Abdulahi Bashir Egal

Født 1983 i Somalia ● Kom som 12-årig til Danmark som flygtning ● Studerer erhvervskommunikation på Odense Universitet ● Formand for Integrationsrådet i Odense ● Projektmedarbejder på et læseprojekt på Vollsmose Bibliotek ● Medlem af Rådet for Etniske Minoriteter


• Genså min mor i Danmark
• Let at lære dansk
• Ikke ufaglært arbejder
• Hvor er indvandrerne?
• Uddannet ”dynamo”
• Formand for integrationsrådet
• Vi kan lære af USA
• Integration som industri
• Jeg har to kulturer i mig
• Drop dyre aktiveringskurser
• Obligatorisk lektiehjælp
• I gang med en universitetsuddannelse


Genså min mor i Danmark
Jeg er født i Somalia og voksede op som den ældste af en søskendeflok på syv. Min far arbejdede for regeringen, men var også handelsmand på et tidspunkt. I 1991 blev min familie drevet på flugt, da oprørsgrupper indtog hovedstaden Mogadishu. Jeg var kun syv år, og jeg husker meget lidt af borgerkrigen. Under flugten gik alting stærkt, og mine forældre blev skilt fra hinanden. Min mor flygtede til Kenya og senere til Danmark, mens min far og vi børn undslap til Etiopien. Dengang vidste jeg ikke, at der skulle gå fem år, før jeg igen fik min mor at se, i et helt andet land. Efter fem år i Etiopien fik vi opholdstilladelse i Danmark og blev familiesammenført med min mor, der allerede havde fået asyl. Umiddelbart efter vores ankomst fik min familie anvist en lejlighed i Odense. 

Da vi ankom til Danmark, var det stadig sommer, og jeg havde nogle måneder at vænne mig til kulden. I Afrika var jeg vant til varme. Alt var helt anderledes i Danmark. Jeg havde aldrig drømt om at bo i et land befolket af hvide mennesker. Som barn i Afrika voksede jeg op med den forestilling, at alle mennesker i verden var mørke i huden. Det var interessant. Det gik hurtigt med at få asyl. Min familie fik anvist en lejlighed i Odense, og jeg og mine søskende begyndte i en modtageklasse for at lære vores nye sprog.

Let at lære dansk
Det faldt mig let at lære dansk, og efter et halvt år blev jeg indsluset i en almindelig klasse. Selv om jeg talte og forstod dansk, manglede jeg stadig mange ord og begreber, så i begyndelsen var det svært at følge med. Efterhånden vænnede jeg mig til miljøet og undervisningen, og jeg fik både danske og udenlandske venner. Det gik rimelig smertefrit. Men med til historien hører også, at jeg knoklede med mit skolearbejde. Mine forældre kunne ikke hjælpe mine søskende og mig med lektierne, men det var vigtigt for dem, at vi tog en uddannelse.

Mine forældre blev skilt nogle få år efter, vi kom til Danmark. Mine yngste søskende blev boende hos min mor, og mine større søskende og jeg flyttede sammen med min far. Skilsmissen forløb fredeligt, og vi børn var i jævnlig kontakt med begge vores forældre. Som den ældste af otte hvilede der et stort ansvar på mig. Jeg ville gerne være et forbillede for mine søskende ved at klare mig godt i skolen.

Ikke ufaglært arbejder
Efter 10. klasse begyndte jeg på HG (handelsgymnasiet), men droppede hurtigt ud. En boglig ungdomsuddannelse kræver, at man mestrer de basale kundskaber og færdigheder, og de var endnu ikke helt på plads hos mig. Jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle tage mig til.

Det endte med, at jeg flyttede til Århus og arbejdede på en fabrik. Meget hurtigt blev jeg klar over, at jeg ikke skulle være ufaglært arbejder resten af mit liv. Det gik op for mig, at uddannelse betyder alt, hvis du vil have succes i livet. Et halvt år senere var jeg tilbage på HG i Odense, hvor jeg afsluttede den toårige skoleperiode, men uden at tage eksamen. Undervejs besluttede jeg mig nemlig for en HF-eksamen i stedet, fordi fagene på HF var mere relevante for at læse videre.

Denne gang var jeg virkelig motiveret. Især samfundsfag fængede mig. Jeg havde en inspirerende samfundsfaglærer, der gav mig lyst til at lære mere om det samfund, jeg levede i. Jeg læste bøger om samfundsstrukturer og forbrug af samfundets midler.

