Alan Moussa

Født i 1973 i Irak ● Kurdiske rødder ● Asyl i Danmark i 1991● Iransk mester i brydning for børn ● Har arbejdet som pædagogmedhjælper bl.a. med kriminelle unge ● Arbejder i dag som kantinebestyrer ● Er gift med Natacha

• Brydning kom ind som modermælk
• Min familie mistede alt
• Mine brødre sad i Abu Ghraib fængslet
• Asyl efter tre afslag
• Frivilligt arbejde
• Dansk på ældrehold
• Trænede børn i kampsport
• Droppede ud af sprogskolen
• Mine brødre blev slagtet 
• Sprogkundskaber hjælper
• Min prinsesse
• Kristne missionærer
• Svigerfar ville ikke se mig
• At give noget videre
• Min søn skal omskæres
• Verden er så stor


Brydning kom ind som modermælk
Jeg er født i en iransk/kurdisk familie i Irak. Min far var handelsmand og havde forretninger i både Iran og den kurdiske del af Irak, og min familie boede skiftevis i Iran og i Irak. Min mor døde under min fødsel, og min ældre søster trådte i min mors sted.

Både min farfar og min far var kendte sportsmænd inden for brydning og kampsport, og et år vandt min far det iranske mesterskab i vægtløftning. Så brydning kom næsten ind med modermælken, og som otteårig vandt jeg det nationale børnemesterskab i brydning. I Iran spiller børnesport en langt vigtigere rolle end i Danmark. Ikke mindst efter den islamiske revolution i 1979, hvor der blev indført forbud mod sang, musik og dans. Sport var en af de få sjove ting tilbage, der var tilladt.

Min familie mistede alt
Kurderne var undertrykte og forfulgte både i Iran og Irak. Da krigen brød ud mellem de to nabolande i 1980 blev tilværelsen usikker for os. I begge lande blev kurdere betragtet som national illoyale. Under krigen begik Saddams soldater massakrer mod den kurdiske befolkning. Og alle med kurdisk - iransk baggrund blev udråbt som fjender af den irakiske stat og smidt ud af landet.

Min far var en velhavende mand med flere forretninger, huse og biler. Alt blev konfiskeret, og vi måtte flygte uden nogen penge eller ejendele. På det tidspunkt var mine tre ældre brødre indkaldt til militærtjeneste i den irakiske hær. Men min far kunne ikke gøre noget for at få dem med os.

Mine brødre sad i Abu Ghraib fængslet
Efter en farefuld flugt over bjergene kom vi til Iran, hvor vi blev stemplet som irakere og mistænkt for at være spioner. Det var en frustrerende oplevelse, da vi lige var blevet smidt ud af Irak på grund af vores iranske baggrund. Vi blev anbragt i en flygtningelejr i byen Shiraz.

Mulighederne for at skabe et godt liv der var små. Vi følte os utrygge og ufrie. Efter nogle år fik vi dårlige nyheder om mine tre brødre i Irak. Alle tre sad i det berygtede Abu Ghraib fængsel. Min far var ulykkelig og ville forsøge at få dem løsladt.

I al hemmelighed flygtede vi over bjergene tilbage til den kurdiske del af Irak. Det viste sig at være umuligt at gøre noget for mine brødre. Nu drejede det sig om selv at komme i sikkerhed for Saddams soldater. For sine sidste penge sørgede han for at min søster, hendes mand og min storebror kom til Europa. Der var ikke penge til min flugt. Da min bror risikerede at blive taget som soldat, drejede det sig først og fremmest om at få ham ud.

Det betød en brat ændring af mit liv. Jeg overlevede ved at rejse rundt og undervise i kampsport i de kurdiske områder. Efter nogle år lykkedes det mig at skaffe penge nok til at komme til Danmark, hvor min søster og broder havde fået asyl. Min far rejste tilbage til Iran, hvor han døde nogle år senere.

