Karen Jespersen: "Rødstrømperne har gjort kvindesagen politisk". I Information 21.4.1970, s. 4
Rødstrømperne har gjort kvindesagen politisk
Af KAREN JESPERSEN
Pressens jagt på "Rødstrømperne" efter deres første aktioner i sidste uge tyder på et behov for en pendant til de populære Dolle Mina´er. Rødstrømperne har siden vagt røre i de gamle kvindeorganisationer - og fremprovokeret nye - ved at sætte spørgsmålstegn ved både midlerne og målene for den gamle "tværpolitiske" kvindesag. Stud.mag. Karen Jespersen har som repræsentant for gruppen Individ og Samfund diskuteret med Rødstrømperne og trækker her nogle af diskussionspunkterne op. De love der skulle bringe kvinden ud af hendes kønsrollemønster, er aldrig blevet gennemført, men er det tilstrækkeligt at lade kvindesagen afløse af politiske aktioner for at ændre hele den økonomiske samfundsorden? Er faren ikke snarere den menneskelige forarmelse, der skyldes kønsrollerne? Der er brug for kvindesagen som en "menneskesag", der betragter også den s t ø r r e politiske sammenhæng i lyset af kønsrollerne.
DEN 2.april havde Information en kort notits om en ny sammenslutning af piger. De blev karakteriseret som militante, og deres mål var "gennem aktioner at bringe den gamle sag om kvindens stilling i samfundet frem i debatten. Associationerne til de hollandske Dolle Minaer var der straks.
Og de har åbenbart virket stærkt. Den sparsomme omtale bevirkede i hvert fald, at hele den øvrige presse ladede kameraet og gik på jagt efter fænomenet "Rødstrømperne".
De første forvirrede følger er der ingen grund til at kommentere nærmere. Det var fødselsvanskeligheder, der nu er overstået. Mere interessant er det, at en så lille og intetsigende omtale kunne sætte så meget i bevægelse. Det var åbenbart et livstegn man havde ventet ville komme og havde brug for. Rødstrømperne er på kort tid og uden særlig kraftig indsats blevet genstand for overvældende opmærksomhed. Pressen har lugtet godt stof.
Men hvorfor? Kvindesagen er mildest talt en gammel sag og havde allerede adskillige talerør i samfundet.
Årsagen til, at disse talerør blev vraget til fordel for en ny bevægelse med et nyt navn, er ikke den letkøbte som man ud fra presseomtalen kunne tro, at rødstrømperne bare ønskede at understrege parallellen til de efterhånden populære hollandske Dolle Minaer. Forklaringen er af en helt anden karakter.
SPØRGSMÅLET om kvindens stilling i samfundet er indtil nu blevet betragtet som et isoleret problem, uafhængigt af politik. Det er ikke engang blevet placeret i en social sammenhæng, men det er til enhver tid blevet pointeret, at det var en sag, der angik alle kvinder uanset deres position i samfundet i øvrigt.
Målsætningen for kvindesagen har altid været klar og entydig: kvindens fulde emancipation. Midlet har været ligeså klart: den parlamentariske vej.
Sagen har drejet sig om at finde frem, hvor der er tale om diskriminering af kvinden, at argumentere mod uretfærdighederne og gennem lovgivning prøve at ændre alle disse punkter, så en kvinde fik samme muligheder som manden. Den nye bevægelse rejser to spørgsmål: 1) er målet -
subsidiært midlet - så åbenbart og til enhver tid det samme? 2) Er der overhovedet i samfundet mulighed for at nå dette mål?
Der er noget mistænkeligt i, at så mange så længe og så ihærdigt har arbejdet for at gennemføre ligestilling (kvindens ligestilling med manden) uden at opnå nogen særlig forandring, siden kvinden i 1915 fik valgret. Selv om det er en lang og træls vej kvinderne gennem Dansk Kvindesamfund har valgt at følge, må der være en anden forklaring end den, at vi blot ikke har gået langt nok endnu. DK møder velvilje, de har et anseeligt medlemstal, de bliver ofte citeret, og de er repræsenteret i adskillige udvalg og kommissioner, men målet har de ikke nået. Kvinden er stadig lige kønsbundet.
Kan man overhovedet komme længere med en kvindesag som den er udformet i DKs program? Er kvindesagens eksistens kun betinget af, at samfundet kan bruge den, dels til at opretholde det spinkle håb som de mange utilfredse kvinder nærer om, at det skal nok gå alt sammen, dels som bevis på samfundets forstående tolerance (den repressive tolerance) - samtidig med at det til enhver tid vil blive modarbejdet, at kvindesagen når sit mål, fordi målet er uforeneligt med det nuværende systems funktionsrammer? Hvis det er tilfældet bliver DK en absurd organisation, idet den fuldt og helt støtter det bestående politiske system, som ikke kan tolerere at organisationens program bliver gennemført.
