Glasloftlandet

I dag er de nordiske landes førerstilling udfordret, specielt Danmarks. For ti år siden lå vi nr. 2 på verdensranglisten, nu er vi rykket ned på en 8. plads. Artiklen dokumenterer udviklingen og evaluerer den internationale forsknings teorier om, hvorfor det er så svært at bryde igennem glasloftet.

Af Drude Dahlerup

To træk har længe været kendetegnende for udviklingen i kvinderepræsentationen i politik i Danmark. For det første har Danmark sammen med de øvrige nordiske lande haft den absolut højeste kvinderepræsentation i verden, hvilket har givet genlyd globalt. De nordiske lande har længe haft et godt ry i verden, når det gælder ligestilling.

For det andet har vi siden 2. Verdenskrig oplevet en konstant stigning i kvindernes andel af medlemmerne af de politiske forsamlinger. Forskerne taler om en kontinuerlig og fremadskridende proces (Christensen & Damkjær 1998). Denne succeshistorie har bidraget til den opfattelse, at kønsbalance i politik, ja måske ligestilling mellem kvinder og mænd generelt er noget, som vil ’komme med tiden’. Er det ikke en del af vores barnetro, at det går fremad for ligestillingen? Den officielle ligestillingspolitik har da også hvilet på en sådan optimisme. De norske forskere, Hege Skjeie og Mari Teigen taler om ’rejse-metaforen’ i de nordiske landes ligestillingsopfattelse – vi er på vej fremad (2003).

Det er bemærkelsesværdigt, at kvindeandelen i både Folketinget og kommunalbestyrelserne har været uforandret gennem de seneste 3-4 valg. Ja, ved de to sidste valg til de nu nedlagte amtsråd i 1997 og 2001 faldt kvindeandelen oven i købet, for dog at stige lidt til de nye regionsråd i 2005. Det er blevet almindeligt at tale om et usynligt glasloft – et ’hertil og ikke længere’. Danmark er blevet, hvad man kunne kalde et glasloft-land. En skæbne vi deler med bl.a. Holland og Island.

I denne artikel diskuteres det, hvordan vi skal forstå denne udvikling. I den første halvdel af artiklen sættes den danske udvikling ind i et nordisk og et globalt perspektiv. I den anden halvdel af artiklen diskuteres denne empiriske udvikling i relation til de mange og divergerende teorier på feltet. Inden for forskningsfeltet kvinder i politik findes flere modstridende teorier: Har vi nået til et ’hertil og ikke længere’? Eller er der bare tale om et vist historisk efterslæb, hvorefter ligestillingen vil komme med tiden? Har vi i Danmark nået til et mætningspunkt, når der gælder ligestilling? Men hvorfor er ligestilling og feminisme da stadigvæk et hot issue i Sverige? Og hvorfor stiger kvinderepræsentationen i Belgien og Argentina, men ikke i Danmark?
 

Udviklingen i kvinderepræsentationen globalt

I dag er de nordiske lande ved at blive indhentet af en række andre lande i verden, når det gælder kvinderepræsentation i de politiske forsamlinger. Nordens førerstilling udfordres af andre europæiske lande, men først og fremmest af lande fra det globale syd. Det er en ny og på mange måder glædelig udvikling. For blot ti år siden toppedes verdensranglisten over kvinderepræsentation i parlamentet af de nordiske lande og Holland. Først var Finland nummer ét, derefter Norge og til sidst Sverige. I dag er Rwanda nummer ét på verdensranglisten, som det fremgår af Tabel 1. Generelt er der en beskeden stigende tendens globalt. For 10 år siden var verdensgennemsnittet 13 procent, i dag er det på 18 procent. Samtidig er forskellene mellem regionerne i verden ved at blive udlignet (www.ipu.org).

Tre interessante perspektiver kan udlæses af Tabel 1. For det første viser tabellen, at ikke blot Rwanda, men også andre lande fra det globale Syd, nemlig Argentina, Mozambique og Sydafrika nu har over 30 procent kvinder i parlamentet, og dermed udfordrer Norden. For det andet viser tabellen, at de fleste lande, som ligger i toppen, har et valgsystem baseret på forholdstalsvalg (PR). For tredje viser tabellen, at mange af de lande, som ligger i toppen, anvender en eller anden type af kvotering.

Tabel 1. Toppen af verdensranglisten over kvinderepræsentation i parlamentet. Underhus/enkeltkammer


















Valgsystemer: PR: forholdstalsvalg, med partilister med flere kandidater. Mix: blanding af forholdstalsvalg og enkeltmandskredse. FPTP, first past the post, enkeltmandskredse, hvor hvert parti kun opstiller én kandidat, og hvor den kandidat, som får flest stemmer, vinder valgkredsen.
Kvoterings-typer: Legal kvotering er indskrevet i forfatningen eller en lov, typisk valglov eller partilov. Partikvotering, frivilligt kvoteringssystem vedtaget af et parti selv, f.eks. mindst 40 % kvinder på partiets opstillingslister. Et land er anført med partikvotering, hvis blot et parti, repræsenteret i parlamentet, har kvotering. Danmark er medtalt med 179 mandater, dvs. inkl. de nordatlandiske.
Kilder: Interparliamentary Union (2008) www.ipu.org; International IDEA and Stockholm University (2008) www.quotaproject.org; Officiel valgstatistik. Tallene angiver kvindeandelen på valgdagen. En vis variation kan derfor forekommer i forhold til ww.ipu.org, der medtager visse udskiftninger mellem valgene. Tabellen er opdateret februar 2009.

Legal kvotering betyder, at kvoteringsreglerne er indskrevet i forfatningen eller valgloven/partiloven. Frivillig partikvotering indebærer, at partier selv har indført kvoteringsregler for deres egne lister. Kvoteringsforskningen har vist, at det typisk har været partier til venstre i det politiske spektrum, som er startet, eventuelt med en afsmittende effekt på de øvrige partier.

 

Kønskvotering er et nyt spændende forskningsfelt, fordi kvotering berører så mange centrale emner i demokratiteori og i feministisk teori. Den empiriske kvoteringsforskning har behandlet en række emner. Man har undersøgt den geografiske spredning af kvotering og studeret forskellige kvoteringsdiskurser rundt omkring i verden. Typologier over kvoter er konstrueret, og endvidere har forskningen studeret den ofte vanskelige implementering af kvotering samt effekterne af kvotering i både kvantitative, dvs. antal nominerede og valgte kvinder, og kvalitative termer, dvs. spørgsmålet om kvindernes indflydelse og magt (Caul 1999; Htun 2004; Dahlerup & Freidenvall 2004; Norris 2004; Krook 2004; Dahlerup, red. 2006; Dahlerup & Freidenvall 2008; Dahlerup & Freidenvall, forthcoming).