Asyl efter tre afslag
Jeg landede i Kastrup lufthavn en vinterdag i 1989. I lufthavnen henvendte jeg mig til en politibetjent og bad om asyl. Som noget af det første ringede hun til min søster, som jeg ikke havde haft kontakt med i flere år. Da min søster hørte, at jeg stod i lufthavnen, begyndte hun at græde. Men der var regler og procedurer, der skulle følges, og jeg skulle af sted til Sandholmlejren. Betjenten var venlig nok, alligevel var jeg bange, da jeg sad i politibilen. Jeg havde for mange dårlige erfaringer med mig i bagagen. Og så var jeg bare seksten år.

Frivilligt arbejde
Mens min asylansøgning blev behandlet, holdt jeg mig i form ved at gå til brydning i Grøndalscentret i København. Jeg kunne ikke holde ud at sidde i et lille værelse uden at foretage mig noget. Det lykkedes mig at overtale personalet til at give mig lov til at indrette et lille minifitnesscenter. +Jeg fik skrabet noget udstyr sammen og tilbød at træne interesserede. Mange af dem der kom, var ældre end min far. De var glade for tilbuddet, og jeg hjalp dem med at sammensætte et program.

Jeg begyndte også lave aktiviteter for børnene i lejren. Efter aftensmad gik vi ud på fodboldbanen, hvor jeg legede og spillede med dem. Da nogle bosniske børnefamilier bad mig gøre det samme for deres børn på et flygtningeskib på Christianshavn, sagde jeg selvfølgelig ja. Efter halvandet år i lejren og tre afslag undervejs, fik jeg endelig bevilget asyl i 1991.

Dansk på ældrehold
Indtil jeg kom til Danmark, levede jeg en rodløs tilværelse. Min skolegang blev hele tiden afbrudt af krig og flugt. Jeg voksede ikke op med følelsen af at høre hjemme nogen steder. Nu skulle jeg lære at tilpasse mig et nyt land og lære sproget og kulturen at kende. Helst ville jeg bo i Herlev i nærheden af min søster, men det kunne ikke lade sige gøre.

Efter et kort ophold på et pensionat på Vesterbro, blev jeg henvist til Hvidovre kommune, der straks sendte mig på en sprogskole. Lidt dansk kunne jeg i forvejen, da jeg havde brugt tiden i Sandholmlejren til at gå til danskundervisning i en frikirke i Hellerup, hvor frivillige underviste nogle få timer om ugen. På sprogskolen blev jeg sat på et ældrehold, hvor undervisningen gik meget langsomt. Af og til faldt jeg simpelthen i søvn. ”Det er, hvad vi har”, lød det, når jeg bad om at komme på et hurtigere hold.

Trænede børn i kampsport
Udfordringer måtte jeg finde uden for skolen. Når jeg trænede i Grøndalscentret, så jeg ikke andre med udenlandsk baggrund. Samtidig løb der mange indvandrerbørn og unge rundt på gaden. Hvad med at få dem ind i træningscentret og lære dem noget fornuftigt, tænkte jeg. Klubchefen sagde ja til mit tilbud om gratis at træne de unge. Betingelsen var dog, at forældrene skulle betale et lille beløb for træningen.

I hast fik jeg kopieret en flyer på forskellige sprog og delt dem ud på forskellige steder bl.a. hos grønthandlere. På det tidspunkt boede jeg på Hvidovre Hospitals Kollegium. Jeg bad alle på gangen om at notere telefonnumre på de forældre, der ringede.

I løbet af nogle dage var der nok interesserede til at starte et hold i kampsport. Men før forældrene tilmeldte deres børn, ville de møde mig. De følte sig utrygge ved at sende deres børn i en dansk klub. Efter mødet stod jeg med en gruppe børn med vidt forskellig etnisk baggrund. Drengene brokkede sig over, at der var piger på holdet. Jeg lovede dem, at hvis de arbejdede hårdt, ville alle på holdet lære det. Efter tre måneder meldte vi os til et judostævne, hvor pigerne blev nummer et og drengene nummer to. Både forældre og børn var stolte og glade.

