Ved fremsættelsen af et forslag til lov om børne- og ungdomsforsorg i Folketinget i 1963 argumenterede socialminister Kaj Bundvad for at udbygningen af daginstitutioner for børn er et offentligt ansvar. Han pegede både på arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft og på den pædagogiske betydning børnehaverne kan have for børnene.
Folketingstidende 1963-64, s. 1894-95
Socialministeren (Kaj Bundvad): [ ] ...
Den udvikling, der er i gang på dette område, er i lovforslaget bl. a. markeret ved, at betegnelsen opdragelseshjem er forladt til fordel for den mere neutrale betegnelse børne- og ungdomshjem.
En gren af børne- og ungdomsforsorgen, som i de senere år i særlig grad har påkaldt sig opmærksomheden, er de institutioner, der tager sig af at hjælpe forældrene med pasning af børnene i dagtimerne: vuggestuer, børnehaver og fritidshjem. Udviklingen af bysamfundene og erhvervslivets industrialisering med øget anvendelse af kvindelig arbejdskraft har bevirket en kraftig forøgelse af behovet for sådanne institutioner. Samtidig er der i befolkningen en øget interesse for den pædagogiske betydning, ophold i børnehaver kan have. Denne udvikling har bevirket et stærkt stigende behov for pladser i institutionerne, et behov, som det hidtil ikke har været muligt at imødekomme fuldt ud.
Udbygningen af daginstitutionerne har hidtil i meget høj grad hvilet på private kredses initiativ. Begeringen har ikke noget ønske om at bryde denne linje, men håber tværtimod på dette som på andre områder af børne- og ungdomsforsorgen, at der fortsat vil være kredse i befolkningen, som har interesse for at tage børneforsorgsopgaverne op.
På den anden side kan det offentlige ikke se bort fra sit ansvar for, at opgaverne løses. I første række må det være de kommunale børne- og ungdomsværn, som varetager dette ansvar, men gerne på den måde, at de samarbejder med de private foreninger, organisationer o. lign. I lovforslaget er der derfor indsat en udtrykkelig bestemmelse om, at børne- og ungdomsværnet skal sikre tilstedeværelsen af fornødne daginstitutioner og socialpædagogiske fritidsforanstaltninger. Der sigtes hermed ikke blot til børnehaver, vuggestuer og fritidshjem, men også til en sund fritidsbeskæftigelse for børn og unge i fritidsklubber, ungdomsklubber, legesteder o. lign.
En nydannelse inden for daginstitutionernes område er en bestemmelse om adgang til at anerkende formidling af privat dagpleje som led i en vuggestues, en børnehaves eller et fritidshjems virksomhed eller som selvstændig institution. Man håber herved i en vis udstrækning at kunne udnytte den reserve af mulighed for pasning af børn i dagtimerne, som utvivlsomt eksisterer i private hjem med hjemmegående husmødre. Denne formidling af kvalificeret dagpleje kan måske også bidrage til bedre indseende med de dagplejeforhold, som pladsmangel på institutionerne har givet grobund for.
N O T E R
1. Kaj Bundvad
Kaj Bundvad (1904-76) var politiker. Han var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1943-71. Han bestred flere ministerposter og var boligminister fra 1957-60, arbejdsminister fra 1957-63 og socialminister fra 1961-68.
Navn: Kilde 514
Titel: Lov om børne- og ungdomsforsorg
Moderpublikation: Folketingstidende 1963-64, s. 1894-95
Danmark | Love | Pædagogik | Kvindearbejde | Arbejdsmarkedet | Statslig kvindepolitik | Børnepasning