Wassims drøm er at deltage i verdensmesterskabet for kokke. Allerede samme år, som han åbnede sit eget spisested, blev det nomineret til Årets Restaurant. Wassims opskrift på succes er: Arbejd for det, du brænder for og lad være med at have ondt af dig selv. Vend dig kun om, når du er i mål!
Født 1980 i Libanon ● Vokset op i Thy ● Uddannet kok ved Teknisk Skole i Thisted med højeste udmærkelse ● Åbnede sin egen Restaurant WH i 2007 ● Bor med sin kæreste i Århus
Jeg var ligesom alle andre At jeg valgte at blive kok, har jeg ikke fra fremmede. Min far var kok og havde sin egen restauration i Libanon, indtil han flygtede fra borgerkrigen i Beirut. I 1984 kom jeg sammen med mine forældre og tre brødre til Danmark. I begyndelsen boede vi i en flygtningelejr i København. Mine forældre ville væk fra de mennesker, der kun talte om den krig og elendighed, de var flygtet fra. De valgte at flytte til en lille by i provinsen, Vesløs øst for Thisted, hvor jeg tilbragte hele min barndom.
Vi var de eneste udlændinge i Vesløs. Selvom vi kom med en anden kultur og mentalitet, tog byens 300 indbyggere fantastisk godt imod os. Fra første dag gjorde vores forældre det klart for os drenge, at nu boede vi i Danmark. Det betød, at vi skulle være åbne over for den danske måde at leve på. Vi holdt både fødselsdage og jul, selvom vi var en muslimsk familie. Det eneste, der var anderledes hos mine kammerater, var, at hvis man var sulten efter skoletid, så smurte man sig bare en rugbrødsmad. Hjemme hos os stod der varm mad på bordet. Mine kammerater var vilde med at få en skål af min mors mad, før vi tog over på fodboldbanen, hvor jeg tilbragte det meste af min fritid.
Hverken i skolen eller på banen kom det på tale, at vi var udlændinge. Mine brødre og jeg har altid følt, at vi var ligesom alle andre. Og jeg har aldrig opfattet mine to forskellige kulturer som en splittelse, men som en god blanding. Det har givet mig power senere i livet. I dag er jeg super taknemmelig for, at min far ikke lod os vokse op i en eller anden ghetto. Den opvækst, mine brødre og jeg har fået, er en stor del af forklaringen på, at vi alle sidder i succesrige jobs i dag.
Vild med hjemkundskab Som så mange andre drenge legede jeg med tanken om at blive professionel fodboldspiller, men chancen for at bryde igennem på topniveau var jo meget lille. Så begyndte jeg at overveje en uddannelse som kok. Jeg var vild med hjemkundskab i skolen, og med en far som kok og en mor som madkunstner var valget let. Samtidig var jeg blevet opvasker på et hotel, hvor jeg kunne snuse lidt til kokkefaget.
Efter folkeskolen gik jeg direkte ind på kokkeskolen i Thisted, og jeg var heldig at få en læreplads på en restauration med det samme. Min far advarede mig om de lange og skæve arbejdstider, men støttede mig ellers. Ikke fordi jeg havde brug for andres støtte, for jeg er sådan indrettet, at hvis jeg sætter mig noget for, så har jeg kun mig selv at takke for, hvis tingene går galt. Det giver målrettethed.
For mange sølvbryllupsmenuer Jeg kom i lære og blev bidt af at lave mad. Det her var bare super. Jeg fandt ud af, at jeg kunne noget særligt i et køkken. Med i købet fulgte arbejde om aftenen og i weekenderne. Det gik selvfølgelig ud over fodbolden, og ikke alle mine venskaber holdt til min arbejdsrytme.
Min læreplads gav mig en god ballast, men i slutningen af min læretid savnede jeg udfordringer. Hver gang jeg ville kaste mig ud i eksperimenter og udvikle nye ideer, fik jeg et nej. Der var ikke plads til det kreative inden for traditionel sølvbryllupsmad. Det var ikke nok for mig. Jeg var nødt til at gå andre veje, hvis jeg skulle blive en bedre kok.
Kokkeuddannelse med udmærkelse Jeg havde stadig seks måneder tilbage af min læretid, og dem fik jeg lov til at tage hos køkkenchef Nikolaj Kirk på Formel 5 i København. Alt var bare så anderledes i København. Ikke noget venstrehåndsarbejde eller ligegyldighed over for faget. Pludselig skulle kniven være skarp. For sådan en bonderøvsjyde som mig var det en fed oplevelse at arbejde i et så ekstremt og ambitiøst kokkemiljø. Jeg nød den intimitet, der ligger i kun at skulle koncentrere sig om at lave mad til 20 mennesker. Det var klart det, jeg havde drømt om hele tiden. I 2000 bestod jeg min kokkeuddannelse med den højeste udmærkelse, som er en sølvmedalje.
