Født 1981 i Tyrkiet med kurdisk baggrund ● Familiesammenført i Danmark i 1983 ● Opvokset i Ishøj ● Har bl.a. spillet i AGF, FC København og på ungdomslandsholdet
• Frihed men også forventninger
• Brøndby - ikke fodbold for sjov
• Hjemve
• Trænede indvandrerdrenge
• Farmand støttede mig hele vejen
• Overvægtige piger i gang med sport
• Anfører – et nyt kapitel
• Racisme og fordomme i fodbold
• Dansk - italiensk kæreste
• Taler, bordkort og sange
• Tyrkiske bånd
• Et liv efter fodbolden
Frihed men også forventninger
Jeg kom til verden i Tyrkiet, men voksede op i Ishøj. Kun to år gammel rejste jeg til Danmark sammen med min mor og to ældre søskende. Min far havde fået asyl som politisk flygtning, fordi han havde været studenterpolitisk aktiv på venstrefløjen i Tyrkiet. Han havde en ingeniøruddannelse, men i Danmark kunne han ikke bruge den til noget. Efter nogle år som taxachauffør fik han arbejde som lærer på en skole i Bagsværd. I dag er han selvstændig butiksindehaver.
Jeg havde en tryg barndom med kærlighed og omsorg. Ishøj var et godt sted at vokse op med masser af legekammerater og frihed. Vores forældre stolede på os og gav os ret frie tøjler. Ingen forbud mod at gå til gymnasiefester eller på cafe efter skoletid. I min familie blev skolen taget meget alvorligt. Min far ønskede, at vi børn fik ordentlige uddannelser og gentog ofte, at i Danmark var alt muligt. I dag er min søster tandlæge, min storebror studerer jura, og min lillebror går i gymnasiet. Så vi har alle taget vores fars ord til efterretning.
Brøndby - ikke fodbold for sjov
Det var lidt af en tilfældighed, at fodbolden kom til at fylde mit liv. Som lille dreng blev jeg meldt til et puslingehold i fodbold, fordi mine venner spillede der. Der blev lagt mærke til mit spil, og jeg begyndte at spille i en boldklub i Ishøj. Som 14-årig blev jeg så optaget i Brøndby Fodboldklub, hvor min klasselærer havde kontakter. Det blev starten på et nyt liv: Frem og tilbage med tog fire gange om ugen samt kampe i weekenden. Derudover skulle jeg passe skolen.
At spille fodbold i Brøndby var alvor og krævede energi og disciplin. Det var ikke fodbold for sjov som i Ishøj. Som 16-årig spillede jeg på talentholdet, og Brøndby tilbød mig en tre-årig kontrakt. Det var stort både for familien og mig. Ikke mindst fordi jeg spillede med på Danmarks ungdomslandshold. En af mine kampe var mod Tyrkiet. Det var en stor dag for familien, hvor min stolte farmand mødte op i jakkesæt og slips. Da jeg scorede et af målene i 3-2 sejren til Danmark, blev jeg dagens helt.
Desværre bliver man ikke kun bedømt for sit boldspil på banen. Med kampen fulgte der en del medieomtale. Inden vi gik på banen, gav jeg et interview til en tyrkisk TV-station. Interviewet blev fuldstændigt misforstået af kurdiske kredse i Danmark, og der gik politik i sagen. Bl.a. blev jeg citeret for at have sagt, at jeg ville græde for mit fædreland Tyrkiet. Noget, jeg som kurder aldrig kunne finde på at sige. Politik og sport skal ikke blandes sammen. Omvendt fokuserede de danske medier på, at jeg havde tyrkisk pas og spillede mod Tyrkiet. Og ikke på at jeg stillede op på det danske ungdomslandshold.
Hjemve
Efter 9. klasse fortsatte jeg på Høje Tåstrup Gymnasium. Et Team Danmark- gymnasium, hvor elite- og idrætsudøvere kunne tage en studentereksamen på fire år i stedet for tre. Det betød færre undervisningstimer og mindre hjemmearbejde. Før min kontrakt med Brøndby udløb, blev jeg købt fri af AGF i Århus, der spillede i superligaen. De havde set mig i en af mine kampe for landsholdet og tilbød mig en kontrakt.
