Avnit Singh

Født 1981 i Danmark af indiske forældre ● Kom som 16-årig til Indien og uddannede sig til multimediedesigner der ● HHX-eksamen i Danmark ● Læser marketing på Niels Brock Handelsskole ● Arbejder ved siden af studierne som webredaktør og koncertarrangør

• Min farfar var en kendt forfatter
• Mine indiske rødder
• Så stille i Danmark
• Desikultur
• Ulønnet arbejde gav masser af erfaring
• Kultur på en ligeværdig måde
• Pigekoncerter
• Min farfar bærer turban
• Står foran en skillevej
• Fremtiden


Min farfar var en kendt forfatter
Min farfar kom til Danmark i 1969. Han havde været en kendt forfatter i sit hjemland Indien. Under en oplæsningsturne i Tyskland løb han tør for penge. Han hørte, at der var mulighed for at få arbejde i Danmark og tog til København. Et halvt år senere fik han sin kone og to børn herop. I min familie er der tradition for at være selvstændig erhvervsdrivende. Efter tre års arbejde på en fabrik åbnede min farfar en butik sammen med min far og farmor, og senere en tekstilfabrik med indisk tøj.

Tiderne var med dem. I 70’erne var indisk tøj en efterspurgt vare blandt unge hippier, og allerede i 80’erne drev de fem forretninger bl.a. med tøj syet af min farmor. Også min far gik ind i tøjbranchen, selvom han oprindeligt var uddannet som teknisk tegner. I løbet af nogle få år opbyggede han sin egen engrosvirksomhed. I 1979 giftede han sig med min mor, også fra Indien. Der gik to år, og så kom jeg til verden. Sammen med mine to yngre søskende voksede jeg op i en lejlighed i Rødovre.

Min barndom var meget tryg. Men selvfølgelig var min opvækst præget af, at jeg så anderledes ud end mine danske omgivelser, og det var svært at finde en gruppe, man passede ind i. Mine forældre insisterede på, at jeg ud over min danske skolegang også skulle gå til hindiundervisning. Noget der gav mig problemer i skolen med skriftligt dansk. Heldigvis fik jeg særundervisning i dansk, men det betød igen, at jeg ofte var væk fra klassen og det sociale liv. Jeg ville egentlig i gymnasiet efter folkeskolen, men mit snit var ikke højt nok. I stedet gik jeg i 10. klasse.

Mine indiske rødder
I mellemtiden var min far kørt træt i det danske samfund: Økonomisk nedgang og nogle racistiske episoder lå bag hans beslutning om at sende sin familie tilbage til Indien. Jeg var en naiv 16-årig, der blev lovet et luksusliv i Indien og sagde ja tak. Også min mor var indforstået og glædede sig til at gense sin familie. Måske var min far bekymret for, at de danske normer prægede os børn for meget, men en egentlig genopdragelsestur var der ikke tale om. Min far blev boende i Danmark, da han ikke kunne afvikle sin forretning. Desuden skulle familien jo stadig forsørges.

I 1998 rejste min mor, mine søskende og jeg til New Delhi. Indien var et sted, hvor jeg med det samme følte mig hjemme. Det lykkedes mig at komme på college og blive optaget på en eftertragtet tekstil- og designuddannelse. Min far havde stor indflydelse på mit valg af uddannelse. Planen var, at jeg skulle fortsætte familietraditionen inden for tekstilbranchen, og jeg ville gerne glæde min familie. Men selv havde jeg ingen ide om, hvilken livsbane jeg ville tage.

Efter de første startproblemer, som fx at vænne sig til engelsk som undervisningssprog, faldt tingene ligesom på plads. Jeg lærte en masse sjove og spændende mennesker at kende, og faget begyndte at interessere mig. Jeg fik en mere seriøs og moden holdning til det at studere. Efter halvandet års hårde studier fik jeg endelig mit diplom. Undervejs fandt jeg ud af, at jeg ville arbejde med computerdesign og tog efterfølgende en uddannelse inden for multimediedesign.

Mødet med Indien var befriende på mange måder. Opholdet gav mig nye perspektiver på mange ting – som fx at kommunikation ikke begrænsede sig til det talte sprog, at man også kunne ’snakke’ med sine øjne og sin krop. Indisk kultur fascinerede mig, især indisk musik og film. Og jeg sugede til mig. Der var klart situationer, hvor jeg også følte mig usikker. Der gik ikke lang tid, før min mor hjalp min onkel med at stable en virksomhed med tøjproduktion på benene. Og som ældste søn blev jeg en slags familieoverhoved, der skulle hjælpe min mor med at ansætte folk og træffe økonomiske beslutninger. Et stort ansvar for en 17-årig, og ikke alle mine beslutninger var lige kloge, men det lærte jeg meget af. Grundlæggende vidste jeg, at mine forretningsevner var gode nok. 12 år gammel ekspederede jeg i mine forældres forretning, og allerede som 14-årig var jeg med min far på en messe i Oslo. Her lykkedes det mig alene at sælge varer for godt 150.000 kr. Selv min far var imponeret.

