Som den første i sin familie tog Ali studentereksamen. Han får ofte at vide, at han er mønsterbryder, men hans opvækst har ikke været uden omkostninger. Som 11 -årig blev han fjernet fra sit hjem og voksede op i en institution. Splittet mellem to kulturer har det været vanskeligt at finde sig selv.
Født 1985 i Danmark af marrokanske forældre ● Vokset op på Nørrebro med seks søskende ● Fjernet fra hjemmet som 11-årig ● Bor syv år på døgninstitution ● Studentereksamen ● Aftjener frivilligt sin værnepligt inden studier
Fjernet som 11-årig Som helt ung udvandrede min far, der var ufaglært og analfabet fra Marokko. Efter at have arbejdet i Spanien og Frankrig havnede han i Danmark. Han giftede sig med en dansk kvinde, som han fik tre børn med. Desværre havde min far et voldsomt temperament, som han ikke altid kunne styre. Resultatet blev en skilsmisse. Tilbage i Marokko giftede han sig med min mor. Hun var hans fjerde kone, da han tidligere havde været gift med to marokkanske kvinder.
Dengang var min mor 17 år og havde ikke noget at skulle have sagt. Min mor og hendes forældre fik noget guld, og så var den sag afgjort. I Danmark boede mine forældre på Nørrebro. Jeg var nummer fire i den søskendeflok. Ægteskabet gik i stykker, for min far havde stadig ikke lært at styre sine følelser. Han var selv opdraget med fysisk afstraffelse, og det mente han også var godt for hans børn. I skolen bemærkede mine lærere, at jeg var særlig urolig efter skilsmissen, og som 11-årig blev jeg som det eneste barn fjernet fra hjemmet og anbragt på døgninstitutionen Emdrupgård Skole og Behandlingshjem. Her boede jeg de næste syv år af mit liv. Det var en voldsom oplevelse at være væk fra min mor og mine søskende. Især ved sengetid græd jeg de første nætter mig selv i søvn. Men jeg fik hurtigt øjnene op for fordelene ved det nye sted: Fx fik jeg for første gang mit eget værelse og mulighed for at have et privatliv. Emdrupgård var et trygt sted at være med en struktureret hverdag. Og jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne finde ro.
Jeg kunne tale med de voksne om alt Emdrupgård var et sted, hvor det var ok at vise følelser og diskutere tingene igennem. Det var fantastisk at kunne tale med de voksne om svære ting som kærlighed, seksualitet og være kritisk over for sine forældre. Emner som var tabu i mit hjem.
Det er klart, at jeg savnede min mor og mine søskende, men gennem årene kom jeg mere og mere på afstand af dem. Min far havde jeg meget lidt kontakt med. Efter skilsmissen tog jeg automatisk min mors parti. Og efterfølgende vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til ham. En dag, da jeg så ham på Nørrebro Station, gik jeg nærmest i panik og begyndte at løbe. Jeg kunne slet ikke overskue situationen. Hvad nu hvis han begyndte at skælde mig ud, fordi jeg ikke havde ringet til ham?
Skyldfølelse over for min mor Forholdet til min mor er smertefuldt. Min mor er et dybt religiøst menneske. Hun havde svært ved at acceptere den måde, jeg levede på. At jeg havde et mere dansk syn på mange ting. Især havde hun svært ved at tilgive, at jeg ikke var praktiserende muslim. Og at jeg havde danske kærester, brød hun sig bestemt ikke om. Af og til spurgte hun, om jeg ikke frygtede at komme i helvede.
Min holdning til Islam er, at den sætter for mange grænser for, hvad mennesket må mene og føle. Der er for meget underkastelse forbundet med religionen. Alligevel efterlod min mors spørgsmål mig med en følelse af skyld og frygt. Hendes ord vægtede tungere end andres. Jeg vidste jo, at hun ville mig det bedste. Men da jeg som 17-årig skulle vælge mellem at flytte tilbage til min familie eller bo for mig selv, valgte jeg det sidste. Helst ville jeg være blevet boende på Emdrupgård, men jeg var blevet for gammel.
