Det er vigtigt for integrationen, at indvandrere har mulighed for at læse om begivenheder på deres eget sprog og se film fra egen kultur. For så får de også større lyst til at følge med i, hvad der rører sig i det danske samfund, mener Cengiz Kahraman.
Født 1964 i Denizli, Tyrkiet ● Studerede nationaløkonomi ved Anadolu Universitetet i Tyrkiet ● Giftede sig i 1987 med en dansk kvinde og flyttede til Danmark ● Bachelorgrad i i film og videnskab fra Københavns Universitet i 1999 ● Chefredaktør på månedsavisen Haber og medindehaver af firmaet KastMedia
Tjente til mine studier som tæppehandler I 1980’erne studerede jeg nationaløkonomi på Anadolu Universitetet i Tyrkiet. Studierne finansierede jeg ved at sælge tæpper i min fars forretning i Antalya. Et godt studenterjob med masser af tid til at læse og skrive opgaver imellem kundebesøgene.
Antalya er en populær turistby med mange butikker og en livlig handel. I nærheden af vores tæppehandel boede en ældre dansk pensionist, Kaj, som af og til droppede ind i forretningen. Vi blev gode venner, og en dag fortalte han, at han ventede besøg fra Danmark. En ung dansk pige.
Der gik ikke lang tid, før hun og jeg blev kærester. Den følgende tid tilbragte min kæreste alle sine ferier i Antalya. Vi havde det skønt sammen og fandt ud af, at vi ikke kunne undvære hinanden. Vi blev nødt til at tage en beslutning om, hvor vi ville være. Og valget faldt på Danmark. Min kæreste havde en lille søn fra et tidligere ægteskab. Desuden var hun lige færdiguddannet som pædagog og mente, at hendes muligheder for at få et godt job var langt bedre i Danmark.
I begyndelsen generede det mine forældre, at jeg var parat til at droppe mine universitetsstudier til fordel for kærligheden. Det hjalp dog, da jeg forsikrede dem om, at jeg ville fortsætte mine studier i Danmark, når jeg først havde lært dansk. I øvrigt kunne de vældig godt lide min kommende hustru og senere forstod de min beslutning. For at jeg kunne få lov til at bo i Danmark var vi nødt til at gifte os. Brylluppet holdt vi i Tyrkiet.
Pakkede ikke kufferten ud Den første tid i Danmark pakkede jeg ikke min kuffert ud. ”Hvorfor bruger du ikke skabet?” spurgte min kone. Faktum var, at jeg havde købt en åben billet til Danmark, hvis nu livet i Danmark var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Så kunne jeg hurtigt lukke kufferten og rejse tilbage til Tyrkiet.
Det gik heldigvis anderledes. Mine svigerforældre var nogle dejlige mennesker, der tog varmt imod mig. Og der gik ikke længe, før mit tøj hang pænt på bøjler i garderobeskabet. Fra første dag var jeg fast besluttet på at kunne klare mig selv i Danmark. Efter få uger fik jeg et halvdagsjob som rengøringsassistent i den børnehave, hvor min kone arbejdede som pædagog. Samtidig kastede jeg mig over dansk. Senere fulgte andre job. I en kort periode gjorde jeg rent fra klokken fem til otte om morgenen, så tre timer på sprogskolen. Om eftermiddagen underviste jeg i tyrkisk som modersmål på en folkeskole. Jeg afsluttede dagen med aftenarbejde på postterminalen i København. Det var benhårdt. Men ingen havde lovet mig, at det skulle være let at skabe sig en tilværelse i et nyt land. Senere studerede jeg ”kun” dansk samtidig med, at jeg arbejdede fuld tid på postterminalen.
Tyrkisk korrespondent I 1992 begyndte jeg at læse nationaløkonomi på Københavns Universitet efter at have taget de nødvendige danskeksaminer på VUC. Jeg skulle ikke begynde forfra, men fik godkendt mine eksaminer fra Tyrkiet. Mens jeg læste, fik jeg smag for et helt nyt område, nemlig journalistverdenen. Jeg havde længe haft interesse for medierne. Og da en af de største tyrkiske aviser, Milliyet, søgte korrespondenter i forskellige lande, søgte jeg jobbet.
