Amir Rashid

Født i 1972 ● Vokset op på Nørrebro med pakistanske forældre, to brødre og en søster ● Uddannet politibetjent i 2000 ● I gang med en lederuddannelse inden for politiet


• Som ung var jeg en rod
• Taekwondo blev et vendepunkt
• I Illum Varehus lærte jeg at sige ’De’
• Jeg havde mest til fælles med jyderne
• Har du solgt din sjæl til djævlen?
• Mødte en dansk pige
• Husarbejde er også mit ansvar
• Min kæreste er betjent
• Underviser i kulturforståelse
• Rollemodel
• Min mor blev begravet i Danmark

Som ung var jeg en rod
”Hvordan er du blevet politibetjent, når du har været kriminel?” Det er et typisk spørgsmål, når jeg er ude at holde foredrag for unge mennesker. Og så fortæller jeg dem min historie. Jeg er født på Nørrebro. Som ganske ung begyndte jeg at hænge ud med nogle rodløse andengenerationsdrenge. Vi voksede op med en følelse af ikke at høre til hverken i Danmark eller i vores forældres hjemlande. Vores forældre forstod os ikke. De havde travlt med at tjene hurtige penge, så familien kunne rejse tilbage.

Den blanding var svær at håndtere. Går man rundt i en identitetskrise og ikke ved, hvem man selv er, så har man en masse frustrationer og aggressioner, man skal af med. For mig førte det til butikstyverier og hærværk. Den helt hårde kriminalitet røg jeg dog ikke ud i - takket være min far. Han var meget striks og forlangte, at vi børn skulle være hjemme om aftenen efter kl. 20. Netop når rødderne skulle ud at lave indbrud eller stjæle en bil. Det reddede mig fra en plet på min straffeattest, der ville have gjort det umuligt for mig at blive politibetjent.

En dag blev jeg taget i at stjæle af købmanden, og min far blev indkaldt til samtale på min skole. Her kom det frem, at jeg også havde problemer der: At jeg lavede ballade og ikke passede mine ting. Min far deltog ellers i alle forældremøder på skolen, men min søster oversatte for ham, og hun fremlagde tingene mere positive, end de var. Så før den samtale anede han ikke uråd. Jeg var nok den af os søskende, der var tættest på at ryge ud i noget snavs. De tre andre havde lettere ved skolen og klarede sig fagligt godt, mens jeg fik rollen som den utilpassede.

Taekwondo blev et vendepunkt
Umiddelbart efter mødet på skolen besluttede min far, at vi skulle flytte væk fra Nørrebro - til Vanløse. Det blev startskuddet til en helt anden tilværelse for mig. Indtil da gik jeg rundt med en frustrerende følelse af ikke at være god til noget, ikke at have nogen succesoplevelser. Men så blev jeg meldt ind i en taekwondo-klub i Rødovre. Og det viste sig, at jeg havde talent for kampsport. Sporten gav mig en mulighed for at bryde ud af rollen som kriminel rod. Jeg fik lov til at vise andre sider af mig selv og fik anerkendelse. Der blev lagt mærke til mig på den gode måde.

Det var det bedste, der kunne ske for mig på det tidspunkt. I begyndelsen var det sjov og ballade, men så blev det mere seriøst, og jeg begyndte at træne hver dag. Pludselig begyndte jeg at vinde nogle stævner, fik medaljer og blev inviteret til stævner rundt omkring i verden. Efter nogle år vandt jeg Danmarksmesterskabet på juniorholdet. Mine to brødre blev også bidt af taekwondo, og på et tidspunkt var vi alle tre på landsholdet samtidigt. Den disciplin jeg fik gennem sporten, kunne jeg overføre til min skolegang. Jeg kom til tiden, lavede mit hjemmearbejde og fik lært at skrive og læse ordentligt. Det betød, at jeg senere var i stand til at tage en krævende uddannelse.

I Illum Varehus lærte jeg at sige ’De’
Efter folkeskolen tog jeg en et-årig erhvervsuddannelse og fik læreplads som butiksassistent i Illum Varehus i 1991. Det vendte igen op og ned på det hele. Illum var et fint sted med andre normer, nye omgangsformer og fin tøjstil. Jeg lærte at sige ’De’ til kunderne og fik skiftet min garderobe ud med nobelt tøj. Senere tog jeg en lederuddannelse på MacDonald’s og lærte en masse der.

Både i Illum og på MacDonald’s var jeg en af de første ansatte med anden etnisk baggrund end dansk, og jeg blev mødt med en vis distance. Men mine kollegaer fandt hurtigt ud af, at mit dansk var lige så godt som deres, og at jeg ingen problemer havde med at klare mine arbejdsopgaver. Omvendt lærte jeg dem, at det var normalt for mange mennesker ikke at spise svinekød og drikke alkohol til julefrokoster.

En dag opfordrede min storesøster mig til at søge ind hos politiet. Hun havde været til et møde, hvor politiet opfordrede unge med anden etnisk baggrund til at søge ind. Jeg tænkte: ”Hvorfor ikke prøve?" I første omgang kom jeg ikke ind, da jeg dumpede til den faglige prøve, bl.a. i almen viden. Jeg havde aldrig interesseret mig for politik og samfundsforhold. Men nu begyndte jeg at suge viden til mig og følge med i, hvad der skete omkring mig. Næste gang jeg søgte ind, bestod jeg prøverne og blev optaget på politiskolen i 1998.

Det var også en beslutning, som min far var glad og stolt over. Min far var oprindeligt uddannet lærer. I Danmark kunne han ikke bruge det til andet end at bakke op om sine børns uddannelse. Mange pakistanske forældre valgte de hurtige løsninger og købte en kiosk eller en taxa til deres sønner. Så var deres karrierer lagt fast. Men mine forældres drøm var altid, at deres børn fik gode uddannelser. Og det lykkedes: I dag er min lillebror læge, min storebror afdelingsleder i en bank, og min søster er journalist og forfatter.

Jeg havde mest til fælles med jyderne
Den første tid på politiskolen var lidt af en udfordring for mig. For det første havde jeg ikke mødt jyder før. Ca. halvdelen på mit hold var fra Jylland. Mange af dem kom fra små byer og var meget uvidende om etniske minoriteter. De stillede selvfølgelig en masse sjove spørgsmål: Hvorfor udlændinge fik så mange børn? Hvorfor jeg ikke spiste svinekød, for det smager jo skide godt? Men da jeg lærte dem nærmere at kende, fandt jeg ud af, at vi havde mange fælles værdier: De tætte familiebånd og holdningen til den ældre generation. Det var en rar fornemmelse.

For omvendt gik jeg også og forestillede mig en masse ting om danskere. Jeg var nærmest vokset op i min fars købmandsbutik på Nørrebro, og der kom stort set ikke andet end alkoholikere. Dagligt så man de stakkels kontanthjælpsmodtagere komme og købe øl - aldrig mad. Det var med til at give mig et meget firkantet billede af danskere og danskhed som sådan. Jeg kom om bag facaden hos mine danske kollegaer og fik et andet perspektiv på det at være dansk.

Selvfølgelig mødte jeg også nogle politifolk, der i mange år havde arbejdet med kriminelle indvandrere, og som havde en masse fordomme. Som den første udlænding i uniform blev jeg tjekket lidt ekstra. Kunne jeg skrive rapporter, stave og alt det der? Men efter et stykke tid var det fint, at jeg var der, og at jeg var muslim:,”Fedt, at der også findes sådan nogle muslimer, i stedet for alle dem der løber rundt og laver ballade”. Så jeg rykkede en masse grænser på den sjove måde.

Politiarbejdet er ikke for sarte sjæle. Er man for fintfølende, er det ikke her, man skal være. Enhver arbejdsplads udvikler en særlig jargon, og det gør politibetjente også: En narkoman er en junkie, en indbrudstyv en røv. En kriminel indvandrer hedder en perker. Men 99,9 % af mine kollegaer mener ikke noget racistisk med det overhovedet. Enkelte gange bliver det for meget med alle de her perkere, og så spørger jeg, om de har talt mig med? Så falder der en undskyldning. Det bedste er at bruge humoren til at pille ved folks holdninger.

Har du solgt din sjæl til djævlen?
Det var som gadebetjent på Vesterbro, at mine diplomatiske evner for alvor kom på en prøve. Som synlig minoritet forventede jeg at møde fordomme hos etniske danskere. Men det blev højst til et ”strissersvin” fra en narkoman. Derfor kom reaktionerne fra ”mine egne” virkelig bag på mig. Unge indvandrere havde aldrig før set en mørk mand i politiuniform.