Dansk gymnasiekultur – en fremmed verden På samme tid begyndte jeg i 1.G, matematisk linje på Christianshavns Gymnasium. Som den første i min familie tog jeg en studentereksamen. For mig blev mødet med gymnasiet et møde med en helt fremmed verden. Starten var hård, da jeg samtidig skulle finde ud af at bo alene. Jeg kunne sagtens håndtere de praktiske opgaver med at gøre rent og lave mad. Men følelsen af at være helt alene var svær at tackle. Jeg kunne ikke sove på mit værelse mere end fire dage af gangen, så måtte jeg overnatte hos nogle kammerater eller hos min mor. På mange måder følte jeg mig anderledes end mine klassekammerater. Eleverne var meget selvsikre og udadvendte. Mange kom fra økonomisk velstillede hjem og var godt skåret for tungebåndet. De kunne finde ud af at kritisere hinanden i timerne og så være de bedste venner i frikvarteret. Det var nyt for mig.
Humor er forskellig Fagligt klarede jeg mig godt, men socialt havde jeg svært ved at falde ind. Modsat mig havde de erfaring med at drikke og gå til voldsomme fester. Jeg kunne ikke se det sjove i ”Hold op, hvor jeg brækkede mig til festen. Det var skide skægt”. Hvad var lige sjovt ved at drikke sig så stiv? Jeg forstår stadig ikke det koncept. Min humor var en helt anden end deres, mere skæv.
I min vennegruppe elskede vi at udfordre og overraske hinanden. Blandt de mere skøre ting vi lavede, var at give os ud for at være ambassadørsønner fra et eksotisk land. Vi må have været overbevisende, for pludselig stod alle døre åbne for os, også til de mest eksklusive steder. En underlig oplevelse, når man var vant til at blive afvist overalt i det Københavnske natteliv.
Mit første gymnasieår var hårdt, og jeg overvejede flere gange at skifte til et andet gymnasium. Jeg følte mine kammerater levede et mere beskyttet og privilegeret liv. Der var ingen i samme situation som mig, og som jeg kunne dele mine erfaringer med. Det tog mig nogle år at komme rigtigt ind på de andre. Men efterhånden opdagede jeg, at mine kammerater var helt almindelige unge mennesker, som jeg selv. Og i 3.g. stortrivedes jeg. Med til historien hører, at min kontaktpædagog fra Emdrupgård blev ved med at holde fast i mig. Med hende kunne jeg tale ud om mine problemer, og hun støttede mig hele vejen igennem. I dag ses vi stadig.
Dansk kæreste Mange gange har jeg fået at vide, at jeg er en mønsterbryder. Ingen af mine søskende er kommet i gang med en uddannelse, og de har på mange måder haft det sværere end jeg. For mig var det en gave, at jeg blev anbragt på Emdrupgård. Hvis jeg var blevet hos min familie og vokset op på Nørrebro, ville jeg måske have udviklet mig til et problembarn.
På Emdrupgård fik jeg mulighed for at udnytte mine evner. Men det har også haft nogle konsekvenser, der gør ondt: Min mor forstår og accepterer ikke min ”danske” måde at leve på. Min danske kæreste nægtede hun at se. Og det gav os så mange problemer, at vi i dag er ved at gå fra hinanden. Ikke kun pga. min mors modstand, men også fordi jeg ikke er parat til at forlove mig og flytte sammen. At jeg som helt ung altid har løjet for min mor om mine danske kærester, har gjort, at jeg har levet med en løgn og ikke stået ved den person, jeg er. Det har også betydet, at jeg har haft svært ved at give mig et hundrede procent til min kæreste.
Militærtjeneste Efter min studentereksamen valgte jeg at tage en pause. Hvad skulle jeg også uddanne mig som? Sommeren igennem arbejdede jeg som livredder på Bellahøjbadet. Bagefter ville jeg gerne prøve kræfter med noget fysisk arbejde og fik job hos en murer. Her lærte jeg en masse praktiske ting som at lægge fliser og fuge. Nyttige færdigheder, hvis jeg en dag får mit eget sted. Gerne et lille hus med have.
