(Forsinket paa Grund af Pladsmangel.)

Det forlyder, at den  Pengesum,  som for nogle Aar siden indsamledes af en Komité til Rejsning af en Bronce-Rytterstatue i Hovedstaden af Dronning Margrethe, nu foreslaas  anvendt til en Marmorbasrelief med et Motiv fra Dronningens Historie til Anbringelse i en af det kommende

Christiansborg Slots store monumentale Porte. Indsamlingen har altsaa dengang ikke indbragt nok til en Broncestatue, - kan man forstaa, - men heller maa Sagen vente, og Kapitalen staa og forrente sig, end at man helt skulde opgive at rejse Dronning Margrethe et Monument ude i Livet  og   Færdselen midt i det Folk, som mindes hende med Beundring og Højagtelse.

Det nye Aarhundrede er af mange ble­vet kaldt for Kvindens Aarhundrede, og sikkert er det, at det oprandt med rige Løfter om Kvindernes forøgede Deltagelse i Livet og Udviklingen, rigere end det sag­tens nogensinde før er set i Tidernes skif­tende Kulturperioder. Her i Norden, hvor Kvinden ifølge urgammel Sæd altid har været agtet højt, er man langt fremme i Bevægelsen, ikke mindst, fordi man klogt er gaaet ud fra, at naar Kvinderne, godt og vel Halvdelen af Befolkningen, tager Del i Arbejdet, ogsaa udadtil, og gør det paa deres særegne Maade, saa skabes der nye Værdier for Folkets Fremgang, saa vel aandeligt som materielt set.

Den danske Kvinde er sig bevidst, at hun, for at vise sig fortjent til den Tillid, der vises hende gennem nye Love og Sæd­vaner, maa gøre sit Yderste for at anvende sine Ævner og Kræfter, ikke alene til per­sonlig Fordel men ogsaa til Bedste for Samfundet. Det er ikke noget ringe Ar­bejde, vor Tids danske Kvinder yder, og det er interessant for de Ældre at følge, hvor maalbevidste Nutidens unge Piger er. Saa godt som alle tager de en Opgave op og arbejder alvorligt paa at løse den.

Men fordi Deltagelsen i det offentlige Liv og den dermed følgende Ansvarsfø­lelse er nogenlunde nu for Kvinderne, sav­ner de, set i Forhold til Mændene, histo­riske kvindelige Forbilleder, lysende Eks­empler, om hvilke vi kan sige: Saa langt kan en Kvinde naa, saa vidtskuende kan hendes Blik være, saa klogt kan hun dømme, saa klogt kan hun sætte sig et Maal. Vi har i Grunden kun een saadan stor historisk Kvindeskikkelse at mindes, og det er Dronning Margrethe. Derfor staar ogsaa hendes Billede prentet paa vort ældste Kvindetidsskrift »Kvinden og Sam­fundet«, der ligger paa Bordet i saa mange Hjem Landet over, men det er os ikke nok, og lige saa lidt er det os nok, at hun afbildes i Relief i en lukket Slotsport. Vi ønsker at have hende som noget for sig selv, ridende rank og myndig paa sin Broncehest i vor By - ude i det Frie.

Og vi ønsker hendes Mindesmærke skabt af en Kvinde. Billedhuggerinden, Fru Marie Carl Nielsen har forlængst ud­arbejdet en Skitse af Margrethe til Hest, og om denne Kunstnerindes Fremstilling kan man sikkert samle sig uden Frygt for at faa et Monument, der, som flere af dem, vi alt har faaet, skæmmer vore Pladser i Stedet for at pryde dem. Hvis en anset Kreds af Kvinder samler sig og atter henvender sig til alle Landets Kvinder, er det da umuligt, at Summen ikke skulde kunne forøges saa meget, at Tanken kan virkeliggøres.

Dronning Margrethe er den eneste dan­ske Kvinde, som til Overmaal har fortjent et Mindesmærke i vor Midte. Hun har ventet i 500 Aar paa at faa det og venter endnu, medens adskillige mandlige Regen­ter af ringere Kaliber rider højt til Hest paa vore Pladser og Torve. Dog vi be­klager os ikke derover. Margrethe svarer ikke til Fortidens men til Nutidens Syn paa Kvinden, og derfor er det os, de Nu­levende, der skal rejse hende et Monu­ment. Men lad os saa tage Opgaven op og lad os føre den igennem, før vi kom­mer altfor langt ind i det saakaldte Kvin­dens Aarhundrede.