Hvor er indvandrerne?
Jeg begyndte også at spekulere over min egen etniske baggrund. Mange spørgsmål rodede rundt i mit hoved: ”Hvorfor er jeg her i Danmark, og hvad vil jeg med mit liv?” Tidligere havde jeg aldrig forstået, hvorfor der var så meget fokus på og debat om integration. Mens jeg gik på HF, læste jeg alle de aviser, jeg kunne komme i nærheden af. Det overraskede mig at finde ud af, hvor mange ressourcer, samfundet brugte på integration. Og jeg forstod ikke, hvorfor integrationen i Danmark gik så langsomt. Da jeg flyttede tilbage til Odense fra Århus, boede jeg for mig selv i Vollsmose. Her begyndte jeg at bide mærke i, hvor få personer med etnisk minoritetsbaggrund der blev inddraget i de mange integrationsprojekter.

I 2006 fik jeg endelig min HF-eksamen. Jeg tog et sabbatår, hvor jeg bl.a. arbejdede som fragtmand og tolk. Når jeg var ude at tolke, gik det op for mig, at flere unge med anden etnisk baggrund skulle motiveres til at tage uddannelser som socialrådgivere og pædagoger for at fremme integrationen. Det var indlysende, at der manglede nogle unge i integrationsarbejdet, som både havde indblik i indvandrermiljøer og i det danske samfund.

Uddannet ”dynamo”
Efter mange overvejelser besluttede jeg mig for at gå aktivt ind i integrationspolitik. En beslutning, der fik gang i mit liv på en god måde. Jeg ville gerne bruge mine erfaringer til at hjælpe andre flygtninge og indvandrere med at blive en del af det danske samfund, men jeg savnede nogle værktøjer, Så jeg tog glad imod et tilbud fra Odense Kommune om en uddannelse som projektleder sammen med otte andre Vollsmose-beboere. Projektet hed ”De lokale Dynamoer”, og vi lærte bl.a. om fundraising og projektstyring. Tanken var at uddanne nogle lokale ressourcepersoner, der skulle knytte kontakter til erhvervslivet. Mit projekt handlede om at lave et korps af unge rollemodeller, der skulle få unge indvandrere til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Formand for integrationsrådet
Før jeg begyndte på dynamouddannelsen, var jeg blevet formand for Odense Kommunes Integrationsråd. Med mine 23 år var jeg den yngste i rådet, men alligevel besluttede jeg mig for at stille op til formandsposten. Jeg mente, at jeg havde bedre muligheder for at gøre en forskel som frontfigur. Og jeg blev valgt som formand med et stort antal stemmer.

Integrationsrådene er rådgivende organer. Men i Odense kommunes integrationsråd, som jeg er formand for, har rådet fået høringsret inden for forskellige områder især social- og arbejdsmarkedet. Hvis politikerne ikke lytter til deres råd og forslag, synes jeg, at det er et problem. Omvendt er der også stor intern uenighed i rådene, for indvandrere er vidt forskellige mennesker.

Vi kan lære af USA
Jeg er lige kommet hjem fra en studietur til USA. Som formand for Integrationsrådet mødte jeg den amerikanske ambassadør, da han besøgte Odense sidste år, og kort efter inviterede ambassaden mig på studietur til USA. Jeg var den eneste repræsentant fra Danmark, og sammen med folk fra hele verden skulle jeg lære om det amerikanske samfund, medborgerskab og demokrati. Blandt de 19 deltagere var der både unge og ældre parlamentarikere fra bl.a. afrikanske og østeuropæiske lande samt Pakistan. Det var vildt spændende og lærerigt.

Turen fik mig også til at se Danmark fra en anden vinkel. Pludselig kunne jeg se nogle værdifulde ting herhjemme, som ikke findes ret mange andre steder i verden - i hvert fald ikke i USA - nemlig gratis uddannelse og sundhedssystem. Ting, der betyder utrolig meget for det enkelte menneskes udvikling og muligheder for et godt liv. Omvendt kan vi også lære noget af USA på integrationsområdet. I USA spiller lokale ressourcestærke indvandrere en helt afgørende rolle, når der skal løses problemer og kommunikeres med etniske minoriteter. I sidste ende gør det dem i stand til selv at løse problemerne internt og forme integrationen i deres lokalsamfund. Det er helt enkelt hjælp til selvhjælp, og det er der brug for i Danmark.

Integration som industri
Kommunerne skulle gå forrest med at ansætte kvalificerede nydanskere. Medarbejdere der er i tæt kontakt med lokalsamfundet, og som kan være med til at løse de problemer, folk sidder med. Vi skal have flere lokale ressourcepersoner med udenlandsk baggrund ind i arbejdet. Det ville sikre bedre kommunikation, og at initiativerne når ud til de etniske minoriteter. 

