Imad Seoud

Født i Dubai i 1985 ● Vokset op i Snekkersten ● Kom til Danmark i 1991 ● Uddannet mellemleder i Beredskabsstyrelsen i 2006 i Rønne på Bornholm


• Skaf dig danske venner!
• Teknisk skole - spild af tid
• Drømte om at blive politibetjent
• Vild med Beredskabsstyrelsen
• Min far var imod
• Jeg kan lide at gøre tingene på den seje måde
• Piger gør en kæmpe forskel
• Min kæreste droppede mig
• Mangfoldighed
• Mit drive har jeg fra min far
• Diskotekerne diskriminerer


Skaf dig danske venner!
Som syvårig kom jeg til Danmark. Jeg har aldrig fået en præcis forklaring på, hvorfor mine forældre valgte at flytte fra Dubai, andet end at de følte sig truede. I Dubai havde min far en marmorfabrik, der gik supergodt, før vi tog af sted. Min far overlod ledelsen af fabrikken til en bekendt, som så sendte overskuddet til Danmark. De første to år boede min familie i Hillerød, hvor jeg og mine tre ældre søskende gik i den lokale skole. Min opvækst var præget af, at jeg skulle tilpasse mig det danske samfund så hurtigt som muligt. Mine forældre gik meget op i, at vi skulle have danske venner, og de blev ligefrem skuffede, hvis vi kom hjem med en ven med udenlandsk baggrund. Som barn tænkte jeg ikke over, at jeg var udlænding. Og det spillede ingen rolle for mine danske venner. Det skyldtes nok mine forældres åbenhed: Vi skulle være danskere med dansk kultur og danske uddannelser. Udadtil skiltede vi ikke med vores religion. Hverken min mor eller to ældre søstre bærer tørklæder, hvad der ikke gør vores muslimske tro mindre vigtig for os. Vi mener bare, at religion er en privatsag og ikke kommer andre ved. Efter to år flyttede vi til Helsingør, og jeg kom i en meget konservativ skole, som jeg ikke brød mig om. I matematiktimerne delte læreren slik ud til sine yndlingselever, som jeg ikke var iblandt. Jeg havde det dårligt og trivedes slet ikke. Mine forældre tog konsekvensen og flyttede resolut til Snekkersten, hvor vi børn kom i en fed og moderne folkeskole med masser af gode legekammerater.

Teknisk skole - spild af tid
Fagligt klarede jeg mig faktisk godt i skolen, men jeg var lidt af en ballademager. Ikke på den grove måde. Bare lidt for ivrig og snakkede for meget i timerne. Mine lærere syntes jeg var for umoden til gymnasiet og foreslog mig at starte på Københavns Tekniske skole. Jeg valgte filmlinien, hvor jeg bl.a. lærte at lave animationer og hjemmesider. Sjovt, men uddannelsesmæssigt det rene tidsspilde, da jeg simpelthen ikke kunne få en praktikplads efter ni måneders skolegang. ”Du er alt for ung”, fik jeg at vide af skolens direktør. Bare tåbeligt at han ikke havde givet mig klar besked, før jeg begyndte på skolen. Jeg havde faktisk arbejdet hårdt. Efter teknisk skole traf jeg en beslutning om at starte på HTX. Det var en god tid, men ikke en fed tid. I dag fortryder jeg, at jeg ikke valgte at gå i gymnasiet, udelukkende fordi det socialt havde været sjovere. Især kunne flere piger på HTX have gjort en forskel.

Drømte om at blive politibetjent
I mellemtiden havde hele min familie fået dansk indfødsret, og straks efter min HTX - eksamen blev jeg indkaldt som værnepligtig. Her blev jeg udtaget til Beredskabsstyrelsen på Bornholm Og det gad jeg overhovedet ikke. Jeg vidste intet om, hvad Beredskabsstyrelsen gik ud på. På sessionen så man et 15 minutters videoklip med nogle unge mænd, der gik og rullede slanger. Det var alt. Hvad jeg ikke vidste dengang var, at man gratis fik det store kørekort og en brandmandsuddannelse oven i. At min kæreste blev pissesur over nyheden, gjorde ikke sagen bedre. Mine forældre var bestemt heller ikke vilde med, at jeg gik den vej. Jeg legede lidt med tanken om at sige, jeg havde ondt i ryggen. Men jeg havde altid villet være politibetjent, og hvis det kom til at stå i mine papirer, blev jeg nok ikke optaget på politiskolen. Så måtte jeg hellere udstå min værnepligt.

