Abdullah Salih Domurcuk

Født 1976 i Tyrkiet ● Kom til Danmark som toårig med sin mor og tre ældre søskende ● Matematisk student i 1996 ● Studeret statskundskab ● Uddannet datamatiker ● Læser Offentlig Administration og Internationale Udviklingsstudier på RUC ● Gift med Jaleh

• Mine forældre var modersmålslærere
• Følte mig anderledes
• Den mest religiøse af mine søskende
• Ville kæmpe for muslimers rettigheder
• Mistede min tro
• Droppede ud af universitetet
• Mine venner var chokerede
• Datamatiker
• Gift efter tre måneder
• Har lært hinandens sprog
• Politik fylder meget
• Fremtiden

Mine forældre var modersmålslærere
Begge mine forældre er uddannede lærere. Min far blev udstationeret i Danmark af det tyrkiske udenrigsministerium i 1977, da jeg var ét år. Han skulle undervise børn med tyrkisk baggrund i deres modersmål. Et år senere blev min mor og vi fire børn familiesammenført med min far. Min mor havde opgivet sit job som lærer i Tyrkiet, fordi det var forbudt at bære tørklæde i en offentlig skole. Efter nogle få år i Danmark begyndte hun at undervise igen, indtil staten ophævede kommunernes pligt til at tilbyde modersmålsundervisning for deres tosprogede elever.

Følte mig anderledes
Som 10-årig begyndte jeg at føle mig anderledes end mine danske kammerater. Indtil da havde jeg mange danske venner, som jeg legede med efter skoletid. Ofte overnattede vi hos hinanden. Men efter 4. klasse begyndte det religiøse at fylde mere og mere i mit liv, og jeg ændrede adfærd. Blev der fortalt sjofle vittigheder, gik jeg min vej. Svømmeundervisningen droppede jeg helt ud af, fordi ledelsen i svømmehallen insisterede på, at jeg skulle tage brusebad sammen med de andre helt afklædt. Mine forældre tilbød endda at dække alle omkostninger, hvis de ville sætte et forhæng op. Men den sag var ikke til forhandling, selvom det var en privat institution.

”Kan du ikke bare bade sammen med de andre?”, spurgte mine forældre. Jeg kan huske, at jeg følte en vis stolthed ved at sige, ”Nej, det er ikke korrekt ifølge Islam”. På en måde var det mit eget valg, men det handlede også om, at jeg nærede en dyb respekt for min far. I min verden gav det bonuspoint både hos ham og hos Gud at være en god muslim.

Den mest religiøse af mine søskende
Jeg er vokset op i et religiøst hjem med en far, der var meget aktiv i den moske, han var tilknyttet. Mine søskende havde et mere afslappet forhold til Islam end mig. Det glædede mine forældre, når jeg forsøgte at overtale min bror til at gå i moskeen noget oftere og bede sammen med familien.

Så vidt muligt overholdt jeg selv de religiøse påbud, også da jeg kom i gymnasiet. Alkohol, fester og kærester var forbudt område. For mig handlede gymnasietiden om at tage en god studentereksamen, samtidig med at jeg kunne praktisere min religion. Jeg var aktiv i Foreningen af Studerende Muslimer, og det lykkedes mig bl.a. sammen med en kammerat at få indrettet et bederum på skolen.

Når jeg deltog i diskussioner i klassen, argumenterede jeg ud fra min religiøse overbevisning. Især husker jeg en voldsom diskussion om abort, hvor jeg sårede en masse mennesker ved at kalde abort for mord. På det tidspunkt kunne min religiøsitet godt have udviklet sig i en mere fundamentalistisk retning.

Ville kæmpe for muslimers rettigheder
Inden for Islam findes der mange retninger, bl.a. suffismen, som er mine forældres tro. Suffismen er en meget indadvendt og spirituel religiøs orden med fokus på meditation og bønner. Suffister tager klart afstand fra at blande sig i politik. Med årene blev jeg frustreret over den indadvendthed, der prægede dem. For mig handlede Islam om mere end at meditere.

Jeg begyndte at interessere mig for sharia som et lovsystem, man kunne indrette et samfund efter. På et tidspunkt flirtede jeg lidt med Hizb ut Tahrir, der tilbød en ny måde at tænke politik og Islam sammen på. Uanset hvor ekstreme de er, evner de at tale om politik, om imperialisme og om de uretfærdigheder, der begås i Mellemøsten. Men de ting, de sagde, var bare så gak i låget, at jeg efter nogle få møder ikke gad gå der længere. Og jeg kunne ikke få øje på andre politiske organisationer eller partier, hvor jeg kunne forbinde min muslimske identitet med et politisk engagement.

