Kampen for kommunal kvindevalgret 1856-1908

Valgret var kvindebevægelsens første store vindersag, og valgretskampen er et hovedtema i feministisk historie. Men kampen begyndte, før kvinderne organiserede sig, og der var mange kvindevalgretstilhængere uden for bevægelsen.

Valgret havde samme kvindepolitiske betydning omkring år 1900 som abort 70 år senere. Efter årtier med modstand, tvivl og tøven langt ind i feministiske rækker blev valgret et folkekrav, der mobiliserede tusindvis af aktivister og forvandlede kvindesagen fra et sekterisk hovedstadsfænomen til en landsdækkende politisk bevægelse. Lov om kommunale Valg af den 20. april 1908 blev betragtet som et gennembrud, og kvindebevægelsen fejrede sejren med en fest på Københavns Rådhus.

Kvindevalgret var en brik i forfatningskampen - det store spil om magten i det unge danske folkestyre, der bragte landet på randen af diktatur. Grundlovens bestemmelser om ministerudnævnelse og sammensætning af Rigsdagen lagde regeringsmagten og Landstingsflertallet i hænderne på godsejer- og storborgerpartiet Højre, mens bondepartiet Venstre fik flertal i Folketinget. Privilegeret valgret var hjerteblod for Højre-regeringen, Venstre og Socialdemokratiet krævede folketingsparlamentarisme og almindelig valgret - også for kvinder. Forfatningskampen endte med, at et svækket og splittet Højre i 1901 måtte afgive regeringsmagten til Venstre. Dette systemskifte bragte også opbrud på venstrefløjen. I protest mod moderpartiets højredrejning dannede den socialliberale gruppe i 1905 Det radikale Venstre, som sammen med det stærkt voksende Socialdemokrati kom til at udgøre den nye venstreopposition. Regeringen måtte altså gennemføre sit demokratiseringsprogram under beskydning fra højre såvel som fra venstre.

Da kvindebevægelsen opstod i 1871, lå en alliance med oppositionen allerede i kortene. Mange Venstrepolitikere blev medlemmer af moderorganisationen Dansk Kvindesamfund, og der kom kontakt til Socialdemokratiet via kvindefagforeningerne. Samtidig søgte bevægelsen længe at holde sig fri af partierne, så den kunne varetage kvindeinteresser tværpolitisk – en dobbeltstrategi, som skabte stadig uro på de indre linjer og kom under stærkt pres udefra, da valgretten var inden for rækkevidde, og det blev et vigtigt projekt for partierne at hverve de mange nye kvindelige vælgere.

I 1908 stod kvindebevægelsen ved en korsvej. Ved samlet optræden havde de efterhånden mange forskellige foreninger presset ligestilling højt op på den politiske dagsorden. En stribe rettigheder til uddannelse og arbejde var allerede i hus. Politiske rettigheder skulle være kronen på værket. Kvinder havde haft deres debut som vælgere ved menighedsrådsvalget i 1903. Der var kommunalvalg til næste år. Og der lå et forslag til ny grundlov på Rigsdagens bord. Var der stadig behov for en kvindebevægelse, når valgretten var vundet? Skulle kvinder nu dele sig efter anskuelser og gå ind i de politiske partier ligesom mændene? Ville kvinder fortsat have fælles interesser på tværs af politiske skillelinjer? Disse dilemmaer kastede lange skygger over sejrsfesten, der snarere end samling kom til at signalere splittelse. Hvad valgretten skulle bruges til, havde altid været et vigtigt tema. Nu blev det altoverskyggende.

Festen

Planlægningen af en kvindevalgretsfest begyndte i februar, da der endelig tegnede sig et politisk flertal for en ny kommunal valglov. Initiativet udgik fra Danske Kvinders Nationalråd, i dag Kvinderådet, hvis formand Charlotte Norrie havde været en drivende kraft i Kvindernes Udstilling 1895 - den første offentlige præsentation af kvindesagens bredde og styrke. Hun forsøgte nu at gentage succesen ved at samle en festkomite, der repræsenterede hele valgretsbevægelsen.



Veteranerne i Dansk Kvindesamfund og Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund takkede ja, de nye spillere i Landsforbundet for Kvinders Valgret og Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening nej. De var begge oprettet året før som led i den nye venstrefløjs kvindepolitiske fremstød, tydeligst for Socialdemokratisk Kvindeforenings vedkommende. Anden socialistiske Internationale, som den danske arbejderbevægelse var medlem af, besluttede på sin kongres i Stuttgart 1907, at den sidste fase af kvindevalgretskampen skulle føres i arbejderbevægelsens regi - en lodret ordre om at afbryde samarbejdet med borgerlige kvindeforeninger, som de danske arbejderkvinder loyalt fulgte.

Situationen var mere åben for Landsforbundet for Kvinders Valgret, hvis frontfigurer kom fra Det radikale Venstre. De var i fuld gang med at opbygge en landsorganisation, der var en åben konkurrent til Dansk Kvindesamfunds, og som skulle udfordre den moderate linje valgretsbevægelsen hidtil havde samlet sig om. Deres afslag var begrundet i ønsket om at prioritere organisationsudviklingen, men de valgte dog at holde en dør på klem ved at lade deres næstformand Elna Munch (til højre) deltage i komiteen som repræsentant for hovedstadsafdelingen Københavns Kvindevalgretsforening ¹. Splittelsen blev først offentligt kendt, da loven var vedtaget og festen lanceret.

Kvindernes Valgretsfest blev en mediebegivenhed. Det lyser ud af reportagerne, at kvinder stod og trippede foran den politiske arena, og nu brugte festen som en trojansk hest til at indtage den kommunalpolitiske højborg – Københavns Rådhus. "De første Kvinder taler på Raadhuset", hed det på forsiden af Politiken ², der også kunne fortælle, at der ikke var mænd på talerlisten. "Nu har Kvinderne i saa mange Aar maattet høre paa Mændene, ved denne Lejlighed ønsker vi at gøre Gengæld", som arrangørerne sagde ³. De havde lånt Rådhushallen, så de blev vært for en aften. De for en stakket stund endnu enerådende mandlige politikere var gæster - og havde ikke mange kønsfæller blandt de 500-600 deltagere.

