Integration er også at turde stå frem og sige sin mening. Man skal tage et socialt, etisk og målrettet ansvar i stedet for at forvente, at andre løser ens problemer. Tingene sker ikke af sig selv!
Født i Pakistan i 1973 ● Familiesammenført i Danmark i 1976 ● Student i 1993 ● Uddannet i kommunikation og marketing på Den Grafiske Højskole samt Executive MBA & Leadership på Copenhagen Business School ● Kommunikationskonsulent i Integrationsministeriet ● Ansvarlig for kampagnen ”Brug for Alle Unge” ● Siden 2005 kommunikationschef i World Diabetes Foundation
Prestige i at kunne klare sig selv Allerede som en lille dreng følte jeg min verden var indelukket. Jeg ville ud og opleve noget. Min mor var syg og indlagt på et hospital. Hun skulle have fjernet sin ene nyre. Imens blev jeg passet af mine to ældre søskende. Når jeg en enkelt gang var alene nede i gården tænkte jeg kun på at løbe ud og se, hvad der foregik ude på gaden. Nysgerrigheden efter at se, hvad der foregik andre steder, har jeg stadig.
Egentligt er jeg født i Pakistan, men som treårig rejste jeg med min mor og to ældre søskende til Danmark, hvor min far havde skabt sig en tilværelse og fast arbejde, som kunne forsørge familien.
Som mange andre mænd fra Pakistan var min far rejst til Vesten i begyndelsen af halvfjerdserne for at finde arbejde. At hans valg faldt på Danmark skyldtes bl.a., at der her var mulighed for, at min mor kunne blive opereret. Selvom min far havde en farmaceutisk uddannelse, kunne han kun få arbejde som fabriksarbejder. Arbejdet var hårdt, og det gjaldt om at bide tænderne sammen. Der var prestige i at kunne forsørge sin familie.
De første mennesker vi lærte at kende i Danmark var hjælpsomme danske familier i vores opgang, der kom og forærede os brugte møbler og hjalp os med at blive en del af familien Danmark. Da vi ankom til København, havde vi jo ingenting.
Læste for hurtigt Sammen med mine to ældre søskende voksede jeg op på Frederiksberg. Vores opdragelse var streng, og der var faste rammer for, hvad vi måtte. Det blev understreget, at vi kun kunne klare os i Danmark, hvis vi holdt sammen og fik skabt os et netværk. Vi blev mødt med forventninger om, at vi skulle lære dansk hurtigt, så vi kunne følge med i skolen.
I folkeskolen på Bülowsvej, følte jeg mig godt tilpas, selvom skolen var meget traditionel. Om morgenen stod alle eleverne på lange rækker og sang morgensang og bad Fadervor sådan lidt halvdiktatorisk, imens skoleinspektøren stod og holdt øje med de elever, der ikke sang med. I femte klasse blev jeg pludselig sendt til ekstra danskundervisning. Noget jeg ikke rigtig forstod, da jeg kunne forstå alle de bøger, jeg pløjede mig igennem på biblioteket efter skoletid. ”Du taler for hurtigt”, lød forklaringen. Og så brugte jeg to år på at gå til undervisning i at tale langsomt.
Børnefødselsdage, klassefester og lejrskoleophold måtte jeg gerne være med til. Helt så let var det ikke for min søster. Mine forældre havde et andet syn på, hvilke aktiviteter hun måtte deltage i. Det var svært for dem at forstå, hvor vigtigt det var for min søster at være sammen med sine klassekammerater uden for klasseværelset. Senere i gymnasiet måtte hun kæmpe for at få lov til at gå til fester. Det havde noget at gøre med begreber som ære. Familiens døtre skal sikre familiens ære og omdømme. Derfor er der meget fokus og kontrol med døtrenes opførsel. Men gradvist fik min søster lov til at gå til det, hun ville, men det krævede mange diskussioner og forhandlinger.