Den øgede brug af kønskvotering i politik udfordrer også gængse teorier om, hvorfor nogle lande ligger på toppen, når det gælder kvinderepræsentation. Forskelle i socio-økonomisk udvikling har tidligere kunnet forklare de fleste variationer i kvinderepræsentationen i politik, selv om de politiske majoritetsforhold samt aktørernes indsats - ikke mindst kvindebevægelsens strategier og styrke - har været vigtige som supplement til de strukturelle forklaringsfaktorer. Valgsystemet er endnu en vigtig faktor bag variationerne i kvindeandelen. Mens kvinderepræsentationen i gennemsnit var 20 procent i lande med forholdstalsvalg i 2006, var den kun 11 procent i lande med pluralitets-/majoritetsvalg som f.eks. det engelske, og endelig 14 procent i lande med blandede valgsystemer (Norris 2006). Fordi det er svært at konstruere et kvoteringssystem, som passer til valg i enkeltmandskredse – hvordan kræve 30 eller 40 procent kvindelige kandidater, når partierne kun opstiller een kandidat pr. valgkreds? - vil forskellen mellem kvinderepræsentationen i de to valgsystemer formentlig blive endnu større i fremtiden. Der er dog eksempler på kvoteringssystemer, der fungerer i enkeltmandsvalgkredse, f.eks. det skotske Labour Party’s twinning-system, hvor to valgkredse tilsammen skal nominere en mand og en kvinde, eller Indiens lokalvalg, hvor de pladser, der er reserveret for kvindelige kandidater, roterer mellem valgkredsene.

Kvoteringsforskningen har vist, at kvotering ikke er nogen mirakelløsning. Kvotering kan ikke stå alene som ligestillingstiltag, og høj kvinderepræsentation kan også være opnået uden kvotering, se Tabel 1. Endvidere er det vigtigt at påpege, at mange forskellige typer af kvotering er i brug rundt omkring i verden. Hvis den valgte type af kvotering ikke matcher valgsystemet, forbliver kvotering rent symbolsk. På den anden side har kvotering på visse vilkår medført historiske spring i kvinderepræsentationen, som da Costa Rica gik fra 19 til 35 procent kvinder i parlamentet ved et eneste valg (2002). Betingelserne for at et kvoteringssystem er vellykket er, at den indførte kvoteringstype matcher valgsystemet, indeholder regler om rangorden på listerne og eventuelt sanktioner for overtrædelse af reglerne. Det sidste er forbeholdt legale kvoteringsregler, hvilket er den foretrukne kvoteringsform i Latinamerika (Araújo & García 2006).

Særlig markant har udviklingen været i en lang række post-konflikt lande. I dag forsøger man de fleste steder på kloden aktivt at inddrage kvinderne i forsøget på at skabe national samling efter katastrofer som folkemord og borgerkrig. I Rwanda, nummer ét på verdensranglisten, var diverse kvindeorganisationer aktive i forfatningsdannelses-processen, og kvoteringsregler blev indskrevet i den nye forfatning. Udenlandske organisationer bidrog i Rwanda, som i en række andre lande, til at skabe et pres for øget inkludering af kvinder og andre underrepræsenterede grupper, men uden de lokale kvindeorganisationers aktive indsats skabes ingen langsigtede forandringer. Også i lande som Uganda og Sydafrika har man ved hjælp af aktiv politik med et vist held forsøgt at inkludere kvinderne i reorganiseringen af landet (Tripp, Dior & Lowe-Morna 2006). Det internationale samfund har stærkt støttet denne udvikling. Kravene om aktiv indsats (affirmative action, active measures), som findes i CEDAW-konventionen og i Beijing-konferencens Platform for Action har bidraget til at give de nationale kvindeorganisationers krav om kønsbalance i politik øget legitimitet (Dahlerup & Freidenvall 2004; Krook 2004).

Kvotering i politik er kontroversielt, men anvendes i dag i ca. halvdelen af alle verdens lande, når det gælder forsøg på at øge kvinderepræsentationen i de politiske forsamlinger. Kvotering ved lov (legal kvotering) er i dag indført i over 40 lande, mens man i over 50 andre lande finder frivillig kvotering hos enkelte, flere eller i få tilfælde alle politiske partier. Dette er en forbavsende udvikling i betragtning af, hvor kontroversiel kvotering er som ligestillingspolitisk instrument (Dahlerup 2006, se også den globale oversigt på www.quotaproject.org).

I det nordiske lande har vi aldrig oplevet hurtige spring i kvinderepræsentationen på 10-20 procentpoints. Det maximale spring har været 8-9 procentenheder, men oftere har stigningen været på 2-3, en typisk gradvis udvikling. I Danmark anvendte tre partier, Socialdemokraterne, SF og VS i en kort periode i 1980’erne og 90’erne kønskvotering på deres lister, men kun halvhjertet og ved visse valg (Bergqvist et al 1999; Borchorst & Christensen 2003; Freidenvall et al 2006).

Danmarks og Finlands placering i toppen af listen i Tabel 1 viser dog, at høj kvinderepræsentation kan opnås uden kvotering. Mens kvindeandelen i den finske rigsdag ved sidste valg i 2007 steg fra 37.5 til 42.0, rykker Danmark stadig nedad på verdensranglisten. For ti år siden lå Danmark som nummer to på verdensranglisten, i dag som nummer otte.

At Norden ikke længere ligger alene i toppen og at nogle af de nordiske lande er ved at blive overhalet af en række udviklingslande er yderst interessant. Det repræsenterer en udfordring til vores selvforståelse i Norden.

Udviklingen i kvinderepræsentation i Danmark

Siden 2. Verdenskrig har stadig fremgang i kvinderepræsentationen været det normale i Danmark og de øvrige nordiske lande, og netop den politiske udvikling har bidraget stærkt til fortællingen om Norden som lande i stadig fremgang mod ligestilling. På flere andre områder ligger Norden ikke særlig højt internationalt set, f.eks. er andelen af kvinder i chefpositioner i erhvervslivet og andelen af kvindelige professorer relativ lav.

Tabel 2. Kvinderepræsentationens gradvise udvikling i de nordiske parlamenter













Kilder: Officiel valgstatistik fra de 5 lande. Efter Raum 1999:32. Opdateret. NA= irrelevant. Danske tal baseret på 179 medlemmer. Kun Folketinget/ 2. kammeret. Tabellen er opdateret februar 2009

Tabel 2 viser udviklingen i kvinderepræsentationen i de nordiske parlamenter. Tabellen illustrerer i sig selv tankegangen med den stadigt fremadskridende udvikling i form af tærskler, som overskrides i historiens løb. Tabellen viser, hvor langsomt det gik i starten, efter kvinderne havde fået stemmeret. Kun Finland nåede hurtigt 10 procent kvinder i Rigsdagen, mens kvinderepræsentationen i de øvrige nordiske lande hele mellemkrigstiden igennem forblev på 2-4 procent. I Danmark kom et historisk lavpunkt ved valget i 1943, hvor kun 2 kvinder (1 %) blev indvalgt i Folketinget. Både til parlamenterne og til de kommunale råd tog udviklingen først for alvor fart i de nordiske lande i 1970’erne, dog med Island konstant lidt efter de øvrige fire. I de følgende år kom en stadig og markant øgning i kvindeandelen i de nordiske parlamenter, hvilket bidrog til Nordens internationale ry som verdens mest ligestillede lande. Dertil kommer, at de kvindelige politikere i det danske folketing fra starten af 1980’erne opnåede samme andel af ledelsespositionerne, f.eks. som udvalgs- eller gruppeformænd, som deres andel berettigede til (Refsgaard 1990:119).