GRUNDEN til, at spørgsmålet om kvindens stilling i samfundet endnu engang er taget op til debat, er altså ikke den, at det er en ny generation, der er vokset op fuld af mod og friske kræfter, men den, at hele problemstillingen er blevet gjort til genstand for en omvurdering, der har placeret den stadig aktuelle sag i en langt større sammenhæng. En politisk sammenhæng.
Denne fundamentale forskel hænger sammen med selve målsætningen. Målet har hidtil været det, at man ville opnå kvindens ligestilling med manden. Man går ud fra som givet, at manden er indehaver af alle privilegier og således i et og alt sidder inde med de positioner, der er at foretrække. Men mandens privileger og position er dem, der er de efterstræbte ifølge det nuværende samfunds normer. Stiller man sig tvivlende over for værdien af disse normer, bliver problemstillingen en anden. Det medfører, at det ikke længere er kvinden alene, der har en slaveposition at kæmpe sig ud af, men at både manden og kvinden er slaver og rollebundet af deres køn.
En reel forbedring kan man kun opnå, hvis også manden indser, at han har noget at vinde ved at opgive sin nuværende position i samfundet. Kvindesagen er irrelevant! Det er mennesket, det drejer sig om. Kvinden alene kan ikke opnå en forbedret stilling. Hvis ikke manden går med kan hun højst opnå den ændrede stilling, at hun bliver en slave på nye - og nødvendigvis ikke bedre - betingelser.
Manden skal ikke gå med for at hjælpe kvinderne, men for at hjælpe sig selv. Ganske vist besidder han de bedste roller efter det kapitalistiske systems definitioner, men er man holdt op med at betragte dem som eviggyldige, er deres værdi tvivlsom. Beskrivelsen af det "ideelle" samfund, som - trods uoverensstemmelser - i sin grundform er fælles for de retninger, der under et kan betegnes som "det ny venstre", rummer mulighed for at betragte kvinden som bedre stillet end manden, idet hendes roller er mere menneskevenlige. - Og alligevel ikke! For det der er sagen, er det, at alle kønsroller er af det onde, og at de til enhver tid virker hæmmende på det enkelte individs frie udfoldelse.
GÅR MAN ind for tanken om, at kvindens stilling er et produkt af det kapitalistiske mandssamfund, og at den, hvis den i det hele taget fører noget sted hen, i hvert fald ikke fører til en forbedring af den menneskelige tilværelse, bliver konsekvensen, at man må ændre hele samfundets struktur og målsætning.
Udfra de informationer, det gennem opdragelse, skole og samfundet i øvrigt er givet os, er det nærmest selvfølgeligt, at betragte de kønsbestemte roller som noget naturgivent og det til enhver tid gældende. Accepterer man ikke informationerne (der altid bliver givet i form af ikke dokumenterede postulater underbygget af passende eksempler) for, i stedet at undersøge deres sandhedsværdi, bliver det naturgivne til noget samfundsbetinget og det til enhver tid gældende til noget relativt.
Biologisk er mennesket delt i to køn, en deling, der medfører en række kønsbestemte, biologiske forskelle. Men forskellen er kun dokumenteret i fysisk henseende. Der er endnu ikke inden for arvelighedsforskningen påvist nogen kønsbestemt psykisk forskel.
For hele den vestlige kultur gælder det, at der er kønsbestemte forskelle i menneskers adfærd. Men er forskellen betinget udelukkende af miljø og ikke af arv, vil det betyde, at adfærdsmønstret ændrer sig i takt med eventuelle forandringerne, i miljøet.
Denne endnu ikke beviste (men altså heller ikke afkræftede) teori kan underbygges, hvis man undersøger de kønsrollemønstre, der findes under andre samfundsforhold. Der er ikke blot tale om, at nogle få og ubetydelige kulturer hist og her har fået kønsrollerne galt i halsen en kort tid for derefter skyndsomst at ændre dem til det eneste virkelige brugbare og sande sæt kønsroller. Det vil føre for vidt at dokumentere hvor gennemgribende kønsrollemønsteret er betinget af de specifikke kultures eksistensbetingelser, og hvor mange faktorer, der har betydning for den samlede kulturelle helhed, hvor kønsrollemønstret blot er et enkelt afhængigt led. Jeg kan bare henvise til de to mest nærliggende forskere, der har skrevet om sådanne forhold: Den amerikanske antropolog Margaret Mead og den engelske arkæolog V. Gordon Childe.
