Metin Cakmak

Født i Diyakabir i 1972 i Tyrkiet ● Kom til Danmark i 1985 ● Har studeret statskundskab på Aalborg og Københavns Universitet ● Nu forskningsassistent på Danmarks Pædagogiske Universitet sideløbende med sit arbejde som kultur- og fritidskoordinator på et Dansk Røde Kors Asylcenter


● Læs og få jer en uddannelse!
● Dansk pædagogik
● Min danske ven
● Proletardreng
● Kurdisk musik og Heavy metal
● Hvad er der i vejen med at blive pædagog?
● Det virkelige liv meldte sin ankomst
● ”Far, jeg er mere dansk end dig”
● Generationsforskelle
● Antiholdning
● Moderniteten og mig
● Jeg er verdensborger




Læs og få jer en uddannelse!
”Læs og få jer en uddannelse” lød det fra min far. I stedet for at bruge sine børn som hyrder og gratis arbejdskraft i familiens landbrug, valgte han at sende os på kostskole, for der var ingen skole i landsbyen. Selv havde han aldrig fået mulighed for at uddanne sig. Min far var venstreorienteret og aktiv i den kurdiske sag. I Tyrkiet var det at definere sig selv som kurder forbudt, og politiske aktiviteter blev betragtet som landsforræderi. Det endte med, at min far måtte flygte ud af landet. Året efter flugten fik vi et brev fra ham om, at han havde fået politisk asyl i Danmark. Tre år senere blev familien bestående af min mor og seks børn familiesammenført i Danmark. Da vi landede i Kastrup Lufthavn, øsregnede det. Noget jeg aldrig før havde oplevet i august måned. Det var som at komme til en helt anden verden. Og jeg tog det som et varsel om, at nu ville alting blive anderledes.

Familien blev indkvarteret i to værelser på Nørrebro. Vi var vant til at sove sammen. Nu havde vi hver en madras og en dyne, så vi klagede ikke.
Sammen med andre flygtningebørn begyndte jeg i en modtagelsesklasse. På det tidspunkt var jeg 14-15 år og havde bestået 1. klasse i mellemskolen (7. klasse) i Tyrkiet med byens højeste gennemsnit. Jeg var noget af en stræber, og omgivelserne anså mig for at være en superhjerne. Nu var jeg i en situation, hvor jeg ikke kunne et ord dansk. Jeg følte mig fuldstændig nøgen. Og hvordan skulle jeg få lært sproget i en klasse, hvor ingen af eleverne kunne tale dansk? Heldigvis har jeg altid været en stolt og ukuelig fighter, og det var hverken første eller sidste gang, jeg skulle starte fra nul.

Det gik stærkt, og efter tre måneder mente min lærer, at jeg var bedst tjent med at gå i en almindelig klasse. I mellemtiden var min familie og jeg flyttet i lejlighed på Amager. Og efter sommerferien begyndte jeg i 8. klasse på den lokale skole.

Dansk pædagogik
Jeg var en ambitiøs elev, og det hang sammen med, at jeg som barn klarede mig rigtig godt i skolen. Det påvirkede min identitet og selvopfattelse. Andres forventninger til mig gjorde det ikke bedre. Min far havde en dansk ven, som kaldte mig for ”lille professor”. Det blev lille Metins projekt at være dygtig i skolen. Bl.a. derfor blev jeg meget ked af det, da jeg fik min første stil tilbage fyldt med røde rettelser. Det krænkede min stolthed, og derfra kunne det sagtens være gået nedad bakke. Men læreren roste mig i stedet for: ”Du har fat om det væsentlige, og de røde streger er blot grammatiske rettelser”. Det var opmuntrende at høre. Hvor jeg kom fra, blev elever skældt ud og fik påpeget deres uduelighed, hvis de lavede fejl.

Min danske ven
Socialt faldt jeg også til, om end på en noget usædvanlig måde. En dag kom en af drengene, Allan, i skole i en Adidas-dragt til 800 kr. Jeg stod og legede med en hullemaskine, og ved et uheld kom jeg til at lave to huller i hans nye tøj. Så stod jeg der og følte mig så anderledes og forkert. Dagen efter lød beskeden: ”Mine forældre siger, at du ikke skal betale for en ny”. Det var en fin gestus fra deres side. Næste dag gik jeg ud og købte en stor buket blomster og gav dem til Allans mor med en stor undskyldning. Siden den dag blev Allan min bedste ven, og sammen med nogle andre danske drenge dannede vi en lille klike i 8. og 9. klasse.