Ikke at der var lagt op til en eksklusiv fest. "Adgang for alle Mænd og Kvinder" stod der i den bredt annoncerede indbydelse ⁴. Ca. 100 Herrer havde fået en personlig indbydelse ⁵. Og der var ved planlægningen gjort plads til både rig og fattig. Det første punkt på programmet var et møde, hvor kvindebevægelsens frontfigurer gjorde politisk status, og hvor "Gade- og Selskabstoiletter blandedes i livlig Afveksling" ⁶. Da "gadetoiletterne" havde takket af, samledes dem i "knitrende sort Silke med røde Rosetter paa Brystet" ⁷ på gallerierne rundt om hallen til fællesspisning og festtaler. Hele arrangementet blev bundet sammen af et hornorkester, der diverterede med et pompøst repertoire, bl.a. Kongernes Konge og Frederik den Ottendes Honnørmarch, akkompagnerede en broget buket af indlagte fædrelands- og feministiske lejlighedssange og til sidst spillede op til dans.

Der havde gået rygter om, at regeringschefen, konseilspræsident I.C. Christensen ville deltage ⁸ - oplagt i betragtning af, at han stod bag adskillige ligestillingspolitiske forslag. Men regeringen sendte to mænd med særlig tætte bånd til Dansk Kvindesamfund: Trafikminister Svend Høgsbro, der havde siddet i foreningens ledelse 1884-1900, og indenrigsminister Sigurd Berg, hvis mor, Maren Berg i 1894 havde været storfavorit til formandsposten, men måtte takke nej på grund af svigtende helbred. Nu fik sønnen lejlighed til at sætte hende et minde ved at få kvindevalgret vedtaget på hendes fødselsdag den 20. april.

Loven var resultat af et forlig mellem regeringen og den konservative udbrydergruppe Højrereformpartiet. Resten af oppositionen havde stemt imod, dog ikke af kønspolitiske grunde. Hele højrefløjen havde omsider accepteret kvindevalgret, men deres årelange modstand stod stadig i frisk erindring, og partierne holdt sig helt væk fra festen. Socialdemokratiet og Det radikale Venstre lod sig repræsentere af topfolk i hovedstadskommunerne: Borgmester Jens Jensen og rådmand P. Knudsen henholdsvis rådmand Gustav Philipsen og formanden for Frederiksberg kommunalbestyrelse Niels Petersen - alle kendt for deres progressive kvindepolitiske holdninger. Festen var en oplagt anledning for den nye venstrefløj til at udfordre det gamle Venstre ligestillingspolitisk og især hindre, at den fik karakter af en "Takkefest for Regeringen" ⁹.

I fyldige foromtaler søgte partiaviserne Politiken og Social-Demokraten at flytte fokus fra kommunal kvindevalgret til politisk, som valgret til Rigsdagen hed i denne periode, hvor man excellerede i gradbøjning af borgerrettigheder. Den radikale strategi var at erobre dagsordenen gennem Elna Munchs tale. Socialdemokraterne valgte at boykotte festen - med den sideeffekt, at partiets hædersgæster uden taleret kom til at fremstå som kneblede gidsler.

Social-Demokraten skød sin kampagne mod "Bourgeois-Kvindeforeningernes" fest i gang med en meddelelse om, at "de frisindede Foreninger" havde trukket sig fra festkomiteen i protest mod, at loven ikke måtte kritiseres i talerne. Og at Vibeke Salicath (til venstre), der tilhørte en kendt Højrefamilie, var blandt hovedtalerne ¹⁰. Hun var meget belejligt netop blevet formand for Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, som havde mange kvindefagforeninger blandt medlemmerne. Formandsskiftet i valgretsforbundet, Første Maj og festen – timingen var optimal for implementeringen af Anden Internationales nye kvindepolitik.

Under overskriften "Kvinder! Mød i Processionen den 1. Maj" annoncerede avisen derefter, at "Samtlige Kvinde-Organisationer i København danner paa Fredag en særlig Afdeling i Majtoget" – oven i købet på en hædersplads efter partitoppen ¹¹. Det var kvindefagforeningerne og Socialdemokratisk Kvindeforening, der her tog patent på at være de eneste kvindeorganisationer i København, og artiklen var oven i købet signeret af formanden for de kvindelige herreskrædderes fagforening Andrea Brochmann, som frem for nogen havde været brobygger mellem arbejder- og kvindebevægelsen ¹².

Politiken varmede op til festen med en analyse af de aktuelle kvindepolitiske positioner. Det radikale Venstre og Socialdemokratiet var ifølge avisen de eneste partier med kvindevalgret på programmet. Venstre var mere interesseret i at beholde regeringsmagten end at gennemføre den lovede grundlovsændring og havde sammen med Højre satset på, at kommunal valgret ville stille kvindebevægelsen tilfreds - øjensynlig med nogen ret. "De naiveste Sjæle" havde allerede været i audiens hos konseilspræsidenten og indenrigsministeren for at sige tak. Avisen satte dog sin lid til, at mere "tænksomme" kvinder ville supplere tilbageskuende taknemmelighed med fremadrettede krav ¹³. Som læserne ville vide, var de audienssøgende Vibeke Salicath og Jutta Bojsen-Møller, formand for Dansk Kvindesamfund og med tætte familiebånd til Venstre. Og det var selvsagt Elna Munch og co. i Københavns Kvindevalgretsforening, der havde forstand på politik.

Således var scenen sat til det indledende møde. Ville kvindebevægelsens frontfigurer holde rigtige politiske taler? Og kunne de tale rådhushallen op? Tvivlen om det sidste blev straks manet i jorden, da Charlotte Norrie "bød Velkommen med en Stemme, der rungede, som om hun allerede i flere Aar havde haft Ret til at bruge den" ¹⁴ . Forventningen om det første var Elna Munch ene om at leve op til ¹⁵. Politisk valgret viste sig nemlig at være den røde tråd i samtlige taler. Det var ikke målet, men midlerne, der skilte vandene. Jutta Bojsen-Møller og Vibeke Salicath havde som andengenerationsledere overtaget en valgretskamp op ad bakke og solidarisk videreført pionergenerationens forsigtige skridt for skridt-strategi, bygget på omhyggelig pleje af alliancer med kvindesagens venner i Rigsdagen og respekt for familien. De inkarnerede historien og brugte festen til at mindes dem, de stod på skuldrene af.

