Født i 1958 i Irak ● Uddannet ingeniør i Rumænien i 1987 ● Kom til Danmark som politisk flygtning i 1988 ● Åbnede en grønthandel på Frederiksberg efter mange års arbejdsløshed ● Bor i Valby sammen med sin irakiskfødte hustru og deres tre døtre
• Politisk asyl efter 40 dage
• Dansk er en udfordring
• Fra ingeniør til grønthandler
• Man skal føle sig som en del af samfundet
• Hader generaliseringer
• Træt far
• Lettere at opdrage piger
• Tilbage efter 25 år
• Før var religion ubetydelig i Irak
• Danmark – et multikulturelt samfund
• Vejret er det værste
Politisk asyl efter 40 dage
I 1979 forlod jeg Irak. Dengang vidste jeg ikke, at der skulle gå femogtyve år, før jeg igen genså mit land og min familie. Planen var ellers, at jeg skulle rejse til Rumænien, uddanne mig som ingeniør og så vende tilbage. Men det gik anderledes.
Som følge af krigen mellem Irak og Iran valgte jeg at søge asyl i Danmark. Flere af mine irakiske venner opholdt sig allerede i Danmark. Dertil kom, at jeg havde et billede af Danmark som et demokratisk og tolerant land, der tog menneskerettighederne alvorligt.
I 1988 landede jeg så i Kastrup lufthavn. Med mig havde jeg kun et stykke papir. Eneste bevis på, at jeg hed Karim Solman og var iraker. Alligevel blev jeg mødt med respekt af det danske politi. Uden videre blev jeg transporteret til Røde Kors Asylafdeling, Sandholmlejren, hvor jeg fik anvist en seng og en madras. Størstedelen af flygtningene dengang var irakere og iranere, og behandlingen af vores asylansøgninger gik hurtigt.
Hver uge kom repræsentanter fra Dansk Flygtningehjælp på besøg i Sandholmlejren med lister over de personer, der havde fået bevilget opholdstilladelse. Efter 40 dage stod mit navn på listen. Og mit nye liv kunne begynde.
Dansk er en udfordring
Sammen med en stor gruppe flygtninge blev jeg sendt til Ålborg, fordi man gerne ville sprede de mange flygtninge og indvandrere ud over hele landet. Efter tre måneder rejste jeg tilbage til Sjælland. Jeg ville jo gerne lære dansk så hurtigt som muligt, så jeg kunne finde mig et arbejde som ingeniør. Og det mente jeg ville være lettest i København.
Det var en udfordring at lære dansk på sprogskolen. Selvom jeg arbejdede hårdt med dansk både i skolen og derhjemme, var det svært at lære sproget ordentligt. Samtidigt gik jeg rundt og bankede på døre for at få godkendt min ingeniøruddannelse.
Dansk Ingeniørforening havde ingen problemer med at godkende min eksamen, men Danmarks Tekniske Universitet krævede, at jeg tog nogle ekstra kurser. For at kunne blive optaget skulle jeg bestå Danskprøve 2 (Nu: Studieprøven). En eksamen, der krævede, at jeg beherskede mundtligt og skriftligt dansk på et niveau, der svarede til en studentereksamen. De krav kunne jeg ikke klare, og efter adskillige forsøg opgav jeg. Alligevel prøvede jeg at få et job inden for mit fag.
På et tidspunkt flirtede jeg lidt med tanken om at rejse til England eller Canada. Flere af mine venner med høje uddannelser var rejst og havde fået gode og velbetalte jobs inden for deres fag. Hvorfor kunne det ikke lade sig gøre i Danmark? Flere danske aviser stillede samme spørgsmål: Hvorfor kan højtuddannede indvandrere ikke komme ind på det danske arbejdsmarked?
Fra ingeniør til grønthandler
Efter at have sendt over hundrede ansøgninger uden at blive kaldt til samtale en eneste gang, var det svært ikke at se en sammenhæng mellem de mange afslag og mit fremmedklingende navn.
Jeg skulle tage mig selv i ikke at sætte alle danskere i bås ”Sådan er de danskere jo”. Selvfølgelig vidste jeg godt, at der var mange arbejdsløse danske ingeniører. Og at mange højtuddannede flygtninge og indvandrere stod med de samme frustrationer som jeg. Alligevel meldte spørgsmålene sig: Hvorfor tog jeg til Danmark? Hvorfor studerede jeg i otte år for blot at blive arbejdsløs?
I de år kunne jeg have arbejdet, og mine forældre kunne have sparet en masse penge. Men det er altid let at være bagklog. Kendsgerningen var, at jeg skulle omstille mig til et andet job. I mellemtiden var jeg nemlig blevet gift. Min kone var også fra Irak. Vores forældre havde arrangeret vores ægteskab, men pga. de politiske omstændigheder mødtes vi i Syrien, hvor vi blev gift i 1991.