I dag er den ubrudte fremgang som sagt standset. Den højeste kvinderepræsentation er, som linjen med den maximale kvindeandel nogen sinde i Tabel 2 viser, ikke nødvendigvis fra det seneste valg. Dette er et relativt nyt fænomen i de nordiske lande.


Tabel 3. Kvindeandel i de kommunale råd i Norden siden 2. Verdenskrig.
Udvalgte år. Fra og med starten af 1990'erne alle valg - i %











Kilder: Bergqvist et al 1999, opdateret og med visse korrektioner ud fra den officielle valgstatistik. Ingen statistik i Island før 1950.

Ved det første valg efter den nye lov i 1909, der reformerede de kommunale råd i Danmark, blev kun 127 kvinder valgt, 1,3 procent. Flest kom ind i bykommuner med høj politiseringsgrad, dvs. domineret af landsdækkende politiske partier. I hovedstaden var hele 18 procent af de indvalgte kvinder (Dahlerup 1977 og 1978) Men akkurat som ved rigsdagsvalgene forblev kvindeandelen meget lav, 1-3 procent gennem hele mellemkrigstiden. Det samme mønster ses i de øvrige nordiske lande. Tabel 3 viser, at også i nordisk kommunalpolitik kom det store gennembrud for kvinderepræsentationen i 1970’erne. Herefter skete der en konstant stigning i kvinderepræsentationen i de kommunale råd parallelt i alle de nordiske lande. Island har dog hele tiden ligget lidt bagefter, men fik sit gennembrud i 1980’erne, bl.a. fordi der blev etableret et kvindeparti, Kvindelisten, i 1982/83, hvilket tvang alle partier til at opstille flere kvinder.

Også når det gælder kommunalpolitikken er den ubrudte udviklingslinje, som vi havde været vant til siden 2. Verdenskrig, ved de seneste valg blevet brudt. Ved de seneste danske kommunalvalg har kvindeandelen stået i stampe på 27-28 procent, som det fremgår af Tabel 3. Ved de seneste amtsrådsvalg oplevede vi oven i købet et fald (1993: 31 %, 1997: 29 %, 2001: 27 %). Ved valget til de nye regionsråd i 2005 blev kvindeandelen 34 procent. I en EU/EØS sammenligning over regionale valg ligger Danmark kun lige over medianen (European Commisssion 2008). Spørgsmålet er, om dette blot er en midlertidig opbremsning eller et ’hertil og ikke længere’?

Den nordiske sammenligning er vigtig for forståelsen af stagnationens karakter. For som det ses af Tabel 3, ligger kvinderepræsentationen i de danske kommuner langt efter de lande, vi plejer at sammenligne os med. Ja, Danmark har nu faktisk nordisk bundrekord, selv Island har overhalet Danmark, når det gælder kommunalbestyrelserne. I Sverige er kvindeandelen også stagneret ved de seneste kommunale valg, men på et langt højere niveau end i Danmark, 42 mod 27 procent. Når man ser på det parallelle historiske forløb i Norden efter 2. verdenskrig må 15 procentpoint anses for en afgrund til forskel.

 

Den danske strukturreform medførte ikke, som mange havde frygtet, et fald i kvinderepræsentationen ved kommunevalget i 2005. Men det kan ikke udelukkes, at reformen, der reducerede kommunernes antal til 98, forhindrede en stigning. I hvert fald steg kvindeandelen i den tredjedel af kommunerne, hvor der ikke skete sammenlægninger, mens den faldt i sammenlægningskommunerne (Kjær 2007).

Siden 1989 har der - on and off - været kvindeflertal i byrådet i enkelte kommuner. Samtidig har der været enkelte kommuner uden en eneste kvinde indvalgt. Disse ’sorte pletter’ på Danmarkskortet er dog blevet undtagelsen. Ved valget i 2001 var der således kun én kommune, hvor kommunalbestyrelsen bestod af ene mænd. Til sammenligning havde næsten halvdelen af danske by- og sogneråd ingen kvinder valgt ind i så sent som i 1966 (42 %). Ved det første valg i 1909 var 92 procent af alle kommuner ’sorte’ (Dahlerup 1978; Bach 2005).

Strukturreformen tog tilsyneladende både bunden og toppen af kvinderepræsentationen. Ved valget i 2005 blev der ikke en eneste kommune med kvindeflertal, men heller ingen helt uden kvinder i byrådet. Laveste kvindeandel fik Ærø kommune med kun 7 procent kvinder i kommunalbestyrelsen (1 kvinde ud af 15). Højest kom Horsens, derefter Frederiksberg og Ballerup (48 %).

 

Partierne som ledvogtere

Det er en udbredt opfattelse, at det primært er vælgerne, der bestemmer, hvilke personer der bliver valgt. Men det er faktisk ikke korrekt. Inden for valgforskningen er der enighed om, at det i de fleste politiske systemer, herunder de nordiske, er de politiske partier, som er de reelle ’ledvogtere’ (gatekeepers) til positioner som kommunalbestyrelses- eller parlamentsmedlem. Det gælder, uanset om vælgerne kan stemme personligt som i Danmark, eller kun kan vælge mellem partilister, som i det norske Stortingsvalg og ved valget til den svenske Riksdag indtil 1998. Grunden er, at det er de politiske partier, som har monopol på at opstille (nominere) de kandidater, som vælgerne bliver præsenteret for. Det er partierne, som bestemmer, om en kandidat bliver opstillet i en for partiet relativt sikker kreds eller i en opstillingskreds, hvor partiet traditionelt står svagt. Det er endvidere partierne, som bestemmer kandidaternes placering på listerne. Norske forskere har lanceret begreberne valgpladserne (de sikre), kamppladserne (de, der kan give valg, hvis partiet går frem) og pyntepladserne (taberpladserne) (Hellevik & Skard 1985). Chancen for at blive valgt er naturligvis størst på valgpladserne, fulgt at kamppladserne, ligesom det generelt er en fordel at være gammel i gårde, dvs. på genvalg (the incumbency factor).

Et godt eksempel på partiernes afgørende rolle er kvinderepræsentationen i det danske Folketing i mellemkrigstiden. Kvindeandelen lå konstant så lavt som 2-3 procent. Men ved at se nærmere på tallene opdager man, at det ikke drejer sig så meget om procenter som om, at hvert af de store partier sikrede valget af én kvinde, som var opstillet på en sikker plads. Hun blev den ’obligatoriske kvinde’, som forventedes at repræsentere Kvinden med stort K.