SELV OM kønsrollerne udelukkende er relative, er der al mulig grund til at analysere vores egen situation for at nå frem til en forståelse af de forhold, der er deres forudsætning. Kønsrollerne kan deles i to kategorier: de direkte, og de indirekte fungerende. De direkte kan ændres gennem lovgivning, men de vil kun blive ændret, hvis det tjener samfundets formål.
Et konkret eksempel er arbejdsmarkedet, som kvinderne ikke har fri adgang til, fordi de har overtaget funktionen som arbejdskraftreserve fra det tidligere så store antal arbejdsløse mænd. Under 2. verdenskrig var det nødvendigt , at kvinderne i USA og England gik ind i produktionen for at udfylde det tomrum, mændene efterlod, da de blev engageret i krigen. Da krigen holdt op, og mændene vendte hjem, skabte det en uholdbar situation med for stort udbud af arbejdskraft. Ud fra behovet hos de hjemvendte mænd for etablerede og trygge forhold blev den helt store kampagne om "mor derhjemme" og "den ideelle kvinde" (med alt hvad det indebærer) sat i gang. Resultatet blev det ønskede: en mobil arbejdskraft og en stabil arbejdskraftreserve.
På den aktuelle hjemmefront manipulere man med den kvindelige arbejdskraft, dels ved direkte at udelukke hende fra en række erhverv, dels ved at opretholde de eksisterende lønforskelle. Kvinderne samles i særlige tværfaglige kvindeforbund, og på trods af at LO har ligeløn på sit program, bliver det stadig i overenskomstforhandlinger skelnet mellem "lavestløn" og "kvindeløn".
Gennem lovgivningen kan man opnå en ændret abortlov og andre ligegyldigheder, men de love, der virkelig kunne få kvinden ud af hendes rollemønster, bliver aldrig gennemført. Det er derfor nødvendigt at ændre de forhold lovgivningen udspringer af for at kunne ændre de direkte kønsroller.
De indirekte kønsroller derimod kan afskaffes ved en ændret indstilling hos den enkelte. Ønsker man at forandre mentaliteten, må det ske gennem både flere og nye informationer, samtidig med, at man må fremhæve betydningen af sådanne informationer. Det er ikke tilstrækkeligt at påpege manglerne ved det eksisterende. Det er også nødvendigt , at have noget bedre at erstatte det med. Er fordelene ved det nye ikke særdeles åbenlyse, vil indstillingen være tilbageholdende og præget af skepsis. Hellere beholde de gamle besværligheder end at udsætte sig for noget nyt, der kan være værre.
RØDSTRØMPERNE går gennem deres valg af metoder ind for den tanke, at indstillingen til problemet først må ændres hos folk, inden noget andet kan blive ændret. Ved at benytte sig af aktioner går de direkte til det konkrete problem og har langt større mulighed for at påpege dets eksistens og at placere det i den rette sammenhæng, end de havde, hvis de benyttede den lovbefalede foreningsvej. Rødstrømperne går imod enhver form for organisation, fordi de mener, at foreninger kun tjener det formål at kanalisere de fremsatte krav, således at de er under samfundskontrol og i så vid udstrækning, som det er ønskeligt, kan fordrejes eller kvæles.
Samtidig har de små grupper, som rødstrømperne ønsker at operere ned, den funktion, at de kan fungere hurtigt og uafhængigt af et sindrigt organisationsapparat. Hver gruppe er en selvstændig enhed, der kun skal stå til ansvar over for sig selv. Ved at lade folk selv organisere deres egne små grupper opnår man endnu en vigtig fordel: enhver gruppedeltager bliver tvunget til at være aktiv deltager. Herved undgår de den store dyne af passive medlemmer, som normalt er en forenings ballast. Forløbet af en aktion er uafhængigt af deltagernes antal. Det er antallet af aktioner, der tæller.
Så vidt er det p.t. eksisterende antal rødstrømper enige. Man skal ikke indgå noget kompromis med det bestående, men udtrykker sin målsætning indirekte gennem sit valg af midler. Man er også enige om, at spørgsmålet om kvindes stilling i samfundet helt klart skal placeres i en større politisk sammenhæng, men man er uenig om måden at gøre det på. En del af rødstrømperne mener, at man klart og utvetydigt skal bekende sit politiske (socialistiske) tilhørsforhold mens resten anser sådan en fremgangsmåde for farlig - udfra den betragtning, at det vil blokere den lydhørhed, man håber at opnå hos en stor gruppe af befolkningen. I stedet for skal man fremsætte sine argumenter på et rent menneskeligt grundlag og derigennem ændre også den politiske bevidsthed.