Mine forældre ønskede, at deres børn klarede sig godt. Og paradoksalt betød det ”at klare sig godt” også, at vi fik danske venner og kunne skabe os en plads i det danske samfund.
Gymnasiet ændrede min verden Efter 10. klasse gik jeg på Frederiksberg Gymnasium, matematisk linie. Det blev en afgørende periode i mit liv. Her fik jeg indsigt i en masse emner som historie, kultur og samfundsforhold og jeg læste en masse bøger om andre kulturer. Samtidig blev det ekstremt vigtigt for mig at lære mig selv at kende: Hvem var jeg egentlig? Hvor kom jeg fra? Hvad havde jeg fået med mig i bagagen?
Indtil da havde jeg slet ikke kigget på, hvad der var i min medbragte ”kiste”. Først i gymnasiet løftede jeg låget og begyndte at stille en masse spørgsmål: Hvad betød islam for mig? Hvad er kultur? Er der andre, der føler ligesom mig. Hvad med ægteskab og kærester? Hvad med de værdier jeg kommer med? Hvordan skal jeg navigere både i forhold til det danske samfund og min familie? Men jeg fandt ingen svar.
Hvem er jeg? Min vennekreds bestod dengang kun af danskere. Og jeg besluttede mig for at melde mig ind i POEM, Paraplyorganisation for Etniske Minoriteter. Her mødte jeg en masse andre mennesker, der var ligesom mig med samme indstilling og problematikker inde på livet.
På samme tidspunkt blev etniske minoriteter hængt ud i medierne af bestemte politikere. Den hetzagtige omtale af indvandrere gjorde et stort indtryk på mig og det gav mig lyst til virkelig at gøre en forskel, vise flaget og sige: Hej, vi er en del af samfundet, og vi kræver en eller anden form for accept.
Der var brug for en diskussion, og sammen med nogle meningsfæller fra POEM arrangerede vi en større kampagne mod fremmedangst. Bl.a. holdt vi foredrag på skoler rundt om i landet, arrangerede koncerter og andre aktiviteter, hvor unge med etnisk minoritetsbaggrund optrådte. Mange af de personer, som udviklede kampagnen dengang er i dag nogle af min bedste venner.
Identitetsfaktoren er vigtig, når du møder andre. Derfor gav mødet mig ro på de indre linier. Vi hjalp hinanden med at håndtere vanskelige situationer. Da en af mine venner skulle præsentere sin danske kæreste for sin far, tog jeg med vennen hjem og hjalp ham med at få talt tingene igennem med sin familie.
Du må selv sætte gang i dit liv Sammen kunne vi bekræfte, afklare og hjælpe hinanden med at finde svar på spørgsmål, som det i sidste ende kun er dig selv, der kan svare på. At finde svar, drejer sig dybest set om, hvilke beslutninger du er nødt til at tage for at kunne leve dit eget liv.
Der sker ingenting, hvis du ikke selv sætter en proces i gang og gør handling til ord, som du kan stå ved. Jeg tog konflikten med mine forældre og fik sagt, at min fremtid bestemte jeg selv over, også hvem jeg ville giftes med. Og det blev accepteret af mine forældre. Også at jeg havde danske kærester.
Lettere for drenge Beslutninger, der går imod forældres forventninger og værdier, er lettere at tage for en dreng end en pige. Især når de drejer sig om kærester og seksualitet. Ingen etniske minoriteter sidder og taler om seksualitet omkring middagsbordet, det ligger ikke i vores kultur at gennemføre den slags diskussioner. Ikke engang ens seksuelle debut er noget, man snakker om for seksualitet før ægteskab er et tabubelagt område.
