Abort

 Fri abort og seksuel frigørelse

I Danmark blev svangerskabsafbrydelse betragtet som overlagt mord og de implicerede dømt til døden indtil 1866. Herefter blev strafferammen 8 års fængsel, yderligere nedsat til 2 år ved en ny ændring af straffeloven 1930.

For den tidlige kvindebevægelse var seksualpolitiske emner stærkt kontroversielle. Først i 1920'erne blev spørgsmålet om fødselskontrol taget op - og kun i periferien af kvindeorganisationerne. Fx. gennemførte forfatteren Thit Jensen en opsigtsvækkende kampagne for frivilligt moderskab, hvor hun agiterede for, at gifte kvinder skulle bruge pessar.

Sovjetunionen indførte som den første stat fri abort i 1920, og de danske kommunister fulgte trop. Under ledelse af Marie Nielsen og Inger Gamburg krævede Arbejderkvindernes Oplysningsforening adgang til abort. De satte handling bag kravet i samarbejde med lægen J.H. Leunbach.

Antallet af illegale aborter kendes af gode grunde ikke, og lysten til at retsforfølge dem, der blev afsløret, var meget lille. For at bringe lovgivningen i overensstemmelse med retsbevidstheden vedtog Rigsdagen i 1937 den første selvstændige svangerskabslov. Den havde til formål at forhindre abort ved at hjælpe vanskeligt stillede kvinder, så de kunne gennemføre graviditeten og moderskabet. Derfor blev der oprettet en ny statslig institution, Mødrehjælpen, med kontorer over hele landet og Vera Skalts som direktør.

Svangerskabsafbrydelse var stadig lovstridigt, men der kunne bevilges abort, hvis 1. der var alvorlig fare for den gravide kvindes liv eller helbred, 2. fostret var arveligt belastet, 3. graviditeten var en følge af voldtægt.
Mens der var bred enighed om de to sidste punkter, stod der kamp om den første, den såkaldte medicinske indikation. Mange af de illegale aborter skyldtes, at kvinderne ikke havde råd til at få (flere) børn. Derfor drøftede man, om loven også skulle indeholde en social indikation. Det blev dog afvist af det politiske flertal, der til gengæld opblødte den medicinske indikation, således at myndighederne foruden rent medicinske hensyn skulle inddrage den abortsøgende kvindes sociale forhold.

Loven trådte i kraft i 1939, hvorefter kurven over ansøgte og bevilgede aborter steg stejlt. 1954/55 var tallene henholdsvis 9.160 og 4.448, og antallet af illegale aborter syntes at vokse endnu stærkere.

Hensynet til den gravide kvinde var den almindeligste begrundelse for aborttilladelser.ne, og Mødrehjælpen kom under dobbelt ild. Konservative og kirkelige kredse kritisere.de institutionen for at administrere den medicinske indikation alt for liberalt, mens andre forsat argumenterede for nødvendigheden af en ren social indikation. Ved en lovrevision opnåedes der kun enighed om mindre justeringer, og Svangerskabsloven fra 1956 løste langtfra de åbenlyse og stadigt voksende problemer.

Selvom sammenhængen mellem uønsket graviditet, uvidenhed og manglende beskyttel.se var åbenlys, herskede der stor uvilje mod seksualoplysning og brug af præventive midler. Indtil Svangerskabsloven i 1937 var det simpelthen forbudt at oplyse om og forhandle prævention. Herefter skulle handlen foregå i yderste diskretion, så den ikke vakte offentlig forargelse.

Forslag om, at Mødrehjælpen skulle drive seksualoplysningsklinikker blev i første omgang afvist. Men i 1956-loven fik organisationen grønt lys for vejledning af egne klienter, og private foreninger kunne søge tilskud til seksualoplysende virksomhed.

I 1960 opfordrede Danske Kvinders Nationalråd regeringen til at nedsætte et udvalg, der skulle undersøge mulighederne for obligatorisk seksualundervisning i folkeskolen.
Rådet tog udgangspunkt i de alarmerede mange uønskede graviditeter, bl.a. ca. 3.000 teenagegraviditeter årligt, og illegale aborter, formentlig 15.000, og pegede på uviden.hed som hovedårsag til tingenes tilstand. Skoler og lægers oplysningsindsats var spredt og tilfældig, og der fandtes kun to alment tilgængelige seksualklinikker i hele landet.

Regeringen fulgte henvendelsen op ved at give Mødrehjælpen tilladelse til at åbne sine klinikker for alle. Desuden nedsattes Seksualoplysningsudvalget, der allerede i 1961 udsendte en vejledning for seksualundervisning i folkeskolen.

