KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Astrid Skjoldbo (1898 - 1973)
Skjoldbo, Astrid Ingeborg Elisabeth

1898-1973, politiker.

*18.6.1898 i Frederikssund, †12.30.1973 i Kbh.

Forældre: snedker Carl Christian Petersen (1870-1950) og Karen Marie Petrea Rugaard (1875-1954).

~13.2.1925 (b.v.) med translatør Carl Ludvig S., *23.11.1887 i Roskilde, †8.9.1965 i Kbh., s. af farveribestyrer Jens Christian Ludvig Christiansen og Birthe Marie Christensen.

Børn: Leif Walter (1918), Eva Tony (1919), Hanne Vita (1932).

Da AS som 70-årig forlod Folketinget, kunne hun se tilbage på mere end 50 års aktivt virke i Socialdemokratiet, som hun havde repræsenteret i udvalg, foreninger, Borgerrepræsentationen og Rigsdagen. Hendes politiske indsats lå først og fremmest i et engageret reformpædagogisk arbejde inden for børne- og ungdomsområdet i Kbh., men sideløbende med dette arbejdede hun vedholdende for at forbedre kvindernes forhold under opbygningen af det danske velfærdssamfund.

AS blev født i en børnerig arbejderfamilie i Frederiksværk, men familien flyttede til ydre Nørrebro, da hun var fem år. Hun blev kontoruddannet og tidligt aktiv i Socialdemokratiet. Allerede som 17-årig valgtes hun til formand for Socialdemokratisk Ungdomsforbunds (SUF) Brønshøjafdeling, et tillidshverv, kvinder ellers sjældent fik. Hun fungerede endvidere som sekretær for SUFs Kbh.s-kreds 1917-20. SUF var i 1910’erne forum for arbejderungdommens radikaliserede diskussioner, og hun mødte sin mand i organisationen. Begge var optaget af det socialistiske oplysningsarbejde, og da deres børn kom i den skolepligtige alder, indgik de fra 1926 som forældre i det reformpædagogiske arbejde, der dannede baggrund for det såkaldte Vanløseforsøg. Her samarbejdede reformvenlige lærere, bl.a. •Gertrud Lundholm, og forældre om en ny skole, hvor eleverne gennem selvvirksomhed, gruppearbejde og arbejde med praktiske fag fik mulighed for at udvikle sig friere og til større selvstændighed. I 1928 besluttedes det at standse Vanløseforsøget, men AS fortsatte det reformpædagogiske arbejde i foreninger, gennem skribentvirksomhed og i sit politiske virke. Hun var bl.a. med i Foreningen for Pædagogisk Forsøgsvirksomhed og i foreningen Den frie Skole og skrev artikler til foreningens blad af samme navn. I 1940 blev hun medlem af forretningsudvalget for Socialpædagogisk Forening, stiftet af pædagogen ◊•Sofie Rifbjerg. Politisk søgte hun sammen med andre reformpædagogiske socialdemokrater at ændre partiets traditionsprægede skolepolitik.