Mistede min tro
For mange muslimer gælder det om have fokus rettet mod det hinsidige paradis, hvor de troende og fromme bliver belønnet, mens de vantro og synderne straffes i helvede. Helvede er et centralt begreb i Islam, og jeg var optaget af at frelse ikke-troende fra at ende så grimt et sted. Vejen væk fra helvede hed Islam, og det var min opgave at give den oplysning videre til ikke-troende. Noget, der samtidig gav mig ”points” hos Gud.

I 1996 blev jeg færdig som matematisk student på Greve Gymnasium. Men umiddelbart før min studentereksamen begyndte jeg at tvivle på eksistensen af en Gud, der ville straffe mennesker, alene fordi de havde en forkert tro. Hvad så med suffister, der af mange muslimer blev betragtet som afvigere fra Islam? Ville de også ende i Helvede? Tvivlen nagede og fik min overbevisning til at smuldre bort. Nogle få måneder senere havde jeg mistet troen fuldstændigt.

Droppede ud af universitetet
Efter otte måneder i forsvaret begyndte jeg at læse statskundskab på Københavns Universitet. Allerede efter et halvt år droppede jeg ud. Nu havde jeg ligesom ikke nogen ”sag” at kæmpe for længere: Nemlig at finde en platform, hvor jeg kunne skabe opmærksomhed om muslimers rettigheder og islams politiske løsninger.

Der var også andre grunde til, at jeg opgav. Min gamle følelse af ikke at være indviet i fællesskabet dukkede op igen allerede de første dage på universitetet. Den første uge på studiet gik med aktiviteter, hvor vi skulle lære hinanden bedre at kende. Bl.a. skulle vi sige, hvilke fordomme vi havde om hinanden. ”Du er sådan en, der hænger ud i et eller andet center med dine venner”, lød beskeden til mig. Så var jeg sat i bås!

Mine venner var chokerede
At jeg ikke længere var troende, var en stor omvæltning for både min familie og mine venner. Værst var det for min far. Som medstifter og medlem af menigheden spillede han en vigtig rolle i moskeen, og det stillede ham i et dårligt lys, at hans egen søn ikke længere viste sig i moskeen. Mange imamer opfordrer direkte forældre til at slå hånden af deres børn, hvis de åbent erkender sig som ateister. Ideen er at forhindre ateismen i at brede sig. Derfor er det vigtigt at straffe de personer, der klart bekender kulør.

Så galt gik det dog ikke i min familie, men i en periode fik jeg den kolde skulder. Og den dag i dag har min far svært ved at acceptere mit frafald. Bedre gik det ikke på vennefronten. Næsten alle mine venner var religiøse, og de var chokerede over min udvikling. Pludselig vidste de ikke længere, hvor de havde mig, og efterhånden gled vi væk hinanden. Det var religionen, der havde bundet os sammen.

Datamatiker
Hidtil havde jeg levet mit liv i en meget snæver religiøs verden, og nu skulle jeg forholde mig til en ny virkelighed. Jeg ændrede opfattelse om mange ting. I stedet for at have blikket rettet mod den næste verden, gjaldt det nu om at leve i nuet og udnytte livets muligheder, bl.a. at få et godt job med en god løn.
Jeg kom ind på datamatikeruddannelsen på Niels Brock, en uddannelse med gode jobudsigter. Socialt løsnede jeg også lidt op og begyndte at tænke på at finde en kæreste, men min generthed stod i vejen. At chatte på nettet var dengang en populær måde at finde sig en kæreste på. I pauserne sad næsten alle elever med udenlandsk baggrund klistret til skærmen og chattede med venner og kærester. Det var her, jeg ”mødte” min første kæreste. I al hemmelighed mødtes vi på steder, hvor vi ikke risikerede at møde nogen, der kendte os. Mest af hensyn til hendes rygte, der ellers ville blive tilsværtet - en alvorlig sag for en pige med tyrkisk baggrund. Forholdet varede i halvandet år. Men jeg følte ikke, at vi var de rette for hinanden, og gjorde det derfor forbi.

