KVINFOs Ekspertdatabase
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

Inger Henningsen (1904 - 1996)
Henningsen, Inger

1904-96.

*24.6.1904 i Odense, †12.6.1996 i Hørsholm sg.

Forældre: overlæge Hans Carl Nielsen Andersen (1874-1959) og Flora Marie Hansted (1879-1953).

~2.7.1927 med tandlæge Otto Viktor Kemp, *28.10.1887 i Esbjerg, †2.6.1959 i Kbh., s. af stiftsprovst Axel Gudmund K. og Johanne Nikoline Knap. Ægteskabet opløst 1943.

~31.3.1943 (b.v.) med arkitekt, forfatter ◊Poul H., *9.9.1894 i Ordrup sg., †31.1.1967 i Hillerød, s. af forfatter ◊Carl Ewald og Agnes Kathinka Malling Andersen (forfatter ◊•Agnes Henningsen).

Børn: Tove (1928), Grethe (1931).

IH stammede fra et musisk lægehjem i Odense, kom på kostskole i Schweiz, hvor hun lærte fransk og engelsk, blev uddannet som fysioterapeut på Kbh.s Kommunehospital, giftede sig med sin mosters fraskilte mand, tandlæge Otto Kemp og blev moder til to piger. Men midt i tandlægefruens borgerlige liv kom der i 1936 en uborgerlig mand med en slæde: arkitekten og forfatteren Poul H. IH blev sekretær for den travle skribent, der fik kontor i familien Kemps villa, og hans uofficielle elskerinde og ledsager på foredragsturnéer og efter syv års dobbeltliv af hensyn til familierne på begge sider blev de gift i 1943. Samme efterår, da Poul H. modtog nazistiske dødstrusler, måtte de flygte til Sverige i åben robåd, og i Stockholm hjalp IH sin mand i hans skribent- og foredragsvirksomhed og bidrog til parrets underhold ved at plissere lampeskærme. I 1945 deltog hun i humanitært arbejde for de danske koncentrationslejrfanger, som den svenske greve F. Bernadottes hvide busser bragte hjem.

IH fortsatte som sekretær for Poul H. i de hårde år i 1940’erne og 1950’erne, da han angreb retsopgøret, behandlingen af tyske flygtninge og meget andet fra seksualmoral til pop og blev den mest udskældte mand i dansk kulturliv. Med sin evne til at trylle blev hun centrum i det kreative miljø, de fra 1948 skabte omkring sig i Usserød, og “Valdemar”, som hendes mand kaldte hende, blev en uundværlig meddebattør og modsiger, sikrede ham arbejdsro for plagsomme folk og anonyme opringninger og plejede ham de sidste år til hans død i 1967, da Parkinsons syge lammede ham. I deres 30-årige parløb blev hun en forudsætning for, at han udfoldede sig helt som kunstner, kulturkritiker, folkeopdrager og livskunstner. Ligesom IH blev “det lyse mirakel” i Poul H.s liv, og vice versa, varetog hun hans eftermæle ved at ordne hans arkiv og sikrede det for forskningen via Det Kgl. Bibliotek. Da lysfirmaet Louis Poulsen & Co., som producerede PH-lampen, i 1967 stiftede PH-fonden til fremme af “de almennyttige idéer, Poul Henningsen har kæmpet for”, blev hun et meget aktivt bestyrelsesmedlem og senere formand indtil 1987. I de sidste år, da firmaet af politiske grunde havde standset støtten til fonden, finansierede IH den af sine royaltyindtægter, uforfærdet og underfundig i valget af de skæve oprørere og kontroversielle initiativer, der fik støtte og priser. Når folk ville diskutere kulturradikalisme og andre -ismer med IH, sagde det hende ikke noget. Frisind var for hende praktisk hjertelag og sund fornuft, og til sin død som 91-årig udstrålede hun engagement, nysgerrighed og værdighed fra et dramatisk, men muntert liv.

Mal. fra 1910 af Oluf Høst i privateje. Mal. fra ca. 1925 af Rasmus Christiansen i privateje. Foto i KB.

Bent Friis Alsinger (red.): Inger Henningsen, 1997. Poul Henningsen: Mit livs eventyr, udg. af Hans Hertel, 1995. Paul Hammerich: Lysmageren, 1986.

Hans Hertel

Barneportrættet af Inger (Poul) Henningsen, malet i 1910 af Herman Vedel (1875-1948) og det måler : 41 x 28 cm kan ses her.

Hans Hertel

 
Professioner
Sekretærer
 
Organisationer
 
Emneord
Kulturradikalisme
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
Fyns Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg