Jun Feng

 Født i 1965 i Shanghai i Kina ● Bachelor i matematik i 1986 ● Flygtede til Thailand i 1989 og levede som buddhistisk munk ● Sad fængslet i Laos ● Kom til Danmark i 1992 ● Magisterkonferens i 2002 ● Modtog den svenske Tucholskypris i 2003 ● Har udgivet selvbiografien Tiden er til fest og digtsamlingen Mod Nord
 

• Allerede som barn gjorde jeg oprør
• Undergrundsdigter
• Forsonet med min far
• En provokation
• Flugten fra Shanghai
• Buddhistisk munk
• Nyt tøj og en bankbog
• Lærte mig selv dansk
• På højskole
• Magisterkonferens i filosofi
• Min første bog på dansk
• Prismodtager
• Kærligheden er vigtig


Allerede som barn gjorde jeg oprør
Som barn havde jeg ikke den store kontakt med mine forældre. Min far var officer i hæren og arbejdede i provinsen. Og mine forældre mødtes kun en gang om året, når han fik en måneds orlov i det kinesiske nytår. Især min mor var glødende begejstret for det kommunistiske system og arbejdede som redaktør på partiets uddannelsesforlag i Shanghai. Hun arbejdede så meget, at hun glemte sin familie. Da jeg blev født, efterlod min mor mig hos min mormor de første fem år af mit liv. Jeg elskede at bo hos min mormor. Men så forlangte min farmor at få mig, og i hendes verden var der ikke rart.

Fra at være en glad dreng blev jeg et problembarn i skolen. Det var min måde at gøre oprør på. Min farmor kunne ikke længere holde mig ud, og jeg blev flyttet til min far i et militært område i Sichuan-provinsen, mens min syv år yngre søster voksede op hos min mor. Min far opdrog mig med hård hånd og forsøgte at gøre mig til et lydigt barn, men jeg fortsatte med at gøre uartige ting. En dag skrev jeg ”Ned med formand Mao” på skolens gymnastikplads. Det var en alvorlig ting at gøre under kulturrevolutionen og var ved at koste min far jobbet.

Undergrundsdigter
Først da jeg var færdiguddannet fra universitetet med en bachelor i matematik, fik min far og jeg et tættere og varmere forhold. Efter min eksamen arbejdede jeg som matematiklærer på et gymnasium i Shanghai. Allerede som ung havde jeg skrevet digte, og det fortsatte jeg med på universitetet. I begyndelsen skrev jeg digte til en pige, jeg var forelsket i. Men sammen med digteren Momo dannede jeg så undergrundsgruppen ”Sayjiaoisme”, der på kinesisk betyder ”således som et forkælet barn opfører sig”. Snart sluttede andre digtere sig til.

Vi stod for en helt ny digtning og holdt masser af oplæsninger på universiteterne. Samtidig udgav vi et undergrundsblad med digte, der ironiserede over det kommunistiske styre. Ofte mødtes vi i mit hjem, og min far lyttede interesseret til vores samtaler og digte. Vi begyndte at se på hinanden med andre øjne.

Forsonet med min far
På det tidspunkt var min far en desillusioneret mand. For mig var han systemets mand. ”Jeg var nødt til at holde masken”, forklarede han senere. Som barn så jeg ofte min far læse H.C. Andersen. Samtlige eventyr oversat til kinesisk stod i hans bogreol. Især elskede han Den lille pige med svovlstikkerne. Et gammelt kinesisk digt siger, at selv om alt forsvinder i en mørk tid, så brænder der et lille lys et sted. Nu forstod jeg bedre hans kærlighed til det eventyr. Først nu kunne vi tale rigtig sammen. Og jeg fik endelig den respekt fra min far, som jeg havde savnet så meget gennem min barndom og ungdom. Han var stolt af mig og beundrede mit mod.

Samtidig var min mor blevet psykisk syg. Da hendes gud, formand Mao, døde i 1976, og de ansvarlige for kulturrevolutionen blev arresteret, styrtede hendes verden i grus. Alt dette knyttede min far og mig og min lillesøster endnu tættere sammen.

En provokation
Jeg skrev mit digt Det første spørgsmål på 11.000 vers over to år under pseudonymet Jimbut. Det blev kult blandt studenter i hele Kina. Selv om det ikke var egentlig politisk, opfattede politiet digtet som en trussel mod styret, og jeg blev kaldt til forhør på politistationen. Samtidig havde jeg problemer med ledelsen på det gymnasium, jeg underviste på. Ikke helt uden grund: En dag havde jeg skrevet ”Mit kære parti” på bagdelen af mine bukser.

Både i min digtning og i mit eget liv har jeg udtrykt, at ingen har ret til at hindre et andet menneske i at tænke, skrive og tale, som det vil. Jeg havde ikke lyst til at arbejde på en skole, hvor hverken elever eller lærere frit kunne udfolde sig. Efter en tid fik ledelsen nok af mig og fyrede mig.

