Ahmad Jihad Hamada

Født 1985 i Algeriet ● Kom til Danmark i 1990 som flygtning med sin familie ● Voksede op i Nordjylland ● Studerer medicin på Københavns Universitet ● Aktiv i Studenterklubben og foreningen Sehat



• Dansk madpakkekultur
• Menuen stod på røde pølser og øl
• Alkohol og familieloyalitet
• Kompromisser er en nødvendighed
• Går din mor med tørklæde?
• Medicinstudiet- her føler jeg mig hjemme
• Træt af at være den gode perker
• Politisk afmagt
• Kærlighed og forældre


Dansk madpakkekultur
Efter muslimsk tradition får en søn sin fars fornavn som mellemnavn. Og da min far hedder Jihad, blev det mit mellemnavn. Et oplagt drillenavn at vokse op med i en lille landsby i Nordjylland. Før vi kom til Danmark, boede vi i Algeriet, hvor min far var udstationeret som officer i PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, red.). I Algeriet blev palæstinensere mødt med stor sympati, og som officersfamilie levede vi et luksusliv med gratis bolig og bil med privatchauffør. Men så lovede Yasser Arafat, at PLO skulle hjælpe Libyen. Gennem 1980’erne gennemførte Libyen flere militære aktioner imod Tchad. Palæstinensiske officerer skulle hjælpe med at træne soldater i Libyen. Det var ikke helt den sag, min far kæmpede for. I stedet for at drage ud i den libyske ørken og træne soldater i at dræbe afrikanere, valgte han at desertere fra hæren.

Mine forældre flygtede med min fem måneder gamle lillebror og mig til Danmark. På det tidspunkt var jeg fem år. Efter tre års ventetid i forskellige asyllejre fik vi politisk asyl. Vi fik en lille lejlighed i Ålborg, og jeg begyndte i 1. klasse. Skolen ville først teste mine danskkundskaber i en modtageklasse, men det modsatte min far sig: ”Luk drengen ind i en dansk klasse og se, hvordan han klarer sig”, sagde han. Skolen gav efter, og jeg klarede mig fint og fik hurtigt danske venner, nok fordi jeg var den eneste elev i klassen med indvandrerbaggrund. Det, der chokerede mig mest, var mødet med den danske madpakkekultur. Det var første gang i mit liv, jeg så en madpakke. Synet af en leverpostejmad var afskyeligt - hvad i alverden var det for noget brunt klister?

Menuen stod på røde pølser og øl
Min skæbne har været altid at skulle omstille mig til nye boliger og skoler. Efter et år i Ålborg tilbød Dansk Flygtningehjælp min familie en bolig i en landsby uden for Års. Mine forældre var godt trætte af at bo i en lille lejlighed og slog til. Vi flyttede og blev den første udenlandske familie i landsbyen.

Den første dag i skolen blev jeg mødt med fælles morgensang efterfulgt af Fadervor. Det var lidt af et kulturchok. Jeg var opdraget med islam, og jeg vidste, at Fadervor var noget kristent noget, så hvordan skulle jeg nu forholde mig til det? Jeg valgte at være tavs under morgensamlingen, og det fortsatte jeg med de følgende år. Selvom jeg af og til blev mindet om, at jeg var anderledes, faldt jeg hurtigt til i skolen og fik igen nye danske venner. Mange af dem boede jeg dør om dør med, og der var altid plads til en legekammerat omkring spisebordet. Eneste problem var, at jeg ikke spiste svinekød. Klassikeren var, at der blev serveret pølsehorn til børnefødselsdage. Og så var det lige, at man havde glemt, at Ahmad ikke spiste svinekød. Efter nogle år ændrede det sig, og forældrene begyndte at servere pølsehorn med kylling - kun til mig.

Min barndom var på mange måder tryg og glad. Det var anderledes for mine forældre. Selvom folk var imødekommende i lokalsamfundet, var det svært for dem at skabe nære relationer. Kulturforskellene var for store, og mine forældre blev på en måde dømt ude. De sociale højdepunkter var den årlige landsbyfest, som mine forældre pænt deltog i de første par år. Menuen stod på røde pølser og øl, og da de hverken drak alkohol eller spiste svinekød, var det svært at deltage fuldt ud. Bingospil i forsamlingshuset sagde de også farvel til. Oplæseren læste tallene så hurtigt, at de ikke kunne følge med. Og da hovedgevinsten ofte var en halv gris eller en flaske snaps, var der ikke meget at vinde der.