Michelin-restaurant i Belgien Efter min kokkeeksamen var jeg på en restaurant i Belgien, der havde to stjerner i den internationale restaurationsguide Michelin. Gode kontakter og min sølvmedalje åbnede døren. Jeg fik mulighed for at arbejde med råvarer, der var utrolig dyre i Danmark som fx trøfler og kaviar. Samtidig var det også en hård periode for en 19-årig, der hverken kunne tale tysk eller flamsk.
I forvejen havde jeg hørt vilde rygter om kokkelivet på Michelin-restauranter. De viste sig at have hold i virkeligheden. Der var et massivt pres på kokkene om at skulle præstere det bedste hver dag. Derfor stivede mange sig af med stoffer. Før man gik i gang med arbejdet, blev der lige sniffet en bane kokain eller to. Det var ekstremt! Men selvom jeg på mange måder har været vild som ung, har jeg altid holdt mig fra alt med stoffer.
Samtidig havde man ingen fritid. Man mødte kl. 9 om morgenen og var først hjemme igen kl. 2 om natten. Det var planen, at jeg senere skulle udstationeres i Frankrig på en tre-stjernet restaurant, men jeg kunne simpelt hen ikke holde til det konstante fysiske og psykiske pres. Efter et halvt år besluttede jeg mig for at tage tilbage til Danmark. Hjem til min kæreste i Århus.
Kærester siden 8. klasse Min kæreste Tina og jeg er nærmest vokset op sammen. Vi kommer begge fra Vesløs og har været kærester siden 8. klasse.. Tina er uddannet arkitekt og arbejder som bygningskonstruktør i et stort arkitektfirma i Århus. Efter Belgien flyttede vi sammen i en lejlighed i Århus. Jeg havde allermest lyst til at arbejde i København, så jeg kontaktede min gamle chef Nikolaj Kirk. Han sagde: ”Der er en stilling ledig som kok på Molskroen. Tag og søg den”. Han lagde også et godt ord ind for mig, og det endte med, at jeg blev ansat som menig kok i 2002. To år senere stoppede køkkenchefen, og jeg fik tilbudt stillingen. Siden da er min karriere bare galopperet derudaf.
Molskroen kåret som Årets Restaurant Som køkkenchef fik folk øje på mine evner i køkkenet, og jeg høstede fantastiske anmeldelser. Mit koncept var vilde råvarer og vild madlavning på et så raffineret niveau, at gæsterne fik en sublim oplevelse, så de ikke bagefter kunne sige, at ”det her kunne vi sagtens selv have lavet”. Men inspiration alene er ikke nok. Succes kræver hårdt arbejde og sindssygt gode medarbejdere, og det havde jeg.
Det hele kulminerede i 2006, da Molskroen blev kåret som Årets Restaurant. Den var den eneste ud af de otte nominerede restauranter, som lå uden for København. Alligevel sagde jeg mit job op lige efter kåringen. I fem år havde jeg slidt og slæbt for at gøre Molskroen til et af de mest kendte gourmetsteder i Danmark. Nu skulle jeg videre med mit eget projekt.
Københavnerniveauet til Jylland Jeg havde fået et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til: At drive min egen restaurant, Restaurant WH i Den Japanske Have i Trige nord for Århus. I første omgang har jeg åbnet et brasseri, men i 2008 åbner vi en gourmetrestaurant med det vildeste high tech-udstyr inden for gastronomi. Alt er arkitekttegnet til mindste detalje efter mit hoved. Det er ikke kun maden, der skal være eksklusiv. Også indretningen og møblerne skal være unikke. Ambitionen er at give vores gæster en totaloplevelse.
Jeg føler mig super privilegeret over, at en finansmand satser 20 millioner på at realisere min drøm. Da jeg forlod Molskroen, tog jeg flere af ”drengene” med mig til Trige. Sammen tonser vi rundt i køkkenet for at få københavnerniveauet til Jylland. Michelin-stjerner tildeles kun kokke i København og omegn, og det er jo ikke tilfredsstillende, at vi ikke kan få en stjerne, fordi vi ligger i Jylland. Hov, der sker altså også noget herovre, og det bliver der efterhånden lagt mærke til. Måske bliver reglerne ændret. Det vilde er, at min nye restaurant blev nomineret til Årets Restaurant kun nogle måneder efter åbningen.