Jeg ville gerne spille fodbold på et højere niveau, selvom det betød, at jeg skulle flytte til Århus. Men jeg havde ikke forestillet mig, hvor stor en omvæltning det var. Det sværeste var, at jeg savnede min familie så meget. I min kultur bor man hos sine forældre, indtil man gifter sig, og man følger hinanden tæt i dagligdagen. Nu skulle jeg stå på egne ben som 19-årig i en by, hvor jeg ikke kendte nogen. Et liv uden mors mad og ingen søster og brødre at snakke tingene igennem med. Også min kæreste måtte jeg undvære. Hun var i gang med en frisøruddannelse og kunne ikke flytte til Århus.
Spillemæssigt gik det godt, og efter et halvt år fik jeg fornyet min kontrakt. I begyndelsen prøvede jeg på at gøre min gymnasieuddannelse færdig, men jeg indså, at det var umuligt at kombinere undervisning og lektier med professionel fodbold.
Trænede indvandrerdrenge
Fodbold på topniveau giver ikke plads til mange aktiviteter ved siden af. Alligevel sagde jeg ja til at arbejde på frivillig basis i et projekt i Brabrand, hvor jeg to gange om ugen trænede et hold fodboldglade indvandrerdrenge. Det var en fed oplevelse at kunne give drengene noget sjovt og udviklende at bruge deres fritid på. Alternativet var jo, at de ellers hang ud i gaderne.
Journalister har tit spurgt mig, hvorfor der ikke er flere fodboldspillere med etnisk minoritetsbaggrund, der spiller på højt niveau. Et spørgsmål jeg selv har gjort mig mange tanker om. Det er rigtigt, at mange dygtige spillere med indvandrerbaggrund falder fra undervejs. Derfor var det tankevækkende at høre drengene fortælle om de problemer, som de fleste havde haft i fodboldklubberne: At de sjældent blev udtaget på holdet, at de ikke havde lyst til at gå nøgne i bad, og at der ikke rigtig var plads til forskellighed. Det drejede sig om motiverede og dygtige spillere, så selvfølgelig mener jeg, at det skal tages alvorligt.
Omvendt har jeg også oplevet, at indvandrerdrenge hurtigt opgiver, når de møder modstand. Da jeg underskrev min første kontrakt med Brøndby, sagde min træner: ”Baris, nu håber jeg ikke, at du sætter pengene over fodbolden”. Dermed mente han, at det er begrænset, hvor mange penge du tjener som ungdomsspiller. Føler man sig lidt uden for, og bliver man ikke udtaget til en kamp, kan det være fristende at skride fra det hele. Det bliver ikke bedre af, at forældrene måske presser én til at arbejde i familiens pizzeria, kiosk eller grønthandel. Netop forældreopbakning kan være afgørende for, om sønnens fodbolddrømme går i opfyldelse.
Farmand støttede mig hele vejen
Min far er nok den person, der har haft størst indflydelse på min fodboldkarriere. Da jeg kom på Brøndby-holdet, forstod han, at der var noget i ”gutten”. Han begyndte at involvere sig intenst i min fodboldkarriere. Jeg vidste altid, at min familie sad på tilskuerrækken, når jeg spillede kampe på hjemmebanen. Alle sportsnyheder, hvor jeg blev nævnt, blev limet ind i scrapbogen.
Der var ikke kun moralsk støtte, men også økonomisk. Fodbold koster penge: Støvler, rejser og visa. Indtil jeg fik dansk pas som 18-årig, skulle der betales for et visum, hver gang jeg spillede en kamp i udlandet. Uden min families støtte var jeg aldrig kommet så langt. Nu, hvor jeg ved siden af fodbolden arbejder som bestyrer i min brors cafe i Lyngby Storcenter, dropper farmand tit forbi til en snak og en kop kaffe.
Overvægtige piger i gang med sport
Alt får en ende. Efter 39 superligakampe i AGF, skulle jeg finde en ny klub at spille i. Tre tyrkiske fodboldklubber viste interesse for at købe mig. Men i stedet skrev jeg kontrakt med FC Aarhus og droppede dermed planerne om en karriere i Tyrkiet. Efter to år i Århus flyttede jeg i 2001 tilbage til Ishøj - hjem til kæresten og familien.