Alkohol og familieloyalitet
Det gik bedre med at finde arbejde. Min mor havde læst biokemi i Algeriet, men opgav at studere videre i Danmark. I stedet fik hun arbejde i en børnehave med mange irakiske børn. Min far fik hurtigt job på forskellige fabrikker, men han brændte for at få sin egen virksomhed. Efter nogle år tog han skridtet og åbnede et pizzeria i Thisted. Endnu en gang rykkede min familie teltpælene op og flyttede til Thisted. På det tidspunkt havde jeg fået en lillesøster og en lillebror mere. Jeg gik i 1.g på gymnasiet i Års og var lige faldet til i en klasse med masser af socialt samvær, så min begejstring for at skulle skifte gymnasium kunne ligge på et meget lille sted. Men selvfølgelig accepterede jeg mine forældres beslutning og flyttede med.

Gymnasietiden i Thisted var en både sjov og vanskelig tid. Af loyalitet over for mine forældre drak jeg ikke alkohol i 8. og 9. klasse, hvor der ellers var meget status i at drikke. Det var fandeme svært at være til fest, og folk ikke forstod, hvorfor jeg ikke drak. Jeg kunne heller ikke rigtig forstå den opførsel med at drikke sig fuld for fuldhedens skyld og sige ting, man aldrig ville have sagt i ædru tilstand. Men samtidig ønskede jeg at være en del af det danske ungdomsliv: Drikke øl og score piger.

Jeg havde brug for selv at tage stilling til, hvordan jeg ville leve mit liv. Måske var jeg påvirket af den danske selvstændighed: At kunne sige fra og stå på egne ben. I gymnasiet besluttede jeg mig så for at prøve at drikke. I begyndelsen holdt jeg det skjult for mine forældre, men selvfølgelig opdagede de det, og det endte med en lang snak. Min mor var overbevist om, at jeg ville blive narkoman eller i det mindste alkoholiker. Min far tog det mere roligt. Aftalen blev, at det var i orden, at jeg tog i byen og fik en kæp i øret, men jeg skulle absolut ikke komme bragende fuld hjem. Set i bakspejlet synes jeg, at vi fandt en diplomatisk løsning på konflikten, og at mine forældre gjorde en indsats for at forstå mig. Selvfølgelig var det svært for dem at acceptere mit valg. Men hvad skulle de ellers gøre? Alternativet var jo, at jeg flyttede hjemmefra.

Kompromisser er en nødvendighed 
Jeg voksede op i et hjem, hvor islam var vigtig. Det er en religion med mange regler og påbud, som man ikke fuldt kan efterleve i et ikke-muslimsk land som Danmark. Kompromisser er en nødvendighed. Mine forældres måde at praktisere deres religion er også tilpasset det samfund, de nu en gang lever i. Fx må min far ifølge Koranen ikke sælge svinekød. Men skinke er et populært fyld på pizzaer, så han er nødt til at gå på kompromis og servere svinekød.
Et andet islamisk påbud, der trænger til et eftersyn, er renter. Ifølge Koranen må en rettroende muslim hverken betale eller modtage renter. Men hvordan kan du leve i det danske samfund uden at have penge stående på en konto? Gemme dem hjemme i en madras? Forbuddet afholder mange muslimer fra fx at købe fast ejendom og investere i værdipapirer. Jeg håber det vil ændre sig. Det tog Moses 40 år at rejse igennem Sinai-ørkenen, der ikke er større end Sjælland. En imam brugte den historie som et billede på, at 40 år er den tid, det tager for en ny generations synspunkter at vinde frem.

Mine forældre og jeg deler ikke altid de samme opfattelser, men jeg kan ikke løbe fra de værdier, jeg har med hjemmefra. Jeg betragter mig stadig som muslim, men ikke som meget religiøs. Min grænse går ved svinekød, og det forvirrer stadig mange af mine danske venner: ”Spiser du ko? Hvorfor spiser du så ikke svinekød?”. Men jeg har hverken lyst til eller kan se nogen fordel ved at spise det, i modsætning til alkohol, der giver adgang til et socialt fællesskab. Og så har jeg også tilstrækkeligt med sorte streger i den himmelske bog, så en enkelt hvid er godt for regnskabet!