Jeg blev bedt om at skrive en artikel om en demonstration mod racisme på Blågårds Plads. En lille tekst, der faktisk blev bragt i avisen, og i de følgende år var jeg fast tilknyttet til avisen. Det ene job førte til det andet, og snart skrev jeg for flere tyrkiske medier, jeg var vikar som tyrkisk nyhedsoplæser på DR og tilknyttet BBC’s tyrkiske sektion.
Efterhånden fandt jeg ud af, at medierne var meget mere mig end nationaløkonomi, og jeg besluttede mig for at satse på det område. I 1996 blev jeg optaget på film og medievidenskab på Københavns Universitet. Det skyldte jeg trods alt mine forældre.
Under mine studier arbejdede jeg på postterminalen, der var en sjov arbejdsplads med fantastiske kollegaer. Her knyttede jeg venskaber for livet. Alt i alt arbejdede jeg der i femten år.
Indvandrere bruger hjemlandets medier Fagligt var det ikke så anderledes at studere i Danmark, men pædagogikken var ny for mig. I Tyrkiet var der større fokus på eksaminer. Alle fag blev afsluttet med eksaminer med stress og nerver til følge. I Danmark kunne du i stedet for vælge at skrive en opgave i fred og ro. Da jeg skulle skrive min afsluttende bacheloropgave, blev jeg opfordret til at undersøge tyrkiske indvandreres brug af danske medier.
Vi har et stort tyrkisk talende mindretal på 55.000 i Danmark. Og min undersøgelse viste, at godt 90 procent udelukkende brugte tyrkiske medier. Især første generation af tyrkiske indvandrere havde så dårlige danskkundskaber, at de havde svært ved at læse danske aviser, og dermed gik de glip af mange nyttige informationer om det danske samfund. De så tyrkiske TV kanaler, læste tyrkiske aviser og fulgte vejrudsigten i Tyrkiet. Det mønster ville jeg godt være med til at bryde.
Jeg talte med en herboende journalistkollega, Sadi Tekelioglu, også korrespondent på en tyrkisk avis om sagen. Kunne vi sammen lave en avis for et tyrkisk mindretal på både dansk og tyrkisk? En avis, der ytrede sig om alt, hvad der rørte sig i både det tyrkiske og danske samfund. En avis, der opfordrede tyrkiske indvandrere til at deltage i debatten.
Alt for mange indvandrere lever et liv i et parallelt samfund og mangler et elementært kendskab til Danmark og det danske sprog. De isolerer sig og føler sig ikke anerkendt eller som en del af det omgivende fællesskab. Vi syntes, at det var en skam, at tyrkerne blev kørt ud på et sidespor. Og en avis, der kommunikerede på begge sprog, kunne bidrage til integrationen. Min kollega og jeg gik i gang med at forhøre os om mulighederne for at kunne komme på gaden med en dansk - tyrkisk avis.
Haber og Politiken En dag i 2002 blev min kollega og jeg inviteret til et møde med dagbladet Politiken. Chefredaktøren lyttede interesseret til vores idé. Vi var begge erfarne journalister, havde gode ideer og forbindelser, men ingen penge. Politiken tilbød at udgive et gratis prøvenummer med nyheder fra både Tyrkiet og Danmark for at sondere markedet.
Efteråret efter udkom første nummer af ugeavisen Haber, der betyder ’nyt’. Responsen var god, og vi fik grønt lys til at fortsætte. Men desværre slog økonomien ikke til, og efter godt halvandet år stoppede Politiken udgivelsen. Ærgerligt og frustrerende! Ikke mindst fordi vi oplevede en kæmpe interesse fra vores læsere, som overbeviste os om, at der var et marked for Haber. Heldigvis tilbød Politiken generøst, at vi kunne overtage navnet og rettighederne til Haber.
Vanskelig start Kort tid efter lukningen af Haber etablerede vi vores eget firma, Kast Media. Vi begyndte at importere og distribuere film, og spurgte tyrkiske virksomheder, om de ville sponsorere filmplakaterne. De foreslog i stedet for at sponsorere Haber, indtil vi selv kunne leve af annonceindtægterne.