Efter ungdomsårene fortsatte AS sit politiske engagement i Socialdemokratiet, og 1930 blev hun medlem af bestyrelsen i sin lokale vælgerforening. Året før var hun blevet valgt til formand for partiforeningens nydannede kvindeudvalg. Socialdemokratiet gik ikke ind for en særlig kvindeorganisering, men i 1929 var det lykkedes kvinderne med •Sylvia Pio som frontkæmper og ved ◊Th. Staunings hjælp at få lov til at oprette rådgivende kvindeudvalg i partiforeningerne. AS sad i kvindeudvalget bl. a. sammen med •Nelly Hansen og •Alvilda Andersen. Gennem årene gjorde hun et stort kvindepolitisk arbejde i Socialdemokratiet. Hun var medlem af Kvindeudvalgenes Klub, der fungerede som uformel fællesledelse for de kbh.ske kvindeudvalg. I 1934 fik kvinderne presset igennem, at samarbejdet mellem kvindeudvalgene formaliseredes, idet det udvalg, der siden fik navnet Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg, oprettedes med •Margrethe Høst Neerup som formand. AS valgtes til fællesudvalgets sekretær, og i ledelsen sad endvidere •Inger Hempel, ◊•Viola Nørløv og •Mathilde Nielsen. 1938 bad AS sig dog fritaget for sekretærposten, da hun efter en desavueringssag i partiforeningen hverken blev valgt til bestyrelse eller kvindeudvalg. Hun fortsatte imidlertid det kvindepolitiske engagement i sin politiske virksomhed og sad bl.a. i bestyrelsen for Mødrehjælpen. Fra starten var hun også medlem af Kredsen, stiftet i 1942 på initiativ af Høst Neerup som et netværk af socialdemokratiske kvinder, der var fagligt eller politisk aktive.

AS fik yderligere mulighed for at få gennemført sine skole- og børnepolitiske mærkesager, da hun i 1938 kom ind i Borgerrepræsentationen som suppleant og derefter blev genvalgt frem til 1970. Hun var aktivt medvirkende til oprettelsen af Emdrupborg Forsøgsskole i 1948. Her gennemførtes i perioden 1950-54 forsøg med en niårig udelt skole, hvor begge køn undervistes sammen i alle fag. Forsøgets overvejende vellykkede udfald fik indflydelse på Skoleloven af 1958, der var et skridt på vejen mod afskaffelse af mellemskolen og den differentierede børneundervisning, som Socialdemokratiet havde bekæmpet i et halvt århundrede. Efter socialreformen i 1933 var AS blevet valgt til kredsværge i børneværnet, og i 1946 blev hun medlem af forretningsudvalget for Kbh.s børneværn. Fra 1934 havde hun desuden repræsenteret forældrerådene i skoledirektionen. Derudover arbejdede hun for oprettelse af legepladser og daginstitutioner, lægeundersøgelser af førskolebørn, skoletandpleje og husmoderafløsning.

Det politiske arbejde videreførte AS både i Landstinget, hvor hun sad 1947-53, og som Folketingsmedlem 1957-68. På Christiansborg trak hun ofte på de praktiske erfaringer, hun havde fra kommunalpolitik. Det kom hende især til gode, når det drejede sig om lovgivning inden for børneforsorgen, om udbygning af dag- og døgninstitutionsområdet, forbedring af mødrehjælpsinstitutionen, skolebespisning og Statens Husholdningsråd. Da hun i 1970 trådte ud af Borgerrepræsentationen, frasagde hun sig også sine tillidshverv i skoledirektion og børneværn. AS var gennem hele livet en aktiv skribent. Hun skrev artikler om pædagogik og kvindepolitiske emner og endvidere beskrivelser af institutioner i udlandet, hvor man allerede praktiserede den moderne pædagogik. Hun var medarbejder ved Arbejdernes Oplysningsforbunds bog til studiekredsarbejde Familiekundskab, 1944, og skrev bogen Hvad Byens Borgere bør vide! i Folkevirkeserien 1945.

Foto i ABA, KB.

Ellen Nørgaard: Lille barn, hvis er du, 1977.

Anette Eklund Hansen

 
Professioner
Kommunalpolitikere · Landstingsmedlemmer · Folketingsmedlemmer
 
Organisationer
Landstinget · Folketinget · Socialdemokratiet · Borgerrepræsentationen · Socialdemokratisk Ungdomsforbund · Kvindeudvalgenes Klub · Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg i København (se Kvindeudvalgenes Fællesudvalg København) · Mødrehjælpen (se Foreningen Mødrehjælpen) · Kredsen · Københavns Børneværn
 
Emneord
Politik · Børneværn · Kvindepolitik · Uddannelsespolitik · Pædagogik · Ungdomsorganisationer
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Frederiksborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg