Abdul Qader Yusefi

Født 1969 i Afghanistan ● Kom til Danmark i 2000 ● Uddannet læge i Sovjetunionen og Afghanistan ● Opnåede asyl i Danmark i 2000 ● Bor i Gentofte sammen med sine tre børn og sin kone, der også er læge

• Min far blev myrdet
• Kabul - en slagmark
• Talebanregimet
• Massegrav
• Syg af blodkræft
• Rejsefæller hjalp under flugt
• Danmark blev min redning
• Nyt liv og gode venner
• Læge i Danmark
• På nippet til at opgive
• At være et godt menneske
• Min sygdom har givet mig styrke


Min far blev myrdet
Da jeg var 15 år, blev min far myrdet på grund af sine politiske aktiviteter. Min far var tidligere officer i hæren og medlem af Afghanistans demokratiske parti, PDPA. Så den dag jeg fortalte min mor, at jeg søgte ind på militærskolen, blev hun dybt ulykkelig: ”Jeg har mistet din far, men jeg klarer ikke, at der også sker dig noget”.

Siden jeg var barn, har jeg drømt om at blive læge, og min eneste mulighed for at læse medicin var at gå militærvejen. Til sidst indvilligede min mor, og efter fire hårde år på militærskolen i Kabul, afsluttede jeg min eksamen med et så godt resultat, at jeg var en af de udvalgte, der blev sendt til Sankt Petersborg i det daværende Sovjetunionen for at studere medicin i 1987.

Kabul - en slagmark
Desværre nåede jeg ikke at afslutte mit lægestudium. Alt ændrede sig med perestrojka i halvfemserne og Sovjetunionens ophør af støtte til den kommunistvenlige regering i Kabul. Afghanske militærstuderende fik besked på at rejse hjem. Man ved aldrig, hvad der kommer til at afgøre ens fremtid.

To måneder efter min hjemkomst til Kabul i 1992, brød helvede for alvor løs. Regeringspartiet blev opløst, og rivaliserende islamiske fundamentalistiske grupper, mujahedinerne omdannede Kabul til en slagmark. Overalt på gaden lå der døde og sårede mennesker efter raketangreb. Jeg forsøgte at hjælpe dem så godt, jeg kunne. Men jeg var bekymret for min familie og besluttede mig for at rejse til Shebergan i Nordafghanistan, hvor min mor og lillebror boede.

Talebanregimet
I Afghanistan afhænger meget af, hvem du kender. Og en dag sendte en af mine venner bud om, at jeg skulle rejse til byen MazarSharif, hvor jeg kunne færdiggøre mine studier på universitetet. Min ven var nu direktør for militærhospitalet og hjalp mig med at blive optaget på universitetet. Om dagen studerede jeg, og om aftenen arbejdede jeg på hospitalet. Og i 1994 fik jeg så mit eksamensbevis som læge.

Borgerkrigen var nu også nået til Nordafghanistan, hvor forskellige militser bestående af tadsjikere, usbekere og hazaraer, den såkaldte Nordalliance, kæmpede mod Taleban. I mellemtiden var jeg blevet gift med Shikeba, der også var læge, og vores to første børn var blevet født. Efter Taleban besatte vores provins i 1998, var det ikke længere tilladt kvinder at arbejde uden for hjemmet. I stedet for opsøgte kvindelige patienter min kone privat for at blive behandlet, for mandlige læger måtte hverken røre ved eller tale med kvindelige patienter.

Under Talebanregimet mistede vi retten til at bestemme over vores liv. Vi mænd måtte ikke klippe vores skæg og skulle dagligt vise os fem gange i moskeen. Blev du set på gaden på tidspunkter, hvor der blev bedt i moskeen, vankede der hårde straffe. Protesterede man, blev man stemplet som kommunist eller vantro. Og straffen kunne være dødsstraf, fængsel eller bøder. Kvinderne måtte ikke færdes på gaderne uden at bære burka, og de skulle være ledsaget af en mand i det offentlige rum. Vi levede uden frihed, billeder, musik og litteratur.