Det nu nedlagte statslige Ligestillingsråd skrev gennem mange år i sine årsberetninger som forklaring på den stigende kvindeandel, at ”vælgernes tilbøjelighed til at stemme på en kvinde er vokset” (Ligestillingsrådets årsberetning 1987: 144). Ligestillingsrådet havde imidlertid intet grundlag for denne konklusion, fordi det ville have krævet detaljerede analyser af, om kvinderne havde fået bedre placeringer på listerne, kombineret med analyser af effekten af vælgernes personkryds. Det er kun sjældent, at partiets rangorden ændres af vælgerne. Det er derimod altid godt at blive placeret øverst på listen, også ved sideordnet opstilling (Wamberg 1990). Når vi taler om kvinderepræsentation, er det derfor partiernes rekrutteringspraksis, som bør stå i centrum. Partierne er afgørende, og de handler ud fra forventninger om, hvordan vælgerne i forskellige historiske epoker reagerer på listernes sammensætning. Generelt forløber kurverne for kvindernes andel af de opstillede kandidater og af de valgte parallelt.

Kvinderepræsentationen har varieret stærkt mellem by og land, men der er og har altid været betydelige forskelle på partiernes profil, delvist, men ikke udelukkende, sammenhængende med land/by-forskellen. Til Folketinget var kommunisterne og Det konservative Folkeparti de første partier til at nå op over 10 procent kvinder i folketingsgruppen (begge 1945), med Det radikale Venstre i hælene (1947). Socialdemokratiet og Venstre kom langt bag efter, idet begge partier først nåede over 10 procents grænsen ved valget i 1971. Socialistisk Folkeparti startede i 1960 med en elleve mands gruppe, men fik i 1964 indvalgt een kvinde (10%). Nye partier, som kom i Folketinget efter 1971, havde alle over 10 procent kvinder. I 1981 varierede kvindeandelen i Folketinget mellem 5 procent (Venstre) og 43 procent (SF), og ved valget i 1994 mellem 17 procent (Enhedslisten) og 50 procent (Rad.). I dag varierer kvindeandelen i partigrupperne mellem Socialdemokratiets og Venstres 33 procent og Enhedslistens 50 procent. Som de største partier har Venstre og Socialdemokratiet naturligvis en tung del af ansvaret for den lave kvindeprocent i Folketinget (Dahlerup & Hvidt 1990; Borchorst & Dahlerup 2003; www.folketinget.dk).

Men hvilke partier kan tillægges ansvaret for de sidste års bemærkelsesværdige stagnation i kvinderepræsentationen i kommunalbestyrelserne?
 

Tabel 4. Partiernes kvinderepræsentation ved de kommunale valg, 1993-2005 – i %















Kilder: Danmarks Statistik: Statistiske Efterretninger, Befolkning og valg 2006:8; 2002:13; 1998:16 og 1996:13.

Tabel 4 viser udviklingen i de politiske partiers totale andel valgte kvinder ved kommunalvalgene i Danmark. Ved de seneste valg har de borgerlige partier generelt haft en lavere kvindeandel end Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Som det ses af tabellen hidrører stagnationen ved de seneste valg imidlertid fra partier til både højre og venstre. Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti kunne notere en fremgang ved det seneste valg. Men alt i alt er Danmark blevet et ’glaslofts-land’. Hvordan kan det forklares?
 
 

Glasloftet

Både i den almindelige debat og inden for forskningen taler man om et usynligt glasloft, som forhindrer kvinders avancement i politikken, erhvervslivet og på universiteterne. Taget under et udgør kvinderne kun 12 procent af den samlede elite i Danmark (Christiansen et al 2002). Det er inden for politikken, der er sket de største fremskridt, ikke mindst efter take off-fasen i 1970’erne. Men i dag er denne udvikling stagneret, og man taler om, at vi i Danmark er stødt mod glasloftet. Danmark er ikke alene med at hænge fast omkring de 30 procent. Også i Holland spørger man i dag, om hvorfor det blev stagnation (Leyenaar 2007). Men hvad er et glasloft egentlig?

Begrebet glasloft anvendes om usynlige, strukturelle barrierer (ikke juridiske), som hindrer kvinders karrierer. I forsøget på at avancere støder kvinder mod et usynligt loft. Glasloftet er en metafor for strukturelle barrierer eller med et andet ord, strukturel diskrimination. Selv om begrebet glasloft primært anvendes om karrieremuligheder på arbejdsmarkedet, bruges det også, når det gælder politisk repræsentation.

Men glasloftet er ikke i sig selv nogen forklaring. Det siger ikke noget om, hvilke mekanismer, som kan antages at ligge bag, ej heller hvad eller hvem der bremser, eller hvordan et glasloft brydes. Vi må derfor grave et spadestik dybere. Inden for den nordiske forskning om kvinder i politik står flere teorier mod hinanden, når det gælder om at forklare variationerne i kvinderepræsentationen i politik. I det følgende diskuteres fire sådanne teorier eller teorikomplekser.

 

Kønsmagt-perspektivet

Glaslofts-perspektivet kobles ofte sammen med en tese om, at nok er kvinder i de nordiske lande kommet ind i politikken, men når de begynder at komme i nærheden af magten, støder de på et ’hertil og ikke længere’. Tesen er, at mænd via forskellige mekanismer fastholder deres overordnede magt over samfundet. Allerede ved 30 procents kvinder begynder snakken om, at ’nu skal kvinderne jo ikke begynde at dominere’.

Mænd fastholder som gruppe endvidere magten, hedder det, ved at de institutioner, som kvinderne er kommet ind i, taber i magt (kvinderne ind - magten ud). I en lidt anden variant hedder det, at kvinderne kun kommer ind i institutioner, som er ved at blive tømt for magt (magten ud - kvinderne ind). Inden for forskningen taler man om begge disse varianter som teorien om de krympende institutioner (theory of shrinking institutions). Det er imidlertid svært at teste disse teorier empirisk, bl.a. fordi de oftest er ganske vage. Var Folketingets magt allerede faldende eller faldt den, da kvindeandelen begyndte at stige kraftigt i 1970’erne? Faldt i forhold til hvad? Skyldtes det i givet fald den voksende kvindeandel? Er spørgsmålet om mindretals- versus flertalsregeringer ikke mere afgørende for parlamentets magt end kvindeandelen?

Inden for denne tradition taler man også om magtens jernlov, hvorefter andelen af kvinder til stadighed falder, jo højere op i hierarkierne man kommer (the law of increasing disproportions). Mængder af statistik bekræfter da også, at andelen af mænd generelt vokser, jo højere op man kommer i hierarkiet. Jernlovs-teorien inden for politikken tilskrives i Norden ofte bogen Det uferdige demokratiet. Kvinder i nordisk politik (Haavio-Mannila 1983, på engelsk 1985). Selv om magtperspektivet uden tvivl var fremherskende i denne første fællesnordiske bog om kvinder i politik, så pegede man dog allerede dengang på, at der netop i starten af 1980’erne var undtagelser, specielt hvis man så på politikken sektorvis. Tine Kjær Bach kalder disse tankegange under ét for marginaliseringstesen (2005). Teserne var fremherskende i 1970’erne og 80’erne, men høres stadig i dag i den almindelige debat.