I slutningen af 2004 udkom Haber nu som en månedsavis. Samtidig oprettede vi en hjemmeside med dagligt opdaterede nyheder. Selvfølgelig sad tvivlen i baghovedet, om vi nu kunne klare det. Vi havde ikke råd til kontorlokaler Det første år blev Haber lavet hjemme i min dagligstue på min computer. I dag er både Haber og Kast Media ved at udvikle sig til en ganske god forretning med gode lokaler i centrum af København. Men det har langt fra været nemt at skaffe de nødvendige annoncører.
Hvor er din kone henne? Jeg har følt mig godt behandlet hele vejen, og heldigvis har jeg en kone, der har støttet undervejs. Af og til bliver jeg dog mindet om, at jeg ikke er inviteret helt ind i det danske fællesskab. Går jeg med en tyrkisk kammerat på café, kan man tydeligt høre vores accent. ”Hvor kommer I fra?” Fint nok, at de spørger. Næste spørgsmål: ”Lader I jeres koner sidde alene derhjemme?”. De tager det for givet, at min kammerat og jeg er på jagt efter danske kvinder, mens vores koner går derhjemme og passer børn og rører i kødgryderne.
Somme tider er det for meget, at man ikke engang kan gå i byen og bestille en øl uden at få bemærkningen: ”Muslimer må da ikke drikke alkohol”. Til daglig tænker jeg ikke specielt over det, men det ærgrer mig, når jeg bliver konfronteret med folks naive fordomme og mangel på anerkendelse. Når jeg direkte adspurgt fortæller, at jeg er journalist og chefredaktør er respekten kortvarig. Ok, det er flot. Hvilken avis? En tyrkisk. Nåh sådan.
Den lille forskel Af og til oplever jeg som journalist situationer, som er svære at håndtere. Fx var det dybt frustrerende at opleve, at ens spørgsmål blev overhørt af en minister på et pressemøde på Christiansborg. Da jeg gentog mit spørgsmål, kiggede han uforstående på mig, og signalerede tydeligt, at han ikke forstod, hvad jeg sagde. Det blev for meget for en dansk journalist på TV2. Han rejste sig og sagde: ”Vi andre har forstået, hvad han sagde”.
En kollega hviskede mig i øret, at det var ministerens måde at undgå at besvare kritiske spørgsmål om den danske udlændingelov. Men det gjorde det ikke mindre ubehageligt at blive udstillet som uforståelig. Så dårligt er mit dansk heller ikke.
En gang imellem ringer danske TV journalister og beder mig om en kommentar om tyrkisk politik. Når jeg så endelig udtaler mig til TV, er det frustrerende senere at opleve, at man har sat undertekster på. Så mister man let selvtilliden. Der er ikke tale om racisme, blot en markering af den lille forskel.
Problemer sælger aviser Personligt er jeg aldrig blevet kaldt perker eller har oplevet at blive afvist på et diskotek, men indvandrerdebatten i Danmark irriterer mig ad helvede til. Især den vinkel som medierne formidler historier om etniske minoriteter på.
At Cengiz Kahraman er blevet chefredaktør er ikke en nyhed, der sælger. Men hvis Cengiz Kahraman har voldtaget sin danske kone, ville det give en sikker plads på avisernes forsider. Sådan fungerer markedsmekanismerne.
Opsigtsvækkende og provokerende nyheder tilfredsstiller læseren, og det retter journalisterne sig ind efter. Flere journalister med etnisk minoritetsbaggrund ville ikke ændre vinklingen af nyheder om indvandrere. For grundlæggende drejer integrationsproblemer sig om mennesker, der har økonomiske og sociale vanskeligheder. Hvis man ansætter flere arabisktalende politibetjente, fjerner man heller ikke kriminaliteten blandt unge ballademagere med arabisk baggrund.