Vild med Beredskabsstyrelsen
Lidt forsinket ankom jeg så til Beredskabsstyrelsen i Rønne på Bornholm. I starten skulle jeg vænne mig til de nye omgivelser og mennesker. Men mod forventning blev jeg lynhurtigt glad for at være der. Stedet og stemningen passede mig, og de ting, vi lavede, var helt vildt spændende. Jeg havde ingen problemer med at indordne mig i et hierarki, selvom jeg ikke var særlig autoritetstro. Men når så mange forskellige mennesker blev sat sammen og skulle fungere, var det en god ide, at alle kendte deres roller og status. Måske skyldtes min positive holdning også, at jeg selv gerne ville have en plads i toppen. Og så var jeg jo nødt til at acceptere det som sådan. Nogen i Beredskabsstyrelsen må have haft tiltro til mine evner. Efter min værnepligt blev jeg tilbudt en uddannelse som mellemleder.

Min far var imod
Da min far hørte, at jeg ville tage en beredskabs-faglig uddannelse, blev han virkelig sur: ”Hvad fanden skal du der. Hvorfor begynder du ikke at læse på universitetet?” Hans egen militærtjeneste havde været barsk, og han ønskede ikke, at jeg skulle udsættes for det samme. Han sagde først ok, da mine chefer ringede og forklarede ham, hvad det handlede om. At de ville have mig, fordi jeg havde de rette kompetencer. Ikke på grund af min etniske baggrund. At så mange ville have mig, gjorde et eller andet sted et stort indtryk på ham.

Jeg kan lide at gøre tingene på den seje måde
I begyndelsen var det ret overvældende pludselig at skulle stå foran 30 værnepligtige. Allerede som værnepligtig brød jeg mig ikke om befalingsmænd, der var for kammeratagtige over for os. Og som holdleder var jeg meget bevidst om min rolle. Kender man sin rolle godt, er man også bedre til at udføre den. Det betyder ikke, at man udelukkende skal møde de værnepligtige med en ordentlig skideballe. Der findes andre måder at få respekt på, samtidig med at man giver holdet en god oplevelse. Man skal finde balancen. Er de hjemme i weekenden og snakker med nogle kammerater, der er i Livgarden, så skal de kunne fortælle, at det også er hårdt at være i Beredskabsstyrelsen. At man ikke kun går rundt og ruller slanger. Jeg kan godt lide at gøre tingene på den seje måde. At få holdet til at gøre noget, som ingen troede, de kunne gennemføre, fx at stå og hoppe i en tid uden pauser. Selvom folk er sure undervejs, og synes det er for plat, er alle lykkelige bagefter. Det er den specielle evne, jeg har. Somme tider bliver jeg lidt for kreativ, og det afføder en bemærkning fra min chef. Alle vi instruktører har en masse meninger og vil gerne undervise på hver vores måde. Det er ikke alle, der kan finde ud af at ende der, hvor chefen vil have os. Men det har jeg ingen problemer med. Faktisk er jeg rigtig god til at indordne mig.

Piger gør en kæmpe forskel
Efterhånden har jeg undervist mange hold, og hvis der er nogen, jeg har fået rigtig stor respekt for undervejs, er det de kvindelige værnepligtige. Det er helt vildt, hvor meget en pige kan holde styr på et helt hold. Ikke fordi hun er fysisk eller psykisk stærkere. Men en pige kan med en kort bemærkning sætte styr på en hel klasse. Grunden er måske, at kvinder er en minoritet i Beredskabsstyrelsen, og derfor er der så meget respekt for de piger, der vælger at gå Beredskabsvejen. Og så handler det også om, at Beredskabsstyrelsen gør en kæmpe indsats for at give plads til alle uanset køn eller etnicitet. Ethvert tilløb til sexisme og diskrimination bliver der slået hårdt ned på. I begyndelsen havde jeg det svært med tanken om, hvordan jeg skulle reagere, hvis en af de værnepligtige kaldte mig for perker. Indtil da havde jeg aldrig taget mig af, at mine venner kaldte mig for perker eller neger for sjov. Det var anderledes med en værnepligtig. Hvis ikke jeg reagerede hurtigt og kontant, så ville han eller hun miste respekten for mig. I Beredskabsstyrelsen kan man ikke gå på kompromis med rollerne. Heldigvis har jeg aldrig stået i en situation, hvor jeg skulle tage stilling til, om jeg skulle slæbe ”synderen” ned til en overordnet eller nøjes med at skælde ham ud.