Disse teorier er beslægtede med de mere generelle patriarkatsteorier og teorier om kønsmagtsystemet eller genussystemet, som lægger hovedvægten på kvinders strukturelle underordning. Især i 1970’erne og 80’erne blev fremskridt for kvinder ofte fortolket inden for en sådan ramme. ’Dette sker bare fordi…’ Disse teorier er blevet kritiseret for at være alt for unuancerede og statiske. En kritik som historikeren Yvonne Hirdman, moder til begrebet ’genussystemet’, har svaret på allerede i titlen på sin bog fra 2001: Genus - om det stabilas föränderliga former.

Hvis man anvender en rent nominel definition på et patriarkat eller mandsdomineret samfund, som et samfund, hvor mænd sidder på den overvejende del af de ledende positioner inden for økonomi, politik, religion og sociale organisationer, må alle hidtil kendte samfund kaldes patriarkalske. Men en sådan nominel definition siger til gengæld intet om, hvilke mekanismer der er på spil, eller hvorfor der findes så mange forskellige typer af patriarkater.

I Sverige udkom i 1986 en mindre rapport om kvinder og politisk magt med netop titlen Hit - men inte längre? Dengang var kvinderepræsentationen i Riksdagen omkring 30 procent. Men siden er procenten jo faktisk steget til dagens 47 procent. Gælder ’hertil, men ikke længere-tesen’ da ikke i Sverige? Den varierende udvikling i verden udfordrer tesen om mandssamfundets entydige reproduktion, og nuancer synes stærkt påkrævede. Hele dette teorikompleks er blevet udfordret af efterslæbs-teorien.
 
 

Efterslæbs-teorien

Som en reaktion på, hvad der opfattedes som et alt for pessimistisk perspektiv, kom efterslæbs-teorien eller time lag-teorien med et mere positivt billede: Det er primært et spørgsmål om et historisk efterslæb eller time lag. Bogen Women in Nordic Politics. Closing the Gap fra 1995 opstillede en alternativ tese til Det uferdige demokratiet (Karvonen & Selle 1995).

Time lag-hypotesen hviler på den antagelse, at aktivering på et lavere niveau må nå et vist punkt, før aktivering er mulig på det næste niveau. Kvinderne vil derfor også, om end med et vist efterslæb i tid, komme op på de højeste poster i samfund. Kvinderne er langsomt, men sikkert i færd med at blive integreret i ledelsen af samfundet i de nordiske lande. Selv om kvinder stadig er underrepræsenteret blandt borgmestre og direktører, så vil kønsbalancen komme med tiden. Kvindernes magtesløshed er en myte, som får os til at overse kvinders nye magt. Derfor er det mere rimeligt at tale om en efterslæbs-hypotese, end en jernlovs-hypotese (Raum 1995).

Det teoretiske grundlag for time lag-teorien hentes bl.a. i den norske forsker Stein Rokkans teser om demokratisk udvikling i form af tærskler, der gradvis overvindes ved mobilisering af nye vælgergrupper. Nina Raum anvender denne makroteori, idet hun påviser, at også kvindernes mobilisering har gennemgået forskellige stadier og er blevet bredt ud, i bredden som i dybden (Raum 1995). Som det ses, ligger fokus i denne teori på mobilisering og aktivering af kvinderne samt forbedring af kvindernes ressourcer. Forklaringen på kvindernes underrepræsentation søges i et historisk efterslæb. Før vi får en kvindelige direktør, må der have været kvindelige underdirektører. Men kan fortolke det sådan, at time lag-tesen udgår fra en bestemt udviklingslinje i samfund, hvor der sker spill-over fra den ene sektor til den anden, og hvor udviklingen anses for irreversibel (Karvonen & Selle 1995).

Empirisk støttes time lag-tesen af den faktiske, kraftige stigning i kvindeandelen på en lang række områder, ikke mindst inden for politikken. Opstillingen i Tabel 2 med tærskler, som overvindes i en historisk fremadskridende proces, er i sig selv en illustration af time lag-tesen. Selv om vi i Danmark stadig ikke har fået hverken en kvindelig statsminister eller udenrigsminister, så har vi fået den første kvindelige justitsminister, finansminister, nationalbanksdirektør, pilot, universitetsrektor, overborgmester etc.

Time lag-tesen anvendes både om samfundsudviklingen i store træk og om udviklingen inden for konkrete områder. Akkurat som jernlovs-tesen er der tale om en makro-teori, som er blevet populær og indgår i den almindelige samfundsdebat.

Som sagt har time lag-tesen længe fundet støtte i den historiske udvikling. Indtil nu. Den allerseneste stagnation i kvinderepræsentationen stiller spørgsmålstegn ved teorien. Kommer kønsbalancen med tiden – sådan helt af sig selv? Nu er kvinderne jo kommet på arbejdsmarkedet, og nu får de unge kvinder lige så lang uddannelse, om ikke længere, end de unge mænd. Og alligevel består det danske samfunds eliter af 88 procent mænd (Christensen 2002).

På universitetsområdet har det kunne påvises, at time lag-teorien halter, fordi kvindeandelen af lektorater og professorer kun udvikler sig langsomt, trods mange års stigning i andelen af kvindelige studerende, kvindelige kandidater og kvindelige ph.d.’er (Henningsen et al 1998). En kohorte-analyse på svensk materiale sætter på samme måde spørgsmålstegn ved efterslæbs-hypotesen. Af en gruppe kvinder og mænd som tog ph.d.-graden i 1991 lykkedes det for 8 procent af mændene, men kun for 4 procent af kvinderne at blive professor inden for en 12-års periode (Statistiska Meddelanden. Personal vid universitet och högskoler 2005).

Time lag-teorien udfordres således i dag af den faktiske udvikling på flere områder. Det er bemærkelsesværdigt, at andelen af kvindelige borgmestre i dag er lavere end i slutningen af 1980’erne - trods den stigende andel kvinder, som har siddet som udvalgsformænd og på mange andre vigtige poster inden for kommunalpolitikken. Det er da også den stigende tvivl om, hvorvidt ligestilling vil komme med tiden, som har fået kvoteringsdiskussionen til at tage fart. Udviklingen i Øst- og Centraleuropa efter murens fald bidrog også til, at troen på den konstante fremgang for ligestillingen fik sig et knæk, også langt uden for Danmarks grænser.

Time lag-teorien lægger som kønsmagts-perspektivet vægten på strukturelle faktorer, men her på kvindernes mobilisering og ressourcer. Og givetvis har kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og stigende uddannelsesniveau haft stor betydning. Men selv efter at kvinderne er kommet ind på arbejdsmarkedet med mindst lige så langt uddannelse som mændene i bagagen, så forbliver gamle brancher alligevel mandsdominerede i toppen og selv nye brancher, som f.eks. it-branchen, har overvægt af mandlige chefer. Og borgmesteren forbliver en mand!

Vil time lag-teoretikerne svare, at der blot ikke er gået tilstrækkeligt mange år? Eller må andre teorier ind i billedet?

 

Mætheds-tesen

Den danske kommunalforsker, Ulrik Kjær har fremsat en alternativ teori om ’saturation without parity’ – en tese om at stigningen i kvinderepræsentationen kan stagnere, som det er sket i Danmark, før kønsbalancen er opnået, fordi der er opstået en vis ’mæthed’. Mætheds-tesen bygger på den antagelse, at både partiorganisationerne, som opstiller kandidaterne, og vælgerne ”kort og godt har fået kvinder nok og stiller sig tilfredse med det nuværende niveau” (Kjær 2001:70).