Så stille i Danmark
Alt får en ende. Godt nok levede vi et luksusliv i forhold til mange indere, men vi savnede alligevel livet i Danmark. Efter tre år i Indien gik turen tilbage til Danmark i 2001. Jeg husker tydeligt mit første indtryk af stilhed: Ingen højtråbende gadesælgere. Folk gik stille og roligt omkring og levede deres liv. Og jeg skulle i gang med at planlægge en tilværelse her. Det gik hurtigt op for mig, hvor vigtigt det var at få en gymnasial uddannelse. Jeg var ivrig efter at komme i gang, og efter et par måneder begyndte jeg på HHX (Højere handelseksamen, red.) i Ishøj.

Jeg havde ændret mig meget i løbet af de tre år i Indien. Mit danske var bombet tilbage til stenalderen, og jeg havde glemt mange af de sociale regler. I Indien var det helt almindeligt, at man rørte ved hinanden. Her i Danmark blev man nærmest beskyldt for at være bøsse, hvis man så meget kom til at røre ved et knæ på en klassekammerat. Nu gjaldt det om at holde afstand for ikke at blive misforstået - sådan var det her! Min engelsklærer grinede ad min engelsk-indiske accent. Men jeg bed tænderne sammen og knoklede. Og da jeg afsluttede mit første år med et gennemsnit på 10, gik det op for lærerne, at jeg nok var en seriøs elev.

Desikultur
Det første år i Danmark var vanskeligt. Opholdet i Indien havde tæret på familieøkonomien, og vi måtte alle bidrage. Når skoledagen var slut, stod jeg i en Pizza Hut til sen aften. Mine forældre åbnede en forretning i indre København, og så begyndte det at gå fremad.

Jeg var glad for at være tilbage i Danmark, men følte alligevel et tomrum. Årene i Indien havde skærpet min sans for, hvor vigtige ens kulturelle rødder er. Jeg var opsat på at finde en måde at forbinde mine to verdener på. At finde noget jeg kunne identificere mig med. ”Hvorfor laver du ikke en hjemmeside her?” spurgte min indiskfødte veninde mig en dag. Vi delte samme fascination af Bollywoodfilm og desimusik: En blanding af bl.a. indiske/pakistanske slagere og folkemusik mikset med Drum ’n’ Bass, RnB og hiphopmusik. Hun satte en masse ting i gang hos mig, og vi diskuterede, hvordan vi kunne lave en fælles platform for desier her i Danmark.

”Desi” er slang for unge med pakistansk/indisk baggrund, som er vokset op i Vesten. I modsætning til især England var desi-kulturen slet ikke udviklet i Danmark. Både i Holland og Norge var der flere hjemmesider for asiater. Men her i Danmark var der udelukkende pakistanske hjemmesider, hvor jeg nærmest blev hujet ud pga. min indiske baggrund. Det endte med, at jeg tog min veninde på ordet, og sammen med nogle ligesindede lavede vi hjemmesiden www.desinet.dk. Her kunne vi desier kommunikere med hinanden og blive orienteret om alt, hvad der foregik på desi-scenen af koncerter, film, bogudgivelser m.m. Udgangspunktet var demokratisk: En website for alle, uanset religion og etnicitet. Arbejdet som webmaster var en tidskrævende opgave, der skulle klares ved siden af mit skolearbejde.

Ulønnet arbejde gav masser af erfaring
I 2002 lancerede vi vores hjemmeside, samtidig med at festivalen Images of Asia blev forberedt. Arrangørerne benyttede vores site bl.a. til at præsentere programmet. Deres målgruppe var jo bl.a. vores brugere. Jeg involverede mig også i selve festivalen som frivillig. Bl.a. hjalp jeg til med at udarbejde hjemmesider, med markedsføring og booking af kunstnere - deriblandt Bombay Rockers, en populær dansk/indisk musikgruppe, der er et stort musiknavn i Indien og Pakistan.