En dag fik jeg brev fra ledelsen om, at mange af forældrene overhovedet ikke havde betalt for træningen. De havde derfor besluttet at nedlægge holdet. Det gjorde mig rigtigt ked af det, for jeg vidste jo, hvor meget det betød for ungerne at komme til stævner og så oven i købet vinde medaljer.

Droppede ud af sprogskolen
I mellemtiden var jeg blevet træt af at vente på at komme i en hurtigere klasse på sprogskolen. Da jeg bad kommunen om at gå til danskundervisning i København, fik jeg svaret: ”Vi kan ikke hjælpe dig, men du kan gå ud og finde dig et arbejde”. Med den besked i øret droppede jeg ud af sprogskolen for at søge et job.

Når jeg ikke gik på sprogskole, kunne jeg ikke længere bo på kollegiet. Jeg fandt et lille værelse på Tagensvej til 3.500 kr. om måneden. En god pris for et lille værelse, men det var min eneste mulighed for at få tag over hovedet. I begyndelsen var jeg på kontanthjælp, men det var ydmygende at bede om penge. Både min søster og broder hjalp mig økonomisk, indtil jeg fik et job i en vuggestue. Det var en god følelse at tjene sine egne penge.

Mine brødre blev slagtet
Der var stadig ingen nyheder om mine tre brødres skæbne i Irak. Min bror var meget bekymret og begyndte at have mareridt om dem om natten. Han ville vide, hvad der var sket og besluttede sig for at rejse til Syrien, hvor han havde kontakter, der kunne hjælpe os med at finde ud af, om de stadig levede. Vi forsøgte at overtale ham til at blive, men vi kunne intet stille op. I Syrien erfarede han, at vores brødre var blevet dræbt i Abu Ghraib fængslet på en meget bestialsk måde. Mine dejlige brødre, der bare drømte om at få lov til at udfolde sig som de sportsmænd, de var. Det var en dyb sorg at komme igennem.



Sprogkundskaber hjælper
Imidlertid fortsatte jeg med at arbejde som pædagogmedhjælper i en integreret institution i Taastrup, hvor der var mange tosprogede børn. Her fik jeg rig lejlighed til at anvende mine sprogkundskaber. På en positiv måde kunne jeg forklare forældrene, at institutionen ikke var et opbevaringssted for deres børn, men et sted hvor deres børn blev stimuleret og passet af professionelt uddannede pædagoger.

Børnene elskede alle mine tossede lege og ideer. En dag blev jeg tilbudt et nyt job på en institution for kriminelle unge med etnisk minoritetsbaggrund. For første gang var der en pædagogmedhjælper ansat, der talte deres eget prog. Der gik ikke længe, før jeg kom tæt på de unge, som viste sig at være unge drenge med samme drømme og ønsker til fremtiden som alle andre i deres alder.

Min prinsesse
Samtidig mødte jeg en pige, der vendte op og ned på min tilværelse, nemlig Natacha. Vi mødte hinanden på en salsabar, hvor jeg var DJ i min fritid. Lønnen bestod af gratis drinks. Jeg har elsket dans hele livet. Ikke kun at danse ”på kurdisk”, men også arabiske, iranske og latinske danse. En aften trådte der en prinsesse ind ad døren.

Hun stod der i rummet og var så smuk, at jeg absolut måtte danse med hende. Det var nu ikke ligefrem kærlighed ved første blik, der stod skrevet i hendes øjne. Efter dansen bad jeg om hendes telefonnummer, men hun takkede pænt nej. Næste gang jeg mødte hende, var hun i selskab med en anden fyr. Det gentog sig nogle gange. Hver gang var hun sammen med en ny fyr. ”Det var så det”, tænkte jeg. En aften, da jeg var på vej ud af døren, stoppede hun mig: ”Jeg vil gerne præsentere dig for en af mine brødre”. Det viste sig at være en af hendes 10 brødre. Fra den dag begyndte vi at komme sammen, og kort efter forlovede vi os.

