Walid Hassanevein

Født 1960 i Libanon ● Kom til Danmark i 1985 ● Har drevet flere pizzeriaer i Danmark ● Arbejder på en shawarmabar ● Fraskilt og far til en 16-årig søn ● Bor på Østerbro

• Rejste for at overleve
• Ægteskab reddede mig fra udvisning
• Lærte ikke at skrive dansk
• Mit eget pizzeria
• Skilsmissen gjorde ondt
• Min søn er mit anker
• Dansker med libanesisk power
• Luksusmad til 25 kr.
• Libanon og bomber
• Min baggrund gjorde en forskel
• Rigtig libanesisk mad
• Afslag på dansk statsborgerskab


Rejste for at overleve
Da jeg som 17-årig forlod Beirut i Libanon, handlede det om at komme væk fra borgerkrig og bomber. Min far skaffede mig visum til emiratet Abu Dhabi, hvor en af mine storebrødre var chef for et firma og kunne skaffe mig et job. Året efter døde min far, og jeg tog tilbage til Beirut. I nogle år arbejdede jeg i Tyskland. Så videre til Belgien, hvor jeg eksporterede brugte biler til Beirut.

I perioder levede jeg i Beirut og forsøgte at få en tilværelse op at stå trods krigen. Jeg var jo vokset op med kugler og bomber i gaderne og vant til at falde i søvn til lyden af bomberne. Krigen blev hverdag, og man lærte at leve med angsten. Men da forskellige militser begyndte at bekrige hinanden i 1985, efter at Israel havde trukket sig ud, fik jeg nok og ville bare ud af Libanon. Nogle venner rådede mig til at tage til Danmark. Jeg købte en billet til det tidligere DDR (Østtyskland) og fortsatte derfra til Danmark.

Ægteskab reddede mig fra udvisning
Så snart jeg steg af færgen i Rødby, blev jeg anholdt af politiet og sat i fængsel i tre dage. Derefter tilbragte jeg nogle måneder i et asylcenter på Middelgrund Fort, en kunstig ø i Øresund, hvor asylansøgere sad isoleret fra det danske samfund, mens deres sager blev behandlet. Efter nogle måneder modtog jeg et afslag på min ansøgning fra Udlændingestyrelsen.

Et ægteskab med en dansk kvinde, jeg i mellemtiden havde truffet, reddede mig fra udvisning. Ægteskabet varede dog ikke længe. Min kone viste sig at være ekstremt kontrollerende og dominerende: ”Hvad har du lavet?”, ”Hvor har du været henne?” ”Lad være med at rode”, lød det fra morgen til aften. Til sidst orkede jeg det ikke længere. Jeg følte mig som en fugl i et bur, og det var jo frihed, jeg søgte i Danmark. Men så en dag mødte jeg Nina, der arbejdede på en libanesisk restaurant, hvor jeg holdt til.

Lærte ikke at skrive dansk
Vi forelskede os og begyndte at se hinanden rigtig meget. Det endte med skilsmisse og et nyt ægteskab med Nina. Hendes forældre og flere af hendes venner var skeptiske, men Nina var ikke tvivl om, at det var mig, hun ville giftes med. Livet med Nina gav mig mod på en tilværelse i Danmark. Hun støttede mig i alt, hvad jeg foretog mig.

Jeg begyndte at gå til danskundervisning på en sprogskole, samtidig med at jeg gjorde rent om morgenen. Efter et halvt år droppede jeg ud af skolen, men jeg fik alligevel lært en hel del dansk. Mest af Nina, der meget tidligt insisterede på, at vi skulle tale dansk sammen. Desværre lærte jeg aldrig at skrive ordentligt dansk. I forvejen var jeg lettere ordblind, og det gjorde det endnu sværere at lære at skrive korrekt dansk. I dag fortryder jeg bittert, at jeg ikke gav det en chance. Jeg var alt for utålmodig efter at komme i gang med et arbejde, jeg kunne leve af.

Mit eget pizzeria
Jeg ville have mit eget, så jeg selv kunne bestemme. Sammen med nogle andre libanesere startede jeg et pizzeria på Nørrebrogade. Desværre fungerede det ikke, og det endte med, at de andre købte mig ud. Senere forpagtede jeg et pizzeria i Vanløse. Men da jeg så fik mulighed for at starte mit eget pizzeria op i Husum, tog jeg springet og blev selvstændig. Ved hjælp af iværksætterydelse og banklån fik jeg skaffet købesummen.