Jutta Bojsen-Møller kaldte den 20. april "den skønneste Dag i Dansk Kvindesamfunds Tilværelse" ¹⁶, kvitterede for indenrigsministerens gestus overfor sin mor, som havde været hendes gode ven og kampfælle, gav mændene håndslag på fortsat samarbejde, og lovede dem, der frygtede for familiens fremtid, at valgret ikke ville få kvinder til at rende fra hus og hjem. Men den 20. april var ikke den 5. juni og skulle kun fejres, indtil den blev afløst af en ny grundlovsdag. Vibeke Salicaths tale var en variation over samme temaer. Hun sammenlignede valgretskampen med et byggeri og festen med et rejsegilde, der som bekendt holdes, før bygningen står færdig. Også hun fremhævede Maren Berg i sin revy over de mange, der havde bygget med, og hun rettede en særlig tak til de gifte mænd, som havde fremmet kvindevalgret på bekostning af egne privilegier.

Da Charlotte Norrie havde påtaget sig dirigenthvervet, talte den tidligere formand Ida Falbe-Hansen for Danske Kvinders Nationalråd. Hun vendte blikket mod de internationale kampfæller og rollemodeller, som hun bragte lykønskninger fra. Danmark var så sent ude med kommunal kvindevalgret, at The International Woman Suffrage Alliance i 1906 havde henlagt deres kongres til København for at lægge pres på de danske politikere, og talen var gennemsyret af lettelse over, at vi nu var kommet på niveau med de andre kulturnationer og ikke længere kun var kendt som en "Ravnekrog, hvor der kun kærnes Smør og slagtes Svin" ¹⁷. Og over at kampen var foregået med fredelige midler – underforstået og ikke som i England, hvor suffragetterne raslede med terrorvåbenet.

I en talerrække ordnet kronologisk efter organisationernes alder fik Elna Munch det sidste ord, og hun lagde stilen så radikalt om, at det tåler sammenligning med rødstrømpernes fremfærd. For at få plads til sin egen fortælling fejede hun forgængernes helt af bordet. Kvinder skyldte ikke nogen noget. Tværtimod var det mændene, der stod i gæld. De burde for længst have indfriet kvinders krav på menneskerettigheder. Budskabet var uden omsvøb: "Gør os til frie Borgere, giv os den politiske Valgret" ¹⁸.

Mens Politiken og Socialdemokraten applauderede kraftigt, dømte Venstre-avisen København skandale: "Hun traf aldeles ikke den Tone, der i øvrigt herskede [på] Mødet; store Partier af hendes Foredrag var Agitation eller Forsvar for Socialisternes og de Radikales Valgretspolitik. En lille Klike klappede energisk, men det almindelige Indtryk var vistnok nærmest pinligt" ¹⁹.

Dækningen var påfaldende tynd i kvindeorganisationers egne blade, officielt fordi læserne allerede kendte hele historien fra aviserne, reelt formentlig på grund af frustration over festens forløb og frygt for fremtidige fløjkampe. Dansk Kvindesamfunds medlemsblad nedtonede Elna Munchs provokation og afviste, at hvad bladet kaldte den "omstridte Fest" ligefrem havde været en skandale. Den store ridse i lakken var "Sorgen over de socialdemokratiske Kvinders Udeblivelse; vi havde saa inderlig gerne set dem iblandt os" ²⁰.

Kvindestemmerets-Bladet, der var talerør for Kvindevalgretsklubben, anklagede Elna Munch for at bryde den internationale valgretsbevægelses regel om at være "non-partisan", dvs. neutral i forhold til de politiske partier. Men måtte medgive, at hun nok havde fat i den lange ende: "Man vil muligvis alle snart nødsages til at erklære sig som Tilhængere af dette eller hint Parti, hvor meget man end ser, at udmærkede Førere stræber efter at holde Kvinderne udenfor Partierne" ²¹.

Loven

Lov om kommunale Valg standardiserede og moderniserede 50 år gamle valgregler i tre forskellige versioner for henholdsvis København, købstæder og sognekommuner. Ifølge grundloven skulle der indføres kommunalt selvstyre, og den opgave tog politikerne hul på i 1855 med Lov om Sogneforstanderskabernes og Amtsraadenes Sammensætning og Valg ²². Udgangspunktet var selvsagt grundlovens regler for politisk valgret.

Grundfortællingen om dansk demokrati går ud på, at den lovgivende magt i 1849 blev placeret i Rigsdagen bestående af Folketinget med almindelig valgret og Landstinget med privilegeret valgret. Det er som bekendt en sandhed med modifikationer. Vælgerkorpset til begge ting bestod af myndige, ustraffede, selvforsørgende mænd over 30 år med egen husstand og dansk statsborgerskab. Alt efter hvordan man gør tallene op, drejede det sig om 14 % af hele befolkningen eller 73 % af den mandlige befolkning over 30 år ²³.

Der var altså hverken tale om almindelig valgret i moderne forstand eller om almindelig mandlig valgret, som kvindebevægelsens modfortælling hævdede, men om husbondevalgret. Det tidlige demokrati baserede sig på stændersamfundets mandlige husstandsoverhoved, der havde myndighed over kone, børn og tjenestefolk og repræsenterede dem udadtil ²⁴. Forskellen mellem Rigsdagens to ting – den konservative garanti, som var tokammersystemets raison d’etre – bestod i valgmåden og valgbarheden.

Landstinget blev valgt indirekte via valgmænd, og valgbarhed krævede ud over valgret, at man var fyldt 40 år og havde en vis indtægt. Folketinget blev valgt direkte, og alle med valgret var valgbare. Ja, valgbarhedsalderen var faktisk lavere end valgretsalderen, nemlig 25 år ligesom myndighedsalderen – et lidt snørklet kompromis mellem ønsket om sammenfald mellem almindelig myndighed og valgmyndighed, som valgret også blev kaldt, og ønsket om at placere medborgerskabet hos familieoverhovedet i en tid, hvor giftealderen lå omkring 30 år.

Valgrettens omfang var det store stridspunkt i den grundlovgivende forsamling. Efter 1849 voksede fornemmelsen af, at man var gået for vidt, og frygten for flertalsdiktatur blev ikke mindre, da konturerne af et venstreflertal viste sig allerede ved de første valg. Rigsdagen benyttede derfor sogne- og amtsrådsvalgloven i 1855 til den første retræte fra almindelig valgret.

