Ramanan Balasubramaniam

Født 1972 i Sri Lanka af tamilske forældre ● Kom til Danmark i 1988 ● Matematisk student i 1993 ● Har studeret statskundskab på Københavns Universitet ● Ansat som konsulent i Integrationsministeriet ● Freelance kommentator for Danmarks Radio

• De stærke kvinder
• Kritisk hindu
• Min manddomsprøve
• Rollerne ændrede sig i Danmark
• Ensomhed
• Tøede op
• De Tamilske Tigre
• Brobyggeren
• Integration styrker pigerne
• Min iranske kæreste
• Diskrimination i nattelivet
• Fremtiden

De stærke kvinder
Kvinderne i min familie var ikke bange for at bryde med rammerne. Min mormor krævede som 35-årig skilsmisse fra sin alkoholiserede mand og slæbte ham senere i retten pga. ubetalte børnepenge. Det krævede mod på Sri Lanka i 1955. Efter skilsmissen stod hun alene med otte børn. Alligevel modstod hun presset fra sin velhavende familie om at vende tilbage til sin mand. I stedet arbejdede hun på sin fars fabrik på lige fod med de andre fabriksarbejdere.

Min mor var den ældste i søskendeflokken. Hun måtte også tage arbejde på fabrikken efter sin studentereksamen for at være med til at betale for sine søskendes uddannelser. Seks af dem fik videregående uddannelser, og det hjalp min mormor med at genvinde sin sociale og økonomiske status. De stærke kvinder i min familie fylder meget i mit liv og har givet mig en dyb respekt for kvinder. De har klart inspireret mig til selv at turde gå imod strømmen som voksen.

Kritisk hindu
Min mor giftede sig af kærlighed med en mand, der var født i Singapore og ud af en højaristokratisk familie. Min fars familie foragtede ham, fordi han ikke var boglig ligesom sine søskende. I stedet blev han maskinoperatør i en amerikansk virksomhed, der producerede vandpumper til landbruget. Min fars sociale retfærdighedssans gjorde ham til socialist. Kom der håndværkere eller tjenestefolk i vores hjem, behandlede han dem med stor respekt, noget der ikke var en selvfølge i et hinduistisk kastesamfund. Senere blev han medlem af en tamilsk oprørsgruppe.

Imens levede jeg et forkælet liv med masser af venner, cricket og strandture. Jeg gik på en katolsk drengeskole og var en af de bedste i klassen. Som alle andre teenagedrenge flirtede jeg med piger. På et tidspunkt blev jeg alvorligt forelsket i én, som jeg mødtes med i al hemmelighed.

Min manddomsprøve
I 1987 brød borgerkrigen mellem tamilske oprørsgrupper og singalesiske regeringstropper ud igen. Krigen ændrede mit liv. Uden et ord rejste min far til Indien, og ingen vidste noget. Måske havde han giftet sig med en anden kvinde, måske var han død? Da vores by blev bombarderet, valgte vi at flygte. Flugten var dramatisk og farlig. Én efter én transporterede jeg min mor, lillebror, mormor og morfar på min cykel til en naboby 15 km væk. Frem og tilbage 10 gange ad veje, hvor vi blev beskudt.

Den dag ændrede mit liv for altid. Bagefter var jeg stolt over mit mod, men også bitter på min far over at have overladt ansvaret til mig. De følgende måneder boede vi i en flygtningelejr. Forholdene var elendige og utrygge. Kvinderne var konstant bange for at blive voldtaget af de indiske soldater. At de var sendt som fredsbevarende styrker (1987–1990) forhindrede dem ikke i at begå grimme ting mod civilbefolkningen.

Vi kom så tilbage til vores by, som var blevet generobret af de indiske soldater. I mellemtiden gav min far lyd fra sig. Han havde fået politisk asyl i Danmark og sendte bud efter os. Men hvordan skulle vi komme væk? Vores by var omringet, og alle broer og veje var ødelagt af bomber. De Tamilske Tigre fortsatte deres angreb, og sammen med andre af byens mænd blev jeg hentet til forhør i en detentionslejr, mistænkt for at have kontakt med Tigrene. Trods tæsk og vold under afhøringerne frygtede jeg aldrig for mit liv - jeg var jo sammen med en hel masse andre, jeg kendte. Men forhørene gav mig varige skader på min ryg.

Min mor besluttede sig for at flygte med min lillebror og mig. Efter flere forsøg lykkedes det os at komme til hovedstaden Colombo. På vejen blev vores bus stoppet og kontrolleret for bomber og potentielle ’Tigermedlemmer’ af en rivaliserende tamilsk militsgruppe. Jeg blev trukket ud og sat i et forhørsrum. Militsen mistænkte mig for at være ’Tiger’. Soldaterne var fulde og påvirkede af stoffer og truede med at skyde mig. Jeg var helt alene og græd af angst. For første gang i mit liv var jeg bange for at dø. I sidste øjeblik lykkedes det min mor at købe mig fri.