Flugten fra Shanghai
I 1986 startede så de store studenterdemonstrationer i Shanghai, som jeg deltog i - men ikke uden tøven. Studenterne råbte op om frihed og demokrati uden rigtigt at vide, hvad det var. Men da jeg var et kendt navn hos politiet, blev mit hjem ransaget, og jeg blev taget i forhør og fængslet i nogle dage. Heldigvis fandt de ikke manuskriptet til min bog Altid hænger jeg på hovedet, der var meget kritisk over for styret.

Til sidst følte jeg mig så overvåget alle vegne, at jeg flygtede til Xishuangbanna (i det sydlige Kina, red.). Det betød et farvel til min kæreste og mine venner. Først arbejdede jeg som folkeskolelærer. Senere stablede jeg sammen med en ven et hotel på benene for rygsækturister fra især Sverige og Tyskland. Det fik navnet ”Det anarkistiske hotel”. Vi vidste intet om hoteldrift, og det varede heller ikke længe, før vi gik fallit.

Buddhistisk munk
Allerede på universitetet interesserede jeg mig for buddhisme. Især kunne jeg lide ideen om, at man måtte tage ansvar for sig selv og sine handlinger. Jeg søgte om optagelse i et buddhistisk kloster i en anden provins og blev optaget. Her levede jeg så et år, indtil politiet kom og ville snakke med mig. Klosterlederen nægtede at udlevere mig.

Igen måtte jeg flygte, men denne gang ud af Kina. Jeg var så heldig at møde en ven, der ville følges med mig. Vi vandrede den lange vej gennem Burmas jungle og over bjerge til et kloster i Thailand. Her levede jeg som munk i halvandet år, indtil jeg rejste til Laos. Ved indrejsen til Laos opdagede myndighederne, at mit pas var falsk, og satte mig i fængsel. Her sad jeg i halvandet år, uden at nogen vidste, hvor jeg var. Der var en forfærdelig tid med sult, tortur og ydmygelser. Værst var usikkerheden om, jeg nogensinde kom ud af fængslet igen. Hvis jeg ikke havde levet som munk inden, havde jeg ikke klaret det.

Først efter at have smuglet et brev ud til nogle venner, der tog kontakt til FN, kom jeg ud. Det danske konsulat i Geneve tilbød mig asyl i Danmark. Og sådan gik det til, at jeg i 1992 havnede i en lille landsby, Korup uden for Odense - stadig iklædt min plettede munkedragt.

Nyt tøj og en bankbog
Nu skulle mit liv begynde forfra i et land, som jeg ikke vidste andet om, end at der levede en smuk dronning, og at H.C. Andersen var dansker. Først senere fandt jeg ud af, at en filosof jeg havde studeret lidt i Kina, Søren Kierkegaard, også var dansk.

I Odense fik jeg nyt tøj og en bankbog, men det varede lidt, før jeg tog min munkedragt af. Ikke så meget af religiøse grunde, men den var ligesom blevet en del af mig. Allerede i Thailand brød jeg munkeløftet om ikke at drikke alkohol og holde mig fra kvinder. Livets glæder var for fristende. I Korup flyttede jeg ind i et meget lille værelse med køkken og bad. Der boede kun udlændinge i ejendommen. Men jeg var godt tilfreds: Endelig havde jeg et sted, jeg kunne kalde mit hjem.

Jeg ville gerne tjene mine egne penge, men min sagsbehandler mente noget andet: ”Du skal på sprogskole og lære dansk. Du ved ikke ret meget om Danmark, og jeg tror, at du vil tænke anderledes, når du har lært vores samfund at kende”. Jeg ville nu stadig hellere have et job end at gå på sprogskole. Det var en pine at gå der. Undervisningen var alt for dårlig, og det gik utrolig langsomt. Hver dag stod den på grammatik og ensformige gentagelser af enkle sætninger som ”Ja, det gør jeg” og ”Nej, det gør jeg ikke”.

Lærte mig selv dansk
Jeg savnede mere samtale, udtale og større udfordringer. Skolen ville ikke acceptere, at jeg blev selvstuderende, men sagen var, at jeg lærte meget hurtigere ved selv at studere sproget. Nogle måneder efter jeg var begyndt på sprogskolen, blev jeg kørt ned af en taxa og brækkede mit venstre ben. Det ”gode” ved ulykken var, at jeg nu fik lov til at blive hjemme og selv arbejde med dansk. Jeg fandt en bog om hekse, som jeg ikke bare læste, men også skrev af side for side. Alle ord, jeg ikke forstod, slog jeg op. Efter to måneders intensive studier bestod jeg den afsluttende danskeksamen med et 10-tal i skriftligt og et 8-tal i mundtligt dansk.