Efter vores bryllup søgte jeg om familiesammenføring, og der gik kun en måned, før min kone fik lov til at rejse ind i Danmark. Det gav mit liv et andet perspektiv, jeg måtte finde mig et arbejde, så jeg kunne forsørge min familie. Valget faldt på grønthandlerbranchen.
For at lære faget fra bunden begyndte jeg at arbejde i en grønthandel hos en af mine venner. For syv år siden tog jeg så det store skridt og åbnede min egen grønthandel på Falkoner Allé på Frederiksberg. Et banklån og økonomisk hjælp fra familie og venner i Irak gjorde det muligt. Og det har jeg ikke fortrudt.
Man skal føle sig som en del af samfundet
Livet består af mere end at spise og se tv. Du skal have noget at stå op til. Og arbejdet drejer sig ikke kun om at tjene penge, men også om at føle sig som en del af samfundet.
Fra første dag har jeg haft faste kunder fra alle samfundslag og forskellige aldersgrupper i butikken, lige fra advokater til håndværkere og fra helt unge og til ældre pensionister. Mange vil gerne snakke om løst og fast, især de ældre. De unge nøjes derimod med et hej, hej, de har travlt og skal hurtigt videre med deres dag.
Mange kunder spørger mig om, hvad jeg synes om forskellige begivenheder: Lige fra krigen i Irak til rydningen af Ungdomshuset på Jagtvejen. Dagens nyheder kan give anledning til mange interessante diskussioner. Jeg er meget glad for mine kunder og taknemmelig for, at de har støttet mig gennem årene.
Generelt er de fleste danskere venlige og respekterer andre mennesker. Alligevel tror mange danskere alligevel desværre på, hvad der bliver skrevet og sagt i medierne. Og har en person med indvandrerbaggrund begået noget kriminelt eller sagt noget provokerende, tror man straks, at sådan er alle udlændinge.
Hader generaliseringer
Flygtninge og indvandrere er lige så forskellige som andre mennesker. Jeg kan ikke lide generaliseringer hverken af danskere eller udlændinge. Selv har jeg aldrig været udsat for ubehagelige episoder, heller ikke efter 11. september 2001. Terrorisme er et problem for alle mennesker, også for muslimer.
Min kone går med tørklæde, men hun har kun oplevet, at hun bliver vurderet på sit arbejde og ikke på sin hovedbeklædning. At min kone og døtre bærer tørklæder betyder ikke, at vi er fundamentalister. Vi vil blot gerne have lov til frit at kunne praktisere vores religion, og det kan vi også.
Træt far
Før min kone kom til Danmark, var hun uddannet farmaceut på universitetet i Bagdad. Med sig havde hun fire års arbejdserfaring fra et stort apotek. Alligevel fik hun afslag på at komme i praktik på et apotek i Danmark. Og i dag arbejder hun som pædagogmedhjælper i en vuggestue. I modsætning til mig har hun ikke helt opgivet at vende tilbage til sit fag.
Vi arbejder begge hårdt til dagligt. Klokken fem om morgenen står jeg op for at være på Grønttorvet for at købe friske varer. Min arbejdsdag slutter først ved nitiden om aftenen. Selvom jeg har ansat medhjælpere i butikken, er jeg nødt til at være der alle ugens dage.
”Hvorfor holder du aldrig fri?”, spørger mine kunder. Og det er et godt spørgsmål. Ikke mindst mine tre døtre synes jeg skulle arbejde noget mindre. Når jeg endelig kommer hjem om aftenen, er jeg så træt, at jeg næsten ikke orker at snakke. Men de vil gerne sidde og hyggesnakke om, hvad der er sket i dagens løb. Og det bør forældre tage sig tid til, og det gør jeg også.
Lettere at opdrage piger
Egentlig synes jeg ikke, at det er sværere at være forældre i Danmark end i Irak. Grundlæggende drejer det sig om, at man skal beskytte sine børn og give dem en opdragelse, der gør, at de kan klare sig i fremtiden. Måske er det lettere med piger? Drenge har deres eget udeliv og kan finde sammen med andre på gaden og lave dumme ting. Vores døtre går i skole og har travlt med at læse lektier, når de kommer hjem.
Tilbage efter 25 år
Årets højdepunkt er sommerferien. Hver sommer lukker jeg butikken, og så drager min familie og jeg på ferie. Sommeren 2003, fire måneder efter USA’s invasion i Irak, rejste vi tilbage til Irak.