Kristne missionærer
Natasjas baggrund var ikke helt almindelig. Som datter af en missionærpræst i en frikirke voksede hun op i udlandet sammen med sine fem søstre og ti brødre. Familien boede i nogle vogne, der kørte rundt i Østeuropa og Grækenland. Undervejs oprettede de børnehjem, spisekøkkener og kirker. I dag bor hendes forældre i Israel, hvor de hjælper forældreløse palæstinensiske og jødiske børn. De fleste af hendes søskende har fortsat forældrenes arbejde og rejser rundt i verden.

Svigerfar ville ikke se mig
I begyndelsen ville Natachas forældre ikke møde mig af religiøse årsager. Deres datter var kristen og levede sammen med en muslim uden at være gift. Men Natachas søskende overtalte faderen til at snakke med mig: ”Du ved godt, at det er lige så meget synd at leve sammen uden at være gift i din religion, som i min. Har du tænkt at gøre noget ved det?” Nej, svarede jeg faderen. Han kunne godt lide min ærlighed, og det endte med, at han viede os på Amager Strand.

Før brylluppet gennemgik vi det kristne vielsesritual, og jeg bad ham om at udelade teksten om Jesus som guds søn og Helligånden. Ifølge Islam er Jesus en profet, men ikke Guds søn. Det respekterede han, og vi fik et flot bryllup med gæster fra hele verden, hvor vi dansede alt lige fra kurdiske danse til breakdance, bryllupsvals og salsa.

At give noget videre
Natacha er i gang med en frisøruddannelse, men ligesom sine søskende er hun stærkt engageret i at gøre verden til et bedre sted. Ikke mindst for børnene, som hendes hjerte banker særligt for. Sammen med en af sine søstre, har hun stiftet en humanitær forening, Børnenes Ark, for børn og unge. Børnenes Ark har bl.a. til formål at lave integrationsaktiviteter, der fremmer respekten og forståelsen for andres etniske baggrund. Det er her, jeg kommer ind i billedet.

Jeg har samlet en gruppe børn og unge med forskellig etnisk baggrund. Gruppen kalder vi for IndaMix. Sammen leger, maler, danser og snakker vi sammen. Det er en fantastisk måde at ryste børn sammen på. Jeg er god til børn, og forældrene er trygge ved det, for betingelsen for foreningen er, at den skal være fri for religion og politik. Jeg er meget taknemmelig for de muligheder, jeg har fået i Danmark og vil gerne give noget videre til andre. Det gør min hverdag rigere og giver mig et større perspektiv på livet og verden.

Min søn skal omskæres
Natacha og jeg har snakket om, hvordan vi skal opdrage vores børn, uden at nogen af os giver afkald på vores religion. Vi er enige om, at hvis vi en dag får en søn, skal han omskæres. Og jeg ser helst, at vores børn ikke spiser svinekød, indtil de er ti år. Så kan de selv bestemme. Det vigtigste er dog, at de vokser op som nogle stærke og selvstændige mennesker, der kan skelne mellem rigtigt og forkert. Og jeg tror Natacha og jeg kan give dem det bedste fra hver vores religion og kultur.

Verden er så stor
Natacha og jeg lever et godt liv sammen i en travl hverdag. I dag arbejder jeg som kantinebestyrer på Niels Brocks handelsskole, hvor jeg møder en masse unge mennesker. Hvordan de kommende år vil se ud, ved vi ikke. Men som flygtning, betyder landegrænser ikke så meget for mig. Og jeg kan sagtens forestille mig, at Natacha og jeg rejser rundt i verden og hjælper børn, der trænger til hjælp. I bund og grund føler jeg mig meget heldig!