Jan Stage: "Bitter aften med Aleksandra Kollontaj ved et bord på Gråbrødretorv". Information 26.7.1972 s 4
Bitter aften med Aleksandra Kollontaj ved et bord på Gråbrødretorv
Af JAN STAGE
Blandt disse stemmer man altid hører en sommeraften på Københavns torve, var der forleden een, der lød lidt anderledes, lidt dybere måske end de fleste pigestemmer og i hvert fald meget flittigt brugt. Min ven og jeg satte os hen til stemmen, der strømmede ud fra
en dame sidst i tyverne og hen over os. Sammen med aftenvarmen gjorde den os apatiske, men vi var fortsat ved godt mod.
Damen var rødstrømpe, en omstændighed, der næppe havde skabt et modsætningsforhold mellem os, hvis det ikke var, fordi min ven lige har skrevet en artikel, der har gjort rødstrømperne aldeles misfornøjede.
Nu skulle vi - først og fremmest artiklens forfatter - stå til regnskab ansigt til ansigt med Historien, Klassekampen og Retfærdigheden.
Min ven er imidlertid til daglig beatanmelder og miljøskribent, som det hedder, og han er vant til at omgås disse fine begreber med en sorgløs munterhed.
Dertil kommer, at han er hårdt prøvet i sit privatliv, hvor hans kones rødstrømpeperiode har kastet ham ud i adskillige ubehagelige situationer. I sene nattetimer har han således måtte vandre omkring i Københavns gader, medens militante søstre holdt møde i hjemmet, spillede hans plader, skrev på hans skrivemaskine og opflammede hans kone til trods og rebellion.
Han var derfor ikke særligt veldisponeret for en søsterlig overfusning, og jeg, der er ved at blive en halvgammel liberal, med mindre jeg er sur eller har læst Gelius Lund eller politisk revy, var næppe den bedste tredjemand i debatten.
Min vens artikel var ikke alene perfid og ukorrekt, fastslog damen med jumbo-stemmen, den var også sjofel og reaktionær, og den var naturligvis også typisk for et blad, hvor der kun er ganske fa kvinder ansat, og som derfor i bund og grund er bagstræberisk og kønsfascistisk. Han sagde godmodigt "tja", og jeg sagde "nå", og så tog vi store slurke af en trøstende gin-tonic, men hun fortsatte med et rav om spalteplads. Vi kunne da i del mindste stille spalter til rådighed for Bevægelsen (ordet skred pompøst frem over hendes læber ledsaget af pauker og trompeter), nu hvor vi ikke selv kunne skriveanstændigt om rødstrømpernes søsterskab.
Dette krav var næppe blevet fremsat, førend min ven begik aftenens første letsindighed og lodrette provokation. Han svarede nemlig, at det var ham en pine at læse rødstrømpernes sludder, og at de skrev som en brækket arm. Jeg skal indrømme, at jeg heller ikke bliver høj på deres selvhøjtidelige barok-stil, men problemets alvor og omfangtaget i betragtning, læser jeg søsterskribenterne, hvor de end optræder.
Jeg sluttede mig dog til min ven. Jaget af kvindesagen søgte vi tilflugt på nogle virile bastioner "for men only", og derfra fortsatte vi en ryggesløs hån- og had-kampagne mod vor bord-fælle.
Nu svingede stemmen over mod mig. Min ven var trods alt sød, sagde damen, men jeg var et dumt svin, og hun overvejede faktisk her på stedet at opsige sit abonnement. Hun kunne endvidere informere mig om, at der var mange der mente som hun.
Denne trussel fik mig ulykkeligt til at tabe enhver proportionssans. Jeg svarede, at jeg syntes, hun skulle lage skridtet fuldtud. Hvis blot hun og alle hendes medsøstre samt dem nede på den Socialistiske Højskole og de agterudsejlede Vseres brigade plus dagens marxister-leninister ville indtage samme standpunkt som Per Hækkerup, der aldrig læser Information, ville tilværelsen tage sig noget lysere ud for journalisterne på dette blad. Så kunne vi leve i overensstemmelse med, hvad vi virkeligt er: borgerligt-liberale personager, nogle med lidt flere progressive ideer end andre, og så ville vi blive fri for ustandseligt at blive opfattet som talerør for en eller anden frontorganisation, der endog har svært ved at definere sig selv.