At jeg kunne være med til at promovere indisk musik i Danmark var vildt, og det kompenserede fuldt ud for, at jeg ingen løn fik for mit konsulentarbejde. Desuden gav festivalen mig netværk og masser af erfaringer. Min baggrund som multimediedesigner gjorde mig efterspurgt, når der skulle arrangeres koncerter med asiatiske bands og kunstnere. Da nogle herboende pakistanere skulle arrangere en koncert tog de kontakt til mig. Arrangørerne ønskede også et indisk publikum og bad mig promovere koncerten. Bl.a. lavede jeg en fed plakat. Da det var en pakistansk koncert, dansede mænd og kvinder ikke sammen, men på hver sin side af dansegulvet. Noget jeg besluttede mig for at ændre, hvis jeg selv skulle arrangere en koncert.

Kultur på en ligeværdig måde
Ideen om selv at arrangere koncerter havde jeg ikke fra fremmede. Min farfar lavede i slutningen af 80’erne en række arrangementer og koncerter for det indiske samfund i Danmark. Og det var den tradition, jeg førte videre ud fra en filosofi om, at kultur kan skabe fællesskaber på tværs af religion og nationalitet. Desi-musik er en brobygger mellem det pakistanske og indiske med dens fantastiske mix af øst og vest. Også mange danskere har fået øjnene op for desi-musikkens musikalske kvaliteter.

At man kan mødes på en kulturel ligeværdig måde får én til at føle sig stolt. Når jeg skal i byen og feste, kan jeg danse til andre rytmer end de danske på steder, hvor jeg er sikker på ikke at blive afvist pga. min hudfarve. København bliver et sted, hvor jeg føler mig hjemme. Og det gør mit liv som desi både nemmere og sjovere. Ærgerligt nok endte min første arrangerede koncert med økonomisk underskud. At jeg mistede mine surt opsparede penge, kunne jeg sagtens leve med. Men det pinte mig, at halvdelen af pengene var mine forældres. Det var en dyr lærestreg. Min farfar havde fra starten advaret mig om, at jeg ikke ville blive rig på mine arrangementer: Kultur er en hjertesag.

I 2004 fik jeg igen energi og mod på at arrangere en koncert sammen med en fyr med pakistansk baggrund. Takket være sponsorstøtte turde vi booke bl.a. den indisk/britiske Punjabi MC, verdenskendt for sin fusionsmusik af asiatisk og europæisk stil og nummer tre på den officielle hitliste i Danmark. Vi havde åbent dansegulv for begge køn, og stemningen var utrolig god. Indtil nogle idioter begyndte at slås, hvorefter koncerten blev stoppet af vagterne.

Desværre har man ikke kontrol med alle ting. Men alt i alt vurderede jeg aftenen som en succes, og som et bevis for, at det kan lade sig gøre at skabe en scene, hvor mennesker kan mødes på tværs af nationaliteter. Halvdelen af billetterne blev nemlig købt af danskere. Som presseansvarlig havde jeg arbejdet ihærdigt med at få omtale i medierne, og det lykkedes til fulde med mange artikler og radiointerviews. Og så blev koncerten sendt direkte på DRs P3. Men vigtigere var, at jeg lærte en hulens masse om mig selv og tilegnede mig en masse færdigheder inden for planlægning, pressearbejde og meget mere.

Pigekoncerter
Da jeg afsluttede handelsgymnasiet, forsøgte jeg forgæves at finde en elevplads, hvor jeg også kunne anvende mine computerkompetencer. Endelig lykkedes det mig at få en regnskabselevplads på Københavns Hovedbibliotek – i IT-afdelingen. Ved siden af mit lønarbejde fortsatte jeg med at være involveret i mindst fem projekter, fra at vise Bollywood-film til at arrangere pigekoncerter.

Min søster klagede over, at det var svært for piger at få lov til at gå til koncerterne, og foreslog mig at arrangere rene pigekoncerter. Og det viste sig at være en god ide, som især pakistanske piger sluttede op omkring. Mit ønske var at give så mange desipiger som muligt mod til at komme til de store koncerter. Det er en af årsagerne til, at vores koncerter nu finder sted først på aftenen, så pigerne kan komme hjem i god tid.

Min søster er en god sparringspartner og kommer med mange fornuftige input. Det er også hende, der får mig ned på jorden, hvis mit ego får vokseværk: ”Det du laver, er jo ikke noget særligt,” lyder det omgående.

Min farfar bærer turban
Jeg bor stadig hjemme, og min familie er min base. Ikke mindst har jeg en særlig relation til min farfar. Han er mit faste holdepunkt, og vi har samme holdning til livet: At penge ikke er det vigtigste, og at man skal have sit hjerte med i det, man laver. Han skriver stadigvæk, og på det seneste har vi arbejdet sammen om at oversætte en religiøs bog til dansk. Min farfar er sikh, ligesom resten af min familie.