Går din mor med tørklæde?
Helt dansker bliver jeg aldrig. Jeg vil altid være udlænding, når folk ser mig første gang. Men når jeg åbner munden, finder de fleste ud af, at jeg ikke er så dum at høre på, og så slapper de af. Jeg har dog oplevet episoder, hvor jeg er blevet vurderet udelukkende på min muslimske baggrund. Dagen før jeg skulle præsenteres for en piges forældre i 2.g., havde dansk TV vist filmen ”Ikke uden min datter”. Mens vi sad og snakkede hyggeligt over maden, begyndte faderen pludselig at krydsforhøre mig: ”Går din mor med tørklæde? Har hun arbejde? Er det hende, der laver alt derhjemme?” Jeg blev pilsur, men beherskede mig og fik mumlet tak for mad. Jeg var trods alt ikke på hjemmebane, men det føltes som at få en dolk i ryggen.

En anden episode, hvor jeg blev mindet om, at jeg ikke var som alle de andre, skete efter at den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh blev myrdet af en mand med muslimsk baggrund. På det tidspunkt arbejdede jeg i nogle måneder på en fiskefabrik i Hanstholm, mens jeg ventede på at begynde på medicinstudiet. Hanstholmere er et hårdført folkefærd, og der skal meget til at bringe dem ud af fatning, men mordet på Theo Van Gogh fik blodet til at koge på fiskefabrikken. Seks kollegaer satte mig i noget, der lignede et forhør: ”Synes du, det er godt, at han er blevet myrdet? Går din mor med tørklæde?” osv. Det var dybt ubehageligt at skulle sidde der og nærmest gøres ansvarlig for, hvad en eller anden idiot havde gjort i Holland.

Medicinstudiet - her føler jeg mig hjemme
Midt i 2.g. besluttede jeg mig for at læse medicin. Faget var videnskabeligt, samtidig med at det rummede et menneskeligt aspekt, og heldigvis var mit gennemsnit til studentereksamen højt nok. Det var et stort spring for mig at flytte til København, og den første tid var ikke sjov. Vinterkoldt, ingen venner og i gang med et knoklestudium. Men jeg fik hurtigt en vennekreds, godt hjulpet på vej af et ruskursus. Ruskurser handler ikke kun om at feste og at drikke igennem. De åbner op for at netværke og møde nogen, man føler sig beslægtet med. Derfor er det ærgerligt, når man ser listen over de studerende, der ikke tager med, og det mest er piger med arabiske navne. Man kan sagtens deltage i ruskurset uden at drikke og så få en masse socialt ud af det. Måske få danske venner.

På universitetet er der plads til forskellighed, og det er det sidste sted, man møder fordomme. Her føler jeg mig hjemme i en kultur, hvor optræk til uenighed og uoverensstemmelser bliver talt ned med fornuft og dialog. Medicin er et studium, hvor der bliver stillet ekstreme krav. Fordi man er nødt til at læse så meget, glemmer man lige at tage ud en fredag aften og få snakket med vennerne. Og man risikerer at ende som en kold skiderik, hvis alt kun drejer sig om det faglige. Så jeg har valgt at være aktiv i Studenterklubben. Her kan man mødes over en kop kaffe eller en øl og spille bordtennis m.m. Jeg er også med i den årlige studenterrevy. Jeg elsker at stå på en scene, og det giver afløb for en masse.

På sigt kunne jeg også tænke mig at være fagpolitisk aktiv og kæmpe for, at man bruger ressourcerne bedre. Nu er jeg med i foreningen Sehat, der betyder sundhed på 10 sprog. Et forum for debat om sundhedstilstanden blandt etniske minoriteter. Mange kvindelige studerende med muslimsk baggrund møder modstand, når de bærer tørklæde. Til gengæld synes jeg det er problematisk, hvis en kvindelig medicinstuderende, der er troende muslim, nægter at røre ved mænd. Man er nødt til at forholde sig pragmatisk til religiøse doktriner, hvis man skal leve i et moderne ikke-muslimsk land. Ikke mindst hvis man vil være læge.

Træt af at være den gode perker
Min mor har svært ved at forstå, at jeg ikke har flere arabiske venner. Hun ved nemlig godt, at der faktisk er mange medicinstuderende med indvandrerbaggrund. Men jeg har ikke bevidst søgt efter indvandrervenner. At man har samme etniske baggrund betyder ikke, at man har andre ting til fælles. Selvfølgelig spiller det ind, at jeg er vokset op i provinsen og havde flest danske venner. Det ville være anderledes, hvis jeg var vokset op i Mjølnerparken på Nørrebro, hvor 97 % af beboerne har indvandrerbaggrund. Folk lever i en mini-landsby, hvor alle ved alt om alle og bagtaler hinanden som sindssyge. Jeg har sagt til mine forældre: ”Flytter I herover til araberne, så får I arabernes problemer”.