Mens jeg trænede unge indvandrerdrenge i Århus, opdagede jeg nye sider i mig selv: At jeg kunne lide at arbejde med unge mennesker, og at jeg var god til det. Det gav mig lyst til at arbejde som lærervikar på skoler i Ishøj kommune, samtidig med at jeg gjorde min HF-eksamen færdig. Som lærervikar handler det om at kunne holde disciplin i klassen, og det havde jeg ikke problemer med. Det hjalp, at jeg var et kendt ansigt i Ishøj og nød respekt blandt eleverne. Noget skolen udnyttede, når problemelever skulle snakkes til fornuft.
Senere underviste og vejledte jeg i et projekt for unge indvandrerpiger, der havde problemer med vægten. Ideen var at kombinere idræt og lektiehjælp. I modsætning til danske piger er det ikke en selvfølge, at indvandrerpiger dyrker sport. Det koster penge, og forældreopbakningen er ikke stor. Det viste sig hurtigt, at pigerne elskede at bruge kroppen. Faktisk kom de kun for sportens skyld. Jeg kunne bruge meget fra fodbolden, og vi fik løbet og svedt ud. Det var en fantastisk oplevelse at se, hvor meget det rykkede for pigerne i løbet af projektet.
Anfører – et nyt kapitel
I mellemtiden fik jeg tilbudt en ny kontrakt med fodboldklubben Skjold på Østerbro. Efter to år på deres 1. divisionshold fik jeg kontrakt med Fremad Amager. Også et 1. divisionshold, hvor jeg både udfordres og trives. Klubben har fået nye investorer, der gerne ser, at vi kommer til at spille i superligaen.
Jeg er nu blevet anfører for holdet. Et helt nyt kapitel i min karriere, som jeg ser frem til. Jeg trives med ansvar. En af mine opgaver som anfører for holdet er at holde møder med både spillere, træner og ledelsen om forskellige ting. Ligesom mange andre boldklubber er vi på banen, når det gælder om at gøre en indsats mod racisme i dansk fodbold.
Racisme og fordomme i fodbold
Personligt har jeg ikke mærket racisme fra hverken trænere eller medspillere. Som muslim spiser jeg ikke svinekød eller rører alkohol, og det bliver fuldt ud accepteret, bortset fra en enkelt dum episode. Som helt ung var jeg på en træningstur, hvor jeg gjorde træneren opmærksom på, at der var svinekød i min sandwich: ”Spis den bare, Gud finder alligevel ikke ud af det”, svarede han. Heldigvis er man kommet længere i dag. Men det sker, at jeg får nogle svinere på nettet, og at der falder nogle dumme bemærkninger fra tilskuerpladsen. Ligesom jeg også har fået generaliserende bemærkninger, når jeg ville beholde mine underbukser på i badet: ”Hvorfor kan I ikke bade som vi andre?”.
I Europa har racisme i fodbolden længe været et stigende problem. Herhjemme er vi også godt med. Og det gør mig ked af det at høre ekstremistiske fans komme med racistiske tilråb mod mørke spillere under kampene. Jeg er vildt glad for de initiativer mod racisme, som flere klubber har taget: At give personer, der kommer med racistiske tilråb, det røde kort i form af karantæne eller bøder. Og så skal klubberne holdes økonomisk ansvarlige, hvis chikanen af mørke spillere fortsætter. Det er det eneste, der virker.
Dansk-italiensk kæreste
Mine søskende og jeg vælger selv vores kærester og ægtefæller, der er intet familiepres. Min kæreste og jeg fandt hinanden til en fest i en ungdomsklub for syv år siden. Hun er dansk-italiensk. Vi er flyttet sammen i en ejerlejlighed, selvfølgelig i Ishøj, hvor vi begge er vokset op. Min svigermor bor nu på Fyn, mens svigerfar stadig bor i Ishøj. Heldigvis er han en ivrig fodboldfan, og så er alt jo godt.