Massegrav
Hele Afghanistan var en krigsskueplads, og der blev begået grusomheder mod uskyldige civile af både Taleban og Nordalliancen. Ti dage efter talebanernes besættelse af vores by havde jeg vagt på hospitalet og skulle behandle en talebansoldat, der var blevet skudt.

Jeg så med det samme, at han selv havde skudt sig i låret. Nogle dage forinden havde den samme mand forgæves prøvet at få mig til at give ham medicin, der indeholdt narkotika. Han var misbruger og ville hjem til sin familie. Hans tilstand var så alvorlig, at jeg besluttede mig for at overføre ham til et større hospital i en anden by ledsaget af to talebaner.

På vejen tilbage insisterede min talebanske ledsager på at se en massegrav i nærheden. To år tidligere, i 1996, havde Nordalliancen begået en massakre mod talebanerne og havde smidt dem ud af provinsen. Men nu var talebanerne tilbage. Og det første de gjorde var at hævne myrderierne ved at begå nye i en ørken tre km uden for byen.

Da vi kom derhen, mødte der os et forfærdeligt syn. Tusinder af lig, som talebanerne havde dræbt 10 dage forinden, lå spredt ud over det hele. Mennesker med drømme om et liv med de kære, som de elskede. De døde var også muslimer, der læste Koranen og bad til Gud. Jeg følte en håbløs smerte og græd. Da jeg sent om natten kom hjem, kiggede jeg længe på min lille søn, der sov. Et eller andet sted derude ventede et barn på sin far, der aldrig kom tilbage. - Gud, hvad gør mennesker i dit navn?

Syg af blodkræft
I den følgende tid blev situationen værre og være. Vores by lå tæt ved fronten, hvor kampene med Nordalliancen udspillede sig. Man manglede desperat læger, og jeg blev sendt hen til skudlinien. Som kirurg blev jeg tvunget til at amputere hænder på personer, der blev dømt skyldige i tyveri. Og jeg slap heller ikke for at skulle konstatere, om henrettede personer var døde.

Jeg var omgivet af krig og ødelæggelser. Men mine problemer stoppede ikke der. På et tidspunkt var jeg eftersøgt af efterretningspolitiet, fordi jeg var rejst til Pakistan for at søge lægehjælp.

I Pakistan konstaterede lægerne, at jeg var alvorligt syg af blodkræft (en slags leukæmi, red.) og en behandling ville koste mange tusinde dollars. I Afghanistan fandtes ingen behandlingsmetoder overhovedet. Når du får beskeden, at du muligvis kun har nogle få år tilbage at leve i, mister du tråden i dit liv. Hvad skulle der blive af min familie, hvis jeg døde? Det var min kone, der skar igennem og sagde: ”Abdul, du skal flygte til Vesten og blive behandlet med moderne medicin”.

Rejsefæller hjalp under flugt
Det var et tungt pres at skulle forlade min gravide kone, mine to børn og min mor. I mellemtiden var min bror flygtet til Pakistan. Det lykkedes mig at komme til Moskva, hvor en gammel studiekammerat boede. Han betalte nogle menneskesmuglere for at tage mig videre til Danmark, efter at jeg havde forsøgt at blive behandlet i Moskva: ”At du er syg, er ikke vores problem”, lød det koldt.

Jeg besluttede mig for at rejse til Danmark. I en artikel havde jeg læst, at tilliden til dansk politi var en af de højeste i verden. Så stor en tillid betød, at man også kunne have tillid til landets øvrige institutioner. Bagmændene bag min flugt havde lovet mig, at flugten kun ville tage fem dage. Men fem dage blev til fem rædselsfulde måneder for mig og min gruppe. Rejseruten gik bl.a. gennem Ukraine, Ungarn, Tjekkiet og Tyskland. En rejse i bidende kulde, stuvet sammen under elendige forhold i ubeboede huse og kældre uden plads til at ligge ned og sove. Sult og tørst udmattede os yderligere.