At få en dansk vennekreds betød, at mit dansk blev bedre. Jeg bad ganske enkelt vennerne om at rette mig hver gang, jeg sagde eller udtalte noget forkert, hvilket de jo morede sig gevaldigt over og var mere end villige til. Af dem lærte jeg også den danske teenagekultur og omgangsform at kende. En kultur, der stod i skærende kontrast til min families opfattelse af, hvad det vil sige at være ung. Men de kendte jo ikke til dansk ungdomsliv. Det gjorde det ikke nemmere for dem, at jeg var familiens rebel. Og det førte til en del smækken med dørene. Altid med ordene ”Til helvede”, når min mor spurgte om, hvor jeg skulle hen. Set i bakspejlet tror jeg, at denne proces gjorde det lidt nemmere for dem at tackle mine andre brødre. Kriminalitet var næsten det eneste, jeg ikke udsatte dem for.

Proletardreng
Da jeg kom til Danmark, sagde min far: ”Jeg vil ikke have noget af jer. Mit eneste ønske er, at I læser. Men I skal ikke snyde mig. Finder jeg ud af, at I ikke passer jeres skole, så skal jeg nok finde en arbejdsplads til jer”. Så efter folkeskolen var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle læse videre, og jeg begyndte på Tårnby Gymnasium. Gymnasietiden var en udfordring: Nye normer, regler og mennesker. Jeg havde ikke samme bagage med mig som mine danske kammerater. Og at komme på niveau med dem krævede hårdt arbejde. De fleste i klassen var vokset op i villaer og i rigmandshjem i Dragør, og der var kun få fra Urbanplanen (et socialt boligbyggeri i Sundby, red.).

At jeg følte mig anderledes i klassen skyldtes lige så meget klasseforskelle som min etniske baggrund. Hjemme fik jeg moralsk støtte, men der var ikke nogen, der kunne hjælpe mig med lektier. Jeg slog mig sammen med en ven fra folkeskolen, der gik i samme klasse. En proletardreng som mig selv. Også han var den første i familien, der gik i gymnasiet. Vi hjalp hinanden og lavede mange danske stile, samfundsopgaver og blækregninger sammen. Af og til var det ren afskrift fra hinanden. Vi var på matematisk linje, men ironisk nok var matematik min største svaghed. I 1991 tog jeg min matematiske studentereksamen med et pænt resultat. Det spillede ind, at jeg havde nogle gode og engagerede lærere, der hjalp og opmuntrede mig. Som havde forståelse for min baggrund og situation. Det var en enorm styrke. Også at der var lærere med ikke - dansk baggrund, der bekræftede mig i, at det kunne lade sig gøre.

Kurdisk musik og heavy metal
Gymnasietiden er for de fleste unge en brydningstid, hvor man skal finde sin identitet. Min baggrund var en ekstra udfordring. Jeg var en teenager mellem to kulturer, som til tider trak i hver deres retning. Ikke så meget pga. det kurdiske versus det danske, men mere pga. det traditionelle over for det moderne. Men jeg vidste, hvem jeg var: På den ene side var jeg Kurder med stort K. Jeg var meget bevidst om min kurdiske identitet, og det hjalp mig i den periode. I Tyrkiet var det en undertrykt identitet. Først i Danmark fik jeg lov til at være kurder. Jeg havde et land, der skulle befries. Jeg havde en mission på vegne af en gruppe, så jeg havde travlt.

På den anden side var jeg jo en teenager i et moderne samfund med alle de muligheder og udfordringer, det bød på. Så jeg var åben over for det danske og så ikke noget dilemma i at være kurdisk og dansk samtidigt. For mig handlede det i virkeligheden ikke så meget om kurdiskhed og danskhed. Jeg havde bare en større bagage, som både havde sine begrænsninger og muligheder. Det gjaldt mere om at lave den bedst mulige sammensætning. For mig var det fedt med så mange impulser og nye ting. Men selvfølgelig skabte det forandringer og problemer. I en periode blev kurdisk musik udskiftet med heavy metal, Madonna og Michael Jackson. Som checket teenager med langt hår kunne jeg ikke gå rundt med kurdisk musik buldrende ud af min walkman. Det hang ikke sammen. Kurdisk musik kunne jeg nyde sammen med familien eller til kurdiske fester.