Time lag-tesen og mætheds-tesen er modsætninger (Kjær 1999:162). Mætheds-tesen har derimod visse ligheder med magt-perspektivets hertil og ikke længere, men opererer på organisations- eller meso-niveau: Analysen gælder partiernes rekrutteringspraksis.

På grundlag af grundige analyser af udviklingen i kvinderepræsentationen i danske kommunalbestyrelser mener Ulrik Kjær endog at kunne pege på eksistensen af et kritisk punkt, nemlig ved 31 procent. Dette understøttes af, at kvindeandelen ved valget i 1997 steg mest for de lister, som havde en lav kvindeandel i udgangssituationen, mens den faldt for over halvdelen af de lister, som havde fået indvalgt over ca. 30 procent kvinder ved valget i 1993. Survey data støtter tesen yderligere. Kjærs undersøgelse blandt lokale partiforeningsformænd viser, at to tredjedele mener det er vigtigt eller meget vigtigt at få et nogenlunde ensartet antal kandidater af begge køn. Men undersøgelsen viser også, at en ligelig fordeling ikke nødvendigvis betyder 50-50. Tværtimod er 9 ud af 10 lokale partiformænd, som har over 30 procent kvinder på deres lister, tilfredse med resultatet (2001). Ulrik Kjær har formuleret det således, at potentialet for øget kvinderepræsentation er blevet kapitaliseret - og dermed udtømt (1999; 2001). Han peger på, at der er forskelle mellem partiernes ’mætningspunkt’, men fænomenet findes i alle partier ( 2001).

I senere arbejder har Ulrik Kjær tilføjet endnu et element til denne interessante mætheds-hypotese, nemlig en antagelse om, at der er forskellige hensyn, som konkurrerer om både partiernes og vælgernes opmærksomhed. Mæthed opstår, siger Kjær, bl.a. fordi andre faktorer dominerer partiforeningernes opmærksomhed, når de søger efter kandidater til opstilling. Sådan har det formentlig også været tidligere, idet kandidatens geografiske tilhørsforhold inden for kommunen eller valgkredsen samt alder og erhverv altid har spillet en rolle, når de lokale partier sammensætter deres lister til både Folketing og kommunalbestyrelse.

Ulrik Kjær undersøger denne tese nøjere på data fra kommunalvalget i 2005, hvor den dramatiske reduktion af antallet af kommuner og sammenlægningerne til større enheder satte den geografiske repræsentation i fokus. Betød det, at faktoren køn blev skubbet i baggrunden til fordel for geografi og erfaring? Nu faldt kvindeandelen ikke ved 2005-valget, men stagnerede (fra 27.0 til 27.4 %). Men som nævnt kan Ulrik Kjær påvise, at kvindeandelen steg i den tredjedel af kommunerne, hvor der ikke skete sammenlægninger, mens den faldt i sammenlægningskommunerne. I sammenlægningskommunerne var der også langt flere, der tillagde geografien stor betydning for deres personlige stemmeafgivning (38 %) end som tillagde kandidatens køn stor betydning (8 %). I de gamle, uændrede kommuner var tallene derimod 17 versus 15. Det tyder på, konkluderer Ulrik Kjær, at geografien stjal opmærksomheden ved 2005-valget i de nye kommuner (2007).

Ulrik Kjær har udviklet sin mætheds-tese på baggrund af den danske stagnation. Han lægger selv op til, at den må testes på andre lande, og her ville andre glasloft-lande som Holland og Island være særlig relevante. Netop manglen på komparative analyser er en vigtig indvending mod mætnings-tesen. Hvis man kan finde et mætningspunkt omkring de 30 procent i Danmark – og heri har Kjær givetvis ret – hvordan har man da i Sverige og Norge kunnet komme op på henholdsvis 42 og 37 procent i kommunalbestyrelserne mod Danmarks kun 27 procent? Mætheds-teorien kan ikke forklare, hvorfor man i Danmark, men ikke i Norge og Sverige tilsyneladende har nået til et mætningspunkt!

Lenita Freidenvall har undersøgt betydningen af køn i Sverige, hvor kvindeandelen allerede er meget høj. Betyder det, at køn spiller en mindre vigtig rolle nu? I sin omfattende analyse af holdninger og praksis i svenske partiers nominationskomiteer ved Riksdagsvalget 2002 viser Lenita Freidenvall, at selv om mange hensyn tages i den svenske kontekst, når listen sammensættes og selv om kvindeandelen i udgangspunktet var så høj som 45 procent, så rangordnede flertallet af formændene for nominationskomiteerne stadig ligelig kønsfordeling som det vigtigste ( 2006). I lande som Costa Rica og Belgien har man heller ikke nået noget mætningspunkt ved 30 procent, men tværtimod strammet lovgivningen med krav om mindst 40 og 50 procent kvinder på listerne plus skærpede regler om rangordningen.

Det forekommer kort sagt usandsynligt, at der generelt skulle eksistere nogen eksakt 30 procent grænse. Fornemmelse af mæthed konstrueres i en bestemt kontekst, og er resultatet af en lang række faktorer. Det er oplagt, at der er behov for inddragelse af andre faktorer.
 

De diskursive rammer og kvindebevægelsens pres

Hvis man tager afstand fra tesen om, at ligestillingen kommer med en historisk nødvendighed, og heller ikke mener, at mandsdominansen til enhver tid reproducerer sig selv, eller at der findes et absolut mætningspunkt på omkring de 30 procent, må man inddrage andre perspektiver i analysen og i den politiske debat.

Mine egne analyser af den historiske udvikling i Danmark og mine sammenligninger mellem Sverige og Danmark siden 1990’erne samt min forskning om kvotering i politikken globalt har for mig peget på betydningen af to sammenhængende faktorer: Dels 1) ændringer i de diskursive rammer omkring køn, dels 2) kvindebevægelsernes styrke.

Der er store forskelle over tid og mellem landene på, hvordan kvinders politiske repræsentation opfattes. Opfattelserne varierer fra, at kvinder ikke har noget at gøre i politik og/eller at køn ikke spiller nogen rolle til forskellige opfattelser af, hvorfor kvinder er under-repræsenteret. En særlig position udgør den tilsyneladende dominerende opfattelse i Danmark i dag, nemlig at ligestilling stort set er opnået. Dog kun for de ’indfødte’, ikke for de indvandrede, som det siges i helt urimelige generaliseringer, jf. Dansk Folkepartis og Venstres hjemmesider om ’ligestilling’ (Dahlerup 2004 og 2007). Det er bemærkelsesværdigt, at stagnationen i kvinderepræsentationen – og i ligestillingsdebatten generelt – kommer i både Danmark og Holland på et tidspunkt, hvor indvandrerdebatten er på sit højeste og xenofobien voksende (Leyenaar 2007). Her er oplagt behov for nærmere komparative analyser.