På højskole
Men der var lang vej endnu, før jeg kunne diskutere og samtale med rigtige danskere om forskellige emner. Jeg forstod godt, at folk hurtigt blev trætte af at høre mit gebrokne dansk. Et fire måneders højskoleophold hjalp så meget på mit danske, at jeg bagefter bestod Dansk Prøve 2 eksamen (Nu: Studieprøven red.).

Alligevel mente ingen af landets universiteter, at jeg kunne klare at læse filosofi. De anbefalede mig at læse matematik, men jeg havde mistet lysten. Det var filosofi, jeg ville læse. Efter at have taget nogle HF-enkeltfag, blev jeg i 1996 optaget på filosofistudiet på Odense Universitet.

Magisterkonferens i filosofi
At gå på universitetet var som at komme hjem igen. Jeg følte mig blandt ligesindede og fik en masse gode venner, der interesserede sig for de samme ting som mig. Mit liv blev lettere - også fordi jeg fandt en lille lejlighed i nærheden af H.C. Andersens hus i Odense. At studere var hårdt arbejde. Alligevel havde jeg tid til kærester, fester og lange diskussioner over en øl med mine medstuderende. I Kina havde jeg læst lidt af filosoffen Søren Kierkegaard, og efter fire års studier skrev jeg min magisterkonferens om Søren Kierkegaard og den tyske filosof Friedrich Hegel.

Min første bog på dansk
I Kina havde jeg fundet en identitet som en kendt undergrundsdigter. Jeg kunne lege med sproget og sætte ord sammen til et nyt udtryk. I Danmark mistede jeg den evne, og det gav mig mindreværdsfølelser. Ikke på grund af forfængelighed, men skulle jeg have et godt liv i Danmark, blev jeg nødt til at skrive om den virkelighed, jeg levede i nu.

Så jeg besluttede mig for at skrive en bog på dansk, og i 1999 udkom min selvbiografiske roman Tiden er til fest. I 2000 rejste jeg for første gang tilbage til Kina, og det lykkedes mig at tage halvdelen af mine digtsamlinger fra 1980’erne med til Danmark. Blandt dem var digtsamlingen Mod Nord, som jeg oversatte til dansk og fik udgivet i 2004.

Prismodtager
Siden min kandidatuddannelse har jeg ikke haft en fast ansættelse, men lavet lidt af hvert. Mest spændende ting som at oversætte nogle af Søren Kierkegaards skrifter til kinesisk. I 2003 modtog jeg Tucholsky-prisen fra det svenske PEN (en verdensomspændende organisation af skribenter, der kæmper for ytringsfrihed, red.). Prisen er tidligere tildelt Salman Rushdie og var på 15.000 euro. Pengene gav mig ro til at skrive og oversætte danske digtere til kinesisk.

Gennem årene i Danmark har jeg oversat digte og moderne drama af en række danske digtere: Gritt Uldall-Jessen, Line Knutzon, Bo hr. Hansen, Pia Juhl og afdøde Morti Vizki. Sidstnævnte er efter min mening en af de bedste danske digtere overhovedet. Og så er jeg vild med Peter Laugesens rytmiske oplæsninger, hvor han optræder sammen med musikere. Rytmen er en del af digtet. En rytme man desværre ikke kan oversætte til kinesisk uden at ødelægge den. Jeg har prøvet, men smagen forsvinder.

Kærligheden er vigtig
Jeg føler stor taknemmelighed over for Danmark, der gav mig husly i en svær periode i mit liv. I dag er jeg dansk statsborger og ikke længere en gæst i Danmark. Med mit røde pas i lommen har jeg besøgt min familie i Kina flere gange. De første gange kom politiet rendende ustandselig og stillede spørgsmål. Meget har forandret sig i Kina. I stedet for at fængsle systemkritikere, chikanerer de dem i det skjulte. På den måde fremstår de mere tolerante over for verden.

Jeg har ikke brudt alle broer og arbejder stadig sammen med nogle af mine kunstnervenner i Kina, bl.a. musikeren og dramatikeren Zhang Guangtian, der sad i genopdragelseslejr i tre år. Vi samarbejder om at opføre et stykke af en dansk dramatiker i Kina. Desuden deltog jeg i en poesifestival med nye kinesiske digtere i Danmark. Men om jeg ligefrem kunne tænke mig at bo i Kina igen, ved jeg ikke. Jeg tror ikke, jeg kunne holde min kæft. Derimod er min danske kæreste vild med ideen. Hun er selv kunstner.

Min kæreste har givet mit liv en ny dimension. Når man bliver forelsket, er det som at finde tilbage til sin ungdom. Indtil da levede jeg i erindringen om min fortid, og jeg oplevede Danmark som et foreløbigt opholdssted. Men som forelsket kunne jeg sige farvel til mine minder og leve i nuet. Kærlighed er meget vigtig for mig. Den gør mig til en deltager i livet i stedet for en iagttager. Og i næste måned udkommer min første digtsamling At leve i en fortælling, hvor alle mine digte er skrevet på dansk.