Der vil altid være hårdt brug for dygtige folk for at fremme integrationen. Men for øjeblikket bliver der givet alt for mange penge ud til konsulenter, som kun tænker på at tjene penge på evalueringsrapporter, der ikke kan bruges til ret meget. Og integrationskonsulenter får en god løn for at lave forskellige aktiveringsprojekter for arbejdsløse indvandrere og holde foredrag for kommunernes medarbejdere. Jeg kalder det for ”Den industrialiserede integration”. For de penge kunne man beskæftige flere ressourcestærke indvandrere.

Samfundsøkonomisk ville det give en bedre anvendelse af de mange midler, der bruges på integrationsaktiviteter. Jeg ville til enhver tid kunne finde mindst ti indvandrere, der virkelig kunne gøre en forskel. Det, der for alvor rykker, er den direkte kontakt, for optimal integration kræver optimal kommunikation!

Jeg har to kulturer i mig
Jeg har brugt min somaliske baggrund positivt. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg er somalier, men jeg er også dansker, fordi jeg har boet størstedelen af mit liv i Danmark og både har danske og somaliske venner. Det er svært at definere, hvad kultur er, men jeg tager det, jeg kan bruge fra den somaliske og den danske kultur, og jeg har begge kulturer i mig.

Min baggrund, historie og det miljø, jeg er vokset op i, bruger jeg til at blive klogere på det samfund, jeg lever i. Ofte tænker jeg på de mange børn rundt omkring i verden, der ikke har nogen som helst chance for at tage en uddannelse. Så værdsætter jeg virkelig det danske samfund: At jeg kan tage en gratis uddannelse og samtidig få penge fra staten. Der findes ikke mange lande i verden, hvor man har den mulighed.

Drop dyre aktiveringskurser
Derfor bekymrer det mig, at så mange unge med etnisk minoritetsbaggrund forlader folkeskolen uden afgangseksamen. Alt for mange gennemfører ikke en ungdomsuddannelse, fordi deres danskkundskaber ikke er gode nok. Og vi taler om unge mennesker, der er født og opvokset i Danmark. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor samfundet bliver ved med at bruge midler på dyre aktiveringsprojekter, der ikke rykker noget. Brug i stedet pengene på børne– og ungdomsområdet. Hvis man vil give børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund en god ballast, så giv dem ekstra danskundervisning. For dansk er nøglen til uddannelsessystemet.

I nogle år har jeg arbejdet deltid på Vollsmoses bibliotek. Først som bogopstiller, så som studentermedhjælp og nu som projektarbejder. Sammen med en kollega har jeg udviklet et læseprojekt for børn i Vollsmose, som skal lokke børnene ind i bøgernes verden, bl.a. gennem højtlæsning af gode historier. Det kan lade sig gøre.

Obligatorisk lektiehjælp
Jeg har selv foreslået i Integrationsrådet, at der kun skal være 25 % elever med udenlandsk baggrund på skolerne. Er der for mange, flygter de danske børn til andre skoler. Det ville også være super med obligatorisk lektiehjælp samt flere tosprogede lærere og medarbejdere, der kunne inddrage forældrene i skole/hjem-samarbejdet og orientere dem om, hvordan det går deres børn i skolen.

De fleste forældre vil gerne tage et ansvar, men mange taler ikke ordentligt dansk og kender ikke det danske skolesystem. Sproget er et udpræget problem og årsagen til, at så mange forældre ikke dukker op til skole/hjem-samtaler. Mange børn pjækker. Forældrene ser dem gå hjemmefra om morgenen med deres skoletasker og aner ikke uråd. Der er brug for tosprogede ansatte, som ringer til forældrene og spørger, hvor deres børn bliver af.

I gang med en universitetsuddannelse
Lige nu læser jeg erhvervskommunikation på Odense Universitet og har valgt arabisk som sidesprog. På sigt drømmer jeg om at arbejde ude i den store verden. Helst med nogle projekter, der kan hjælpe de mange børn, der trænger til støtte i livet. Selv blev jeg hjulpet til en god tilværelse i Danmark, og jeg vil gerne først give noget tilbage til det danske samfund.

Min kalender er propfyldt, men jeg tager mig tid til at gå i byen med mine venner. Og så læser jeg rigtig meget, også de fleste af dagens aviser. Med tiden vil jeg gerne giftes og stifte familie. Om hun er somalier, dansker eller kineser er ikke afgørende, kun at hun er et godt menneske. Religion er heller ikke afgørende. Selv er jeg troende muslim. Jeg tror på, at der eksisterer en gud, der kan svare på spørgsmål, som andre ikke kan besvare. Men jeg bruger ikke religionen til at tvinge andre til at blive troende. Det er en privat sag mellem mig og den gud, jeg tror på. Det er her, jeg henter styrke.