Men selvfølgelig ville flere ”mørke” betjente, journalister og studieværter være med til at nuancere folks faste forestillinger om etniske minoriteter. Min pointe er dog, at det stadigvæk ikke vil ændre på mediernes koncept. Hvis TV vil bringe et indslag om huslejestigninger i Vollsmose, så vil billedsiden vise kvinder med tørklæder og lange gevandter, uanset om historien drejer sig om noget helt andet. En indvandrerjournalist kan ikke ændre meget på den redaktionelle linje.
Gaderne flyder med hundelorte Jeg er dansk statsborger, men jeg betragter mig ikke som dansker. Min barndom og ungdom er anderledes og derfor kan jeg bedre identificere mig med Tyrkiet.
Alligevel føler jeg mig hjemme i Danmark. Og min kone og jeg lever ikke meget anderledes end de fleste danskere. Jo, jeg er muslim, men jeg er ikke praktiserende. Dog ser jeg helst, at folk tager deres sko af, når de besøger mig. Man kan kalde det for en kulturforskel. Men dybest set handler det mere om, at gaderne flyder med hundelorte, og derfor ønsker jeg ikke fremmede sko ind i mit hjem. Kulturelt er jeg tyrker. Både arbejdsmæssigt og privat fylder tyrkisk kultur gevaldig meget. Sadi og jeg importerer ikke kun tyrkiske film, der bliver vist i hele Danmark. Nu arrangerer vi også egentlige tyrkiske filmfestivals blandt andet i samarbejde med Park biograf i København og Vanløse Bio. Biograferne er glade for det tyrkisk talende publikum, der ikke nøjes med at se hjemlandets film, for de køber også billetter til de film, der præsenteres i forfilmene som fx danske film.
Adgang til egen kultur gavner integrationen Man begynder først rigtigt at leve i et nyt land, når man føler sig hjemme og anerkendt og har adgang til sine kulturelle rødder. Når man har adgang til sin egen kultur, er man også i stand til at tage imod andre kulturtilbud. Fx annoncerer Det Kgl. Teater i vores avis, Haber, ligesom vi i hvert nummer anmelder danske bøger.
Jeg tror, at Sadis og mine projekter har gjort tyrkiske indvandrere bedre rustet som medieforbrugere til gavn for integrationen. Dertil kommer den danske livsstil, der naturligvis har smittet af. Mange familier gider ikke længere lave mad i weekenderne, men foretrækker at spise ude i byen. De går til koncerter, i teatret og biografen, og begynder at leve som alle andre. Jeg vil gerne udvide de kulturelle tilbud og arbejder allerede på at arrangere lyrikaftener med både tyrkiske og danske digtere.
Haber skal ud i flere europæiske lande Min drøm er at udgive Haber i flere europæiske lande bl.a. i Sverige, Tyskland og Holland. En tyrkisk version af gratisavisen Metroxpress udgivet som en ugeavis. Jeg er ikke bange for at kaste mig ud i nye projekter. Lykkes det ikke, skal jeg nok finde mig et nyt job. Når det gælder arbejde, har jeg ingen fine fornemmelser. I dag er jeg chefredaktør, i morgen måske avisbud. Jeg er ikke tryghedsnarkoman. Jeg har et godt liv i Danmark sammen med min kone. Vi har ingen fælles børn. Til gengæld har vi både hund og kat, der holder mig travlt beskæftiget med støvsugeren.
Info
Klik på ikonet for at høre Cengiz fortælle om fordomme
* Afspilleren anvender Flash!
Citat
"Det danske sprog har klart været min største udfordring. Og jeg kæmper stadig"
Cengiz Kahraman, København
Cengiz Kahraman, København
Citater
"Den danske udlændingelov indeholder punkter, der på mange måder er dybt diskriminerende. Man kan ikke have forskellige love for landets borgere"
"I dag har Haber 16 freelance journalister knyttet til avisen, hvoraf mange er kvinder."
Kvindekilder
Dansk kvindebiografisk leksikon
Tidsskrifter 1885-1920
Årstalslister
Politisk valgret 100 år
Kvinder i statsråd
Kommunal valgret 100 år
Mentornetværk
Den usynlige succes
Nye mænd i Danmark
