmark, tænkte jeg. Det viste sig, at han havde boet her i 12 år. Det varede ikke længe, før jeg fandt ud af, at det ikke kun var ham, der talte dårligt dansk. Det gjorde de fleste af beboerne. Men hvorfor skulle de også lære dansk, når de kunne tale deres eget sprog med deres naboer og klassekammerater? Selv havde jeg lært det danske sprog hurtigt. Og hvis mine forældre skulle tale med kommunen eller skulle til læge, var det mig, der tolkede.

I Gjellerupparken mødte jeg en flok drenge, der spurgte, hvor jeg kom fra? ”Fra Starup”, svarede jeg. Jeg forstod ikke, hvorfor de grinede. ”Altså, hvad er du rigtigt? Hvad er din nationalitet?” ”Jeg er araber”. ”Det ved vi godt, men hvor kommer du fra?” Jeg havde aldrig før tænkt i de baner. Jeg smuttede hjem til min mor og spurgte hende. Hun fortalte mig, at vi var palæstinensere fra Libanon, men at jeg var født i Egypten. Det blev til: ”Hej, Chadi. Hvor kommer du fra?" "Jeg er født i Egypten". " Ok, så er du egypter.” Men det var en identitet, der blev påduttet mig. Hidtil havde jeg bare følt mig som Chadi.

Dårlig til mit modersmål
Det var også her, at det gik op for mig, hvad jeg havde tabt ved at blive så god til dansk: Jeg var blevet så dårlig til mit eget modersmål, at jeg ikke længere kunne kommunikere ordentligt med min egen mor. Jeg forstod ikke halvdelen af ordene, hun sagde. På det tidspunkt var min far alvorligt syg. Og det vigtigste for min mor var at finde ud af, hvad min far fejlede, og hvordan han kunne blive rask igen.

I de følgende to år så jeg ikke meget til mor. Hun var hele tiden på hospitalet hos min far, indtil han døde. I halvandet år gik min ungdom med at gå i skole, komme hjem og sidde på trappeopgangen, indtil min mor kom hjem. Vi børn måtte klare os selv.

Ansvar for familien som 13-årig
Min fars død ændrede min rolle i familien. Som ældste søn havde jeg ansvaret for familien. Men jeg var bare 13 år. Min nye status påvirkede mit forhold til min et år yngre bror. Nu havde han i tolv år betragtet mig som en jævnaldrende. Pludselig var det mig, der bestemte. Det havde han svært ved at acceptere. Min mor havde nok i sin sorg.

Overladt til os selv begyndte min bror og jeg at hænge ud med nogle småkriminelle unge. Efter skoletid lavede vi nogle frække drengestreger som fx at sparke døren ind på skolen for at stjæle papir til at tegne på. Nogle småting, som i vores øjne var vildt store: ”Jeg fik ti ark papir. Hvad fik du?” Men en dag havde min bror stjålet noget slik i en butik og blev snuppet. Politiet kom hjem til os. Og min mor brød fuldstændigt sammen. Det var slemt nok, at min far var død. Men nu kom politiet og sagde, at hendes søn var kriminel. Hendes voldsomme reaktion fik mig til at tage beslutningen om, at jeg ikke længere ville være med i gruppen. Dermed var jeg ikke længere på vej ind i kriminalitet.

Truet af politiet
Desværre blev min bror hængende i det dårlige selskab, der afstedkom ubehagelige besøg af politiet. Især én episode står klart i min erindring. En dag var jeg alene i lejligheden sammen med min første danske kæreste. Det ringede på døren, og politiet stod uden for døren og spurgte efter min bror. De insisterede på at komme ind. Jeg sagde ok under forudsætning af, at de ikke gik ind på min mors værelse.