På en dårlig dag føler jeg mig som en rigtig bastard: Ikke rigtig dansk, ikke rigtig araber, ikke rigtig jysk og heller ikke københavner. Jeg er mørk, men har grønne øjne. Jeg har ikke helt fået styr på identiteten endnu. Jeg er også træt af at være ’præmieperkeren’. Jeg har diskuteret indvandrerpolitikken med nogle danskere, der kom med racistiske bemærkninger. Da jeg bad dem om lige at passe på, fik jeg svaret: ”Det var ikke dig, vi mente. Du er jo anderledes, du er god nok”.

De senere års indvandrerdebat spiller på folks følelser og frygt for de fremmede. Jeg håber, at tonen over for indvandrere snart bliver en anden, og at den skrappe integrationspolitik bliver lempet. I bund og grund handler integration om økonomi og velfærd. Hvis folk har det godt socialt og økonomisk, så behandler de også hinanden pænt. Der går en eller to generationer, så tror jeg, at det bliver nemmere.

Politisk afmagt
Alle mine venner fra Thisted er flyttet til København for at studere. Jeg føler mig hjemme her. Der er så mange muligheder for spontanitet i en storby. Har jeg lyst til en chokolademælk kl. 5 om morgenen, går jeg ned og køber en. Men under Ramadanen savner jeg min familie og glæden ved at være sammen. Mine forældre bruger mig som sparringspartner. Har min far fx problemer med en af sine ansatte, drøfter vi det igennem. Min mor er begyndt på en SOSU-uddannelse og vil gerne låne mine lærebøger. Det synes jeg er sjovt.

Vi ser arabisk fjernsyn, bl.a. Al-Jazeera. Når jeg ser nyheder om Mellemøsten, føler jeg en politisk afmagt. Situationen er grotesk, og det rammer en personligt. Som da Israel byggede en mur, der går tværs gennem palæstinensiske områder. En del af min bedstemors jord ligger nu bag muren. Retten til at dyrke sin mark er taget fra hende. Det er en konflikt i en konflikt, som jeg ingen løsninger har på. Det var også deprimerende, da Israel bombede Libanon sidste sommer. Vi havde et lille spirende demokrati, der blev bombet tilbage til stenalderen. Mon ikke det avler flere terrorister?

Det er vel også et spørgsmål om tid, før en eller anden psykopat sprænger sig selv i luften på Nørreport Station. Jeg er begyndt at opfatte terrorismeproblemet som en naturkatastrofe. Det kan ramme hvem som helst og når som helst. Ingen kan styre det. Og vi må lære at leve med det. Men det er trist, når man bringer konflikten til Danmark og en synagoge får smidt en molotov-cocktail ind ad vinduet. Eller en moske bliver forsøgt brændt ned pga. begivenheder ude i verdenen.

Kærlighed og forældre
Mine forældre ville blive lykkelige, hvis jeg giftede mig med en arabisk pige. De ville med glæde arrangere et møde med en sød pige fra en god familie. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg ville sige ja til sådan et arrangement. Jeg ville ønske, at jeg mødte en arabisk pige, som jeg virkelig forelskede mig i. Men det er mere realistisk, at jeg forelsker mig i en dansk pige og gifter mig med hende. Og det ville give problemer på familiefronten. På den anden side vil jeg gerne være en god søn og glæde mine forældre. Men jeg er stadig forvirret og ved ikke, hvad jeg egentlig mener om det her.

Min værste frygt er, at min far på sin dødsdag ikke ser mig som en god muslim og føler, at det er hans skyld. Ikke at jeg er enig i hans tolkning, men det piner mig. De ting, jeg gør for at være en god søn, gør jeg af loyalitet over for mine forældre. Ikke af religiøse årsager. Hvis du spørger de såkaldt religiøse kloge mennesker om råd, får du vidt forskellige forklaringer. Og det ender med, at ham med det længste skæg råber højest. Jeg er træt af de religiøse mennesker, der selvbestaltet hævder at repræsentere en gruppe. Der burde være en egentlig imamuddannelse i Danmark. Ligesom danskerne skulle vi betale 1% i ’kirkeskat’ og lave en muslimsk ’folkekirke’, der var rummelig nok til, at alle muslimer kunne føle sig hjemme. En ny måde at være muslim på.