Til de allerede eksisterende betingelser føjede politikerne en ny om skattebetaling, oven i købet sådan, at de største skatteydere fik det afgørende ord. Det gjorde man via toklasse-valg, for kommunernes vedkommende således udformet: Sogneråd med et ulige antal medlemmer fx 7 blev valgt i to omgange. Først valgtes den mindre halvdel 3 af det samlede vælgerkorps. Derefter valgtes den største halvdel 4 af den femtedel af vælgerkorpset, der betalte mest i skat. Amtsrådsvalgene var indirekte. Den største halvdel af valgmændene blev valgt af sognerådene, den mindre halvdel af de ejendomsbesiddere, der betalte mest skat. Som de eneste fremskridt i demokratisk retning blev valgretsalderen sænket til 25 år, ligesom der blev sammenfald mellem valgret og valgbarhed.

I 1860 fulgte Lov om kommunale Valg for Købstadskommuner ²⁵ og i 1865 Lov om Valg af Borgerrepræsentanter i København ²⁶, begge skåret over samme læst som 1855-loven, nemlig toklassevalg i købstæderne, mens der i København kun var et vælgerkorps, som til gengæld kun bestod af de større skatteydere.

Kommunalvalgslovgivningen dannede mønster for stramningerne i novemberforfatningen, der i 1866 justerede grundloven til de geopolitiske realiteter efter nederlaget i 1864. Her styrkede man den konservative garanti ved at give kongen, dvs. den konservative regering, ret til at udpege 12 af de 66 landstingsmedlemmer. Således var der linet op til forfatningskampen, hvor oppositionen bombarderede regeringen med demokratiseringsforslag, og efter systemskiftet i 1901 havde en kommunalvalgreform topprioritet i Venstre-regeringens program.

1908-loven indførte samme regler for kommunevalg over hele landet og tog et stort skridt frem mod lige og almindelig valgret ved at inddrage kvinder og tjenestefolk i vælgerkorpset. Hovedreglerne var, at kommunal valgret tilkom "enhver uberygtet Mand og Kvinde", og at valgbarhed fulgte af valgretten ²⁷. I princippet blev den gifte mand og husstanden afløst af individet, uanset køn, civilstand, ansættelses- og boligforhold. Men politiske rettigheder var stadig betinget af myndighed, selvforsørgelse og skattebetaling - krav som gifte kvinder ikke umiddelbart kunne honorere. Frem til ægteskabsreformerne 1922-25 havde ægtemanden enerådighed over familiens formue, og det var primært ham, der havde erhvervsarbejde og betalte skat. Derfor måtte hustruers valgret sikres gennem to særregler:

"Naar en Ægtemand som Familieoverhoved har svaret direkte Skat til Kommunen af Ægteparrets fælles eller af Hustruens særlige Midler, betragtes de begge som Skatteydere. Mandens Raadighed over Fællesboet bringer ikke Hustruen ind under foranstaaende Litra b" ²⁸

- nemlig at umyndiggørelse medførte tab af valgret. Følgelig medførte ægtemandens gæld til fattigvæsenet tab af valgret for hustruen. Blev ægteskabet opløst, kunne hun dog genvinde den efter at havde forsørget sig selv i et år.

Højrereformpartiets fingeraftryk er tydeligst i afsnittet om amtsråd, hvor toklassevalg blev bevaret. I princippet indførte man amtskommunal kvindevalgret. Dels kunne der være kvinder blandt kommunalpolitikerne, dels kunne der være kvindelige hustandsoverhoveder blandt de største ejendomsbesiddere. Men der er ingen særbestemmelser for hustruer i dette afsnit, og det virker temmelig søgt, at formuleringen af reglen for kvinders deltagelse er svøbt ligestillingsretorik:

"Kvinder, der ere Ejendomsbesiddere i Amtskommunen have Ret til at deltage i Amtsraadsvalgene under samme Betingelser som Mænd. Tilhører en Ejendom Ægtefæller som deres Fælleseje, kan kun Manden komme i betragtning som umiddelbar Vælger" ²⁹.

Den sidste kønsspecifikke bestemmelse vedrører valglovgivningens værdighedsbegreb. Formuleringen "enhver uberygtet Mand" blev introduceret i grundloven og "berygtet" blev i Lov angaaende Valgene til Rigsdagen 1849 defineret som lovlydig i betydningen ikke dømt for lovbrud: "Ingen kan anses som uberygtet, der ved Dom er funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling" ³⁰. Da det i 1867 blev muligt at få agtelsesoprejsning, typisk efter fem års lovlydighed, affødte det tilføjelsen "og ikke har faaet Æresoprejsning".

Kvindevalgretten foranledigede politikerne til endnu en tilføjelse - og nu en stramning:

"Ej heller kan den anses for som uberygtet, der har Erhverv ved Utugt, eller som i Løbet af de sidste 5 Aar har været anset med Straf for saadant Erhverv" ³¹.

Dengang som nu balancerede prostituerede på grænsen mellem legalitet og illegalitet - som oftest uden for politiets og domstolenes rækkevidde. I perioden 1874-1906 havde prostitution været lovlig i registrerede, lægekontrollerede bordeller, ulovligt udenfor. Herefter gjaldt der igen et generelt forbud, og en dom for prostitution førte som alle andre domme til tab af politiske rettigheder. For det politiske flertal var det imidlertid magtpåliggende at helgardere sig mod at møde prostituerede ved valgurnerne og i kommunalbestyrelsen – dømte eller ej.

Historien

Forfatningskampen handlede også om historie, og eftersom Venstre vandt, blev deres version om den demokratiske Junigrundlov som nævnt grundfortællingen. Højres forsøg på at ophøje Novemberforfatningen fra 1866 til et bedre nationalt afpasset udtryk for folkestyre var et udsigtsløst retræteprojekt. Ifølge arbejder- og kvindebevægelsen var begge grundlove udemokratiske og al snak om almindelig valgret meningsløs, så længe de fleste af deres medlemmer stod uden for vælgerkorpset.