Den byggede på frivillighed og forældresamtykke, og formålet med undervisningen skulle være at fremme elevernes ansvarlighed og forståelse for, at seksualitet - og dermed brug af prævention - hørte hjemme i ægteskabet. Ifølge vejledningen udviklede piger sig senere end drenge, og det blev sammen med samfundsmoralen brugt som argument mod førægteskabelig seksualitet.

Ca. halvdelen af folkeskolerne havde seksualvejledning på skemaet. Nogle skoler sikrede sig forældrenes accept ved at inddrage dem direkte i undervisningen, og også blandt eleverne var det en udbredt anskuelse, at forældre havde et særligt ansvar for denne ømtålelige information.

På det frie marked kunne man skaffe sig anderledes brugervenlige manualer. Banebrydende var Sten og Inge Hegelers leksikon Kærlighedens ABZ, 1961, med så fordoms.frie holdninger og tegninger, at den blev opfattet som pornografi. Parret bestyrede fra 1968-71 en sexbrevkasse i "Ekstra Bladet", der voksede sig til Danmarks største dagblad ved bl.a. at profilere sig som bannerfører for seksuelt frisind. I 1963 lancerede bladet den første af sine mange fotoserier af stadig mere afklædte piger, og i 1965 stod det anklaget for at offentliggøre samlejebilleder. I disse års mange retssager blev grænserne mellem kunst, oplysning og pornografi søgt afklaret, og det endte med, at pornoen blev frigivet - tekster 1967, billeder 1969.

De unges eget oprør mod bornertheden blev båret frem af den 21-årige Ulla Dahlerup, der i 1963 vakte furore med en anmeldelse i det nye ungdomsblad "Eksponent". Her karakteriserede hun den eksisterende seksualoplysende litteratur for unge som nedladende, moraliserende og helt ude af trit med tiden. I stedet efterlyste hun konkret oplysning og foreslog, at skolelæger skulle instruere i brug af præventive midler og udlevere pessarer til de piger, der ønskede det - vel at mærke uden forældrenes indblanding.

I den efterfølgende debat var hovedtemaet kvindelig seksualitet. Selv progressive eksperter som Mødrehjælpens overlæge Henrik Hoffmeyer og den førende børnepsykiater Gudrun Brun mente, at 14-18-årige piger var seksuelt umodne, og at lettere adgang til prævention ville presse dem ud i en seksualitet, de slet ikke var parat til.

Det gik som en rød tråd gennem Ulla Dahlerups argumentation, at tidens seksualmoral diskriminerede kvinder. For mens det var fuldt legalt for mænd at vise og tilfredsstille lyst, måtte kvinder vælge mellem to lige umulige positioner: ludder eller madonna. Andre debattører som forfatteren Leif Panduro og filminstruktøren Tørk Haxtausen sagde rent ud, at mænd undertrykte kvinder seksuelt for at kunne opretholde deres magtposition.

Som en udløber af debatten krævede 29 ungdomsorganisationer i en resolution til regering og Folketing obligatorisk seksualundervisning i folkeskolen og fri adgang til prævention, bl.a. gennem oprettelse af flere seksualklinikker.

Ved ændringen af moderskabslovgivningen i 1965 blev aldersgrænsen for at få udleveret pessar uden forældresamtykke nedsat fra 18 til 15 år. Straffeloven lempede restriktionerne for handel med præservativer, og man diskuterede moderne reklamekampagner til afløsning af rubrikannoncer for postordresalg, som var den almindelige distributionsform. Folkeskoleloven af 1971 indførte obligatorisk seksualundervisning.

Samtidig lanceredes nye mere bekvemme præventive midler til afløsning af kondomer og pessarer. Mødrehjælpen opsatte spiraler på forsøgsbasis i 1965, året efter blev p-pillen introduceret i Danmark.

Frustrationen over seksuel forskelsbehandling nåede et foreløbigt højdepunkt i bogen Jeg anklager, 1967, hvor forfatteren Mette Ejlersen hævdede, at kvinder kun kunne opnå orgasme gennem stimulation af klitoris. Skedeorgasme eksisterede ifølge hende slet ikke, men kvinder blev opdraget til at simulere udløsning ved traditionelle samlejer, der i virkeligheden var en ren mandlig fornøjelse.