Rollerne ændrede sig i Danmark
To måneder senere kom vi til Danmark i december 1988. Efter kortere ophold forskellige steder fik vi en lejlighed i Gilleleje. Min familie blev mødt med varme og åbenhed ikke mindst i den skole, jeg startede i. Men hjemme var der problemer. Min mor var stadig bitter på min far over, at han havde forladt familien uden et ord. Det skabte mange problemer senere i deres ægteskab. Han brød sig ikke om sprogskolen og fandt sig et arbejde på en fabrik i Hillerød. Min mor lærte sig dansk, tog en uddannelse som pædagogmedhjælper og fik arbejde i en børnehave. Selvom min far var i stand til at forsørge sin familie i mange år, så var det tydeligt, at det var min mor, der havde bukserne på.

Samtidig fik jeg en masse ansvar. Jeg var den, der hurtigst lærte sproget, og mine forældre brugte mig som tolk, når der fx skulle snakkes med min lillebrors lærer i børnehaveklassen. Min far oplevede nok et identitetstab. Rollerne ændrede sig, og min stemme var ofte afgørende, når der skulle tages beslutninger. Jeg var ked af, at de i den grad var afhængige af mig. Det betød også, at de mistede kontrollen over mig.

På mange måder levede jeg et isoleret liv. Mine klassekammerater var søde og hjælpsomme, men de forstod ikke min ensomhedsfølelse. Jeg inviterede dem ikke hjem. Alt var så pinligt anderledes i min verden: Maden vi spiste, forældre der ikke talte dansk. Og jeg havde ikke sprog nok til at kunne forklare mine venner, hvorfor vi var så forskellige. Jeg ville ikke være anderledes.

Ensomhed
En fundamental ensomhedsfølelse fyldte mine ungdomsår i Danmark, også i gymnasietiden. På trods af mit mangelfulde dansk klarede jeg mig fagligt godt, især i matematik, fysik og samfundsfag. Og jeg fik tildelt et legat i mit første og andet år. Men tysk var uoverkommeligt. Jeg fik et humanitært 6-tal, fordi min tysklærer syntes, at jeg var flittig.

Udadtil var jeg velfungerende, men indadtil var jeg ensom. Jeg sad med en masse ubearbejdede ting fra krigen. Jeg gik til fester, men jeg havde svært ved at knytte følelsesmæssige bånd til nogen. Selvom mine klassekammerater var meget interesserede i at snakke med mig, dækkede det ikke mine behov. Jeg havde ingen, jeg kunne identificere mig med, og som havde de samme oplevelser. Min 9 år yngre lillebror var stadig en lille dreng.

Jeg udfyldte ensomheden ved at være flittig i skolen, læse aviser, gå på biblioteket og lytte til programmer om politik og samfund på P1. Jeg afsluttede min matematiske studentereksamen med gode karakterer, men følelsesmæssigt stod mine første fem år i Danmark på stand-by. Jeg husker de år som hårde og ensomme uden venner og kærester. Et tomrum, hvor jeg ikke rigtigt hørte til nogen steder.

Tøede op
Efter studentereksamen tog jeg et friår. Jeg besøgte min familie i Canada, hvor jeg forelskede mig i en indisk pige. På grund af afstanden holdt forholdet ikke, efter at jeg var rejst tilbage til Danmark. Resten af året arbejdede jeg på et plejehjem, indtil jeg skulle begynde på medicinstudiet på Odense Universitet i 1994. Det betød så, at jeg skulle flytte til Odense.

I Odense lærte jeg at stå på egne ben. Først nu startede mit ungdomsliv. På kollegiet boede der mange udvekslingsstuderende fra andre lande. Jeg både flirtede, prøvede at ryge hash og drikke alkohol. Studiemæssigt overanstrengte jeg mig ikke. Motivationen manglede simpelthen: Læge skulle jeg ikke være, fandt jeg hurtigt ud af. Det, der virkelig optog mig, var politik og samfundsforhold. Og i 1996 begyndte jeg så at læse statskundskab på Københavns Universitet.

I mellemtiden havde jeg forelsket mig vildt i en noget ældre pige. Det holdt i halvandet år. Hun syntes, jeg var umoden, og forholdet endte på en tumultagtig måde. I dag kan jeg godt se, at hun havde mere erfaring end jeg. Men mine følelser var begyndt at give lyd fra sig igen.