En nat var vi ved at dø, da en gummibåd gik i stå og begyndte at tage vand ind. I sidste øjeblik fik bådføreren gang i motoren igen. Faren for at blive taget og sendt tilbage, hang konstant over vores hoveder. Og vi undgik ikke at blive fængslet tre gange i Tyskland og sendt tilbage til en flygtningelejr i Tjekkiet. Alligevel var der plads til medmenneskelighed. Gradvis blev jeg svagere og svagere, men mine rejsefæller havde overskud til at hjælpe mig igennem. Var der kun en stol i rummet, overlod de den til mig. Jeg havde kun en tanke i hovedet: At holde mig i live, indtil jeg nåede til Danmark.

Danmark blev min redning
En kold vinterdag i begyndelsen af 2000 søgte jeg asyl i Danmark. Få uger efter kom jeg i behandling på Rigshospitalet. Min sygdom var så fremskreden, at der kun var en lille chance for, at jeg ville overleve en knoglemarvstransplantation. En donor var svær at finde. Min lillebror var forsvundet, og ingen kendte til hans skæbne.

Under en kemoterapibehandling tabte jeg femten kilo og blev indlagt med lungebetændelse. Ikke mange forventede, at jeg ville overleve, men jeg var fast besluttet på at se min familie igen. En dag fik jeg tilbud om at afprøve en ny medicin, der endnu ikke var godkendt. Jeg havde intet at tabe og sagde straks ja. Medicinen havde en utrolig god virkning på mig, og jeg fik det gradvis bedre.

Min sygdom fremmede min sagsbehandling, og efter et halvt år fik jeg asyl. Jeg ringede straks til min kone og fortalte hende, at hun kunne komme til Danmark med vores tre sønner.

Nyt liv og gode venner
Det var overvældende at gense min familie i Kastrup Lufthavn. Min ældste søn stirrede spørgende på mig. Men der gik ikke mange minutter, før han råbte far og krammede mig. Min næstældste søn var for lille til at huske mig. Og min yngste så jeg for første gang, det var fantastisk. Desværre opholdt min mor sig stadig i Pakistan, hvor hun ventede på nyt om min forsvundne bror.

Efterhånden fik vi skabt en hverdag i Danmark og fik lagt oplevelserne fra Afghanistan bag os. Min sygdom var gået hårdt ud over mine tænder, og en dag gik jeg til tandlæge for at blive behandlet. Efter behandlingen forsøgte min tandlæge at tale med mig, men der var selvfølgelig et sprogproblem, da jeg hverken talte dansk eller engelsk. Alligevel fik vi skabt en kontakt, og det blev starten på et nært venskab.

Tandlægeparret, Jørgen og Libby, åbnede mange døre for os. Flere gange om ugen kom de på besøg og hjalp os med bl.a. møbler, gardiner og legetøj. De tog os ud på dejlige ture og hjalp os med at falde til i vores nye land. På trods af den sproglige barriere forstod vi hinanden. Efterhånden kunne jeg en smule dansk, og en dag spurgte jeg Jørgen, hvorfor de hjalp os så meget. Om det var af religiøse årsager? Han grinede og svarede, at han ikke var spor religiøs. ”Jeg hjælper dig bare som et menneske”. Det svar passede mig fint, for jeg havde fået nok af religion.

Læge i Danmark
Min kone og jeg var begge uddannede og rutinerede læger. Og vi var fast besluttet på at genoptage arbejdet. Første hindring var dansk, og i de første år knoklede vi med at sætte os ind i vores nye sprog.

Sygdommen havde ikke sluppet sit tag i mig, og jeg gik stadig til behandling på Rigshospitalet. I perioder var jeg plaget af træthed og bivirkninger fra min medicin. Det gik ud over min danskundervisning. Min kone derimod lærte det hurtigt og var så heldig at komme på et hold for læger med undervisning i medicinsk fagsprog med praktik tilknyttet på et hospital. Desværre sagde kommunen nej til, at jeg kunne komme på samme hold med begrundelsen: ”Du har brugt nok tid på at lære dansk”. Og i øvrigt skulle jeg ikke arbejde som læge, men derimod på et plejehjem.

Efterhånden blev jeg mere og mere frustreret, da jeg opdagede, hvor svært det var at få overtalt kommunen til at hjælpe mig tilbage til mit fag. Selv da jeg fik fremskaffet mit lægediplom og mine eksamenspapirer fra Rusland, holdt kommunen på sit og afslog at hjælpe mig med en praktikplads på et hospital. ”Det er ikke vores job”, var deres svar.

