Den anden feministiske bølge 1960-85
Efter krise i 1930'erne og kaos under Anden Verdenskrig fulgte der i slutningen af 1950'erne et stærkt økonomisk opsving. Industrien overhalede landbruget som vigtigste erhverv, og der var stor efterspørgsel efter arbejdskraft i de ekspanderende byerhverv. Man hentede folk i landbruget og i udlandet. Men det var kvinderne, som bidrog med den afgørende tilvækst. Fra 1960-90 voksede den danske arbejdsstyrke med knap 1 million, heraf var ca. 850.000 kvinder.
Det blev acceptabelt, at gifte kvinder tog erhvervsarbejde. Kvindebevægelsen havde kæmpet for ugiftes ret til uddannelse og selvforsørgelse, men gik i øvrigt ind for den traditionelle kønsarbejdsdeling. Selvom alle unge kvinder efterhånden fik uddannelse og arbejde, betragtedes det indtil 1960 som en selvfølge, at de ved indgåelse af ægteskab forlod arbejdsmarkedet og blev husmødre. At mange gifte kvinder i virkeligheden måtte supplere familiens indtægt, rokkede ikke den officielle holdning, og da der ofte var tale om irregulære jobs, blev det heller ikke registreret i statistikken.
Forfatteren Lise Nørgaard har i de filmatiserede erindringsbøger Kun en pige, 1992 og De sendte en dame, 1993, beskrevet sine vanskeligheder med at bryde denne norm. Kvindebevægelsens, og især husholdningsforeningernes, bestræbelser på at opgradere husarbejde til en profession på linie med andre erhverv opfattede hun som et forsøg på at banke kvinderne på plads i hjemmet. Prisen for at forsætte karrieren på trods af mand og børn var konstant dårlig samvittighed, og det var særlig svært at håndtere omverdenens forestilling om, at selverhvervende kvinders børn gik for lud og koldt vand.
Den mandlige forsørgermodel blev også undergravet indefra af strukturelle ændringer, der lettede kvinders muligheder for at forene familie- og arbejdsliv. Statistisk set blev kvinderne tidligere gift, fik færre børn og levede længere. Alt i alt førte det til, at antallet af "børnefri" år voksede med 20 i perioden 1900-65.
Kvindernes indtog skabte tilpasningsproblemer på arbejdsmarkedet, der var designet til mænds liv og virkelighed. I familierne forrykkede overgangen fra eneforsørger til toforsørgermodellen magtbalancen, og det udløste forhandlinger om en ny fordeling af husarbejdet. Staten og kommunerne måtte, som en forudsætning for kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, overtage opgaver som pasning af børn, syge og gamle.
Forestillingen om at ligestillingspolitik var et overstået kapitel, blev altså grundigt dementeret, da kvinderne skiftede jobbet som husmoder ud med lønarbejde. Det blev meget synligt, at samfundet var baseret på systematisk forskelsbehandling af de to køn.
Den anden feministiske bølge opstod i dette spændingsfelt mellem et gammelt kønssystem i opløsning og et nyt under udvikling. Den blev sat i gang af de gamle kvindeorganisationer, som med begreber som kønsroller og mandssamfund opdaterede deres strategier og udløste en kvindepolitisk debat af et omfang, der ikke var set siden valgretskampen. Og den tog for alvor fart, da der omkring 1970 opstod nye, radikale kvindegrupper, organiseret i Rødstrømpebevægelsen.
Rødstrømpebevægelsen toppede i løbet 1970'erne. Den blev afløst af den moderne ligestillingspolitik, hvor stat, kommuner, politiske partier og faglige organisationer efterhånden overtog kvindeorganisationernes rolle som hovedaktører. Som følge af denne udvikling kan man i dag tale om statsfeminisme og mainstreaming af ligestilling.
Trods kvindebevægelsens atypiske forløb betragtes den i dag som den vigtigste af 1900-tallets politiske bevægelser, fordi den førte til forandringer af hele tilværelsen for alle mennesker. Gennemslagskraften skyldes først og fremmest en ny forståelse af sammenhængen mellem den offentlige sfære og privatlivet. Det er betegnende, at epokens to mest politiserede spørgsmål var den gamle feministiske mærkesag ligeløn og fri abort, som hverken kvinde- eller fagbevægelsen hidtil havde betragtet som deres, men som den enkelte kvindes private sag.
Den officielle kønsmoral |