For øjeblikket aftjener jeg min værnepligt. Faktisk har jeg meldt mig som frivillig værnepligtig. Jeg blev ikke indkaldt, fordi jeg endnu ikke er dansk statsborger. Siden jeg var en lille dreng har jeg været fascineret af militæret. Det er et fedt sted at være med et fantastisk kammeratskab. Lige nu overvejer jeg kraftigt at uddanne mig inden for militæret, og jeg har sendt ansøgninger til en almen soldateruddannelse. Først forsøgte jeg at blive optaget på sergentskolen, hvor jeg først blev fundet egnet. Men i anden omgang blev jeg valgt fra pga. for mange ansøgere. I Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse får man otte måneders uddannelse, før man bliver udsendt et halvt år enten til Afghanistan eller Kosovo. Med Irak er det snart slut. Det eneste, der taler imod en militær uddannelse er, at jeg så kun er hjemme i weekenden.
Om at føle sig rodløs At jeg grundlæggende lider af rodløshed og ikke føler mig hjemme nogen steder er en følge af min opvækst. Jeg har brug for en mere stabil tilværelse. Og det kræver, at jeg indretter et sted, hvor jeg kan holde ud at være mere end en dag af gangen. Et sted hvor jeg kan finde mig selv. Min kæreste var mit anker i to et halvt år. Hun var den, der gav mig stabilitet. Uden hende er trygheden væk, og jeg skal selv finde ud af, hvem jeg egentlig er, og hvordan jeg kan leve et liv på egne præmisser.
Fra helt lille har jeg skullet manøvrere i en verden, der var splittet mellem det arabiske og det danske. Jeg har ladet mig styre af, at jeg ville gøre alle omkring mig glade. Fx har jeg svært ved at sige fra over for min mor, når hun ringer: ”Kommer du ikke forbi og spiser aftensmad?”. Så er det lige, at jeg får dårlig samvittighed over at sige nej, fordi jeg har en anden aftale og haft den i en uge.
Man kan slet ikke lave aftaler med min mor. Jeg skal være til disposition hele tiden, og hun har det svært med, at jeg pludselig siger nej til at give hende to hundrede kroner til et par sko til min søster. At jeg siger fra drejer sig ikke kun om penge, men også om at jeg indtil nu altid har prioriteret familien og mine venner frem for mig selv. Selvom det går ud over mig selv sidst på måneden, når pengepungen er tom. Men jeg har stadig svært ved at stå fast på mine egne behov over for mennesker, jeg har kær.
Får penge for at lege stopdans Som dreng havde jeg krudt i røven. Når jeg så en karatefilm, skulle alle finterne afprøves på mine brødre. Jeg var fascineret af fysisk udfoldelse og udfordrede hele tiden min krop. Som femtenårig startede jeg på at gå til træning i aikido. Efter et par år var det ikke udfordrende nok, og jeg kastede mig over kickboksning. En sportsgren der opøver både smidighed og hurtighed.
Gradueringen er ikke det vigtigste for mig. Det er derimod udfordringen af mig selv. En dag blev jeg tilbudt at blive assistenttræner i min klub. Det lå naturligt for mig at være i centrum og lede andre. Og det betyder meget for mig at være en god træner. Mens jeg aftjener min værnepligt har jeg kun tid til at træne et motionshold. Dog kunne jeg ikke sige nej til at underholde et hold børn hver anden søndag, mens deres forældre træner i et fitnesscenter. Det er fantastisk at have med børn at gøre, og så oven i købet få penge for det. Jeg er solgt til stanglakrids, når jeg ser deres glade ansigter og hører dem råbe Ali.
Sporten har også hjulpet mig igennem perioder med problemer. En lang løbetur giver mig et frirum, hvor jeg ikke behøver at tænke så meget over, hvem jeg er, og hvad meningen med det hele er. I perioder misbrugte jeg ligefrem sporten for at komme væk fra mig selv.