Først troede de, at jeg var adopteret. Men da de fandt ud af, at jeg også var andengenerationsindvandrer, så måtte det være fordi, jeg var gået over til fjenden – havde solgt min sjæl til djævlen. Jeg ødelagde deres billede af politiet som en flok hvide racister, der bare var ude efter dem pga. deres etnicitet. Ikke fordi de havde lavet ballade eller smadret vinduer.

Der var også masser af positive ting. Folk med anden etnisk baggrund, der stoppede mig på gaden med tårer i øjnene. De syntes, det var superflot at se en betjent med indvandrerbaggrund. Jeg husker især en ældre mand, der pludselig kom hen og gav mig et kram, mens min kollega fra Jylland kiggede lidt underligt.

Politiet gør virkelig en kæmpe indsats for at få flere betjente med indvandrerbaggrund. Det er en god udvikling, bare man ikke optager folk udelukkende pga. deres etniske baggrund. Så skaber man et A- og B politi. Man skal ikke forcere en udvikling, men lade den komme stille og roligt.

Mødte en dansk pige
Før jeg begyndte på politiskolen, flyttede jeg hjemmefra og på kollegium. Jeg ville ud at stå på egne ben. Det var stik imod pakistanske traditioner, og min far oplevede det som et nederlag. Oven i købet havde han lige købt et hus i Vanløse, hvor hele vores familie skulle bo sammen. Det pakistanske miljø i Danmark ved alt om alle, og man snager i hinandens sager. ”Hvis du flytter, skal du ikke komme her mere”, sagde min far. Jeg fortsatte alligevel med at besøge min mor, og efter en måned var min far lykkelig for mine besøg. Og det kunne ikke blive godt nok: ”Giv ham noget mad! Hans tøj skal vaskes!”. Så mødte jeg en dansk pige. Vi var meget unge, da vi besluttede os for at flytte sammen og blive gift. Det gav igen problemer med min far, og det tog ham lang tid at acceptere.

Husarbejde er også mit ansvar
Jeg var vokset op med, at min søster og min mor ordnede alt det praktiske husarbejde derhjemme. Men min danske kone fik det der med kønsrollerne sat på plads. Hun gad selvfølgelig ikke være alene om at lave mad og gøre rent. Et krav, jeg ikke accepterede uden videre. På et tidspunkt røg vi fra hinanden. Da vi fandt sammen igen, forklarede hun mig, hvordan hun gerne ville have det. Jeg indså det rimelige i, at jeg også lavede mad, handlede ind og gjorde rent. Alt det, der gør et forhold ligeværdigt. Men det tog sin tid at forstå det.

Vores ægteskab holdt ikke, da vi var meget forskellige. Måske fordi jeg blev politibetjent og havde svært ved at slippe mit arbejde, når jeg havde fri. Hvis jeg sagde ja til overarbejde, fik jeg et helvedes bøvl bagefter. Efter bruddet med min kone legede jeg lidt med tanken om at finde mig en pakistansk ægtefælle. Men gifter man sig med en pakistansk kvinde, er det hele hendes familie, man gifter sig med. Og det havde jeg ikke mod på.

Min kæreste er også betjent
I dag er jeg kæreste med Sanne, der også er politibetjent. Det gør tingene lettere, at vi begge er betjente og tænder på de spændende opgaver. En vagt uden en eneste melding på radioen er en dødsyg vagt. Vi kan begge lide at være med, hvor der sker noget, der afprøver vores grænser. Sanne og jeg mødte hinanden på det helt rigtige tidspunkt. Vi har begge været igennem omvæltninger i vores liv og har stor forståelse og respekt for hinanden. Jeg elsker hende for alt det, hun står for. Ikke mindst hendes store hjerte med plads til både mig og min søn.