På nippet til at opgive
Psykisk var det noget af en nedtur, og jeg var på nippet til at opgive det hele og blive taxachauffør. Men så kontaktede min gamle dansklærer fra Sprogcenter Hellerup mig. Gennem min kone havde hun hørt om mine problemer med kommunen. Og hun opmuntrede mig til at holde fast i at blive godkendt som læge. Generøst tilbød hun mig at deltage i undervisningen for læger, hvor hun selv underviste. Så langt kom det ikke, for tingene faldt pludselig i hak.

En dansk overlæge tilbød mig en praktikplads på ortopædkirurgisk afdeling på Gentofte hospital. En praktik, der fortsatte som en prøveansættelse. Min anden prøveansættelse fik jeg i Slagelse, der yderligere tilbød mig en et-årig stilling, hvor jeg samtidig tog to krævende eksaminer.

Desværre blev jeg igen syg af de mange bivirkninger fra min medicin. Jeg havde simpelthen ikke overskud til den lange transporttid og de lange vagter. Så i dag har jeg fået fast ansættelse på Gentofte Hospital med et flexjob tre dage om ugen, og samtidig skal jeg afslutte de sidste to eksaminer i vinter. Det har været en lang kamp at nå dertil. Men jeg er glad for mit arbejde sammen med gode og hjælpsomme kollegaer. Og så er den teknologiske standard meget høj.

At være et godt menneske
I dag ligner vores hverdag på mange måder andre danske børnefamiliers med to udearbejdende forældre. Min kone arbejder nu som læge på Amager Hospital. Heldigvis har vi fået min mor til Danmark, og hun bor nu sammen med os. Hun er en utrolig stærk kvinde og har været meget igennem, men har støttet mig hele vejen og givet mig styrke. Desværre er min bror forsvundet, og vi har hørt rygter om, at han er blevet myrdet.

Det er en trøst at vide, at ens børn vokser op i et trygt land, hvor de har alle muligheder for at få sig en god uddannelse. Til forældrekonsultationerne får vi at vide, at vores børn klarer sig rigtigt godt, og det er min drøm, at de alle tager en videregående uddannelse. Så vi har meget at være taknemmelige for.

Var jeg blevet i Afghanistan, ville jeg ikke være i live i dag. Min sygdom har givet mig et helt nyt syn på livet. For syv år siden så jeg helt anderledes på mange ting. Fx prøver jeg at aflaste min kone, så meget jeg kan. Hun har en hård og lang arbejdsuge, og hvis jeg ikke tager min del af arbejdet med børnene og husarbejdet, går det ud over hende. Det er vigtigt for mig, at vi står skulder ved skulder.

Min familie og jeg har fundet os til rette i Danmark. Vi føler os hjemme, her i et samfund, hvor der er overskud til også at hjælpe andre mennesker i nød. Som os. Et samfund, hvor alle er lige for loven og har samme rettigheder. Selvom jeg var syg, fik min familie og jeg mulighed for at bygge et nyt liv op fra bunden.

Min sygdom har givet mig styrke
Jeg bliver aldrig helbredt for min sygdom, og jeg lever kun takket være min medicin. Det er lidt trist at skulle dø tidligt fra sin familie, men jeg er ikke længere bange. Min sygdom har udfordret mig og givet mig styrke. Materielle ting betyder ikke længere noget for mig. Derimod vil jeg gerne huskes som et godt menneske, der gjorde noget for andre og bidrog til fællesskabet.

I en periode sad jeg i Integrationsrådet i Gentofte. Og i dag arbejder jeg som frivillig i Dansk Flygtningehjælp. Jeg vil gerne gøre en indsats for at få danskerne til at forstå, hvorfor jeg og andre flygtninge er kommet hertil. At vi simpelthen var nødt til at flygte for at overleve. Og at vi også kan bidrage med noget godt her til gavn for alle!

Jeg vil gerne takke alle danskere for at have fået mulighed for et nyt liv, og jeg takker min skæbne for, at jeg har nået mit mål.
.