Det blev en tilværelse med benhårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Min virksomhed kørte virkelig godt økonomisk, og efterhånden havde jeg fire ansatte. Men på hjemmefronten følte jeg ikke, at jeg slog til. Nina syntes, jeg arbejdede alt for meget. Situationen var også anderledes nu. Vi havde nemlig fået en søn.
I perioder arbejdede jeg nærmest i døgndrift, mens Nina havde barselsorlov og passede den lille. Alt blev anderledes, da vi blev forældre. Det drejede sig kun om barnet, og jeg følte mig lidt glemt og til overs. Der måtte ske noget, og jeg begyndte at gå på kasino. Penge var ikke noget problem, og på et tidspunkt købte jeg mig en dyr bil - til Ninas store irritation. Materielle ting sagde hende ikke noget, tværtimod. Måske en slags oprør imod hendes rige familie.

Skilsmissen gjorde ondt
Tingene gik rigtigt i stykker imellem os, da Nina sagde nej til, at jeg tog vores søn med til Libanon, så min mor kunne se sit barnebarn. Det blev den berømte sidste dråbe. Jeg flyttede hjemmefra, og vi besluttede os for at blive skilt. I dag forstår jeg hende godt: Han var jo ikke engang fyldt et år.

Skilsmissen var overrumplende og gjorde så ondt. Og det tog mig lang tid at komme op til overfladen igen. De første tre måneder så jeg slet ikke vores søn, og det var hårdt. Men efterhånden faldt der ro over tingene, og i dag har Nina og jeg et utroligt godt forhold til hinanden. Hun er stadig mit faste holdepunkt og en af de vigtigste personer i mit liv. På en måde har vi fået et tættere forhold til hinanden gennem årene. Og så respekterer jeg hende utrolig meget for, at hun turde gå imod sine forældre og venner og gifte sig med mig.

Min søn er mit anker
I dag er min søn 16 år og har endnu ikke været i Libanon. Heldigvis fik jeg overtalt min mor til at komme til Danmark og møde ham. Nina og jeg har talt om at tage sammen til Libanon i nær fremtid og præsentere ham for sin familie og vise ham det land, hans far stammer fra. Men kun, hvis der er nogenlunde fredeligt. Min søn er mit anker her i livet, og vi har et tæt forhold. Han er kanonskøn – intelligent, fornuftig og meget kærlig, og jeg tager hatten af for hans mor. Uanset hvordan vi har haft det sammen, har vi aldrig brugt vores søn til at spille ud mod hinanden.

Dansker med libanesisk power
Min søn lever et dansk liv med libanesisk power, men taler ikke arabisk. Basketball er hans store lidenskab, og han har talentet. I en periode spillede han basketball på Nørrebrogade sammen med nogle indvandrerdrenge. Mange af dem var dårligt opdraget og forældrene lukkede simpelt hen øjnene for, hvad deres sønner rendte rundt og lavede. Det bekymrede mig.

Min søn har også prøvet at få stjålet sin mobiltelefon. En dag købte jeg ham et halstørklæde med et billede af Koranen. ”Hvorfor det? Han er jo ikke muslim” sagde Nina. ”Jeg er ligeglad med religion”, svarede jeg. ”Men hvis en eller anden idiot vil i slagsmål med vores søn og ser et billede af Koranen, så kan han regne ud, at hans far er araber. Så skal han nok holde afstand”. I dag er min søn på en efterskole, hvor han har mulighed for at dyrke sin sport, og har flere gange været i udlandet og spillet turneringer. Til sommer skal han til Canada. Hans drøm er at blive professionel spiller, og det skal han nok blive.

Luksusmad til 25 kr.
Nogle år efter min skilsmisse solgte jeg mit pizzeria i Husum. Jeg var kørt træt i ikke at have tid til andet end at arbejde og følte ikke, at jeg havde noget liv. Alligevel startede jeg et nyt pizzeria på Østerbro, men denne gang et lille et. Overskuddet var ikke stort, men det skaffede mig brød på bordet. Efter fire år trængte jeg til forandring og solgte stedet.

Efter at have gået arbejdsløs nogle måneder søgte jeg et job som servicemedarbejder på Rigshospitalet. Nina hjalp mig med ansøgningen, der åbnede døren for en jobsamtale og så en ansættelse. Fra første dag følte jeg hjemme i mit nye job, der bestod i at lave mad til de ansatte på en af hospitalets afdelinger. Menukortet bestemte jeg selv. For 25 kr. om dagen sørgede jeg for, at personalet kunne spise sig mætte i lækker mad. Jeg har altid sat en ære i at lave veltillavede måltider. Giv mig gode friske råvarer, som jeg kan lege med, så mikser jeg velsmagende retter. Min mad var populær, og jeg fik mange klap på skulderen og rosende kommentarer fra både læger og sygeplejersker. I det hele taget var jeg glad for mit arbejde.