Imidlertid konstruerede kvindebevægelsen en ny myte om almindelig mandlig valgret ved at fokusere på køn og se bort fra de to andre nøglekriterier: Klasse og civilstand. Ida Falbe-Hansen, der tilhørte det første kuld af kvindelige akademikere, var en af arkitekterne bag konstruktionen, som hun bl.a. præsenterede i foredraget Om Aarsagerne til Kvindespørgsmaalets Fremkomst i Studenterforeningen 1898:

"Den første forandring i kvindens stilling var det, der skete den 5. juni 1849. Ja, hvad skete der da? spørger de.Da fik mændene almindelig stemmeret osv., men for kvindernes vedkommende skete der ikke nogen forandring.
Ja, rigtigt, men det var netop det, der var forandringen. Med eet slag blev det ene køn gjort til regent, til absolut og uansvarlig monark, mens det andet blev ved at være undersaat. Var det ikke en ganske artig forandring af forholdet?" ³²

Analyse blev en perfekt platform for enkle budskaber og klare fronter, men forkortelserne skabte selvsagt store problemer. Det åbne brud med Socialdemokratiet i 1908 er allerede berørt. Det bundede i, at kvindebevægelsen satsede på privilegeret kommunal valgret som et skridt på vejen mod lige og almindelig politisk valgret. I modsætning til mange andre lande omkring os, nåede Danmark kun at få kvindelig husbondevalgret i kirkeligt regi, nemlig ved Lov om Valgmenigheder 1868, hvorefter "Familiefædre, Enker og andre Personer med Husstand" fik ret til at danne menigheder uden for statskirken og stemmeret til udvalg, der ansatte præsterne ³³. Men opbakningen til en stribe forslag om valgretsformer, der udgrænsede kvinder, der var gift, ikke havde egen husstand eller ikke betalte tilstrækkeligt i skat, gravede dybe grøfter og underminerede selve kvindebevægelsens eksistensgrundlag - at varetage kvinders interesser på tværs af klasseskel og ægteskabelig status.

I den første fremstilling af periodens kvindehistorie Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar, 1912, er disse dilemmaer nedtonede til det knap synlige. Den er skrevet af forfatteren Gyrithe Lemche (til venstre), der hermed grundlagde kvindebevægelsens rige tradition for jubilæumsskrifter – og formidlede den feministiske fortælling om dansk demokrati, som valgretskampen genererede ³⁴.

Værkets virkning kan næppe overvurderes, og der er flere gode grunde til, at det er blevet en grundbog, ikke bare i Dansk Kvindesamfunds opkomsthistorie, men i moderne dansk kvindehistorie i det hele taget. Gyrithe Lemche var professionel skønlitterær forfatter, søster til Vibeke Salicath, selv frontfigur i den intense kampagne for politisk valgret efter 1908, og hun supplerede sin store insiderviden i kvindebevægelsen med omfattende arkivstudier. Resultatet blev et sjældent visionært, klart disponeret og informativt værk, der indbyder både til lystlæsning og leksikalsk brug.

På linje med Ida Falbe-Hansen opfattede Gyrithe Lemche valgretskampen som en kønskamp med rødder i 1849, da "Junigrundloven satte politisk Skel mellem Mænd og Kvinder" ³⁵. Med denne præmis bliver kampens drivende kræfter kvinder - i denne sammenhæng Dansk Kvindesamfunds kvindelige medlemmer – og dens begyndelse dateres til deres første aktion, nemlig en Adressebevægelse underskriftsindsamling i 1887-88 til støtte for et forslag om kvindevalgret til Københavns Borgerrepræsentation, som var under behandling i Rigsdagen.

Valgret var en sprængfarlig sag for en forening, der ville holde sig fri af partipolitik under forfatningskampen. Der skulle gå 35 år, før der i 1906 kunne samles flertal for at sætte politiske rettigheder på programmet. Denne defensive linje resulterede i, at prominente medlemmer 1886-89 dannede to udbryderforeninger med såvel kommunal som politisk valgret på programmet: Kvindelig Fremskridtsforening og Kvindevalgretsforeningen. Begge gik i opløsning i 1890’erne, men blev afløst af en stadigt stigende strøm nye valgretsforeninger og valgretsudvalg i kvindefagforeninger, fra 1898 koordineret i Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, i 1904 omdøbt til Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund.

Den største vækst kom imidlertid i Dansk Kvindesamfund. Og ifølge Gyrithe Lemche netop på grund af den partipolitisk neutrale og realpolitisk tilpassede linje. Medlemstallet voksede fra under 500 i 1885 til op mod 10.000 i 1907, hvor foreningen havde 56 kredse over hele landet. Mens de andre gik og kom, forblev kvindesamfundet det faste midtpunkt, som resten af valgretsbevægelsen grupperede sig omkring. I den allersidste fase af valgretskampen blev Dansk Kvindesamfund for alvor udfordret af Landsforbundet for Kvinders Valgret med ca.12.000 medlemmer og 160 lokalforeninger – dog kun for en stund, da landsforbundet sammen med de øvrige valgretsforeninger lukkede i 1915 ³⁶.

Det var i kraft af denne centrale position plus moderne informationsstrategi, Dansk Kvindesamfund vandt kampen om kvindehistorien. Alle de store foreninger udgav blade og pjecer, der sammen med Rigsdagstidende er de primære kilder til valgretskampen. Igen var kvindesamfundet først ude med Kvinden og Samfundet, der blev lanceret 1885, udkom perioden igennem og fortsatte efter 1915. Og Gyrithe Lemches "Fyrretyveaarshistorie" er enestående som større samlet fremstilling.

Således blev kvindevalgretskampen historiografisk indlejret i kvindebevægelsen, og denne tradition forsatte i det første selvstændige valgretsjubilæumsskrift Kvinderne og valgretten, udgivet 1965 i anledning af 50-året for 1915-grundloven på initiativ af de kvindelige folketingsmedlemmer. Afsnittet om valgretskampen er skrevet af historikeren Birgit Busch. Hun inddrog Rigsdagstidende i kildematerialet og tilføjede en oversigtlig gennemgang af den halve snes forslag til kommunal kvindevalgret, der blev fremsat 1886-1908, vedtaget i Folketinget og forkastet af Landstinget – et mønster, som efterhånden antog en rituel karakter. Men tolkningsrammen var stadig Gyrithe Lemches ³⁷.