Som den eneste af mine søskende er jeg flyttet hjemmefra. Min kæreste går ud og ind hos mine forældre, som hun har tid og lyst til. Tyrkisk og italiensk er en god blanding og har mange fælles ingredienser, bl.a. samme temperament og familiefølelse. Dagligt ringer min mor: ”Har I lavet mad, ellers kommer I bare over til os”.
Taler, bordkort og sange
I år holdt jeg for første gang dansk jul hos mine svigerforældre. Juleaften hos svigermor, hvor menuen stod på andesteg, rødkål og risengrød. Næste dag til julefrokost hos min svigerfar. Det var ren hygge og en overvældende oplevelse.
Endnu har min kæreste og jeg ikke ring på vores kærlighed, men vi har snakket om at gifte os. Præcis hvordan vores bryllup skal foregå, ved vi ikke. Jeg vil ikke presse hende til at konvertere til islam. Og det bliver heller ikke en fest på tyrkisk maner i en sal fyldt med flere hundrede mennesker. Det er for upersonligt, og de fleste ville være min fars venner og bekendte.
Da min kærestes farmor og farfar fejrede deres guldbryllup på en kro, var jeg en af de 35 gæster. Det var totalt hyggeligt med taler, bordkort og sange. Senere var der musik og dans, selvfølgelig med bryllupsvals. Jeg var helt vild med det. Efter festen snakkede vi om, at vores bryllup skulle være i den stil. Hvis vi altså skal giftes. Min levevis og mine traditioner er klart påvirket af det danske. Men det vigtigste er, at vi skaber nogle nye traditioner, der kan forbinde det tyrkiske med det danske.
Tyrkiske bånd
Til sommer tager vi alle sammen på ferie i Tyrkiet. Først skal min kæreste se vores landsby i Konya. Da jeg var barn, var den propfuld af mennesker, men i dag er den næsten uddød. De allerfleste er udvandret til forskellige steder i verden. Kun få i min familie bor stadigvæk i Tyrkiet, så familiemæssigt er båndene til ”hjemlandet” ikke længere så stærke.
På mange måder lever jeg et dansk liv og føler mig som dansk kurder. Alligevel har jeg et indre jeg, der søger tilbage til, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra. Når jeg ser billeder i kurdisk tv, oplever jeg en pludselig længsel efter Tyrkiet. Jeg ved dog godt, at jeg aldrig ville kunne falde til der. Hvorfor skulle jeg også det? Mit liv i Danmark er godt. Jeg gider heller ikke spekulere på, hvordan mit liv havde været, hvis vi var blevet i Tyrkiet.
For tiden overvejer min kæreste og jeg at købe et feriehus i Tyrkiet sammen med familien. Samtidig drømmer vi også om hus og børn inden for de nærmeste år. Så ferieboligen må nok vente.
Et liv efter fodbolden
Jeg har stadig nogle gode år tilbage i dansk fodbold, men når jeg en dag lægger de ”professionelle støvler” på hylden, skal jeg uddannelsesmæssigt være klædt på til en ny karriere. Måske som ejendomsmægler, bankmand eller noget helt tredje. Min plan er at tage en uddannelse i erhvervsøkonomi på Niels Brock, og så må vi tage den derfra. En fremtid som fodboldtræner er heller ikke utænkeligt. Jeg har noget, som jeg gerne vil give videre! Og der er brug for rollemodeller for de unge.
|
|
| Citat |
"Min første superligakamp spillede jeg på Brøndby Stadion i AGF’s hvide trøje. "
|
 |
Baris Özcan, København
|
 |
Baris Özcan, København
|
| Citater |
"Mange af mine kammerater var nødt til at knokle i deres familiers butikker og pizzeriaer efter skoletid, mens jeg spillede fodbold."
"At spille fodbold på et 1. divisionshold kræver, at du er topkoncentreret. Dine fans betaler din løn, og det forpligter: Ingen vilde fester i weekenderne." |
|
Kvindekilder
Dansk kvindebiografisk leksikon
Tidsskrifter 1885-1920
Årstalslister
Politisk valgret 100 år
Kommunal valgret 100 år
Kvinder i statsråd
Mentornetværk
Den usynlige succes
Nye mænd i Danmark