Libanon og bomber 
Året efter jeg var blevet ansat, havde jeg ferie til gode og købte en billet til Beirut. Det var sommeren 2006. Der var gået 16 år, siden jeg sidst havde været der, og jeg græd ved gensynet. Den første uge boede jeg hos min søster i bjergene uden for Beirut og blev rigtig forkælet. Senere boede jeg hos min mor inde i byen.

Det blev kun til nogle få fredelige dage med familien, før balladen mellem Israel og Hizbollah brød ud, og bomberne begyndte at falde i bjergene og i Beirut. Mit pas og mine kufferter var i min søsters hus, men jeg måtte opgive at hente mine ting. Det eneste jeg kunne tænke på var, hvordan jeg kunne komme ud af Libanon igen.

Fra Danmark fik jeg bekymrede sms’er fra min søn og Nina. Jeg kontaktede det danske konsulat, og som en af de sidste blev jeg evakueret med skib til Cypern, hvorfra jeg fløj tilbage til Danmark. Undervejs sendte min svoger mig en besked om, at han sejlede rundt i Spanien i sin sejlbåd og gerne ville hente mig på Cypern. Det varmede. Også nogle af sygeplejerskerne fra mit arbejde havde sendt mig sms’er om, at de håbede, at jeg snart kom hjem.

Min baggrund gjorde en forskel
Det var dejligt at være tilbage i Danmark. Alligevel var det svært for mig at vende tilbage til mit arbejde. I Libanon havde jeg haft en skræmmende oplevelse: Jeg så en bil med fire mennesker blive ramt af en raket, og der var blod overalt. Pludselig kunne jeg ikke klare at være på et hospital.

Det gjorde det ikke bedre, at en ny oversygeplejerske var blevet ansat. Hun kaldte mig straks til samtale og meddelte mig, at jeg havde alt for mange sygedage. Aldrig i mit liv havde jeg pjækket fra arbejde, men jeg havde ligget syg af influenza i ti dage. Min fornemmelse var, at hun spillede på sin magt. Læger og professorer turde hun ikke røre, men ham fremmedarbejderen var hun ikke bange for. Det er en af de få gange, jeg har følt, at mit navn og min baggrund gjorde en forskel. Det endte med, at jeg sagde op.

Rigtig libanesisk mad
I en periode mistede jeg helt gejsten. Dels følte jeg mig uretfærdigt behandlet på mit arbejde, og samtidig blev oplevelserne fra Beirut ved at dukke op i mit hoved. Som et videobånd, der spillede den samme film døgnet rundt. Det var som om at blive spolet tilbage til den krig, jeg havde forladt. Jeg var nødt til at få hjælp af en psykolog til igen at få hold på min tilværelse.

I dag har jeg fået energien tilbage og arbejder nu som afløser på en shawarma-bar i København. Den tilværelse passer mig fint. Uanset om jeg er ejer eller ansat, skal tingene gøres ordentligt. Mit blik fanger alt: Et fuldt askebæger eller en snavset dug. Jeg reagerer med det samme og får tingene bragt i orden. Jeg drømmer om en dag at åbne en restaurant med rigtig libanesisk mad. Luksusmad, hvilket ikke nødvendigvis betyder dyr mad. Og så må der gerne være mindst en uges ventetid på et bord. Det er min ambition. Jeg er ikke sulten efter penge, for jeg har prøvet at have rigtig mange penge på lommen og så brænde dem af. For mig drejer det sig om at gøre mit arbejde godt og gøre andre glade.

Afslag på dansk statsborgerskab
For nylig fik jeg afslag på dansk statsborgerskab, fordi jeg ikke opfyldte sprogkravene i skriftligt dansk. Det er en bitter situation at stå i efter at have boet 23 år i Danmark. Jeg har masser af viden om det danske samfund, og jeg har gjort mig nyttig på arbejdsmarkedet og betalt mange skattekroner. Frem for kun at se på om man kan skrive korrekt dansk, så skulle man lægge mere vægt på ens tilknytning til det danske samfund. Danmark er mit hjem, og her har jeg hjemme.