Det medførte også kun mindre forskydninger, da kvindeforskningen kom til i 1970’erne. Et skærpet kønskampsperspektiv resulterede, at Landstingets stadig skrumpende mindretal af mandlige modstandere blev yderligere eksponeret på bekostning af Folketingets flertal af kvindevalgretstilhængere. Desuden flyttede interessen fra den borgerlige kvindebevægelse, inkarneret af Dansk Kvindesamfund, til den socialistiske, ikke mindst Kvindelig Fremskridtsforening, der også udmærkede sig ved at være separatistisk. Begge disse tendenser er meget udpræget i det hidtil eneste jubilæumsskrift for kommunal kvindevalgret - Gretelise Holms Et hjerteanliggende. Kvinder – Samfund – Lokalpolitik, 1982. ³⁸

 

Andre historier

I takt med at kvindeforskning er blevet til kønsforskning, er valgretskampen løsnet fra kvindebevægelsens historie og knyttet til politisk historie – en udvikling, der herhjemme endnu kun har manifesteret sig i upublicerede afløsningsopgaver og specialer ³⁹, mens den er langt fremme i bl.a. i Sverige, hvor jubilæumsskriftet Rösträtten 80 år. Forskarantologi fra 2001, er et i denne sammenhæng særlig relevant eksempel ⁴⁰.

En sådan tilgang til den danske valgretskamp åbner for nye aktørbegreber og periodiseringer, der gør det muligt at sammenvæve køn, klasse og civilstand og placere Danmark i den internationale demokratibevægelse. Eller med andre ord for nye fortællinger om feminisme og køn, om kvindevalgretskampen før kvindebevægelsen, om Danmark placeret i den ligestillingspolitiske bagtrop og om ægteskabslovgivningen som barriere for kvindevalgret. Jeg skal afslutningsvis skitsere den anden historie om den danske kvindevalgretskamp, der løb som en undertekst gennem rådhusfesten i 1908.

Startskuddet til kvindevalgretsbevægelsen lød på en konference i Seneca Falls i revolutionsåret 1848, da den danske enevælde omsider også faldt, og bredte sig fra USA til Europa. Amerikanske feminister arbejdede tæt sammen med antislavebevægelsen og satsede på at få stemmeret sammen med frigivne slaver ved en forfatningsændring, der ophævede slaveriet. Den kom i 1870 – uden kvindevalgret. Politiske rettigheder blev forbeholdt de frigivne mænd, og kvinderne satsede herefter på international mobilisering. Initiativet til såvel The International Council of Women, oprettet 1888, som The International Woman Suffrage Alliance, oprettet 1904, udgik fra den amerikanske kvindebevægelse.

Det feministiske spøgelse blev stuvet af vejen i den grundlovsgivende rigsforsamling, men poppede op i Rigsdagen i 1850’erne. Mange af grundlovsfædrene forsatte som politikere med en udtalt fornemmelse af at stå i gæld til kvinder. Den blev forstærket af Clara Raphael-debatten, der rasede 1850-51 i kølvandet på Mathilde Fibigers kønspolitiske debatroman, og manifesterede sig tydeligst i en ligestillingslovpakke fra 1857. Med hensyn til arv blev der fuld ligestilling. Derudover fik kvinder, der ikke var gift, myndighed og næringsfrihed på lige fod med mænd. Netop myndighed og adgang til selvforsørgelse banede vejen mod valgret, og helt i tidens ånd, hvor civilstanden og den patriarkalske familie var omdrejningspunktet for borgerrettigheder, gik de primært til husstande uden mandligt overhoved.

At politiske kvinderettigheder potentielt var i spil fremgår af forhandlinger i samme rigsdagssamling om frie fattigkasser, der i modsætning til de kommunale skulle give værdigt trængende mulighed for hjælp uden tab af stemmeret. Organisatorisk skulle kasserne være en del af kirkens frivillige sociale arbejde, administreret på sogneniveau af demokratisk valgte bestyrelser. Sagen blev forelagt i Landstinget, hvor der viste sig at være overvældende flertal for at give kvinder valgret på lige fod med mænd, dvs. som husstandsoverhoveder ⁴¹. Imidlertid forkastede Folketinget det filantropiske koncept, og de frie fattigkasser endte i kommunalt regi. Det betød et farvel til kvindevalgret, som dette tidspunkt endnu kun var realisabelt i den mere private kirkelige kontekst, hvor det til gengæld blev indført 1868 i den allerede omtalte lov om ret til at danne valgmenigheder.

Året før havde den anerkendte filosof John Stuart Mill som medlem af det engelske parlament fremsat forslag om kvindevalgret. Hans tale i Underhuset og den opfølgende afhandling The subjection of women, 1869, fik status af bibler blandt feminister verden over. Herhjemme oversatte Georg Brandes straks Kvindernes Underkuelse, og blandt Mills andre danske proselytter finder man ægteparret Mathilde og Fredrik Bajer (til højre), der allerede var danske agenter for det tidlige svenske kvindesagsblad Tidskrift för Hemmet og nu tog initiativ til oprettelsen af Dansk Kvindesamfund.

I kølvandet på John Stuart Mills fremstød fik kvindelige skatteydere i 1869 kommunal valgret i engelske storbyer og året efter både valgret og valgbarhed til skoleråd. Amerikanske kvinder kunne ligeledes deltage lokalt i nogle stater, og her kom der et gennembrud for politisk kvindevalgret i Wyoming 1869. Kvindelige husstandsoverhoveder havde gammel hævd på politiske rettigheder i Sverige og Finland, og det blev konfirmeret i kommunallove henholdsvis 1862 og 1865 ⁴².

Op gennem 1870’erne var der i den danske rigsdag overvejende stemning for at ligestille kvinder og mænd i de nye demokratiske organer, der var på det politiske tegnebræt: Menighedsråd, skolekommissioner og kommunale hjælpekasser. De sidste skulle tjene samme formål som de frie fattigkasser, men have flere midler til rådighed. Ingen af disse projekter lod sig dog realisere før systemskiftet. Samme brede tilslutning mødte kommunal kvindevalgret, da det i 1886 omsider blev foreslået af Fredrik Bajer, der havde været venstremedlem af Folketinget siden 1872.