I en periode arbejdede jeg som frivillig konsulent i TTT, Transkulturelt Terapeutisk Team, der rådgiver unge indvandrere i konflikt. Ofte sad jeg over for unge kvinder, hvis forældre ville tvangsgifte dem med en mand fra hjemlandet. De sad i et frygteligt dilemma: Nægtede de ægteskabet, betød det et farvel til familien og et liv i ensomhed. Netværk havde de intet af, og de kunne ikke dele deres frygt med andre ligesindede. I flere tilfælde lykkedes det at mægle mellem parterne og få forældrene til at lytte og forstå. Men hensynet til familiens omdømme vejede oftest tungest. De heldigvis få konflikter, der er endt med et æresdrab, får én til at stille spørgsmålet: Hvorfor greb ingen tæt på familien ind i tide? Og hvorfor er mennesker med så forældede begreber og værdier egentligt flyttet her til Danmark?
Militærtjeneste Efter gymnasiet meldte jeg mig som frivillig værnepligtig og aftjente ti måneders tjeneste hos Ingeniørtropperne på Farum Kaserne. Jeg ville vise mit værd som aktiv samfundsborger. Det år var jeg den eneste med indvandrerbaggrund. Allerede den første dag, meldte vores delingsfører klart ud, at han ikke tolererede nogen form for diskrimination: ”Sker det, kommer I simpelthen i kachotten”. Jeg havde stort set ingen dårlige oplevelser og blev behandlet på lige fod med de andre værnepligtige. Selvom militæret var fysisk hårdt, vil jeg klart anbefale det til andre. Her får du prøvet dig selv og dine grænser af, og man oplever en stor accept af ens kvaliteter ved at gøre samfundstjeneste.
Min mor fik brystkræft Umiddelbart efter jeg blev hjemsendt fra militæret, fik min mor konstateret brystkræft. Min bror arbejdede i Singapore, min søster studerede til tandlæge og min far arbejdede hele tiden. Men heldigvis kunne jeg træde til og være der for hende. Det var hårdt at opleve hende så syg. At se hende gennemgå en række strålebehandlinger og kemoterapi.
Hun led under, at hele hendes familie boede i Pakistan. Og det var belastende for hende ikke at kunne snakke med nogen, der selv havde sygdommen. Efter et længevarende sygdomsforløb døde hun, kun 52 år gammel.
Tabet af min mor er det mørkeste kapitel i mit liv. Det tog mig nogle år, før jeg igen begyndte at fungere normalt. Stadigvæk er det svært at leve uden hende. Udover at være min mor var hun også min bedste ven og fortrolige. Det var hende, der sagde, at jeg skulle leve mit liv, sådan som jeg gerne ville. Min mor har været med til at forme mig som den person, jeg er i dag. Og jeg håber på, at det jeg gør i dag og de værdier jeg står ved, ville have gjort hende stolt.
Reklamebranchen Min mor bakkede mig da også fuldt op, da jeg besluttede mig for at uddanne mig som fotograf. Allerede som lille dreng, løb jeg rundt og tog billeder med et fotoapparat, som mine forældre forærede mig. Mens jeg var i militæret fik jeg den idé, at jeg ville lære at fotografere ordentligt. Jeg var heldig at få arbejde hos en fotograf, hvor jeg lærte faget. Men det tændte mig ikke for alvor.
På et tidspunkt fik jeg lyst til at prøve mig selv af inden for reklamebranchen. Jeg fik lavet en mappe med mine egne fotos, og det lykkedes mig at få selvstændige reklameopgaver. Det blev en spændende og sjov periode med forskellige arbejdsopgaver. At arbejde med reklamer bestod af mange processer, bl.a. konceptudvikling, tekstarbejde og marketing. Jeg følte, at jeg manglede noget teoretisk erfaring og besluttede mig for at tage en uddannelse i kommunikation og markedsføring på Den Grafiske Højskole.
På det tidspunkt boede jeg stadig hjemme, og mine forældre bakkede mig fuldstændigt op: ”Det er dit liv”. Og efter at have afsluttet min eksamen gik det meget stærkt med at få udfordringer rent arbejdsmæssigt. Min første ansættelse som projektleder blev kort, da et konkurrerende firma tilbød mig en stilling med højere løn. Arbejdet var stor set det samme.