Den sidste halvdel af 1960'erne var et langt stormløb mod svangerskabsloven, sat i gang af en gruppe studerende ved Københavns Universitet. De arrangerede i 1965 en abortuge, hvor de medicinske, juridiske, psykologiske og sociale aspekter blev belyst gennem forelæsninger af fremtrædende eksperter. Fx gennemgik overkirurg, dr.med. & phil. V. Oram Metoder og risici ved svangerskabsafbrydelse, bl.a. den ved illegale aborter almindelige, men dødsensfarlige indsprøjtning i livmoderen af salt- eller sæbeopløsninger.

Arrangementet blev et tilløbsstykke og viste ligesom den efterfølgende debat, at der var et stort behov for en ny lov, men udbredt skepsis over for fri abort. Til gengæld var den tidligere så stærke modstand mod, at man overhovedet tillod abort næsten forsvundet. På den ene yderfløj finder man Indre Missions formand C. Bartholdy, der i en kronik med overskriften "Vi er jo et folk af mordere" slog til lyd for en abortmarch, fordi der var flere ofre for abortindgreb i Danmark end for de to atombomber under Anden Verdenskrig. På den anden læge Mogens Holst Knudsen, som af idealistiske grunde udførte illegale aborter og to gange blev idømt fængselsstraf for det.

Som noget nyt kom de abortsøgende selv til orde i debatten. I 1967 interviewede redaktør Villy Reunert i Danmarks Radio 7 mennesker om grundene til og forløbet af illegale aborter. Her blev lytterne præsenteret for så forskellige personer som en universitetsstuderende, der rendte på en flirt uden pessaret på plads, en gift kvinde, om blev gravid trods pessar kort efter en tvillingefødsel, og en gymnasiast, hvis bedste ven løb tør for kondomer en weekend med kæresten i sommerhuset. De fortalte om mistillid til Mødrehjælpen, afvisende og hjælpsomme læger, gør-det-selvindgreb på grundlag af medicinske lærebøger, abort på tankstationens toilet under familieudflugt, pariastatus ved indlæggelser til forundersøgelse eller efterbehandling. Udsendelsen var en gyser, der gjorde dybt indtryk, timet som den var til Folketingets behandling af et lovforslag om fri abort, som Socialistisk Folkeparti netop havde fremsat.

SF begrundede sit forslag med, at man måtte bringe retstilstanden i overensstemmelse med retsfølelsen. Trods 15-25.000 illegale aborter om året var kun en håndfuld mennesker blevet retsforfulgt efter 1956-loven. Da økonomisk bedrestillede havde lettere adgang til sikrere svangerskabsafbrydelse, førte situationen til større social ulighed. Det ville efter SFs mening være umuligt at finde en administrerbar løsning mellem de gældende regler og fri abort, og partiet lagde afgørende vægt på kvinders ret til selv at afgøre, om de ville føde et barn, de ikke ønskede.

Der var tilhængere af fri abort i alle partier, men flertallet var stemt for at nedsætte en kommission, der skulle foretage en ny afvejning af hensynet til fosterets og moderens rettigheder. De satsede på at reducere problemet ved øget oplysning om prævention, ændring i holdningen til enlige mødre og forbedrede vilkår for børnefamilierne. Som forholdene var frygtede modstanderne, at frigivelse ville føre til en eksplosion i aborttallet, især fordi gravide kvinder ville komme under stort pres fra kærester, ægtefæller og forældre.

I de følgende år genfremsatte SF sit forslag, og det fik voksende tilslutning, bl.a. vedtog Socialdemokratiet på sin kongres i 1969 at sætte fri abort på sit program. Denne udvikling blev fremmet af det begyndende generationsskifte i Folketinget, idet unge kvindelige folketingsmedlemmer som Lene Bro og Hanne Reintoft satte deres kraftige præg på debatten. Hanne Reintoft med så meget desto større vægt, som hun kendte 1956-lovens svagheder fra sin tid som socialrådgiver i Mødrehjælpen. Folketingsflertallet ville imidlertid vente med en beslutning, indtil det nedsatte svangerskabs udvalg havde afsluttet sit arbejde.

Betænkningen fra 1969 anbefalede på baggrund af en gennemgang af den hidtidige bevillingspraksis liberalisering, ikke frigivelse af abort. Den fremhævede, at nygravide kvinder ofte var psykisk ustabile og uegnede til at administrere deres komplicerede situation på egen hånd. Derfor ville der være stor risiko for, at de lod sig presse til aborter, de senere ville fortryde med alvorlige komplikationer til følge. Sundhedspersonalet havde ret til at nægte at udføre provokerede aborter, og da der var dokumenteret massiv modstand blandt læger, kunne man forvente mangel på kvalificerede kirurger. Endelig kunne man frygte, at befolkningen opgav de nye, mere effektive, men endnu ikke indarbejdede præventionsmidler, hvis der indførtes fri abort nu.