Man skal også finde rødderne til dansk feministisk presse i rigsdagsmiljøet. 1875-79 udkom Fredagen. Ugeblad for Qvinder, redigeret af Wilhelmine Zahle i samarbejde med ægtefællen P. Chr. Zahle. Som folketingsmedlem siden 1853 havde han været en ivrig forkæmper for kvinderettigheder, og i 1870’erne udvidede han i samarbejde med sin nye, tredje hustru Wilhelmine fronten med eget dagblad plus Fredagen. Det blev et forum for en bred kønsdebat, der også omfattede kvindevalgret ⁴³.

1882 tog forfatteren Elfride Fibiger faklen op med Tidsskrift for Kvinder i de tre nordiske Riger, som året efter, da kvindevalgretstilhængeren, cand.jur. M.P. Friis blev medredaktør, blev omdøbt til Tidsskrift for Kvinden. Et Organ for Kvindesagens Fremgang ⁴⁴. Det dækkede udviklingen i valgretsspørgsmålet internationalt og gik særlig tæt på Lov for Island af 12. Maj 1882 om Kvinders Valgret, som gav kvindelige husstandsoverhoveder valgret, men ikke valgbarhed til kommunale og kirkelige forsamlinger. Og som den danske regering havde udstedt på anmodning af det islandske alting ⁴⁵. Tidsskriftet gik ind i 1884, efter at Dansk Kvindesamfund havde takket nej til et tilbud om at overtage det, hvorpå foreningen lancerede sit eget medlemsblad efter stort set samme koncept.

Fredrik Bajer bidrog til samtlige kvindetidsskrifter, men skrev mest om ægteskabslovning frem til 1886. Gennem hans indlæg tegner der sig en plan om at bruge kvindevalgret som løftestang for et sporskifte fra privilegeret til almindelig valgret. Husbondevalgret til kvindelige husstandsoverhoveder kolliderede med hans to mærkesager: Demokratisering af valgsystemet og ægteskabslovgivningen. Han betragtede dels klare krav fra kvindeside, dels en løsning på gifte kvinders umyndighedsproblem som nødvendige forudsætninger for almindelig kvindevalgret. Den første blev opfyldt med oprettelsen af Kvindelig Fremskridtsforening. Den anden var mere kompliceret, og her måtte han gå flere veje.

Umiddelbart var hans anledning til at gå i aktion et regeringsforslag om småjusteringer af borgerrepræsentantvalg i København. Under Folketingets behandling foreslog han i november 1886 at udvide valgret og valgbarhed til kvinder. Kvindelig Fremskridtsforening var på pletten med en støtteerklæring, og det pressede Dansk Kvindesamfund til at organisere en underskriftsindsamling. Midt i det hele var der folketingsvalg, og da forslaget blev genfremsat i februar 1887, kunne Fredrik Bajer henvise til en "flersidig Adressebevægelse" ⁴⁶.

I det første udspil kombinerede han kvindevalgret med almindelig valgret, hvad der fjernede den del af myndighedsproblematikken, der handlede om skattebetaling, og føjede dertil en første version af 1908-lovens særregel: "Gift Kvinde anses i denne Henseende ikke for at være ude af Rådigheden over sit Bo, selv om hun lever i Formuefællesskab med sin Mand" ⁴⁷. Ingen af delene overbeviste indenrigsministeren, der viftede gifte kvinder af vejen ved at minde om, at "vor Valglov udelukker dem, der ikke er personlig eller økonomisk myndige" ⁴⁸. Til gengæld lod ministeren en dør stå åben for det islandske Standpunkt, og Folketinget vedtog forslaget i denne beskårne version. Højreflertallet i Landstinget syntes også at ville følge trop. Når de alligevel stemte imod, var det fordi de foretrak en så principiel ændring gennemført ved en selvstændig lov med gyldighed for hele landet.

En tilfreds Fredrik Bajer kunne efter at have konstateret, at forslaget ganske vist faldt, men "fremad" ⁴⁹, kaste sig over konceptionen af et nyt forslag, der blev fremsat i oktober 1887 sålydende:

"Valgret og Valgbarhed til Rigets kommunale Repræsentationer tilkommer de Enker og andre ugifte Kvinder, som hidtil deres Kjøn alene har udelukket fra de omhandlede Rettigheder, men som iøvrigt fyldestgjøre alle lovbestemte Betingelser for Udøvelsen af samme." ⁵⁰

Man bemærker, at alle kommunale ombud er med, dvs. også fattigkasser og skolekommissioner, og at valgbarhed er sneget ind igen. Det sidste pillede Folketinget ud inden vedtagelsen, men alligevel og mod forventning faldt valgretsforslaget igen i Landstinget - denne gang pladask med det herostratisk berømte dagsordensforslag: "Da Landsthinget formener, det hverken vil være i Kvindernes eller i Samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret, gaar det over til Dagsordenen" ⁵¹.

Kvindevalgret gled derefter ud i det politiske dødvande, der i det hele taget prægede forfatningskampen. For modstanderne var det en hjertesag at stå vagt om det traditionelle familiemønster og skellet mellem den offentlige og den private sfære. Derfor kom der først skred i sagen, efter at Rigsdagen i 1899 havde vedtaget en revision af ægteskabsloven, som gav gifte kvinder myndighed samtidig med, at ægtemænd bevarede økonomisk egenrådighed - og dermed skabte grundlag for 1908-loven.

Men en anden timing havde Danmark måske fået mere privilegeret kvindevalgret herhjemme. I et forsøg på at besvare spørgsmålet om, hvorfor valgretskampen trak meget længere ud end tilsvarende politiske bevægelser, har den engelske politolog Carol Pateman foreslået at betragte valgret ikke som "a woman’s question", men som "the wife question" ⁵². I takt med stadigt mere højrøstede krav om gifte kvinders rettigheder og politisk valgret, blev bommen lukket for alle former for kvindevalgret.

I 1888 var glidebaneargumentet tungen på vægtskålen for Landstinget. Det konservative flertal frygtede - med rette - at privilegeret kommunal kvindevalgret blot ville udløse nye krav om valgbarhed, ligestilling i ægteskabet og deltagelse i landspolitik. Kirken, skolen og kommunen kunne opfattes som en naturlig udvidelse af privatsfæren – det kvindelige domæne. Rigsdagen derimod var selve inkarnationen af det offentlige og skulle bevares som et mandligt domæne. Og fra det yderste højre til langt ind i venstre var den patriarkalske familie sakrosankt 1800-tallet igennem.