De Tamilske Tigre
Studieskiftet blev et vendepunkt i mit liv. Jeg fik forskellige studiejobs i humanitære organisationer bl.a. hos Mellemfolkeligt Samvirke, og jeg blev tilknyttet Danmarks Radio som fast kommentator om alt, der angik udviklingen på Sri Lanka. Jeg var også med til at lave en dokumentarudsendelse om Sri Lanka for DR. Som helt ung sympatiserede jeg med De Tamilske Tigres kamp for uafhængighed, men senere begyndte jeg at stille kritiske spørgsmål til nogle af de ting, de havde gjort. Her i Danmark forventede de, at jeg skulle formulere deres synspunkter. Der var ikke plads til individuelle nuancer: Enten var jeg for krigen eller imod.

For mig var virkeligheden mere kompliceret. Jeg byggede mine kommentarer på objektive analyser, ikke på politiske interesser. Tamilere ser selv kun som ofre for konflikten, og det er en vigtig del af deres selvforståelse. En holdning der ikke giver plads til nuancer og selvkritik. Som en konsekvens af mine kritiske udtalelser blev jeg opfattet som en overløber, en forræder i mange tamilske kredse. Det har været utroligt smertefuldt for mig at leve med. Det var midt i 90’erne, samtidig med at medierne bragte en række kritiske historier om indvandrere. Folk på gaden begyndte at råbe ad indvandrere. I en periode var det virkelig hårdt at bo i Danmark: Jeg følte mig ikke hjemme blandt mine egne og heller ikke blandt danskere. Hvis man bliver set ned på af det samfund, man lever i, så opstår der et behov for at forherlige sine rødder. Nogle muslimer fik travlt med at romantisere deres hjemlande og religion. Noget som kunne give dem stolthed. Men jeg havde et kritisk forhold til religion og mente, som de fleste tamilere, at religion er en personlig sag, som ikke skal blandes sammen med politik. Min identitet kunne jeg ikke hente i noget fællesskab eller religion. Jeg måtte selv finde ud af, hvem jeg var.

Brobyggeren
Sammen med 20 andre unge tamilere stiftede jeg bladet Brobyggeren, der udkom første gang i 2000. Vi ville gerne give nye input til, hvordan man som tamiler kunne leve livet lidt sjovere, og få tamilere til at indse de mange muligheder i Danmark. Ikke mindst når det gjaldt uddannelse. Vi lukkede op for gode værdier i Danmark som kønnenes ligestilling, demokratiske rettigheder og seksuel ligestilling. Min strategi var at provokere folk til at tænke over ting, som de normalt ikke snakkede om.

En af mine første artikler var ”Tamiler, forfatter og homoseksuel” om den berømte tamilske forfatter Shyam Selvadurai. Mange brokkede sig over, at jeg skrev så meget om hans seksualitet, men pointen var jo at pege på, at man som tamiler også kan være homoseksuel. En bibliotekar ringede til mig for et par år siden og fortalte, at unge tamilere stod på venteliste for at låne hans bøger. Det fortalte mig, at jeg har været med til at påvirke unge tamileres holdninger også til tabuemner som homoseksualitet.

Også artikler om mænds og kvinders seksualitet har jeg skrevet mange af. Det handler om at være åben over for seksualiteten og se den som en livskvalitet, i stedet for at pakke det hele væk under ”vestlige fænomener”. Vores organisation har hjulpet de unge med at udvide rammerne for deres identitet og med at forholde sig kritisk til deres bagland uden at fratage dem deres selvværd og stolthed. Vi har givet dem nogle rollemodeller, som de kan identificere sig med. På vores hjemmeside er der i dag billeder af piger til fest med en øl i hånden, hvilket var umuligt at lave for bare fem år siden. Så det rykker!

Integration styrker pigerne
Tamilerne klarer sig godt i Danmark. Ifølge Integrationsministeriets årbog er vi den minoritetsgruppe, hvor flest er i arbejde. Jeg tror, det skyldes vores kultur, at vi er taknemmelige, ydmyge og tilpasningsdygtige. Vores religion kan praktiseres uden at komme i konflikt med danske normer. Fx spiser størsteparten af tamilere ikke kød om fredagen, men de kræver ikke, at deres børn ikke må få kød i børnehaven. Man giver individet ret til at tilpasse sig. Opholdet i Danmark har styrket mange tamilske grupper. Især dem der kom fra lavkaster på Sri Lanka. I Danmark oplevede de for første gang at blive behandlet som ligeværdige mennesker. På den måde har den danske kultur og værdier været katalysator for en social udvikling.