Gift efter tre måneder
Datamatikere er efterspurgte, og imens jeg skrev hovedopgave, fik jeg tilbudt et job. Desværre ikke inden for det mere ”bløde” fagområde som systemudvikler eller projektkoordinator. I stedet blev jeg ansat som programmør, mit værste mareridt. Teknisk var jeg ikke stærk, og jeg skulle tvinge mig selv til at gå på arbejde hver dag. Jeg holdt ud et langt år, inden jeg sagde op og begyndte at arbejde som pædagog og støttelærer i en folkeskole.

Samtidig forelskede jeg mig i en pige med iransk baggrund, Jaleh, som jeg traf gennem en fælles ven. Min ven var palæstinenser og glødende optaget af den palæstinensiske sag. Sammen gik vi til nogle propalæstinensiske demonstrationer, hvor Jaleh også deltog. Hun havde en helt anden familiebaggrund end mig. Jalehs forældre var venstreorienterede ateister og blandede sig ikke i hendes liv, heller ikke hvem hun var kæreste med. At hun inden sin studentereksamen flyttede hjemmefra var også i orden.

En af de ting, der betog mig ved Jaleh, var hendes stærke engagement i sager, som jeg troede, kun muslimer og arabere gik op i, fx Palæstinakonflikten og modstanden mod krigen i Irak og Afghanistan. Jaleh og jeg blev hurtigt venner og begyndte at gå til fester sammen. Efter en måned var vi kærester, og tre måneder senere blev vi gift. Mine forældre var ikke specielt begejstret for mit valg af ægtefælle. For at formilde dem stak vi en lille hvid løgn om, at Jaleh var lidt muslim.

Har lært hinandens sprog
Efter vores bryllup i 2002 tog vi på en flere måneder lang bryllupsrejse. Vi var nysgerrige efter at se hinandens hjemlande og lære den andens sprog. Det lykkedes så godt, at Jaleh nu taler tyrkisk, og jeg behersker iransk. En stor hjælp, når vi er på familiebesøg i Tyrkiet og Iran og godt for vores fremtidige børn.

Efter bryllupsrejsen begyndte vi begge på Samfundsvidenskabelig Basisuddannelse på Roskilde Universitet og har siden på overbygningen studeret Internationale Udviklingsstudier kombineret med Offentlig Administration. For tiden har vi travlt med at skrive integreret speciale i de to fag. Hvor jeg tager udgangspunkt i kurdernes situation i Tyrkiet, skriver Jaleh om situationen i Iran.

Politik fylder meget
Jaleh og jeg føler stærkt for den politiske situation både i Danmark og i Mellemøsten. Af samme årsag er vi begge aktive i Enhedslisten. Især Jaleh, der både stiller op som folketingskandidat og er medlem af hovedbestyrelsen. Selv nøjes jeg med at være medlem af lokalafdelingens bestyrelse i København Nordvest.

På det sidste har Enhedslisten fået masser af negativ omtale, siden Asmaa Abdol-Hamid stillede op som folketingskandidat med tørklæde. Selvom jeg er ateist, mener jeg, at det er langt ude, hvis man udelukker en muslimsk kvinde fra at stille op som folketingskandidat pga. et religiøst symbol og andre private, religiøse træk. Holder Asmaa fast ved sit tørklæde og tro og følger Enhedslistens politik, så sender det et stærkt signal til minoritetsunge om, at man godt kan være religiøs og fx imod krigen i Irak, samtidig med at man er en del af det danske fællesskab. Og det budskab kan være ødelæggende for ekstreme grupper og imamer i Danmark, som tror, at man kan bekæmpe vold med vold. Og hvor en åben og kritisk debat om politik ellers har svært ved at få fodfæste.

Fremtiden
Siden jeg mødte Jaleh, er mit liv blevet nemmere. Hun har hjulpet mig med at finde ro i tilværelsen og tage tingene mere afslappet. Tidligere blev jeg usikker og forvirret, hvis der var noget, jeg ikke var god til. Så er Jaleh god til at få mig op af det sorte hul, så jeg kan komme videre. I bund og grund handler det om, at jeg er lidt af en perfektionist.

Når vi er færdige med vores specialer, håber vi på at få job i en NGO – på sigt gerne i Tyrkiet og i Iran. Det bliver igen et fælles projekt. Børn står også på vores fremtidsprogram. Og så stiller Jaleh jo op som folketingskandidat, hvilket vil kræve megen støtte fra min side - især på hjemmefronten.