Et nyt århundrede, en ægteskabsreform og et politisk systemskifte gjorde almindelig kvindevalgret mulig - frem til 1915 dog kun uddelt forsøgsvis i små testpakninger til brug på afgrænsede, halvprivate områder: Menighedsråd 1903 , værgeråd 1905 , hjælpekasser 1907 og kommunalbestyrelser 1908.
 

Noter

1. Elna Munchs privatarkiv i Rigsarkivet.
2. Politiken 4.5.1908 s. 1.
3. Politiken 2.5.1908 s. 6
4. Festen var annonceret i de københavnske dagblade.
5. Politiken 2.5.1908 s. 6
6. Kvindestemmerets-Bladet 5/1908 s. 6 Se artikel i tidsskriftet på kvinfo.dk
7. Politiken 4.5.1908 s. 1
8. Politiken 2.5.1908 s. 6
9. Social-Demokraten 24.4.1908 s. 2
10. Social-Demokraten 24.4.1908 s. 2
11. Social-Demokraten 29.4.1908 s. 1
12. Om Socialdemokratiets kvindepolitik, De kvindelige herreskrædderes fagforening og Andrea Brochmann se Birte Broch: Kvindearbejde og kvindeorganisering. Kvinder i konfektionsindustrien 1890-1914. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 1977. Drude Dahlerup: "Kvinders organisation i det danske Socialdemokrati 1908-1969" i Meddelelser om Forskning i Arbejderbevægelsens Historie 13/1979. Jytte Larsen: "Men størst var Broderskabet - køn i den danske arbejderbevægelse" i Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 2007.
13. Politiken 3.5.1908 s. 3
14. Politiken 4.5.1908 s. 1
15. Manuskripter til talerne findes hverken i forenings- eller privatarkiver. Analysen bygger på referater i de fire partiaviser: Berlingske Tidende, København, Politiken og Social-Demokraten.
16. Social-Demokraten 4.5.1908 s. 2
17. København 4.5.1908 s. 3
18. Politiken 4.5.1908 s. 1
19. København 4.5.1908 s. 3
20. Kvinden og Samfundet 1908 s. 106 Se tidsskriftet på kvinfo.dk
21. Kvindestemmerets-Bladet 5/1908 s. 6 Se tidsskriftet på kvinfo.dk
22. Departementstidende 1855 s. 305 ff.
23. Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie 11, 1990 s. 57 og Tim Knudsen: Da demokrati blev til folkestyre. Akademisk Forlag, 2001 s. 85
24. Om husbondevalgret, se Henrik Horstbøll: "Politisk medborgerskab og Junigrundloven. Den almindelige valgrets begrebshistorie" i Den jyske historiker 83-84/1999.
25. Departementstidende 1860 s. 393 ff.
26. Departementstidende 1865 s. 1029 ff.
27. Lovtidende 1907-08 s. 334
28. Lovtidende 1907-08 s.335
29. Lovtidende 1907-08 s. 345
30. Departementstidende 1849 s. 545
31. Lovtidende 1907-08 s. 334
32. Foredraget blev publiceret i Kvinden og Samfundet 1904 s. 85 Læs foredraget i tidsskriftet på kvinfo.dk
33. Departementstidende 1868 s. 433
34. Om historiografien, se Jytte Larsen: Heltinder og antihelte. Kvindevalgretskampens historiografi. Under udgivelse.
35. Gyrithe Lemche: Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar. Gyldendal 1939 s. 11
36. Om udviklingen i de to foreningers medlemstal, se Eva Lous: Dansk Kvindesamfunds Arkiv. Registrant over Dansk Kvindesamfunds Arkiv i Kvindehistorisk Samling. Statsbiblioteket 1996 og Sigurd Rambusch: "Landsforbundet for Kvinders Valgret 1907- 15" i Drude Dahlerup og Kristian Hvidt red..: Kvinder på tinge. Kvinder i landspolitik i 75 år. Rosinante 1990
37. Birgit Busch: "Den danske kvindesags historie indtil opnåelsen af den politiske valgret" i Ellen Strange Petersen red..: Kvinderne og valgretten. J.H.Schults Forlag, 1965
38. Gretelise Holm: Et hjerteanliggende. Kvinder Samfund Lokalpolitik. Kommunetryk, 1982
39. Eva Toftbjerglund Laursen og Senay Bektas: Debatten om kvindernes valgret på Landstinget i Danmark 1887-1915. Opgave ved Aalborg Universitet, Historiestudiet, 2002. Ann D. Kristiansen: Retten til valg. En analyse af køn, sprog og seksualitet under debatten for den kvindelige valgret 1880-1915. Speciale, Aarhus Universitet, 2004.
40. Christer Jönsson red..: Rösträtten 80 år. Forskarantologi. Justitiedepartementet, 2001
41. Rigsdagstidende 1855-56 Landstinget s. 258
42. Rigsdagstidende 1887-88 B s. 99-103. International lovgivning spillede en stor rolle i den danske debat og lines f.eks. op i denne betænkning fra et af de første folketingsudvalg, der behandlede kommunal kvindevalgret.
43. Se fx en gennemgang af udviklingen i England, der fremstår som et foregangsland, andre bør følge, i Fredagen. Ugeblad for Qvinder 1877 s. 158-160
44. Friis fremlagde sine synspunkter i artiklen "Kvindebevægelsens Maal" i Tidsskrift for Kvinden 1883 s. 33-38 og 49-55
45. Tidsskrift for Kvinder i de tre nordiske Riger 1882 s. 193-96
46. Rigsdagstidende 1886-87. Folketinget s. 1294. Dette forløb er tæt dokumenteret i Kvinden og Samfundet, hvor Fredrik Bajer var en flittig skribent og nærmest fungerede som Rigsdagsreporter, mens forslaget var til behandling.
47. Rigsdagstidende 1886-87 A s. 1959
48. Rigsdagstidende 1886-87. Folketinget s. 565
49. Kvinden og Samfundet 1887 s. 101 Se tidsskriftet på kvinfo.dk
50. Rigsdagstidende 1887-88 A s. 2383-84
51. Rigsdagstidende 1887-88 Landstinget s. 682
52. Carole Pateman: "Three Questions about Womanhood Suffrage" i Caroline Daley & Melanie Noland red..: Suffrage and Beyond. International Feminist Perspectives. New York University Press, 1994 s. 336