Sikhismen spiller en stor rolle i hans liv, og han bærer turban, et af sikhismens 5 symboler. De kaldes også de 5 K’er: Kesh (uklippet hår under turban), Kara (stålarmbånd), Kangha (en kam), Kaccha (korte bukser) samt Kirpan (en usleben daggert). Selv nøjes jeg med at bære Kara. Sikhismen har været en del af min opvækst, og den er vigtig for mig. Men det bliver mig en tand for meget, når man binder religion sammen med politik. Det religiøse liv kommer til at handle om, at Punjab skal være en selvstændig sikhstat, og det giver anledning til splid i sikhsamfundet. Debatten raser også på vores hjemmeside, og den kan være svær at administrere.
Min tro og religion er et privat anliggende, og jeg finder min identitet i kulturen. En af mine gode erfaringer er, at musik, film og kunst samler mennesker og skaber fællesskaber. Og netop det giver mig energi til at fortsætte med nye satsninger. Sidst var jeg medarrangør til en desikoncert med bl.a. superstjernen Raghav, en canadier med indiske rødder, der i Weekendavisen blev omtalt som desiernes svar på Robbie Williams. Stemningen var helt fantastisk, og efter sådan en aften er man både glad og stolt. Al stressen og det sure slid er glemt.

Står foran en skillevej
Jeg bidrager gerne med hjælp til et projekt, som jeg kan gå ind for, som fx at lave gratis research for bl.a. Natfilmfestivalen. Men efterhånden har jeg fingrene i så mange gratisprojekter, at der skal lidt økonomi til i fremtiden. I øjeblikket står jeg foran en skillevej i mit liv, hvor jeg skal beslutte, om jeg vil følge mine forældres ønsker om at gå ind i forretningslivet og måske tjene masser af penge eller følge mit hjerte, der hælder mod kultur og musik.

Indtil videre læser jeg marketing på Niels Brock Handelsskole sideløbende med mine kulturaktiviteter. Mine dage er fuldt besatte, og jeg er for det meste glad for min tilværelse. Men af og til kan jeg køre træt i de mange fremmedfjendske ytringer fra både medierne og fra såkaldt pæne folk på gaden. Med den tone føler man sig ikke velkommen, og det gør én trist og utryg. Ikke mindst når man selv arbejder hårdt for en fredelig sameksistens på tværs af kulturer.

Forleden aften måtte jeg vente halvanden time på gaden, før en taxa tog mig op – en indvandrer selvfølgelig. Så hjælper det på humøret at rejse en tur til Indien, hvad jeg gør mindst en gang om året. Under mine ophold i Indien har jeg interviewet nogle af Bollywoodfilmenes store stjerner og lavet en dokumentarfilm om desimusik. Interviewene har både været bragt på Kanal København (Københavns Lokal TV, red.) og på vores hjemmeside. Folk var vilde med at se én fra Danmark stå og snakke med stjernerne, som de kendte fra Bollywoodfilmene. Et navn som indiske filmfolk i øvrigt frabeder sig: Kald det for indisk filmindustri!

Fremtiden
Jeg har masser af planer for fremtiden. Lige nu arbejder jeg med et festivalkoncept efter forbillede fra den flerkulturelle Oslo Mela Festival, der finder sted hvert år. I øvrigt har den norske regering udnævnt 2008 til mangfoldighedsår. Sådan noget luner! Endnu er det ikke lykkedes mig at overbevise fondene om det fornuftige i at støtte en sådan festival i Danmark: At det ligefrem kunne være en integrationsfremmende begivenhed. Men jeg har ikke opgivet håbet endnu.

Jeg er stadig single, men en dag møder jeg nok en pige, jeg forelsker mig i. At være kæreste med én med samme baggrund gør mange ting lettere. Desværre er indere en meget lille minoritet i Danmark, så antallet af piger i min alder er ikke stort. Så jeg vil nok finde min fremtidige partner i desimiljøet i udlandet. Jeg kommer fra en liberal familie, der ikke blander sig i, hvem deres børn forlover eller gifter sig med. Desværre er det ikke tilfældet for alle sikher her. Arrangerede ægteskaber finder stadig sted, om end i begrænset omfang. Også på det område vil de unge selv bestemme. Så selvom jeg endnu ikke helt har fundet fodfæste i mit liv, så ved jeg, hvad der gør det værd at leve. Og det er det vigtigste!