Personligt var jeg sådan set nogenlunde afklaret med, hvad og hvem jeg var, og hvad jeg ville. Det var mere interessant at se omgivelsernes reaktion og vurdering. Udover at få mit eget puslespil til at gå op, lå der derfor også en udfordring i at få min kurdiske såvel som danske omgangskreds til at forstå og acceptere mig, som jeg var. Det har altid moret mig at iagttage andres ambitioner på mine vegne, og deres definition af hvad og hvem jeg er. Janteloven er ikke kun et dansk fænomen. Selvfølgelig forholdt jeg mig til andres meninger, men det var mig, der havde retten til at definere min identitet. Den ret fastholder jeg stadig.

Hvad er der i vejen med at blive pædagog?
Det er ikke altid, omgivelserne forstår ens projekt og målsætninger. Da jeg efter min studentereksamen meddelte mine forældre, at jeg ville på universitetet, mødte det ingen forståelse. Mit gennemsnit gav mig ikke adgang til det fag, jeg ville studere, og jeg var nødt til at skaffe ekstra points gennem erhvervsarbejde eller et højskoleophold. ”Du spilder din tid”, lød det fra min far. Han mente, mine ambitioner var for høje, og var bange for, at jeg ikke kom i gang med at læse. ”Hvad er der i vejen med at blive pædagog eller lærer”?

Det endte med, at jeg tog på højskole. Det efterfølgende år blev jeg optaget på Ålborg Universitet, hvor jeg begyndte at læse samfundsfag. På forhånd havde jeg valgt politiske aktiviteter fra, og jeg skulle hverken forloves eller giftes. Nu gjaldt det min uddannelse. Studielivet kan man ikke værdsætte nok, men hvis jeg kunne gøre det om igen, ville jeg gøre mere ud af det sociale, netværke noget mere. Selvom nogle af mine medstuderende hævdede, at jeg aldrig kom ud af Jomfru Ane gade (et kvarter med mange barer og restauranter i Ålborg red.).


Det virkelige liv meldte sin ankomst
Overbygningen på mit studium tog jeg på Københavns Universitet. På universitetet forelskede jeg mig i en medstuderende, tilfældigvis med kurdisk baggrund. Vi giftede os. En drastisk udvikling i kurdisk politik i 1999 fik mig til at blive politisk aktiv. Samtidig meldte det virkelige liv sin ankomst med barn og fuldtidsarbejde. Jeg arbejdede som afdelingsleder i et værested for unge drenge med etnisk minoritetsbaggrund.

Senere arbejdede min kone og jeg sammen om et forskningsprojekt på Syddansk Universitet. Specialet gled mere og mere i baggrunden, selvom jeg ikke manglede meget. Det hjalp heller ikke, at ægteskabet knirkede og endte med en lang og smertefuld skilsmisse. Mine forældre var ulykkelige, ikke mindst da det gik op for dem, at der ikke var noget at gøre. Min mor prøver og tror dog stadigvæk på en genforening.

”Far, jeg er mere dansk end dig”
Jeg er flyttet ind i et rækkehus i nærheden af mine forældre. For mig er det vigtigt, at mine børn vokser op med gode minder sammen med deres bedsteforældre. Mine børn er mit kæreste eje, og jeg får heldigvis at vide, at jeg er en god far. Min ekskone og jeg snakker meget om, hvordan vi kan give vores børn nogle grundlæggende værdier, så de ved, hvordan de skal begå sig i samfundet. Selvfølgelig håber jeg på, at de holder fast i deres kurdiske rødder. Men jeg har absolut ingen ambitioner om, at de skal blive hardcore kurdiske frihedskæmpere. De bor i Danmark, og de har ret til at definere deres egne identiteter.

Under et besøg i Kurdistan spurgte en af mine onkler min ældste søn, hvad han var? ”Jeg er kurder fra Danmark”. ”Nej, hvis du er kurder, kommer du fra Kurdistan”. ”Nej, for jeg er født på Hvidovre Hospital”. Eller som han sagde til mig: ”Far, du er mere kurdisk end mig, og jeg er mere dansk end dig”. Og det er hele sagen i en nøddeskal. For mig er det vigtigste, at de kan navigere i en globaliseret verden, der går på tværs af landegrænser og kulturer.