Generelt er tesen, at de diskursive rammer, det vil sige de dominerende forståelser af kvinders position i samfundet i almindelighed og i politikken i særdeleshed er afgørende for partiernes og vælgernes attituder og handlinger. Kvindebevægelserne har til stadighed udfordret disse dominerende opfattelser gennem anvendelse af forskellige strategier. Fremgang eller stagnation i kvinderepræsentationen har derfor sammenhæng med kvindebevægelsens styrke. Presset fra kvindebevægelserne har uden tvivl været afgørende for kvinderepræsentationens udvikling i Norden, både presset fra de autonome kvindebevægelser og kvinder i fagbevægelsen, og fra kvindeorganisationer og -grupper inden for partierne (Dahlerup 1998 og 2001). Kvinde- og kønsforskningen er en anden vigtig faktor for stigningen i kvinderepræsentationen i de nordiske lande, som imidlertid ikke har været genstand for videnskabelige analyser.

 

Den her anvendte diskursanalyse rummer også et aktørperspektiv, og fokus rettes da mod kvindebevægelsen betydning for ændring af de diskursive rammer og for det pres, som i varierende form har været rettet mod de politiske institutioner. Inspirationen til denne type analyse er hentet hos den australske politolog, Carol Bacchi, der argumenterer for, at policy-analysen i for høj grad har været centreret om problemer, og hvordan disse løses. Men ethvert forslag indeholder en eksplicit eller implicit diagnose om, hvad der egentlig er problemet, og meget af den politiske kamp står herom - en pointe, som ikke vil være nogen kvindebevægelse fremmed, kunne man tilføje. I Bacchis analyse bliver det centrale følgelig, hvordan problemet overhovedet konstrueres og fremstilles. Hun kalder selv sit perspektiv for ”What’s the problem approach” (Bacchi 1999:1 f). Hvordan er diagnosen da blevet stillet i debatten om kvinders under-repræsentation? Her er nogle nedslagspunkter (se Dahlerup & Freidenvall 2004):

Da kvinderepræsentationen i det danske Folketing steg til hele otte valgte kvinder i 1945 - efter det for kvinderepræsentationen katastrofale valg i 1943 med kun to kvinder valgt – skrev et af damebladene: ”Nu har kvinderne endelig taget sig sammen!” Det var en tidstypisk, men også problematisk udtalelse. Her lægges hovedskylden for kvinderepræsentationen på kvinderne selv. Kvinderne er problemet.

I en alternativ diagnose, som ikke mindst blev fremherskende i Norden i 1970’erne og 80’erne, og skabte et stærkt og effektivt pres, lægges det primære ansvar for kvinderepræsentationens størrelse på de politiske partier. Diagnosen er her, at partierne og deres traditionelle rekrutteringspraksis er problemet.

I denne forståelse kritiseres partierne for, at de ikke i tilstrækkeligt omfang rekrutterer kvinder – og i dagens diskussion også flere etniske minoriteter/indvandrede. Partierne er ledvogterne og det er dem, der ikke er i stand til eller villige til at rekruttere kvindelige kandidater i samme udstrækning som mandlige. Man kan kalde denne forståelse for en eksklusions-diskurs (Dahlerup 2001). Men som ledvogterne er det også i partiernes magt at ændre ubalancerne. Denne alternative diskurs er stadig fremherskende i Sverige og Norge, og er samtidig kommet stærkt frem i mange andre lande i dag, specielt måske i post-konflikt lande.

Udgangspunktet er her en retfærdighedstankegang. I et demokrati har kvinder ret til ligelig repræsentation. Kvinderne udgør halvdelen af befolkningen, og hvis kvinder rent statistisk ikke får en ligelig andel af pladserne, må det skyldes diverse eksklusionsmekanismer, primært i organisationerne selv. Disse mekanismer påvirker både efterspørgsels- og udbudssiden omkring nomineringerne, dvs. både partiernes rekrutteringspraksis og kvinders villighed til at stille op.

FNs Platform for Action, vedtaget på verdenskvindekonferencen i Beijing i 1995, repræsenterer denne alternative diskurs. Opmærksomheden er i dette dokument – og i mange tilsvarende internationale dokumenter i dag – rettet mod de institutionelle og kulturelle eksklusionsmekanismer, som forhindrer en ligelig kønsfordeling i beslutningsprocesserne. Samtidig er kravet radikaliseret fra det tidligere krav om ’flere kvinder i politikken’ til ’gender balance’. I kombination fører denne diagnose og dette mål frem til kravet om aktiv politisk indsats (positive action, affirmative action, special measures). Selv om det kontroversielle ord kvotering ikke skrives direkte, har netop Beijing-erklæringen været anvendt af kvindebevægelser over hele verden som støtte til kravet om kvotering for hurtigt at ændre kvinders underrepræsentation (Dahlerup 2006, se også www.quotaproject.org.). Men der findes som sagt mange mulige former for aktiv politisk indsats, hvoraf kvotering blot er én.

Det afgørende for den danske stagnation er dermed ikke en mæthed, som kommer af et fikseret punkt, f.eks. 30 procent kvinder. Forklaringen må derimod søges i det aftagende pres på partierne, både udefra og indefra, som der har været i Danmark gennem 1990’erne og starten af 2000-tallet.

Konklusionen er, at det er fraværet af et politisk pres, kombineret med en udbredt opfattelse af, at ligestillingen kommer af sig selv, ja i dag stort set er opnået, som ligger bag stagnationen i udviklingen i kvinderepræsentationen i Danmark. Det vil være nærliggende at efterprøve denne konklusion i fremtidige jævnførelser med andre glaslofts-lande.

Af denne konklusion følger imidlertid også, at stagnation ikke er nogen jernlov. Glaslofter kan sprænges.

 