Foreløbig gik kommissionen kun ind for fri abort til to grupper: De, der var under 18 år, som generelt skønnedes uegnet til uplanlagt forældreskab, og de, der var over 38 år, som formodedes modne nok til at træffe en kvalificeret beslutning. Alle andre skulle forsat søge tilladelse gennem Mødrehjælpen, men den skulle tage større sociale hensyn end tidligere.

Folketinget fulgte kommissionens anbefalinger i svangerskabsloven af 1970. Den blev vedtaget under protest fra kirkelige kredse, der foranstaltede underskriftsindsamlinger og gennemførte "Ja til livet-marcher", sådan som Indre Mission tidligere havde foreslået. Modstanden samlede sig politisk i Kristeligt Folkeparti, der stiftedes som et antiabort- og antipornografiparti i 1970.

I Dansk Kvindesamfund var holdningerne lige så delte som i Folketinget, og også her tegnede der sig en generationskonflikt. Ungdomskredsen satte fri abort på sit arbejdsprogram, men først da den lancerede en plan om at arrangere abortrejser til Polen, måtte den modvillige moderforening lægge dilemmaet åbent frem. Konflikten endte med, at Ungdomskredsen opløstes, og aktivisterne oprettede den selvstændig forening Individ og Samfund i 1968.

Den åbnede abortkontorer, der gav råd om, hvordan man fik en abortansøgning igennem i Mødrehjælpen, og arrangerede abortrejser til udlandet. Blandt destinationerne var foruden Polen også England og Holland. I 1969 udgav foreningenen gør-det-selvvejledning efter katetermetoden.

Med sagen så vidt fremskredet kunne tilhængerne på Dansk Kvindesamfunds årsmøde mobilisere et flertal for fri abort. Fra 1970 tilførte rødstrømperne abortkampagnen yderligere kraft, og ved folketingsvalget i 1971 steg kvindeandelen fra 11 til 17%. Blandt de nyvalgte var en gruppe unge feministisk orienterede politikere som og Ritt Bjerregaard, og Helle Degn, og Inge Fischer Møller og Birte Weiss.

Under behandlingen af SFs rutinemæssigt fremsatte lovforslag var der i 1972 fuld opbakning fra kvindeorganisationerne, der i samarbejde med de kvindelige politikere arrangerede høringer og demonstrationer. Året efter fremsatte regeringen sit eget forslag, og selvom udfaldet var givet, blev Loven om fri abort vedtaget i en spændt atmosfære. Med protesterende præster i fuldt ornat på tilhørerpladserne og splittelse i alle partier undtagen SF, foregik afstemningen ved navneopråb. 56 stemte imod, og den konservative Knud Thestrup, der som justitsminister havde gennemført pornografilovene, søgte at samle de 60 underskrifter, som skulle til for at sende loven til folkeafstemning. Det lykkedes dog ikke .

Selvom antallet af legale aborter var stigende indtil midten af 1970'erne, førte loven til en stabilisering af det samlede aborttal, og ikke til den af modstanderne frygtede eksplosive vækst. Alligevel arbejdede Kristeligt Folkeparti, som kom i Folketinget i 1973, for en afskaffelse af den fri abort og lancerede flere kampagner mod det, der i de kredse stadig hed fosterdrab.

Rødstrømpernes abortgruppe betragtede heller ikke sagen som afsluttet. Den pegede på, at retten til fri abort var mere formel end reel, så længe samfundet ikke skabte anstændige vilkår for børnefamilier, præventionsmidler var dyre og dårlige, og der ikke blev udviklet optimale abortmetoder.

Internationalt orienteret som bevægelsen var, fulgte den også opmærksomt abortudviklingen i udlandet. Af særlig betydning i denne sammenhæng var backlashet i USA efter det nye højres sejr ved præsidentvalget i 1981.

Forslag til videre læsning om abort:


Abort i 25 år. Red. Birgit Petersson, Lisbeth B .Knudsen, Karin Helweg-Larsen. Kbh.: L & R Fakta, 1998. 197 s.

Nexø , Sniff Andersen: Det rette valg: dansk abortpolitik i 1930'erne og 1970'erne. Kbh: Københavns Universitet, 2005

Reunert, Willy: Den bitre vej: abortproblemet i nærbilleder. København: Hans Reitzel, 1967. 109 s.

Ryg Olsen, Ellen: Kvinders valg: historier om illegale aborter fra 1930 til 1970. Herning: Systime, 1993. 150 s.

Publikationerne kan lånes på KVINFOs bibliotek.