Samtidig med at jeg lærte fantastisk meget inden for branchen, begyndte jeg at se på reklamebranchen med mere kritiske øjne. Tingene gik ekstremt hurtigt, alt drejede sig om prestige og at få bestemte typer som kunder. Efterhånden blev det sværere for mig at arbejde i et så reklamesmart miljø. Jeg følte mig ikke hjemme under diverse forhold. Spørgsmålet om, hvad jeg egentligt lavede her, dukkede jævnligt op. Så opstod tanken om, at jeg måske kunne være med til at udfordre det stereotype billede af etniske minoriteter fx gennem at lave kampagner.
Kampagnen ”Brug For Alle Unge” En dag så jeg en stilling i Urban avisen. Integrationsministeriet søgte en tosproget kommunikationskonsulent med erfaring i etniske minoriteter. Det var i 2003. Jeg søgte stillingen og fik den. ”Hvilke ideer vil du fremlægge for integrationsministeren?", spurgte kontorchefen til samtalen. Det var første gang, jeg fik mulighed for at komme tæt på den politiske beslutningsproces på Christiansborg, så jeg tænkte mig godt om. Hvorfor ikke lave en rekrutteringskampagne målrettet en bestemt uddannelse, hvor man ved, der bliver akut mangel på arbejdskraft i nær fremtid, nemlig social - og sundhedsuddannelserne, erhvervsuddannelserne, samt forsvaret?
Kampagnen fik titlen ”Brug For Alle Unge”. Budskabet var, at tørklæder og anderledes udseende ikke er en hindring, hvis du vil være hjemmehjælper eller få en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det er engagementet og kvalifikationerne, der tæller. I kampagnen indgik tørklæder for at understrege, at der var brug for alle også for dem, der bar tørklæde. Mange indvandrere kommer fra kulturer, hvor der er stor respekt for ældre mennesker. Dertil kommer, at man under uddannelsen får løn og mulighed for at videreuddanne sig.
Kampagnen fik en positiv effekt, idet antallet af ansøgninger til social - og sundhedsskolerne steg. Den blev fulgt op af andre initiativer bl.a. en image kampagne: ”En uniform - mange muligheder”, der skulle få flere unge indvandrere og efterkommere til at søge uddannelser indenfor bl.a. forsvaret, politiet, sikrings - og udrykningstjenesten. Kampagnen var også målrettet forældrene, der ofte forbandt politi og militær med magtmisbrug. Forældrene har meget at sige i forhold til deres børns valg af uddannelse, og det er vigtigt at de bliver bedre rustet til at støtte deres børn i at tage andre uddannelser end dem, de kender til.
Mange mennesker i integrationsministeriet gør faktisk et stort arbejde, som de ikke altid bliver værdsat for. Det betyder ikke, at jeg er enig i de sidste års mange stramninger bl.a. 24 års loven. - Hvordan hænger den lige sammen med, at vi lever i et land, der priser individets frie valg? Vi lever trods alt i et åbent samfund med rettigheder og en grundlov.
Turbo på karrieren For to år siden blev jeg kontaktet af Novo Nordisk, der opfordrede mig til at søge en stilling som kommunikationschef for en international Fond (World Diabetes Foundation). Ud af et hundrede ansøgere fik jeg jobbet. Det er et fantastisk job, som gør en forskel hver eneste dag, hvor jeg skal kommunikere på mange niveauer fra NGO’er, projektpartnere i udviklingslandene, International Diabetes Federation (verdens største patientorganisation for diabetikere til United Nations - World Health Organization).
Arbejdet indebærer mange rejseaktiviteter, da vi har mere end 100 projekter i nogle af verdens fattigste lande, som vi monitorerer i samarbejde med mange respekterede partnere heriblandt det Danske Udenrigsministerium og Danida.