Min far har ændret sig Der er stadig et sår i mit liv, og det vil der nok altid være. Det gør ondt, at min mor ikke accepterer og anerkender mig, som den jeg er. At hun får mig til at føle mig som en forræder og vantro. Jeg kan ikke trøste mig med, at hun nok en dag vil komme på bedre tanker. For det sker aldrig.
Til gengæld har min far og jeg et virkelig godt forhold til hinanden i dag. Gennem de sidste fem år har han lært at styre sit temperament, og han har udviklet en større forståelse for andre mennesker. Når mine yngre søskende besøger ham og fx begynder at skændes om fjernbetjeningen, tager han det stille og roligt. Tidligere ville han have slået i bordet og være truende. Men det med kvinder kan han stadig ikke finde ud af.
Selvom min far ikke altid forstår mig, så accepterer han mig. Også at jeg havde en dansk kæreste. På mange punkter ligner vi hinanden. Vi har den samme humor, intensitet og lidenskab, men ikke den samme aggressivitet. Jeg har aldrig været oppe at slås, og jeg kan slet ikke forestille mig at plante en knytnæve i synet på et andet menneske.
Som far vil jeg også være anderledes over for mine børn. Knapt så autoritær. Og så vil jeg lege og diskutere med dem. Mine børn skal turde sige næsten alt uden at være bange for at blive sat på plads eller få at vide, ar de tænker forkerte tanker. De findes ikke. Mine børn skal ikke plages med religiøse forestillinger om rene og urene tanker.
Jeg skal finde mig selv Min militærtjeneste slutter til sommer, og så skal jeg i gang med at finde noget andet at prøve mig selv af med. Det har været hårdt at nå dertil, hvor jeg er i dag. Men det, jeg har fået med mig, er evnen til at leve mig ind i, hvordan andre har det. Den evne vil jeg gerne bruge i mit fremtidige fag.
Hvilken uddannelse jeg vælger, ved jeg endnu ikke. Den ene dag tænker jeg på at søge ind hos politiet, den næste dag på at studere psykologi på universitetet. Mulighederne er mange. Det afgørende for mig er, at jeg arbejder inden for et område, der gør mig glad, og hvor jeg kan udvikle mig.
Endnu har jeg ikke fundet ud af, hvem Ali egentlig er. Og det bliver mit vigtigste projekt. Og så håber jeg på snart at blive dansk statsborger. Det er fire år siden, jeg indsendte min ansøgning om dansk statsborgerskab, men jeg har endnu ikke fået svar. Selvom jeg er født og opvokset i Danmark og snart har aftjent min værnepligt, er det åbenbart ikke en selvfølge, at jeg har gjort mig fortjent til at få et dansk pas.
Info
Klik på ikonet for at høre Ali fortælle om at gå i gymnasiet
* Afspilleren anvender Flash!
Citat
"Jeg føler et stort ansvar over for mine søskende. Især de yngste"
Ali Motaich, København
Ali Motaich, København
Citater
"Jeg længes efter et hjem, som ikke kun er et sted, hvor jeg sover. Men et sted, hvor jeg udfolder mig. Og som har mit personlige præg"
"At så mange drenge med minoritetsbaggrund dropper ud af ungdomsuddannelserne skyldes bl.a., at de hverken får støtte eller forståelse hjemmefra. Og så er det vanskeligt at blive en del af det sociale liv på uddannelsesinstitutionerne"
"Jeg kan sagtens drikke et glas vin, men det der med at ”Nu drikker vi os stive”, kan jeg ikke forholde mig til. Det drejer sig ikke om nydelse, men mere om prestige og sammenhold."
Kvindekilder
Dansk kvindebiografisk leksikon
Tidsskrifter 1885-1920
Årstalslister
Politisk valgret 100 år
Kvinder i statsråd
Kommunal valgret 100 år
Mentornetværk
Den usynlige succes
Nye mænd i Danmark