Kilder:

"Where women stand: an international report on the status of women in 140 countries" af Naomi Neft and Ann D. Levine. Random House, 1997, s. 123.

Vera Skalts og Magna Nørgaard: "Mødrehjælpens epoke", 1982 s. 162.

Lisbeth B. Knudsen: "Abort de seneste 100 år" i "Abort i 25 år". Red. Birgit Pettersson m.fl. , 1998 s. 18.

"Lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m.v." i Lovtidende 1956 s. 405-08.

"Bilag I. Danske Kvinders Nationalråd" i "Betænkning I", Seksualoplysningsudvalget, 1968, s. 139-40.

"Vejledning om seksualundervisning i folkeskolen", 1961 s. 7-12.

Cath: "Seks om sex", Frederikshavns Avis 24.4. 1965

Inge og Sten Hegler: "Kærlighedens ABZ", 1961 s. 207-10.

Toni Liversage m.fl.: "Den nøgne sandhed. En rapport om Ekstra Bladet", 1975 s.35-37.

Ulla Dahlerup: "Børnefædre og børnemødre" Eksponent 1/1963 s. 19-21.

Leif Panduro: "Et lille ramahvin fra gymnasierne", Politiken 15.12.1963

Gudrun Brun: "Kønsfrihed", Politiken 15.12.1963

Hans Bjerre: "Fra fortrop til bagstræv", Politiken 19.12.1963 s. 18.

Ulla Dahlerup: "Det omstridte problem", Politiken 21.12.1963

"Ingen revolution fra i dag til i morgen", Eksponent 2/1964 s. 3-6.

"Ulla Dahlerups sexresolution", Ekstra-Bladet 18.4.1964

Mogens Bille: "Ikke på vej til seksuelt anarki", Frie kvinder 4/1968 s. 4-5.

Mette Ejlersen: "Jeg anklager", 1967 s. 5-10.

"Mange uovervejede aborter" Politiken 22.4.1965

V. Oram: "Metoder og risici ved svangerskabsafbrydelse", Abortproblemer, 1966 s. 79-84.

Merete Bjørn Hanssen: "Sexoplysning gør læger til forbrydere". B.T. 24.9.1965

Chr. Bartholdy: "Vi er jo et folk af mordere" Kristeligt Dagblads kronik 26.5.1965

Lone Agersted: "Lægen går i fængsel igen". Femina 8.6.1965 s. 3-4 + s. 14.

Willy Reunert: "Den bitre vej: abortproblemet i nærbilleder", 1967 s. 11-17, s. 31-38 og s. 71-78.

"Forslag til lov om ændring af lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m.v." Folketingstidende 1966-67 sp. 1456-1460

Lis Møllers tale under 1. behandling af forslag til lov om ændring af lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m.v . Folketingstidende 1966-67, sp. 1992-96

Hanne Reintoft: "Et liv - manges liv", 1996 s. 52-67.

"Betænkning om adgang til svangerskabsafbrydelse", 1969 s. 74-79.

Jette Sachs: "Fri abort?", Frie Kvinder 1, 1967, s. 4-6.

"Fri abort eller ikke?" Kvinden og Samfundet 3/1967 forsiden + s. 36-40.

"Abortvejledning" Udg. af foreningen Individ og Samfund, 1969.

"Abortgruppen" Rødstrømpebladet 13/1973 s. 11-14.

"Udviklingen i kvinders politiske repræsentation", i Ann-Dorthe Christensen og Birte Siim (red): "Køn, demokrati og modernitet: mod nye politiske identiteter", 2001 s. 245.

"Lov om svangerskabsafbrydelse", Lovtidende 1973 A s. 993-95.

"3. behandling af Lov om svangerskabsafbrydelse", Folketingstidende 1972 s

"Antal legalt provokerede aborter og aborthyppighed" i "Livet begynder ved befrugtningen: om nødvendigheden af fri abort", 1989 s. 66.

Kristeligt Folkepartis pjece: "Retten til livet", 1977

"Fri abort - tvungen abort". Et indlæg fra Kvindehusets Abortgruppe ved Tove Gottlieb, i Kvinder, nr. 1., 1975 s 18

Kirsten Drotner: "Kvinder eller børn først", Kvinder 41/1981, s. 22-23.


Ophavsret:

KVINFO har indhentet tilladelse fra rettighedshaverne til kildetekster og illustrationer. I enkelte tilfælde har det ikke været muligt for redaktøren at finde frem til rettighedshaverne. Hvis du kan påberåbe dig ophavsret til tekster eller billeder i KVINDEKILDER og ikke er blevet kontaktet, beder vi dig om at henvende dig til KVINFO.