Den bedste hjælp mod diabetes er at forebygge sygdommen. Bl.a. arbejder jeg med en strategiplan for, hvordan man oplyser og kommunikerer om diabetes blandt diverse målgrupper og influerer lobby arbejde på politisk niveau, samt skaber global oplysningsarbejde omkring diabetes i Afrika og Asien.
Arbejdet fylder meget i mit liv, og der er ikke plads til meget andet. Alligevel vil jeg ikke beskrive mig selv som et karrieremenneske. Arbejde er ikke alt, og jeg prøver at finde tid til at være sammen med min familie og venner.
Min bror er pakistansk gift og har to små drenge på henholdsvis to og fire år. Jeg har også en niece på 5 år, så der er godt gang i legene, når vi er sammen. Noget jeg prioriterer højt. Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg en dag selv gifter mig og får børn. Det begynder at trække i den retning, og jeg er klar til en familie. Nok sammen med en dansk pige, men jeg udelukker selvfølgelig ikke andre muligheder.
Integration kræver anerkendelse Religion er også en del af mit liv, uden at jeg går i moske og beder fem gange om dagen. Jeg tror på, at der er noget, der er større end mig selv, og at der er en mening med livet. Kulturel muslim plejer jeg at omtale mig selv. Jeg er nået frem til en afklaring i modsætning til mange andre om, hvem jeg er, og hvor jeg står.
Desværre overtager mange bare en bestemt måde at anskue verden på og glemmer fuldstændigt, at vi lever i et samfund med nogle helt andre retningslinier. Der står ingen steder i Koranen, hvordan man skal opføre sig som samfundsborger. Heller ikke at man skal påtvinge andre sin religion. Vi skal bevare vores sunde dømmekraft! Religion er noget personligt, og det skal man respektere.
Selvfølgelig så jeg gerne, at islam fik samme status som andre anerkendte trossamfund i Danmark. Vi har kirker og synagoger, men vi har ingen moskeer. Hvis man vil fremme integrationen, kræver det anerkendelse hele vejen igennem. Få bygget en moske og en gravplads!
Jeg har valgt at leve mit liv på en bestemt måde. Et liv der indebærer at tage et socialt og etisk ansvar for mig selv og mine medmennesker i dette samfund, selvom det har konsekvenser. Jeg vil gerne bidrage til fællesskabet og har derfor valgt at stille mig frem som et positivt eksempel og derved være med til at ændre folks syn på etniske minoriteter i Danmark. Derudover bidrager jeg med at deltage som repræsentant for etniske minoriteter i Rigspolitichefens følgegruppe for rekruttering af unge med anden etnisk baggrund end dansk. Mit råd til andre unge med minoritetsbaggrund er: At det er dig selv, der skal tage de første skridt. Føler du dig sikker på det, du står for, skal du ikke være bange. Hvis du ikke gør dine ord til handling, vil du fortryde det resten af dit liv.
Info
Klik på ikonet for at høre Jamal fortælle om at være dobbeltkulturel i det danske samfund
* Afspilleren anvender Flash!
Citat
"Hvis ikke du tager ansvar og efterlever de ting, som du siger, du står for, er det vanskeligt at få samfundet til at fungere. Det er et fælles ansvar"
Jamal Butt,
Jamal Butt
Citat
"Fordi forældre sender deres børn til modersmålsundervisning, bliver de jo ikke dårligere integreret i samfundet af den grund"
"Forældrene frygter, at deres egen kultur forsvinder pga. den danske påvirkning"
"At så mange unge indvandrere i dag er frustrerede over deres liv, skyldes måske, at de mangler et fællesskab, der kan give dem svar på nogle af de basale spørgsmål, de tumler med"
Kvindekilder
Dansk kvindebiografisk leksikon
Tidsskrifter 1885-1920
Årstalslister
Politisk valgret 100 år
Kvinder i statsråd
Kommunal valgret 100 år
Mentornetværk
Den usynlige succes
Nye mænd i Danmark