Udfordringen var ikke til at tage fejl af. Jeg bedyrede ganske vist, at dette var min strengt personlige mening, som det overvejende flertal på bladets redaktion ikke delte, men damen følte sig boosted langt ud i raseriets univers. Hun var godt klar over min fortid, oplyste hun ildevarslende. Hvor min ven blot var slap, om end sød og rar, var jeg en overløber og klart reaktionær.
Hun valgte at tale hen over mig til en kønsfælle ved samme bord. Del blev til en lang redegørelse for Bevægelsen, noget om at gå sammen fra et punkt til et andet, om muligt med hinanden i hånden. Noget om at være sød og hjælpsom.
Så var det min ven sagde, han syntes, hun skulle tage i spejderlejr og blive blåmejsefører. Det, hun sad og sagde, var intet andet end noget borgerligt vrøvl. Hun replicerede med at intonere ouverturen til Klassekampen. Det var os, der var borgerlige, sagde hun. Vi havde aldrig slået på en arbejdsplads og derudover havde vi aldrog læst noget om kvindesagen.
Vi havde læst Hanne Reintoft begge to, forsvarede vi os, men det vat ikke lige sagen. Havde vi måske læst Kollontaj? Aleksandra Kollontaj? Se, hos denne russiske kvindeanarkist og senere Sovjet-ambassadør i Stockholm stod det skrevet, og så fik vi Kollontaj til endnu et stykke ind i natten.
Havde vi været ved godt mod, da vi satte os, så var vi nu mismodige,
og ovenstående er faktisk skrevet i erindringen om dette mismod, der er typisk for de situationer, der opstår, når en tidens Kollontaj skal forsvare sig i dette samfund.
N O T E R
Jan Stage (1937-2003) var journalist og forfatter. Han arbejdede som udenrigskorrespondent for Land og Folk, Information, Politiken og Ekstrabladet og blev kendt for sine reportager fra verdens brændpunkter. Han skrev også en række spændingsromaner med motiver fra internationale konflikter og terrorisme.
Gelius Lund (1907- 1992) dansk intellektuel kommunist. Han blev medlem af Danmarks Kommunistiske Parti i 1933. Han var aktiv i partiets ledelse, bland andet centralkomiteen og forretningsudvalget. I perioden 1945-57 var han leder af partiets forlag, Tiden. Han var en flittig skribent med mange indlæg i dagbladet Land & Folk og i tidsskriftet Tiden, som han redigerede 1948-51.
VS er en forkortelse af Venstresocialisterne, dansk venstrefløjsparti 1967-1998.
Per Hækkerup (1915-1979) var dansk socialdemokratisk politiker. Han blev valgt til Folketinget i 1950. Fra 1962-66 var han udenrigsminister og i 1971 blev han økonomi- og budgetminister. Derefter havde han forskellige økonomiske ministerposter i socialdemokratisk ledede regeringer frem til sin død.
Hanne Reintoft (1934- ) er socialrådgiver, forfatter og brevkasseredaktør. Hun blev valgt ind i Folketinget for Socialistisk Folkeparti i 1966. I 1967 forlod hun SF og var med til at danne Venstresocialisterne, som hun repræsenterede 1967-1968. I 1970 blev hun medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og indgik i partiets Folketingsgruppe 1970-1971 og 1973-76. I 1983 blev Hanne Reintoft formand for den nystiftede Mødrehjælpen af 1983, fra 1987-95 fungerede hun som daglig leder. Mest kendt er Hanne Reintoft dog nok for radioprogrammet "Hvad er min ret og hvad er min pligt", hvor hun fra 1976-87 ugentlig fortolkede sociallovgivningen for lytterne.
Læs mere om Hanne Reintoft i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/171/bio/1773/