Bryllup til sommer Både Tina og jeg kører i et højt gear, og vores venner har svært ved at følge med. Vi tjener begge to rigtig mange penge i forhold til vores jævnaldrende, uden at vi af den grund opfører os som nyrige snobber. Men vi lever et liv i overhalingsbanen, hvor vi har råd til at købe stort set, hvad vi har lyst til.
Lige nu er vi i fuld gang med at planlægge vores bryllup til sommer. Egentlig ønskede Tina, at vi skulle giftes i en bestemt kirke, men da det ikke kunne lade sig gøre, droppede hun tanken om en kirkelig vielse. Så kunne vi lige så godt blive gift på et rådhus. Som arkitekt er Tina meget kræsen, når det gælder de arkitektoniske rammer. Inderst inde tror jeg heller ikke, at mine forældre var særlig begejstrede for et kirkebryllup. Men de elsker Tina som deres egen datter, og hvis det var Tinas ønske at blive gift i en kirke, så ok med det.
Pavestolte forældre Jeg betragter mig selv som muslim, men jeg har en afslappet måde at praktisere det på. Som kok kan jeg ikke overholde reglen om ikke at spise svinekød, og det accepterer mine forældre fuldt ud. De ved også godt, at både mine brødre og jeg drikker vin. Selvfølgelig er de ikke meget for det, men de har valgt at sige: ”Vi respekterer nu en gang vores børn, og vi stoler på, at det de gør, er bedst for dem selv”.
Mine forældre bor stadig i Vesløs. Hvis der var fred i Libanon, er jeg ikke i tvivl, at de gerne ville tilbringe alderdommen i deres hjemland. Men de er lykkelige over, at deres fire sønner har nået de mål, de har sat sig. I dag arbejder vi alle på lederniveau som henholdsvis værkfører, souschef og selvstændige erhvervsdrivende. Mine forældre glæder sig til at få børnebørn, men for mit eget vedkommende må det med børn godt vente lidt. Lige nu er der kun plads til arbejde i min kalender. Jeg underviser ved forskellige kokkearrangementer og i efteråret 2007 udkom min første kogebog
Jeg vil være verdensmester Mit personlige mål er at deltage i verdensmesterskabet for kokkekunst i Lyon i Frankrig. Jeg vil gerne kunne kalde mig verdensmester, og jeg er parat til at kæmpe for det. Det er en udfordring, der passer godt til min konkurrencementalitet og mit temperament, som jeg tilskriver mine libanesiske rødder. Jeg er sådan en dårlig taber.
Jeg spekulerer ikke meget over min libanesiske baggrund, men jeg har heller ikke fundet nogen betegnelse, der passer på mig. Jeg føler mig 100 procent dansk men også som 100 procent libaneser, selvom omgivelserne mener noget andet. Et par gange har jeg holdt ferie i Libanon, bare for at slappe af og glide ind i mængden. Men den går ikke. Jeg bliver spottet med det samme, når de hører mit gebrokne arabiske. Så jeg må nøjes med at være Wassim Hallal, og det er vel også godt nok?
Alligevel kan indvandrerdebatten irritere mig, fx tørklædedebatten. At det skaber flere ugers mediestorm, når en kvinde med tørklæde stiller op til Folketinget, er ganske enkelt latterligt. Debatten tjener jo kun til at rykke parterne endnu længere fra hinanden. Det tyder på, at visse politikere må have for lidt at lave.
Mit hår er ved at blive gråt Som jeg sidder her i dag, kan jeg kun være super tilfreds med mit liv, selvom jeg som 26-årig allerede har masser af grå hår. Det har været en benhård kamp hele tiden at være så langt fremme i forhold til min alder og skulle bevise mit værd. Om ti år håber jeg på at sidde med en stor restaurant med en eller to Michelin-stjerner. Med gæster, der sætter pris på ædle råvarer og godt håndværk: Opskriften på kvalitet. Og måske finder jeg tid til at gå i teatret med min kone og spise et godt måltid mad i byen. Jeg kan godt slappe af, selvom maden ikke er helt i top.
Lydklip
Klik på ikonet for at høre Wassim fortælle om sin opvækst i en lille landsby i Jylland
* Afspilleren anvender Flash!
Citat
"Jeg har aldrig været styret af andres holdninger"
Wassim Hallal, Århus
Wassim Hallal, Århus
Citater
"Jeg bliver inspireret af at være i naturen og stå med nogle råvarer i hænderne"
"Min unge alder og ikke min etniske baggrund har været min modstander"
Kvindekilder
Dansk kvindebiografisk leksikon
Tidsskrifter 1885-1920
Årstalslister
Politisk valgret 100 år
Kvinder i statsråd
Kommunal valgret 100 år
Mentornetværk
Den usynlige succes
Nye mænd i Danmark