Videre er der uenighed, om hvorvidt man i begyndelsen udelukkende skal henvende sig til kvinderne for hos dem at skabe en stærkere bevidsthed om deres eget værd som mennesker og på den måde sætte dem i stand til på lige fod med manden at optage kampen for en mere menneskelig tilværelse.
ALTERNATIVET er, at man springer dette mellemled (der har direkte paralleller til De Sorte Pantere) over - og i stedet forsøger at få både mænd og kvinder til sammen at forstå, at ingen af dem besidder roller, der er de ideelle, men at de sammen skal frigøre sig fra det menneskefjendske mønster, de er blevet placeret i, for at opnå et samfund hvor kønsroller ikke eksisterer, hvor det eneste krav er hensynet til den enkelte og alles behov for en tilfredsstillende eksistens.
Har vi brug for en kvinde-(menneske)sag ? Udfra den her skitserede holdning til problemet ville det måske være mere konsekvent at tilslutte sig en politisk - eller anden - bevægelse, der vil en forandring af hele samfundsstrukturen, derhen hvor man selv ønsker det. Desværre tror jeg, at der stadigvæk er brug for en kvinde(menneske)sag, i hvert fald indtil man er holdt op med hovedsagelig at fremhæve nødvendigheden af forandringer af den økonomiske samfundsstruktur.
Faren er for mig at se ikke en økonomisk, men en menneskelig forarmelse, som for en stor del skyldes kønsrollerne. Ligesom det er nødvendigt at betragte kønsrollemønsteret i en større sammenhæng er det nødvendigt at betragte den større sammenhæng i lyset af kønsrollerne.
N O T E R
Karen Jespersen (1947 - ) er journalist og politiker. Karen Jespersen var med i Rødstrømpebevægelsen fra begyndelsen. Hun kom første gang på avisernes forsider, da hun på Rådhuspladsen 1. maj 1970 erobrede talerstolen fra LO-formanden for at stille krav om ligeløn. I 1970´erne var hun aktiv i Venstresocialisterne, men meldte sig i1980 ind i Socialdemokratiet og blev valgt ind i Folketinget 1990. Hun var socialminister fra 1993-2000 og indenrigsminister 2000-2001.
Læs mere om Karen Jespersen i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/833/
Dolle Mina var en hollandsk feministisk kvindegruppe, opkaldt efter Wilhelmina Drecker (1845-1925). Wilhelmina Drecker var en fremstående profil inden for den gamle kvindebevægelse i Holland. Dolle Mina var en aktivistisk kvindegruppe efter amerikansk model.
Foreningen Individ og Samfund blev stiftet i 1968 af en gruppe unge fra Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds i protest mod Dansk Kvindesamfunds holdning til bl.a. abortspørgsmålet. Foreningen arrangerede abortrejser til Polen, Holland og England og åbnede rådgivningskontorer for abortsøgende og udgav en abortvejledning.
Dansk Kvindesamfund er Danmarks ældste kvindeorganisation, stiftet i 1871 af bl.a. Matilde Bajer og Fredrik Bajer.
Margaret Mead (1901-78) var amerikansk socialantropolog og psykolog. Margaret Mead er kendt for sine feltstudier i kønsroller, seksualitet og personlighedsudvikling i forskellige kulturer på fx Samoa og Bali. Hendes forskning viste, at der er store forskelle på hvad der opfattes som typisk kvindeligt og typisk mandligt fra kultur til kultur og at personlighed i høj grad formes gennem opdragelsen og gennem kulturen.
Vere Gordon Childe (1892-57) var australsk-engelsk arkæeolog og professor ved universiteterne i Edinburgh og London. Han forskede i sten- og bronzealderen i Europa med udgangpunkt i den historisk-materialistiske metode.
Black Panther Party var et politisk parti og en sort borgerrettighedsorganisation grundlagt i 1966. I slutningen af 1960`´erne var de sorte pantere den mest kendte sorte militante organisation, både i og uden for USA. Organisationen profilerede sig særligt i de amerikanske storbyers sorte bydele, hvor de forsvarede de sortes ret til at bære våben og forsvare sig mod den hvide politistyrkes racediskriminerende adfærd. Organisationen gik i opløsning i 1970erne.