Især pigerne har haft gavn af det. Uddannelse har en næsten hellig status blandt tamilere. Pigerne bruger uddannelse som et springbræt til at opnå ligestilling. På medicinstudiet læser der ca. 40 tamilere, og 80 % af dem er piger. Drengene har større frihed til at gå i byen, men de udnytter tiden forkert. De risikerer at blive tabere, også i forhold til at finde sig en tamilsk kæreste. Når pigerne er færdiguddannede, er de stærke nok til at sige fra over for deres forældre. Mange tamilske piger gifter sig med en dansk mand, som de har læst sammen med. At blandede ægteskaber ikke møder så kraftig modstand blandt forældrene skyldes nok, at vores religion ikke er en hindring. Der er ikke krav om, at ægtefællen skal konvertere til hinduismen.

Min iranske kæreste
Selv har jeg haft det svært med kærligheden gennem årene. Jeg mødte en herboende iransk kvinde - smuk, frigjort og fuldstændig ligeglad med religion. Vi var meget forskellige og meget forelskede. Hun arbejdede som socialpædagog, og jeg havde fået fast job som konsulent i Integrationsministeriet. Efter nogle år besluttede vi os for at blive gift. Først da præsenterede jeg hende for mine forældre. Selvfølgelig så de helst, at jeg giftede mig med en tamilsk pige. Efterhånden glædede min mor sig over, at jeg havde fundet en kvinde, som jeg mente det alvorligt med. Hun gik straks i gang med at finde datoer for vores forlovelse. Og min kæreste og jeg flyttede sammen og brugte en masse tid på at kigge på møbler.

Midt i det hele blev der våbenhvile og fred på Sri Lanka. Jeg ville af sted og fik tilbudt en stilling dernede. Men pga. min konflikt med De Tamilske Tigre måtte jeg sige nej til jobbet. Min personlige sikkerhed var truet. Det var en meget smertefuld oplevelse, og for første gang i mit liv fortrød jeg mit engagement i konflikten. Alt stressede mig: Mit speciale, at etablere et fælles hjem, situationen i Sri Lanka og mit arbejde. Jeg isolerede mig mere og mere. Vi begyndte at glide fra hinanden, selv om min kæreste forsøgte at forklare mig, at vi skulle lytte mere til hinanden og gøre flere ting sammen. Det endte med, at jeg gjorde det forbi. Efter nogle måneder indså jeg, at jeg stadig elskede hende, men at jeg havde været for stresset til at mærke hendes følelser. Jeg tiggede og bad hende om at fortsætte. Men det var for sent.

Jeg gik igennem en svær periode. Stærkt opfordret af nogle venner meldte jeg mig til noget parterapi. På mit hold var jeg den eneste med udenlandsk baggrund, og den eneste der ikke havde en kæreste med. De kritiske spørgsmål fra terapeuten og de andre deltagere tvang mig til at være ærlig over for mig selv. Det var hårdt, men godt, og jeg fik nogle værktøjer til at bearbejde mine følelser og stress. Men jeg har meget at lære endnu.

Diskrimination i nattelivet
Under min krise tænkte jeg på at flytte til England, fordi det er så meget nemmere at være en synlig minoritet der og at være anderledes blandt sine egne. Så snart jeg går ud af døren her, er jeg en simpel perker i mange danskeres øjne. Min uddannelse og personlighed spiller ingen rolle på gaden. Som single går jeg ofte i byen og oplever diskrimination i nattelivet. Det er den værste form for krænkelse at stå sammen med sine venner foran et diskotek og ikke kunne komme ind. Politiet interesserer sig kun for vagternes forklaringer, og der mangler klart betjente, som er uddannede til at forstå de krænkelser, man udsættes for som etnisk minoritet. Ordensmagten tager det som givet, at etniske minoritetsmænd selv er skyld i, at de bliver afvist. Men er det virkelig provokerende at spørge om grunden til, at man ikke kan komme ind på et diskotek, når hvide danskere bliver mødt med åbne døre? 

Mistilliden over for etniske minoriteter i Danmark bekymrer mig. Men jeg har tillid til de børn og unge, der vokser op i dag. De lærer at acceptere hinandens forskelligheder. En tillid, der stadig giver mig lyst og energi til at fortsætte mit frivillige arbejde med unge tamilere. 

Fremtiden
Jeg har en drøm om, at alle tamilere i Vesten vil vende tilbage til Sri Lanka samtidigt. Vi kunne skubbe nogle kæmpe sociale forandringer i gang og nærmest skabe mirakler i det tamilske samfund. Det kommer ikke til at ske, for desværre har landet udviklet sig i en mere autoritær retning. Lige nu tvivler jeg på, at det tamilske mindretal kommer til at opleve demokratiet og et mere ligeværdigt samfund uden et kastesystem i Sri Lanka.

Demokrati fører til kritisk og selvstændig tankegang, og det vil gøre det svært at bevare kontrollen over folk. Men jeg fortsætter med i mine artikler og mit politiske arbejde med klart at melde mine holdninger ud. Et engagement der har haft store personlige omkostninger og betyder, at jeg aldrig kan vende tilbage.