På det tidspunkt var situationen mere fredelig end i dag. Befolkningen var anderledes positiv over for amerikanerne. Alle drømte om et nyt Irak med frihed og demokrati. Jeg kommer fra byen Kabala, en hellig by for shiamuslimer.
Hvert år kommer der tusinder af pilgrimme til Kabala for at se en af shiamuslimernes helligste figurer, Imam Hussein, der er profetens barnebarn. Det var en fantastisk oplevelse at gense min by og familie efter 25 år. Også for min kone, der ikke tidligere havde mødt mange af mine familiemedlemmer. Min kone og jeg legede lidt med tanken om at flytte tilbage til Irak, men vores døtre sagde nej tak: ”Vi er født i Danmark, og det er vores land”. De ønsker alle at tage en højere uddannelse, og min ældste datter satser på at læse medicin efter sin studentereksamen.
Efter vores besøg er det gået helt galt i Irak. Der er hverken elektricitet eller drikkevand. Skoler og hospitaler fungerer ikke. Mange veje er ufremkommelige. Men værst er angsten for bomber og at ens kære ikke vender tilbage fra indkøb eller fra deres arbejde, fordi de kan blive ofre for en tilfældig bombe.
Før var religion ubetydelig i Irak
Desværre ser jeg ikke noget håb for fremtiden i Irak, og jeg frygter, at en etnisk borgerkrig bryder ud. Tidligere spillede det ingen rolle, om man var shia- eller sunnimuslim. Min familie er fx shiamuslimer, men mange af mine venner i Irak var sunnimuslimer dengang. Først efter invasionen begyndte det at spille en afgørende rolle i det politiske spil. Modsætningen mellem befolkningsgrupperne blev udnyttet af rivaliserende politiske ledere.
Ingen ved, hvad der sker i fremtiden. Men sikkert er det, at vi ikke længere kan rejse på ferie i Irak. Vi må nøjes med Syrien. Men tanken om igen at besøge mit land, min familie og mine venner slipper mig aldrig. Ofte misunder jeg mine kurdiske, tyrkiske og jugoslaviske venner her i Danmark. Savner de deres land, kan de bestille en flyvebillet den næste dag og rejse på ferie uden problemer.
Danmark – et multikulturelt samfund
Meget har ændret sig i Danmark, i løbet af de år jeg har boet her. De mange stramninger af indvandrerloven gavner ikke forholdet mellem danskere og etniske minoriteter.
Prøv at kigge på Frankrig. Unge mænd hærgede i Paris’s forstæder sommeren 2005, fordi de ikke følte sig accepteret af det franske samfund. Jeg håber ikke det samme sker i Danmark. Men fortsætter man med at indføre strammere love rettet mod mennesker med indvandrerbaggrund, kan det blive en tikkende bombe under det danske samfund.
Vi skal være mere imødekommende over for hinanden. En vellykket integration kræver, at man skaber et åbent arbejdsmarked uden fordomme og forskelsbehandling. Så snart du lander i London, så møder du politibetjente, toldere og lufthavnspersonale med indvandrerbaggrund. Det er guld værd for alle parter at få indvandrere ind på arbejdsmarkedet. Desværre lader det til, at der er lang vej endnu. Dog er der tegn på, at vi bevæger os hen imod et multikulturelt samfund. Se bare på danskernes madvaner. Orientalske og mellemøstlige delikatesser som sushi, humus og kebab er i dag blevet en del af det danske køkken. I stedet for at hæfte etiketter på hinanden som araber, dansker, kristen og muslim skal vi tale sammen. Kun dialog kan føre til gensidig respekt og forståelse.
Det værste er vejret
Jeg føler mig godt tilpas i det danske samfund. At leve i et demokratisk land, hvor loven er ens for alle, betyder rigtig meget for mig. Det er her mine døtre føler sig hjemme og har deres liv. Men vintermørket i Danmark vænner jeg mig aldrig til. Selv de lyse sommermåneder kan ikke opveje det.
|
|
| Citat |
"Folks nationalitet og religion interesser mig ikke, når jeg ansætter folk"
|
 |
Karim Salman, Valby
|
 |
Karim Salman, Valby
|
| Citater |
"At vores børn skal lytte til, hvad deres forældre siger, betyder ikke, at de blindt skal adlyde os"
"Selvom jeg føler mig godt tilpas i Danmark, lever jeg med et savn efter mit hjemland"
|
|
Kvindekilder
Dansk kvindebiografisk leksikon
Tidsskrifter 1885-1920
Årstalslister
Politisk valgret 100 år
Kvinder i statsråd
Kommunal valgret 100 år
Mentornetværk
Den usynlige succes
Nye mænd i Danmark