Min kæreste droppede mig
Indtil jeg flyttede til Bornholm, havde min kæreste og jeg været sammen hver dag, og det gjorde ondt at rejse fra hende. Et forhold skal passes og plejes, og det er svært, når man kun ses med ugers mellemrum. Til sidst gad hun ikke længere og skred fra mig. Der er nu gået over et halvt år, og jeg savner hende stadig. Det er som om, der mangler en vigtig brik i mit liv. I den situation var mit arbejde en fantastisk støtte. Min kolonnechef, som jeg ellers til daglig ikke har kontakt med ud fra hans overordnede virke kom hen og sagde: ”Du skal bare sige til, hvis du vil have fri”. Han kunne se, at jeg var ked af det. Den følgende weekend tog jeg så hjem til mine forældre. Som holdleder skal man være lidt af en hård banan og skjule sine følelser bag en facade. Jeg kunne da for fanden ikke stå og græde foran et hold, hver gang jeg tænkte på min kæreste. Senere fortalte mine kollegaer mig om det såkaldte bornholmersyndrom. De var alle blevet skrottet af deres kærester, efter de var flyttet til Bornholm. Pludselig huskede jeg, hvad min chef sagde til mig den første dag på kasernen, efter at jeg havde fortalt ham, at jeg havde en kæreste i Helsingør: ”Nej, hvor fedt”. Når jeg sidder sammen med de nye holdledere i dag og spørger, om de har en kæreste, så ved jeg, hvad han tænkte dengang. Egentlig meget pænt af ham, at han ikke fortalte mig, at jeg ville miste min kæreste om nogle måneder. Sådan noget giver sammenhold.

Mangfoldighed
I maj 2007 var jeg inviteret med, da Beredskabsstyrelsen modtog MIAPRISEN. Prisen uddeles af Instituttet for Menneskerettigheder til virksomheder, der arbejder for at give alle uanset køn, etnicitet, handicap, alder og seksuel orientering lige muligheder i arbejdslivet. Det var en god dag, hvor jeg sad sammen med de højeste chefer og skulle svare på spørgsmål fra 300 mennesker. Jeg ved jo fra mig selv, hvor skoen trykker, og hvorfor der er så få ansøgere med etnisk minoritetsbaggrund til Beredskabsstyrelsen. Hvis man skal ændre på tallene, skal man have fat i de skeptiske forældre. I deres hjemlande banker man de værnepligtige sønder og sammen, og forældrene kender intet til danske forhold. Ikke for at prale, men jeg tror faktisk, at jeg kunne gøre en stor forskel. Tit og ofte bliver jeg bedt om at holde foredrag for uddannelsesvejledere og udenlandske forældre. Og når én med samme baggrund forklarer dem, hvordan tingene hænger sammen, har de lettere ved at forstå deres børns ønsker om en beredskabsfaglig uddannelse. Jeg siger altid ja til at holde foredrag, for det er sjovt og udfordrende, og jeg er god til at nå ind til folk. På et tidspunkt håber jeg på at komme på Beredskabsstyrelsens kurser i psykologi og kollegastøtte. Jeg mangler nogle professionelle værktøjer, der kan gøre mig bedre til mit arbejde. Måske tager jeg en officersuddannelse og kan på den måde være med til at præge tingene. For mangfoldighed er noget, jeg godt gad arbejde med.

Mit drive har jeg fra min far
Februar 2008 udløber min kontrakt. Mine forældre er nervøse for, at jeg tegner en ny kontrakt med Beredskabsstyrelsen: ”Nu har du taget en beredskabsfaglig uddannelse. Nu må det være nok”. Tankerne omkring min fremtid er begyndt at fylde meget. Som mange andre unge mennesker har jeg lyst til at rejse ud i verden. Når min kontrakt udløber, vil jeg rejse på ferie til Australien, Japan og Filippinerne. Jeg håber på, at en rejse kan hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg er for en, og hvad jeg vil lave i fremtiden. Mine forældre så helst, at jeg startede på et universitetsstudie. Det er ikke nogen dårlig ide, da en bacheloreksamen klart er en genvej til en karriere i Beredskabet. Men lad os nu se. Måske ender jeg i Dubai, hvor min far gerne vil starte en ny marmorfabrik op. Min far er et usædvanligt menneske med et fantastisk drive. I årenes løb har han både haft en grønthandel, et pizzeria og en secondhand butik. Nu har han lige købt en container dadler og solgt dem igen. Han finder hele tiden på noget nyt. Men hvad skulle han ellers lave i Danmark? Min søster blev gift med en mand fra Syrien, helt frivilligt skulle jeg hilse og sige. Som færdiguddannet laborant med topkarakterer kunne han ikke få godkendt noget som helst og måtte starte forfra på uddannelsen. Det er en af grundene til, at der er så mange udlændinge, der ender som grønthandlere.

Diskotekerne diskriminerer
Det er først nu, jeg har mærket noget til diskrimination i Danmark. Hvis ikke jeg ser mig selv i spejlet, eller andre gør mig opmærksom på det, ville jeg helt glemme, at jeg ikke er etnisk dansker. Derfor er det også chokerende at stå foran et diskotek sammen med mine etnisk danske venner og som den eneste blive nægtet adgang. Det er noget af det mest ubehagelige, jeg har prøvet. Jeg tror ikke, jeg er særlig forskellig fra danskere, efter at have boet her det meste af mit liv. Men hvis vi alle var helt ens, ville vi jo ikke komme nogen steder. Jeg kan komme med andre ideer og se tingene fra en anden vinkel end danskere. Og det tror jeg er til gavn for alle!