Vi er flyttet sammen i et dejligt hus uden for København, og der er ingen tvivl om, at hun er kvinden i mit liv. For tiden er vi i fuld gang med at planægge vores bryllup. Det skal foregå i Thailand på en strand med solnedgang og palmer. Selvfølgelig er der fulgt en masse ting med, og vi skulle vænne os til hinandens måde at leve på. At jeg ikke er helt dansk og siger nej til svinekød. Eller at jeg er meget respektfuld over for min far. Der skal virkelig meget til, før jeg modsiger ham, også selv om han er forkert på den. Men han har virkelig ofret mange ting i sit liv, fordi han elskede os børn så meget. Det har bragt ham på kant med det pakistanske miljø, bl.a. fordi flere af hans børn har fundet danske ægtefæller. Med tiden har han dog lært at acceptere sine børns valg og valgt at ignorere det pakistanske samfund.

Underviser i kulturforståelse
Siden jeg blev færdig som betjent i 2000, har min karriere taget fart. I dag er jeg halvvejs igennem en lederuddannelse inden for politiet. Det er en udfordring at prøve sig selv af og se, hvor langt man kan nå. Har jeg øjnet en chance for at komme videre i systemet, har jeg taget den. Jeg satser klart på at få en eller anden form for lederstilling. Det kunne være fedt at blive den første kriminalinspektør med anden etnisk baggrund.

Jeg har altid betragtet min baggrund som en fordel, også i mit arbejde. Jeg kender så at sige loven fra begge sider. Og jeg kender de psykologiske mekanismer, der får unge indvandrere til at handle, som de gør. Den viden bruger jeg, når jeg underviser i kulturforståelse på politiets videreuddannelser. Jeg giver mit bud på, hvordan man som betjent kan tackle unge indvandrere. Bl.a. ved at tænke over de signaler, man udsender: Et venligt kropssprog og en positiv dialog kan forhindre mange konflikter i at udvikle sig.

Rollemodel
Ved siden af mit politiarbejde tager jeg også ud og holder foredrag og underviser, fx buschauffører og metromedarbejdere. I deres job bliver man ofte overfuset af vrede unge indvandrere og kaldt for racist. Et ubehageligt ord, som mange reagerer voldsomt på. Racisme betyder forskelsbehandling, men ofte handler det mere om at finde svagheder hos den anden: Er han rødhåret, kalder jeg ham for røde. Er han mørk og etnisk, kalder jeg ham for sorte svin. Er man buschauffør og kræver en billet, er man racist.

Det bedste ved min foredragsvirksomhed er, at jeg får mulighed for at tale med unge indvandrere på skolerne. De kan se mig som en rollemodel: At selvom man møder modstand i Danmark, kan det lade sig gøre at blive til noget. For nogle unge med indvandrerbaggrund er det en meget stor ting at tale med en person, der kan sætte sig ind i deres problemer, give dem gode råd og være med til at få dem på ret køl igen. Jeg har fået nogle tilbagemeldinger fra gymnasielever, som næsten gav mig tårer i øjnene.

Det føles godt at give noget videre til unge mennesker. Noget, jeg også gør inden for taekwondo som assisterende træner på landsholdet. Så længe jeg har noget at bidrage med, fortsætter jeg. Og så er jeg et konkurrencemenneske. Det spiller også ind, at min søn er vild med taekwondo og har anlæg for kampsport. Han er tit med mig ude til stævnerne, også når jeg underviser på landsholdet. Det nyder vi begge meget.

Min mor blev begravet i Danmark
Jeg føler mig heldig, når jeg ser tilbage på mit liv. Det kunne have gået anderledes skævt. De fleste af mine venner fra Nørrebro er faldet til ro, som taxachauffører, grønthandlere eller pizzeria-ejere. Men en del blev misbrugere, andre kom til at skyde hinanden eller kørte galt i en stjålen bil. Enkelte er fortsat i den kriminelle verden og er højt oppe i forbryderhierarkiet.

Den eneste skygge i mit liv er savnet af min mor. Hun døde for to år siden. Det er smertefuldt at miste en af sine forældre, især fordi hendes sygdomsforløb var både langt og pinefuldt. Jeg var meget knyttet til hende, og hun var klart familiens samlingspunkt. Min mor ønskede at blive begravet i Pakistan, men min far fik hende overbevist om, at hun skulle begraves i Danmark: ”Det her er vores land. Der er her, vores børn kommer og besøger vores gravsten. Det er her, de beder en bøn for os”. Min far har købt en gravplads ved siden af min mors. For mig er det et ydre symbol på, at mine forældre har taget Danmark til sig som deres første land.