Generationsforskelle
Gennem de sidste 10 år har jeg arbejdet med utilpassede unge med etnisk minoritetsbaggrund. I dag arbejder jeg som fritidskoordinator i et Dansk Røde Kors asylcenter på Amager sideløbende med mit arbejde som forskningsassistent ved Center for Ungdomsforskning, Danmarks Pædagogiske Universitet.

Jeg arbejder på en undersøgelse om unge med etnisk baggrund. Jeg har derfor haft mulighed for at observere generationsforskellene på tæt hold. For første generation handlede det om at tjene penge til familiekassen i hjemlandet. Men da de erkendte, at de nok blev boende her, begyndte nogle at ændre indstilling til bl.a. deres børns skolegang og uddannelser. Godt nok havde de ikke ressourcerne til at hjælpe dem med bl.a. lektier, men de kunne give dem moralsk støtte.

Selvom jeg er ikke så meget for at blive sat i kasser, så hører jeg nok under 2. generationen. For mig handlede det om at blive accepteret, for det jeg var. Jeg ville selv definere mit ståsted og mine mål i tilværelsen. Og jeg tror egentlig, at mange i min generation har klaret sig ok. Vores bestræbelser gik trods alt ud på at blive en del af samfundet.

Antiholdning
Den nuværende ungdomsgeneration, som måske bedst kan betegnes som 3. generation, ikke mindst holdnings- og værdimæssigt, har valgt at gå den stik modsatte vej. Man har erkendt og besluttet, at man ikke vil være dansk. Ikke-dansk og dermed ikke en del af samfundet bliver en identitet og et ståsted. Når dertil kommer en visionsløs integrationspolitik, der kun fokuserer på det etniske som et problem og forklarer alt ud fra kulturforskelle, bringer det anti - holdningen frem. Det bliver ”os” og ”dem”. Og det kommer der intet godt ud af.

De unge er nødt til at se sig selv i spejlet. For de har overset en væsentlig pointe: De lever deres liv i Danmark, og det vil deres efterkommere også gøre. Og i den forstand er Danmark altså vores land, selvom vi ikke er etnisk danske. Den erkendelse påhviler dog lige så meget det danske samfund. Jeg regner med, at den erkendelse vil komme med tiden. Men erkendelsen skal følges op af en gensidig indsats.

Moderniteten og mig
På den ene side er jeg en stor tilhænger af moderniteten og det moderne samfund. Dermed også en stor individualist. Omvendt så har jeg rimelig antikke værdier omkring begreberne individ, menneske, borger og samfund. For mig handler det om, at samfundet har pligt til at skabe rammer og muligheder for, at borgerne kan udfolde sig og søge deres egen lykke. Men for at det samfund, eller den gruppe vi er en del af, uanset hvor i verden, det måtte være kan varetage denne rolle, er vi som borgere og enkeltindivider også forpligtet til at yde vores bidrag.

At klare sig selv, stå på egne ben og være en ressource for omgivelserne frem for en byrde har derfor altid været førsteprioriteten for mig. Moralen har været, at man skal kunne bidrage med noget. I den forstand er jeg nok bedre til at give end at modtage og rimelig socialt orienteret. Selvom jeg altid har været ambitiøs og en ukuelig fighter, så har det egentlig været relateret til uddannelse og livets udfordringer generelt og for eksempel aldrig i forhold til karriere. Men til tider kan det irritere mig, at jeg er så blottet for karrieremæssige ambitioner. Noget der efterhånden er et must i det moderne samfund.

Jeg er verdensborger
Når alt er sagt, så er jeg først og fremmest personen og individet Metin og far til jordens to dejligste drenge. En blanding af en god portion kurdisk ukuelighed, dansk afslappethed og en masse andet. Når det kommer til stykket, er jeg nok lige så meget dansk, som jeg er kurdisk, lige så europæisk som jeg er dansk og lige så meget en verdensborger, som jeg er europæisk.

For mig at se er min multikulturelle baggrund derfor en ressource. Jeg vil reelt kunne bosætte mig og leve hvor som helst i verden. Det med den globale landsby kan jeg godt lide. Jeg kan i det hele taget godt lide blandinger og kontraster. Kurdisk musik, Bob Marley, jazz og rock - musik giver mig forskellige oplevelser, men de udtrykker en helhed for mig. Nemlig den sammensatte og forskelligartede helhed, der hedder Metin.