Senere så jeg den ene betjent gå ind i hendes værelse, og jeg råbte, at jeg ville klage til hans chef. Han tog mig om struben og bankede mig op mod døren: ”Nu skal du ikke være en møgunge, for ellers går det værst ud over dig selv.” Min kæreste begyndte at græde. Betjenten kiggede på hende og sagde, at hun skulle passe på, hvem hun hang ud med. Så skred de. I mange år efter hadede jeg politiet. Efterfølgende har jeg dog også mødt mange ordentlige betjente, der har givet mig en mere nuanceret opfattelse.

Provokerede at jeg var god til dansk
Hver gang jeg har ønsket en forandring i mit liv, har jeg selv måttet sparke tingene i gang. I skolen gik det ad helvede til. Og jeg besluttede mig for at finde en ny. Jeg følte ikke, at jeg lærte noget. Det provokerede nogle af mine arabisk talende kammerater, at jeg var god til dansk. Jeg kom tit op at slås med dem, fordi de mente, at jeg følte mig bedre end dem. Skoleinspektøren blev sur, da jeg meddelte ham årsagen til, at jeg ville meldes ud af skolen. Men jeg fik lov til at starte en ny skole uden problemer.

På den nye skole kom der fart på mit liv. Jeg var den første udlænding på skolen og tilmed hip hopper. Først virkede det skræmmende på mine nye omgivelser. Men heldigt for mig gik nogle af de mest populære drenge i min klasse. De kunne lide mig, og jeg kom ind i den mest populære kreds på skolen. Fordi jeg både rappede og dansede lidt, blev jeg kontaktet af et byrådsmedlem i Århus, Jens Winther. Han havde startet en gruppe, der hed Black Top Team. Gruppen bestod af unge med indvandrer/flygtningebaggrund, der tog rundt på skoler og debatterede, dansede og rappede. Ideen med projektet var at nedbryde fordomme. Noget jeg gerne ville bidrage til. En dag var en af debattørerne syg, og jeg blev bedt om at træde ind i stedet. Ved den lejlighed gik det bare op for mig, at jeg var god til at snakke.

Alzheimer – klinikken
Jeg fandt sammen med en anden i gruppen, Liam med dansk-irsk baggrund (Nu L.O.C.). Vi lyttede til den samme musik bl.a. rapperen Tupac Shakur. Vores fælles udgangspunkt var vores opvækst i Århus Vest kvarteret og vi var begge godt trætte af, at der blev snakket dårligt om Gjellerupparken, og at vi blev opfattet som problemborgere. Hvordan kan det være, at de lige sviner os til, når det ikke er så slemt? Vi ville gerne gøre folk stolte af det sted. Sammen startede vi den her store bølge af rap, der nu hedder Århus V rap. Vi dannede gruppen Alzheimer Klinikken og blev hurtigt populære. I mange år gav vi koncerter og turnerede rundt og vi udgav samtidig to cd’er (Respekten stinker, 1997 - Første Træk, 1998 ). Når vi var ude at rappe, elskede vi at tage folk ind på scenen, bl.a. en lille knægt, der hed Ausamah (nu kendt som rapperen USO). På et tidspunkt kom vi i kontakt med rapperen Jokeren, som vi beundrede. ”I er bare så gode, og I repræsenterer noget helt nyt”, fortalte han os.

At plante et frø
En aften, hvor jeg stod og rappede, havde jeg skrevet noget meget personligt om min broder. Ude blandt publikum så jeg en gut, der virkelig stod og lyttede intenst til det, jeg sang. Det blev med ét klart for mig, at jeg ikke kunne fortsætte med at skrive ligegyldige tekster. Jeg blev nødt til at skrive om ting, der var personlige. Jeg kunne se på den knægt, at jeg havde plantet et lille frø i ham. At min tekst havde fået ham til at føle, at han ikke var alene om det han bar rundt på. Oplevelsen kastede mig ud i en begyndende identitetskrise. Jeg måtte kigge indad for at finde svaret. Når jeg så igennem min kultur, religion og familie, kom spørgsmålet: Hvem var jeg så?

Alle andre vidste, hvem Chadi var. Uden for Gjellerupparken var jeg perker. I København var jeg jyde. Når jeg var på familiebesøg i Tyskland, var jeg dansker. Det var en lang og hård rejse ind i mig selv. Jeg kunne ikke længere skrive om ligegyldige ting. Jeg ville gøre en forskel. Mine tekster blev dybere. Men processen med at få sat mine tanker og følelser på ord var langt sværere end før. Nu blev jeg nødt til at vente på, at det kom til mig. Undervejs gled Liam og jeg fra hinanden og til sidst skiltes vores veje. Vi ville begge noget andet. Han dannede et nyt orkester B.A.N.G.E.R.S. med bl.a. Ausamah (USO). Og det gik dem vældig godt.

Teater og militærtjeneste
Efter at have gået på Den Fri Ungdomsuddannelse i en periode blev jeg smidt over på teateret Opgang 2. Teatret spillede stykker, der tematiserede mødet mellem mennesker af forskellig etnisk oprindelse. De kunne se, at jeg var kunstnerisk anlagt. Instruktøren Pia Marcussen så et talent i mig, og jeg blev tilknyttet ungdomsscenen. Jeg havde let ved at slippe hæmningerne på en scene. Om publikummet talte 10 eller 500 mennesker var ligegyldigt for mig. Sceneskræk kendte jeg ikke til. Jeg nåede at spille med i et par forestillinger, før jeg skulle ind og aftjene min værnepligt. På sessionen tilbød de mig at komme i beredskabskorpset, der kun tager tre til fire måneder. Til deres overraskelse insisterede jeg på at komme et sted hen, hvor man ikke bare sad den af. Jeg ville have noget ud af det. Og i øvrigt var det mod min natur ikke at gøre noget helhjertet. Så det endte med et helt år i livgarden i København. Hurtigt forstod jeg, at det vigtigste i militæret var den ydre facade. En facade som man nemt kunne gemme sig bag. Og bare man ikke blev opdaget, kunne man sagtens snyde sig fra meget. Det stødte mig, for jeg vil gøre tingene 100 procent.

Jeg vil gøre en forskel
Efter min værnepligt sagde jeg ja til et job som skuespiller i Opgang 2’s turnéteater. Gennem årene har jeg spillet med i mange forestillinger, der alle lagde op til en diskussion om fordomme og modsætninger mellem danskere og indvandrere. Senest i et stykke, der hed Deadline, hvor jeg spillede en fængslet arabisk mand.

Stykket gav et mere nuanceret billede af den kriminelle mand og stillede skarpt på årsagerne til, at han havnede i kriminalitet. Det var fedt at mærke, hvordan publikum blev påvirket af stykket, der blev set af næsten 30.000 mennesker. At opleve, at man var med til at gøre en forskel. Stykket bevægede også min mor: ”Det er din brors historie”, lød hendes kommentar. Stykket blev opført på mange skoler rundt omkring i landet og set af mange unge med etnisk minoritetsbaggrund. Deres reaktioner bekræftede mig i, at jeg skulle fortsætte med at lave teater og lave de ting, der gjorde mig synlig.

Jeg føler mig forpligtet til at være et godt eksempel for de unge. At de kan se, at det kan lade sig gøre: At det er en perker - en udlænding, der står på scenen. At han er god til at rappe. At det er en af os, journalisterne skriver pænt om. Hvis han kan, så kan jeg sgu også. Den tanke vil jeg gerne være med til at plante i dem – også i de unge i Gjellerupparken. For problemet er, at de unge i Gjellerup har masser af rollemodeller: Gangstertyper med guldkæder, der sælger stoffer og kører rundt i en Mercedes. De er forbilleder for de unge. Det vi har brug for er positive rollemodeller. Nogle der kan vise en anden retning at gå i.

Gjellerup – vågn op!
Jeg har aldrig haft et hjem. Jeg er palæstinenser. Hallo, jeg har aldrig været i Palæstina. Jeg kommer fra Danmark. Ja, men Danmark accepterer mig ikke. Gjellerup er det eneste sted, hvor jeg er blevet accepteret. Det er mit hjem.