Litteratur  

Araújo, Clara & Ana Isabel García (2006). “Latin America. The experience and the impact of quotas in Latin America”, pp. 83-111 i Drude Dahlerup (ed.) Women, Quotas and Politics. London: Routledge.
Bacchi, Carol Lee (1999). Women, Policy and Politics. London: Sage.
Bach, Tina Kjær (2005). Kvinder i kommunalpolitik. Rapport udarbejdet for Ligestillingsafdelingen. Freia, Aalborg universitet, oktober 2005.
Bergqvist, Christina et al. (red.) (1999). Likestilte demokratier? Kjønn og politikk i Norden. Oslo: Universitetsforlaget/Nordisk Ministerråd.
Borchorst,Anette & Ann-Dorte Christensen (2003). ”Kønskvotering i SF og i forskerstillinger – diskursiv praksis og forandring”, pp.101-23 i Anette Borchorst & Drude Dahlerup. Ligestillingspolitik som diskurs og praksis. København: Samfundslitteratur. Borchorst, Anette & Drude Dahlerup (2003). Ligestillingspolitik som diskurs og praksis. København: Samfundslitteratur.
Caul, M.(1999). ”Women’s representation in parliament. The role of political parties”. Party Politics, vol. 5, 1: 79-98.
Christensen, Ann-Dorte & Poul Knopp Damkjær (1998). Kvinder og politisk repræsentation i Danmark. GEP, Tekst nr.7, Aalborg Universitet. Christiansen, Peter Munk et al (2002). ”Køn og eliter”, pp.72-91 i Anette Borchorst (red.) Kønsmagt under forandring. Magtudredningen. København: Hans Reitzels Forlag.
Dahlerup, Drude (1977). ”Et selvstændigt kvindeparti? Den danske kvinderetsbevægelse efter stemmeretten var vundet, 1903-18”, pp.149-97 i Nynne Koch (red.) Kvindestudier. København: Fremad.
Dahlerup, Drude (1978). "Women's Entry into Politics: The Experience of the Danish Local and General Elections 1908-20". Scandinavian Political Studies 1, 2-3: 139-62.
Dahlerup, Drude (1998). Rødstrømperne. Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-85. I-II. København: Gyldendal.
Dahlerup, Drude (2001). ””Men kvinderne vil jo ikke selv”. Diskursen omkring betydningen af køn ved danske kommunevalg”, GEP, Tekst nr. 2, Aalborg Universitet.
Dahlerup, Drude (2002). ”Er ligestillingen opnået? Ligestillingsdebattens forskellighed i Danmark og Sverige”, pp. 226-46 i Anette Borchorst (red.) Kønsmagt under forandring. Magtudredningen. København: Hans Reitzels Forlag.
Dahlerup, Drude (2004). ”Feministisk partipolitik? Om skillnader i dansk och svensk jämställdhetsdebatt”, pp..234-63 i Christina Florin & Christina Bergqvist (red.) Framtiden i samtiden. Könsrelationer i förandring i Sverige och omvärlden. Stockholm: Institut för Framtidsstudier.
Dahlerup, Drude (2007). ”Ligestillingsforståelser i svenske og danske partier. Er en borgerlige ligestillingspolitik under udvikling?”.Tidsskriftet Politik 10, 2: 6-16.
Dahlerup, Drude, (red.) (2006). Women, Quotas and Politics. London: Routledge.
Dahlerup, Drude & Lenita Freidenvall (2005). "Quotas as a 'Fast Track' to Equal Politial Representation for Women. Why Scandinavia is No Longer the Model". International Feminist Journal of Politics 7,1: 26-48.
Dahlerup, Drude & Kirstian Hvidt (1990). Kvinder på Tinge. Kvinder i landspolitik i 75 år. Udg. af Folketingets præsidium, Forlaget Rosinante.
European Commission (2008). Women in decision-making 2007. Analysis of the situation and trends.
Freidenvall, Lenita (2006). Vägen till Varannan Damernas. Om kvinnorepresentation, kvotering och kandidaturval i svensk politik 1970-2002. Stockholm: Statsvetenskapliga Institutionen, Stockholms Universitet.
Freidenvall, Lenita et al (2006). ”The Nordic Countries. An Incremental Model”, pp. 55-82 i Drude Dahlerup (red.) Women, Quotas and Politics. London: Routledge.
Haavio-Manilla, Elina et al. (1983). Det uferdige demokratiet, kvinner i nordisk politikk. København: Nordisk Ministerråd.
Henningsen, Inge et al (1998). Reduktionisme og kønsfordeling i forskerverdenen. Køn i den akademiske organisation, arbejdspapir nr. 5.
Hirdman, Yvonne (1990). ”Genussystemet”, pp. 73-116 i Demokrati och Makt i Sverige. Maktutredningens huvudrapport, SOU 1990:4. Stockholm: Allmänna Förlaget. Hit – men inte längre? Delrapport från utredningen om kvinnorepresentation. Ds 1986:5. Stockholm.
Htun, Mala (2004). “Is Gender Like Ethnicity? The Political Representation of Identity Groups”. Perspectives on Politics 2, 2004: 439-58.
Karvonen, Lauri & Per Selle (red.) (1995). Women in Nordic Poltics. Closing the Gap. Aldershot: Dartmouth.
Kjær, Ulrik (1999). „Saturation Without Parity: The Stagnating Number of Female Councillors in Denmark“, i Erik Beukel et al. Elites, Parties and Democracy. Odense: Odense University Press.
Kjær, Ulrik (2001). „Kvinder i kommunalpolitik – er grænsen nået?“. Kvinder, køn og forskning 10, 1: 68-78.
Kjær, Ulrik (2007). „Kommunalpolitikerne“, pp. 133-58 i Roger Buch & Jørgen Elklit (red.) Nye kommunalvalg? Kontinuitet og forandring ved valget i 2005. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Krook, Mona Lena (2004). ”Promoting gender-balanced decision-making. The role of international fora and transnational networks”, pp. 205-20 i Hilda Rømer Christensen, Beatrice Halsaa & Aino Saarinen (eds.) Crossing Borders. Re-Mapping Women’s Movements at the Turn of the 21st Century. Odense: Odense University Press,.
Leyenaar, Monique (2007). Challenges to Women’s Political Leadership in Europe, Paper, Radboud University Nijmegen, Institute for Management Research.
Norris, Pippa (2004). Electoral engineering. Voting rules and political behavior. New York: Cambridge University Press
Norris, Pippa (2006). “The Impact of Electoral Reform on Women’s Representation”. Acta Politica 41:197-213. Personal vid universitet och högskoler 2005. Statistiska Centralbyrån & Högskoleverket: Statistiska Meddelanden, UF 23 SM 0601. Stockholm.
Raum, Nina Cecilie (1995). “The political representation of women: a bird’s eye view”, pp. 25-55 i Karvonen, Lauri & Per Selle (red.) Women in Nordic Poltics. Closing the Gap. Aldershot: Dartmouth
Refsgaard, Elisabeth (1990). ”Tæt ved toppen. Kvindernes placering i Folketingets arbejds- og magtfordeling 1965-1990”, pp.106-139 i Drude Dahlerup & Kristian Hvidt (red), Kvinder på Tinge. København: Rosinante.
Skjeie, Hege & Mari Teigen (2003). Menn imellom. Mansdominans og likestillingspolitikk. Oslo: Gyldendal. Tripp, Aili, Dior Konaté & Colleen Lowe-Morna (2006). “Sub-Saharan Africa. On the fast track to women’s political representation”, pp. 112-137 i Drude Dahlerup (ed.) Women, Quotas and Politics. London: Routledge.
Wamberg, Ulla (1990). ”Flere kvinder på tinge. Opstilling og valg af kvinder til Folketinget”, pp. 48-97 i Drude Dahlerup & Kristian Hvidt (red.) Kvinder på Tinge. København: Rosinante.


Links

http://www.ipu.org/english/home.htm
http://www.quotaproject.org/
http://www.statsvet.su.se/forskning/wip/index.html
 

Billeder
 

1. Marie Mukantaba, født 1959, næstformand i Rwandas Senat 2006-
2. Vigdis Finndgdottir,  født 1930, præsident i Island, 1976-1996
3. Gro Harlem Bundtland, født 1939, statsminister i Norge 1986-1996
4. Tarja Halonen, født 1943, præsident i Finland, 2000-
5. Ellen Johnson Sirleaf, født 1938, præsident i Liberia, 2005-