Får man hele tiden at vide, at man er et problem, så bliver man et problem. Hvis et sted længe nok får at vide, at det er dårligt, så ender det med at blive et dårligt sted. Her har medierne et stort ansvar. Efter 11. september 2001 gik det tilbage. Muslimer følte, at hele verdenen hadede dem. Dagligt fik man hadet at føle på gaden. Dertil kom Irak krigen, som Danmark støttede. Vi var mange, der havde svært ved at forstå, hvorfor Danmark hoppede med på den vogn. Senere kom Muhammed tegningerne, der krænkede, hånede og latterliggjorde mange muslimer.

Det kan godt være, at man har ytringsfrihed i Danmark, men der er også noget, der hedder sund fornuft. Israel begyndte at bombardere Libanon. Politiet gav foreningen Stop islamiseringen af Danmark, tilladelse til at demonstrere i Gjellerupparken - en demonstration, der ellers havde fået afslag i andre byer i Danmark.

Da en familie blev sat på gaden, fordi en lille møgunge havde lavet kriminalitet, gik folk amok i Gjellerup. Al selvtillid og håb forsvandt. Det startede med ild i skraldespande. En historie som medierne blæste op. De unge, der stod bag, følte sig som små stjerner og tog grovere midler i brug. Jeg begyndte at miste håbet. Havde jeg virkelig spildt mit liv på at gøre Gjellerup til et bedre sted? Jeg var nødt til at gøre noget. En nat jeg ikke kunne sove, fik jeg ideen til at lave koncerten ”Gjellerup – vågn op”. En lang række navne som Marc Johnson, Ali Kazim og Red Zam Zam og mange andre sagde ja til at optræde. Beboere og lokale foreninger og klubber sluttede op omkring ideen og gjorde et stort stykke arbejde. Det var et wake-up call for folk i Gjellerupparken om at tage sig sammen. Arrangementet handlede ikke om, at fem procent ødelagde det for resten. Men om at 95 procent gav de fem procent lov til at ødelægge det for resten. Gjellerup skulle vækkes og forandres til det bedre. Og jeg tror, at det lykkedes. Efter koncerten flyttede jeg væk fra Gjellerup.

Jeg vil gøre verden bedre
I dag arbejder jeg stadig som skuespiller i teatret Opgang 2 og har en af hovedrollerne i forestillingen Danish Dynamite. Stykket handler om et tilfældigt møde mellem en 70-årig dansk mand og en yngre mand med arabisk baggrund. Jeg rapper stadigvæk. Og så laver jeg også kortfilm. Jeg er ved at lægge sidste hånd på en dokumentarfilm om en klub i Gjellerup. Den eneste fritids- og ungdomsklub i et område med 7000 mennesker. 45 procent er under 21 år. Klubben er truet af lukning. Og mit håb med filmen er, at den kan vise, hvor nødvendig klubben er for området.

Jeg ser ikke mig selv som kunstner, men som én der udtrykker sig gennem kunstneriske virkemidler. For mig er målet vigtigere end midlet. Og målet med mit kunstneriske arbejde er at være med til at gøre verden til et bedre sted at leve i.

I dag bor jeg ikke længere i Gjellerup. Jeg mødte en pige, der forandrede hele min verden. Før jeg mødte hende, fik jeg dårlig samvittighed over at leve et godt liv, mens mennesker i verden blev slået ihjel eller døde af sult. Hun gav mig en verbal lussing: At jeg skulle skamme mig over ikke at udnytte det liv, jeg havde fået. Hun fik mig til at indse, at mit liv ikke længere kun handlede om Gjellerup. Jeg skulle videre i mit liv. Om mit liv bliver sammen med hende, er der ingen af os, der ved på nuværende tidspunkt. Derfor har jeg ikke nogen slutning på min historie.